Tjeneste.

 

For mange Kristne er Arbejdet for Herren en besværlig Pligt. Hvad de fra først af gjorde med inderlig Glæde, bliver efter nogen Tids Forløb til et møjsommeligt Arbejde, som de vel udfører samvittighedsfuldt, men med hemmelig Modvilje og med et mer eller mindre klart Ønske om at blive fri. I Stedet for Kærlighedens: »Må jeg?« bruger man Pligtens: »Skal jeg?« Åget, som det fra først af var nemt at bære, begynder at trykke, og Byrden er tung i Stedet for let.

»Straks efter min Omvendelse,« sagde en troende Kvinde til mig, »var jeg så fuld af Glæde og Kærlighed, at det bedste, jeg vidste, var at udrette noget for Herren, og jeg var ivrig efter at gå ind ad hver Dør, der lukkede sig op. Men da min første Glæde svandt bort, og min Kærlighed begyndte at kølnes, ønskede jeg, at jeg havde været mindre ivrig, thi alt det Arbejde, jeg var kommet ind i, blev nu en besværlig Byrde, som jeg ønskede at komme af med; men jeg kunde ikke godt trække mig tilbage, uden at det vilde vække Opsigt. Man ventede, at jeg skulde besøge de syge og bede ved deres Senge, hjælpe med ved Bede møder og altid være rede til at tage fat, hvor det behøvedes, ved et eller andet kristeligt Arbejde. Til sidst blev denne Byrde mig så usigelig tung, at jeg vilde have foretrukket at ligge hele Dagen og skure Gulv frem for at gå i denne Trædemølle af kristeligt Arbejde. Jeg misundte Pigerne i Køkkenet og Konerne ved Vaskebaljen.«

Mon ingen af os har kendt noget lignende, at gå med samme Sind som en Slave til sit Pligtarbejde, og så, når Gerningen var til Ende, at fare som en Gummibold tilbage til det, som man kunde have sin Interesse og sin Glæde i? Man vidste naturligvis, det var galt, og skammede sig derover; men man elskede ikke længer sin Gerning og ønskede blot at slippe bort fra den, om det kunne ske med en god Samvittighed.

Eller måske du nok elsker din Gerning, men den er forbundet med så meget Besvær og så stort et Ansvar, at du føler dig så uduelig til den, at du er træt af den, før du får begyndt. Og det, at du ingen Resultater ser, gør Byrden endnu tungere for dig.

Men denne Trældom slipper man ud af, når man går ind i Troens fulde Samfund med Gud. Man får nu Lyst til at gøre det, som Han lægger for os; thi Han skriver selv Sin Vilje ind i vore Hjerter. Og hvad man har Lyst til, går det altid let med, selv om det kræver nok så megen Møje. Man ringeagter da alle Hindringer på Vejen og ler ad den Modstand, der kan møde. Hvor mange Mænd er ikke med Glæde rejst til Verdens Ende, når de kunne vinde Rigdom og Ære! Hvor mange Mødre har ikke været stolte af at se deres Sønner avancere, selv om det medførte, at der gik År imellem, at de så dem! Men disse samme Mennesker vilde måske have betragtet det som et stort Kors, om de for Kristi Skyld skulde give Afkald på Hjem, Venner og jordiske Bekvemmeligheder.

Om en Ting bliver et Kors for os eller ej, afhænger af, hvorledes vi ser på den. Det er sørgeligt at tænke sig, om Kristne skulde gøre med et surt Ansigt det samme for Kristus, som Verdensmennesker med Glæde gør for Penge. Men Evangeliet sigter netop på at få os til at ønske lige så meget at gøre Guds Vilje, som andre ønsker at gøre deres egen. Hebr. 8,6-13 viser, at vi i den ny Pagt ikke har at gøre med en Lov, som udefra kræver noget af os; men Herren siger: Jeg vil give mine Love i deres Sind og indskrive dem i deres Hjerte. Vi kommer da til at elske Guds Vilje. Vi vil, hvad H an vil, og vi adlyder Ham, ikke fordi det er vor Pligt, men fordi vi selv ønsker at gøre det, som Han vil have os til.

Vi har måske ofte tænkt om vore Børn: »Gid jeg kunne komme ind i dem og få dem til at ønske at gøre det, som jeg ønsker; hvor let det så vilde være at opdrage dem!« Og når vi havde med vanskelige Folk at gøre, har vi vist opdaget, at det gjaldt om ikke at fremføre vore Ønsker for dem, men at få dem til selv at foreslå det samme; så var Vanskeligheden overvundet. Vi er af Naturen et stivsindet Folk, som altid oprøres mod en Lov, som påtvinges os udefra, medens vi med Glæde modtager den samme Lov, når den udspringer af vort eget Hjerte.

Gud bærer Sig derfor ad på den Måde, at Han tager Menneskets Indre i Besiddelse og lægger Sin Vilje derind. Så bliver Lydigheden let og Hjertets største Fryd, og Tjenesten bliver fuldkommen Frihed; og man udråber: »Hvilken Lykke at tjene! hvem kunde drømme om en sådan Frihed på Jorden!«

Om du, kære Læser, er i sådan Trældom, så læg din Vilje i Herrens Hånd og sig: »Ja, Herre, ja!« til Ham i alle Ting, og stol på Ham, at Han er mægtig til at omdanne dine Ønsker og Følelser, så de stemmer overens med Hans milde og kærlige Vilje. Jeg har set dette ske i Tilfælde, hvor det på Forhånd syntes ganske umuligt. Jeg har kendt en Kvinde, som i flere År stred imod, hvad Gud havde givet hende at gøre, men da hun i sin Fortvivlelse gav sin Vilje helt i Herrens Hånd og begyndte at sige: »Din Vilje ske! Din Vilje ske!« blev på én Gang alt forvandlet, så den samme Tjeneste nu blev hende kær og dyrebar.

Gud kan gøre Undere, når Viljen er helt overgivet til Ham. Svære Ting bliver lette, og bitre Ting bliver søde. Han sætter ikke lette Ting i Stedet for de svære, men forvandler de svære, så de bliver lette, og gør, at vi kommer til at elske, hvad vi før hadede. Så længe vi gør Oprør mod Åget og søger at blive fri for det, finder vi det tungt og trykkende; men når vi villigt tager det på os, finder vi det gavnligt og let. Det hedder om Efraim i Jer. 31,18, at han først var som en utæmmet Kalv (eng. Overs.: en Okse, der ikke var vænnet til Åget); men efter at han havde underkastet sig Åget, var han som en oplært Kvie, der gerne vil tærske (Hos. 10,11).

Mange troende Mennesker elsker Guds Vilje, men det bliver dog en tung Byrde for dem at udføre den. Også herfra er der Befrielse i dette vidunderlige Troens Liv; thi her bæres ingen Byrder og slæbes ikke på Bekymringer. Herren bærer vore Byrder og siger til os: »Vær ikke bekymret for noget - heller ikke for eders Tjeneste!« Vi kan jo heller ikke udrette noget med vore Bekymringer. Og det er ikke vor Sag at afgøre, om vi er duelige eller ej. Mesteren har Ret til at bruge det Redskab, Han vil. Vi skal ikke afgøre, om det er det rette, Han bruger. Han ved det. Og om Han vælger at bruge os, så må vi naturligvis være skikket dertil. Vor store Hjælpeløshed gør os i Virkeligheden bedst skikket; thi Hans Kraft fuldkommes i vor Magtesløshed, ikke i vor Styrke; den er blot en Hindring. »Derfor vil jeg helst rose mig af min Magtesløshed, for at Kristi Kraft kan bo i mig,« siger Paulus (2. Kor. 12,9).

Dersom det nu er den Herres Jesu Kraft, der skal udrette det hele i os og igennem os, så kan vi også lægge Ansvaret for Resultaterne i Hans Hånd. Han forstår Sig på det hele og kan klare det hele. Hvorfor så ikke overlade det til Ham og finde sig i at være som et Barn, der ledes hvert Skridt, det skal gå? De virksomste Arbejdere i Herrens Tjeneste, som jeg kender, er sådanne, som ingen Ængstelse eller Bekymring føler for Udfaldet, men lægger det hele i Mesterens Hånd, beder Ham lede dem hvert Øjeblik og give dem den fornødne Visdom og Styrke. De kunne måske næsten synes at tage Sagen for let, da det er så alvorlige Ting, der står på Spil. Men har man ret lært Hemmeligheden ved at tro Gud og overladt sit Liv til Hans mægtige Virkekraft, så vil man se, hvor tåbeligt det er at mene, at man selv kan bære Byrderne, eller at driste sig til at tage det Ansvar på sig, som Han alene kan bære.

Paulus taler ganske vist i 2. Kor. 11, 28 om Bekymringen for Menighederne. Men vi må huske på, at han havde lært at vælte alle disse Bekymringer over på Herren, så at, skønt han var fuld af Omsorg, var han dog uden Bekymring.

Der er andre Bånd, som dette Troens Liv befrier os for. Hver enkelt Person er ikke ansvarlig for alt Arbejde i hele Verden, men kun for sin lille Del deraf. Mesteren siger ikke: »Gå og gør alting!«, men Han afmærker en særlig Sti for hver enkelt af os og giver os en særlig Opgave. Der er Forskel på Nådegaver (1. Kor. 12,4) i Guds Rige, og disse fordeles til hver efter hans Evne (Matt. 25, 15). Jeg har måske fem Talenter eller to eller kun én; jeg bliver måske kaldet til at gøre 20 Ting eller kun én. Min Skyldighed er det at gøre, hvad jeg er kaldet til at gøre, og intet mere. Herren gør en Mands Gerning fast (Sl. 37,23); ikke alene Vejen bestemmer Han men hvert Skridt.

Der er også dem, der begår den Fejl at tænke, at hvad de engang blev sat til at gøre, skal de gøre altid, f. Eks. altid at give Traktater til alle Mennesker, fordi de nogle Gange bestemt er blevet drevet dertil; og på denne Måde bebyrder de sig med et Arbejde, som det er umuligt for dem at udføre. Således blev en ung troende Kvinde engang drevet til at tale til et Menneske på Gaden, og deraf drog hun den Slutning, at hun skulde tale til alle, hun mødte. Det blev den frygteligste Trældom for hende, så hun ikke turde gå ud, men sad hjemme, fordømt i Samvittigheden. Til sidst åbnede hun sit Hjerte for en Ven, som var fortrolig med Guds Vilje, og denne viste hende, at hun gjorde sig skyldig i en stor Fejltagelse; thi Herren havde et særligt Arbejde for hver enkelt af Sine Arbejdere. I et stort Hus kunde lige så vel den enkelte Person tænke, at han skulde gøre alle de andres Arbejde, som en Herrens Tjener kunde mene, at han skulle gøre alting. Hun skulde blot bede om at få Klarhed over, hvad hendes Gerning var, og hvem hun skulde tale til; thi den gode Hyrde går altid foran Sine Får og baner Vej for dem. Hun fulgte dette Råd, lagde Byrden fra sig og lod sig hver Dag lede frem ad den velsignede Vej, Herren havde beredt for hende.

Når en Tjener i et stort Hus bliver sat til at gøre en særlig Gerning, så venter man, at han skal passe den og ikke løbe over hele Huset og forsøge at gøre de andres med. Ellers vilde det hele komme i Forvirring. Og det samme er Tilfældet i Herrens Husholdning.

Vor Gerning er at være ligesom Røret, der forbinder Dampkedlen med Maskineriet. Kraften er jo ikke i Maskineriet, men i Dampen. Uden Forbindelse med denne er Maskinen derfor til ingen Nytte. Men lad Forbindelsen være i Orden, så går Maskinen let og uden Anstrengelse på Grund af den mægtige Kraft, som er bagved. Således bliver den Kristnes Liv let og naturligt, når det er et Udslag af det guddommelige Liv i hans Indre. Men for mange er det et hårdt Slid, fordi denne Forbindelse ikke er i Orden; det koster en uhyre Anstrengelse at få Maskineriet til at gå. Men når Livets Ånds Lov i Kristus Jesus (Rom. 8,2) kan virke i os med al sin vældige Kraft, så er vi i Sandhed »fri fra Syndens og Dødens Lov« og kan kende Guds Børns herlige Frihed.

Troens Liv befrier os også for de Efter betragtninger, som gerne vil følge et Arbejde for Herren, idet man lykønsker sig selv til det gode Udfald og så bliver stor deraf, eller man kommer i Nød, fordi det ikke er gået godt, og så måske bliver ganske ulykkelig. En af disse Fristelser vil sædvanlig indfinde sig; og den første er vel den, man må være mest bange for. Men har vi betroet os helt og holdent til Herren, så overlader vi Resultatet til Ham og blander slet ikke vor Person ind deri.

I en gammel Bog traf jeg for mange År siden på følgende Sætninger: »Når du har fuldført et Arbejde, skal du hverken hengive dig til Selvtilfredshed eller Fortvivlelse. Glem de Ting, der er bagved, så snart som de er forbi, idet du overlader dem til Gud!« Disse Ord har været mig til stor Hjælp. Jeg vægrer mig afgjort ved at tænke på det Arbejde, der er afsluttet, idet jeg overlader det til Herren at tage Sig af Fejlgrebene og velsigne det, som Han vil.

Læg dit Arbejde i Herrens Hænder. Sig ikke til Ham: »Herre, led mig, styr mig, giv mig Visdom!« for så at stå op og gøre det hele selv! Men lad Byrden blive hos Ham, så kan du gå uden Bekymring; thi Tro og Bekymring kan ikke følges ad.

Om Mesteren kunde få Sig en Flok sådanne Arbejdere, da var der ingen Grænser for, hvad Han kunde gøre. Én af den Slags kan forfølge tusinde og drive ti Tusinder på Flugt (5. Mos. 32,30), så intet vilde være umuligt for en sådan Flok. Herren kan frelse ved mange eller ved få (1. Sam. 14,6). Hos Ham er der ingen Forskel på at hjælpe den, der har megen Kraft, og den, der ingen har (2. Krøn. 14,11). Blot Han kan finde Redskaber, der er helt overgivet til Ham.

Måtte Han få Sig en sådan Flok! Og måtte du, kære Læser, være med som en, der var død i Synden, men nu er levende for Gud (Rom. 6,11), så du kan fremstille dig selv for Ham som et Retfærdighedens Redskab, som Han kan bruge efter Sit Behag!