Vækst!

 

Nu må ingen misforstå mig, som om jeg mente, at man med ét Skridt kom ind i en Fuldkommenhedstilstand, hvor der ingen Vækst og Udvikling var. Nej, tværtimod. I 2. Pet. 3,18 tales der om at vokse i Nåden. Vi begynder åndeligt talt som små Børn. Men Skriftens Formaninger og Forjættelser sigter mod en stadig Vækst. Der tales i Ef. 4,15 om i alle Måder at opvokse til Ham, som er Hovedet, Kristus, og om at nå til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Mål af Vækst (4,13). Vi skal ikke (blive ved at være sådanne, der trænger til Mælk (Hebr. 5,13), men derimod blive i Stand til at indtage »fast Føde«, idet vi ved Erfaringen har Sanserne øvet til at skelne mellem godt og ondt (V. 14).

Når denne Vækst og Udvikling foregår, da frembringes der virkelig moden Frugt. Dersom det ikke er den Vej, det går, da er der en eller anden Hindring. Ingen Forældre vil være tilfredse med, om deres Barn Måned efter Måned og År efter År blev ved at være det samme hjælpeløse lille Væsen, som da det blev født. Og ingen Landmand vilde være glad ved, om Kornet nøjedes med at skyde Blade og ikke Aks.

Den sande Vækst er en stadig, gradvis Udvikling. Men desværre er der mange Kristne, som må bekende, at de ved Årets Ende ikke er så langt fremme som ved dets Begyndelse, og at de ikke er så helt med Jesus og så ivrige for Guds Sag som kort Tid efter deres Omvendelse.

Engang talte jeg med nogle troende Venner om, at man med ét Skridt kunde gå ind i det forjættede Land. Men da var der en Kvinde, der udbrød: »Å, men jeg tror på en Vækst i Nåden,« og derfor mente hun at have modbevist, hvad jeg havde talt om. »Hvor længe har denne Vækst varet for Dem?« spurgte jeg. »Omtrent 25 År,« lød Svaret. »Er De så mindre verdslig og mere gudhengiven nu, end da De begyndte?« spurgte jeg atter. »Ak nej,« svarede hun; »jeg er bange for, at det modsatte er Tilfældet.« Men dette lukkede hendes Øjne op for, at der var noget i Vejen med hendes »Vækst«.

Hendes Fejl var den samme, som så mange andres: de prøver på at vokse ind i den. Det var det samme, som om Gartneren plantede en Rosenbusk på den hårde Sti, for at den skulde vokse ind i Blomsterbedet; den vilde da snart visne i Stedet for at vokse og blomstre. Israelitterne i Ørkenen er et Billede på det samme. I 40 År tog de mangt et mødigt, hvileløst Skridt og kom dog ikke videre. Da de ved Begyndelsen af deres Vandring nåede Kades Barnea, var de ved Landets Grænser, og nogle få Skridt mere vilde have ført dem ind. Og da Ørkenvandringen endte på Moabs Sletter, var de også ved Grænsen, kun med den Forskel, at der nu var en Flod, de skulde over, hvilket der ikke var den første Gang. Ved al deres Vandring og Kamp i Ørkenen var de ikke kommet i Besiddelse af så meget som en Tomme af det forjættede Land. For at komme i Besiddelse af Landet måtte de først ind i det. Og for at vokse i Nåden må man først være plantet i Nåden; men så kommer der også Fart og Udvikling i det åndelige Liv; thi Nådens Jordbund er yderst frugtbar. Alle Planter, som vokser der, tilses af den guddommelige Vingårdsmand, de varmes af Retfærdighedens Sol og vandes af Himlens Dug.

Og Nåden vil ikke alene sige Guds uforskyldte Velbehag; men det er Hans vidunderlige, grænseløse Kærlighed, udøst over os på utallige Måder, uden Mål og Forbehold og ikke efter, hvad vi har fortjent, men ud af Hans elskende Hjertes ufattelige, bundløse Dyb. Om et Menneskehjerte kan være ømt og medfølende, overbærende og rede til at lide og ofre for andre, så er Guds Hjerte uendelig mange Gange mere længselsfuldt efter at udøse sine bedste Gaver over dem, det elsker. Prøv at tænke på den ømmeste Kærlighed, du har kendt, den dybeste, du har følt, den stærkeste, der er blevet udvist imod dig, føj så dertil den Kærlighed, som alle elskende Menneskehjerter har, og lad så det hele blive multipliceret med Uendeligheden; så har du måske nogle svage Glimt af Guds Kærlighed og Nåde.

For at kunne vokse i Nåden må man altså plantes i selve Hjertet af denne guddommelige Kærlighed. Vi må glæde os i den, vokse i Forståelse af den Dag for Dag og betro alt til dens Omsorg. Intet Selvarbejde og ingen Bekymring er der Plads for her; men vi stoler på Vingårdsmandens Dygtighed. Så vokser vi som Liljerne og som de små Børn ved et indvortes Livs Kraft, et Liv, som ikke kan andet end at vokse; vi vokser fordi vi lever; vi vokser, fordi Han, som plantede os, har skabt os således, at vi må vokse.

Det er, hvad Jesus mener, når Han siger: Betragt Liljerne på Marken, hvorledes de vokser; de arbejder ikke og spinder ikke; men jeg siger eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som en af dem (Matt. 6,28-29). Hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge én Alen til sin Vækst? (Vers 27). Liljen ligesom det lille Barn anstrenger sig ikke for at vokse; men det sker ved et indre Livs princip og under Guds omsorgsfulde Styrelse; Solens Hede og Regnens Væde får den til at vokse, sætte Knop og bære Blomst.

Denne Dragt er langt pragtfuldere end Salomons Klæder, som der dog blev ofret så meget på. Og lige så lidt udretter vi ved alle vore Anstrengelser for at vokse i det åndelige Liv, hvor meget vi end higer og stræber derefter; der frembringes intet, som kan sammenlignes med, hvad den store Vingårdsmand lader vokse frem i Nådens Have.

Tænk hvor tåbeligt, om et Barn fik den Ide, at det ikke kunde vokse uden ved Hjælp af et Reb og Hejse-apparater til at trække i Kroppen! Eller om en Lilje prøvede på ved egen og Kammeraternes Hjælp at få den rette Farve og Form!

Nej, intet Barn og ingen Lilje vilde prøve på at få sig selv til at vokse. Men jeg tror, mange Kristne bærer sig så tåbeligt ad. De ved, at de må vokse; og i deres Indre føler de en Længsel derefter; men i Stedet for at lade det ske på naturlig Måde, gør de deres Liv til et Kredsløb af Stræben og Jagen, Arbejde og Slid for at vokse. Og Resultatet bliver Tilbagegang i Stedet for Fremgang.

Vækst må der være - for enhver Pris. Men den må komme på Guds Måde. Er du plantet i Nåden, kære Læser, så lad intet Vantroens Dække hindre Retfærdighedens Sol i at skinne på dig, og Himlens Dug i at falde på dig. Lad Himlen være åben for dig; thi det mindste, som stiller sig imellem dig og Kristus, kan bevirke, at Planten svinder hen og visner. Lad hver Dør stå åben, så alt, hvad Vingårdsmanden sender, kan trænge ind i dit inderste Væsen! Bad dig i Hans Kærligheds Solskin! Drik af Hans Godheds Vandstrømme! Lad dit Ansigt være vendt op mod Ham som Blomsterne imod Solen! Se hen til Ham, og din Sjæl skal leve og trives!

Nu kan der naturligvis indvendes, at vi er Fornuftvæsner med personlige Kræfter og dermed følgende Ansvar. Og det er sandt, at dette gør en Forskel; thi hvad Blomsten er af Naturen, det bliver vi ved frit Valg og Overgivelse til Gud. Men når denne Overgivelse har fundet Sted, så gælder det for os om at blive i Jesus, derimod ikke om at tage fat på at gøre det, som er Vingårdsmandens Sag. Vi må være stille og passive, hvad Selvet og dets Tilskyndelse angår, men modtagelige overfor alt, hvad der udgår fra Gud, så Han kan virke i os og igennem os.

Synes du, at du er plantet på et øde Sted, hvor intet kan gro, så overgiv dig blot i Hans Hånd, og snart skal Ørkenen begynde at blomstre som Roser, og Vandkilder skal vælde frem på de nøgne Høje; thi Forjættelsen står fast, at den, der stoler på Herren, skal være som et Træ, der er plantet ved Vand, og udskyder sine Rødder ved en Strøm, og som ikke frygter når der kommer Hede, men hvis Blad er grønt, og som ikke hænger mat i Tørkens År eller lader af med at bære Frugt. (Jer. 17,8).

Den store Vingårdsmand er i Stand til at forvandle en hvilken som helst Grund til Nådens Jordbund. Han behøver i Almindelighed ikke at omplante os; men just hvor vi er, under de gamle Omgivelser, forvandler Han det, der før var Hindringer, til Midler, som fremmer vor Vækst. Vi kan forlade os på Ham, hvad enten der kommer Storm, Regn eller Solskin; alt vil Han styre således, at det tjener os til Gavn.

Vor Sag er det altså ikke at anstrenge os for at vokse, men blot at vokse, og det uden Bekymringer. Alle Vanskeligheder skal Vingårdsmanden tage Sig af. Er du fra tidligere Tider som en forkrøblet og vanskabt Gren, er dit Indre fortørret, som om Livskilden var tilstoppet, så skal Han dog gøre Sin fuldkomne Gerning i dig. Han har sagt i Hos. 14,5-8: Jeg vil læge deres Frafald ... Jeg vil være som Dug for Israel; han skal blomstre som en Lilje og slå Rødder som Libanon. Hans Skud skal brede sig ud, og hans Pragt skal blive som Olietræet, og dufte skal han som Libanon. De, som sidder i Hans Skygge, skal igen avle Korn og blomstre som Vintræet. Og i Joel 2,22-26: Frygt ikke, thi Ørkenens Græsgange grønnes, Træet bærer sin Frugt, Figentræet og Vinstokken giver deres Kraft   Og Tærskepladserne skal blive fulde af Korn, og Persekarrene skal flyde over af Most og Olie. Og jeg godtgør eder de År, i hvilke Græshopperne fortærede ... Og æde skal I og mættes og prise Herrens, eders Guds Navn, som har handlet underligt med eder.

Vidt forskellig fra de fleste Kristnes Liv og Vækst er det Billede, Jesus afmaler, når Han siger: »Se til Markens Liljer, hvorledes de vokser; de arbejder ikke og spinder ikke« - et Liv i Hvile og en Vækst uden Anstrengelse, og dog et Liv 'med herlige Resultater. Enhver Sjæl, der går ind på at leve som Liljerne, skal også blive klædt som dem; og han skal erfare Opfyldelsen af Højs. 6, 3 om Sjælens elskede, som vogter Sin Hjord blandt Liljerne.

Alle Guds uendelige Nådes Hjælpekilder vil Han bruge for at fremme selv den mindste Plantes Vækst i Hans åndelige Have. Og som den lille Viol bliver stille på sin Plads, tilfreds med at modtage, hvad den behøver Dag117

for Dag af Sol og Vind og Regn, således kan vi Dag for Dag hvile i Gud, tilfredse med, hvad Han tilskikker os. Det bliver en Vækst uden Bekymring og Ængstelse, men en virkelig Vækst med Blomster og Frugt. Således vokser der også i vor Tid mange Planter op, hvis Frugt ikke udebliver, fordi de som Liljerne er vendt mod Solen; og idet de »beskuer Herrens Herlighed som i et Spejl, bliver de forvandlet til det samme Billede, fra Herlighed til Herlighed« (2. Kor. 3,18).

Om nogen vilde spørge sådanne om, hvorledes de bærer sig ad med at vokse, så vilde de svare, at det tænker de slet ikke på. Herren har sagt til dem, at de skulde blive i Ham, og så skulde de bære megen Frugt; de tænker kun på deres Del af Arbejdet: at blive i Ham; men Væksten overlader de til Ham, ligeså Beskæringen, Vandingen o. lign. Sådanne Mennesker er ikke optaget af at undersøge sig selv, men af at se hen til Jesus. De »arbejder og spinder« ikke for deres åndelige Vækst, men overlader til Herren at klæde dem, som Han vil. Tidligere var de ikke alene bekymret for sig selv som Haven, men de søgte at gøre Gartnerens Arbejde også. Men nu er de tilfredse med at være, hvad de er: den Have, Han dyrker. De har overgivet sig selv til Ham, og Han er blevet alt for dem. Og Resultatet vil blive, at end ikke Salomon var klædt som de.

Vækst kommer altså ikke ved Anstrengelser, men ved, at det iboende Livs princip udfolder sig. Selv nok så meget Arbejde kan ikke bringe Liv i et dødt Egetræ; men en levende Eg vokser uden Besvær. Hovedsagen er altså at få Livet i sig; så kan man ikke lade være med at vokse. Og Livet er det, som er skjult med Kristus i Gud, og som udfolder sig ved Helligåndens Kraft. Lad os agte på at være fyldt med det, så skal Væksten ikke udeblive. Lad os ikke bekymre os om Væksten, men agte på, at vi har det Liv, som kan vokse. Vi bliver i Vintræet; så flyder dets Saft igennem vore Årer og besørger Væksten. Lad os ikke være som Børn, der graver Planten op for at se på Rødderne, om den gror. Men vi vil stole på den guddommelige Vingårdsmand og tage alt, som Han tilskikker os det. Lad hele vort Liv være et stadigt »Ja« til Ham.

Så skal vi før eller senere erfare en vidunderlig Vækst i vort åndelige Liv. Og vi skal kende Sandheden af Salmistens Ord: Den retfærdige spirer som Palmen; som en Ceder på Libanon vokser han. De, som er plantet i Herrens Hus, skal blomstre i vor Guds Forgårde. End i gråhærdet Alder skyder de friske Skud; de er frodige og grønne (92,13-15).