Trældom eller Frihed!

 

Så længe den Kristne går som en Træl, da adlyder han kun Gud, fordi han frygter for Straf eller venter at få Løn. Men er han gået ind i Friheden i Kristus, da er der en indre Kraft, som virker Guds Vilje i hans Liv. I det første Tilfælde er han en Tjener, der arbejder for Løn; i det andet er han en Søn, hvem Kærligheden driver til at arbejde. Selv om det ikke burde være således, så kan vi dog ikke lukke vore Øjne for, at mange af Guds Børn tilbringer en stor Del af deres Liv i en sådan Trælletilstand. Grunden dertil er, at de er kommet under Loven. Og Lægemidlet derimod er Kristus.

I Galaterbrevet skildres dette særlig klart. Nogle Jødekristne var kommet til Menighederne i Galatien og vilde foreskrive dem visse ydre Former og Ceremonier som nødvendige til Frelse, og selv Peter lod sig derved drage bort fra Evangeliets Frihed. Det er det, Paulus bebrejder dem. Det var ikke en egentlig Synd, de havde begået; men dog var de kommet i en forkert Stilling til Gud. De havde begyndt rigtig nok, idet de ved Troen var gået ind i det åndelige Liv. Men da de så skulle til at leve dette Liv, satte de visse ydre Gerninger i Stedet for Troen. De havde begyndt i Ånd, men var nu ved at fuldende i Kød (Gal. 3,3).

Som et Billede herpå kan vi tænke os to Mænd, af hvilke ingen stjæler. Den ene afholder sig derfra af Frygt for Straf; men han har Lyst til at stjæle. Den anden hader Tyveri. Begges Handlinger er hæderlige; men den sidste er hæderlig i Ånden, den første kun i Kødet. Der er ingen Tvivl om, hvorledes en Kristen må være.

Men vi er så tilbøjelige til at glemme, at Hovedsagen er ikke, hvad et Menneske gør, men hvad det er. I Kristus drejer det sig ikke om Overholdelse eller Undladelse af visse ydre Forskrifter, men om en ny Skabning. Er vort Indre ret, så skal vore Handlinger også nok blive det. Det var dette, Galaterne var ved at glemme; »de var faldet fra Nåden«, skriver Paulus; »Kristus gavner eder intet.« De havde begået den Fejl at tænke, at der behøvedes noget andet end Kristus til Frelse. Man havde indbildt dem, at Jesus alene var ikke nok; der måtte føjes nogle jødiske Ceremonier til.

Vi undrer os måske over, at Galaterne således lod sig narre. Men er det ikke på samme Måde, mange Kristne i vore Dage bliver bundet? Idet man ikke tør tro, at Kristus alene er os nok til Frelse, begynder man at bygge på sine gode Forsætter, sine åndelige Kampe, sit Arbejde for andre Sjæle, sin Kirkegang osv. Disse Ting kan i sig selv være gode, men føjes de til som en Betingelse for Frelsen, så er det galt. Det kommer ikke så meget an på, hvad det er, man føjer til. Det gale er, at man overhovedet føjer noget til. Ved sådan Lovvæsen gør man Guds Nåde til intet.

Opstillingen af følgende Modsætninger kan måske hjælpe til nogen Klarhed på dette Punkt.

Laven siger: Gør dette, så skal du leve!
Evangeliet siger: Lev det ny Liv, så kan du gøre det!

Loven siger: Betal mig, hvad du skylder!    
Evangeliet siger: Jeg tilgiver dig alt.

Loven siger: Skaf eder et nyt Hjerte og en ny Ånd!
Evangeliet siger: Jeg vil give eder et nyt Hjerte, og en ny Ånd vil jeg give inden i eder.

Loven siger: Du skal elske Herren, din Gud, af dit ganske Hjerte og din ganske Sjæl og dit ganske Sind!
Evangeliet siger: Deri består Kærligheden: ikke at vi har elsket Gud, men at Han har elsket os og udsendt Sin Søn til en Forsoning for vore Synder.

Loven siger: Forbandet er hver den, der ikke bliver ved i alle de Ting, som er skrevet i Lovens Bog, så han gør dem.
Evangeliet siger: Salig er den, hvis Overtrædelse er for-ladt, og hvis Synd er skjult.

Loven siger: Syndens Sold er Død!
Evangeliet siger: Guds Nådegave er et evigt Liv i Kristus Jesus, vor Herre.

Loven kræver Hellighed. Loven siger: Gør det!
Evangeliet giver Hellighed.

Loven siger: Gør det!
Evangeliet siger: Det er gjort!

Loven tvinger Trællen til at tjene imod hans Vilje.
Evangeliet vinder den fri Mands Kærlighed, så han gerne tjener.

Loven gør Lydighed til en Betingelse for Velsignelsen.
Evangeliet gør Lydighed til en Frugt af Velsignelsen.

Loven siger: Dersom.
Evangeliet siger: Derfor.

Loven blev givet for at holde det gamle Menneske i Tømme.
Evangeliet kom for at frigøre det ny Menneske.

Under Loven gives Frelsen som Løn.
Under Evangeliet er Frelsen en Gave.

Disse to Former for Gudsfrygt begynder hver ved sin Ende af Sagen. Den, der er under Loven, er som en Mand, der beslutter at få sig en Frugthave og derfor først skaffer sig nogle Æbler, dernæst et Træ, til hvis Grene han fastbinder Æblerne, så nogle Rødder til at holde Træet fast i Jorden, og endelig en Mark til at plante det i. Men Nåden følger den modsatte Fremgangsmåde: den lader Livet begynde med Roden og så skyde op, sætte Blomster og bære Frugt.

Paulus siger, at Loven er vor »Tugtemester«, men ikke vor Frelser; edens Gerning var kun at bringe os til Kristus; men efter at Troen på Kristus er kommet, er vi ikke længer under Tugtemesteren.

Tag et andet Billede: En Kvinde tjente hos en Mand, som gav hende Løn, og som det altså var hendes Pligt at adlyde. Men så gifter han sig med hende, og dermed er hendes Stilling fuldstændig forandret. Hun gør måske den samme Gerning som før, men af en forskellig Bevæggrund; nu drives hun ikke af Pligt, men af Kærlighed. Det kolde Ord »Herre« er ombyttet med »min Mand«. Sammenlign hermed Hos. 2,16: Det skal ske på den Dag, siger Herren, da skal du råbe: Min Mand! og du skal ikke mere råbe: Min Bål (Herre)!

Men sæt nu, at denne Hustru begynder at se tilbage på sit tidligere Liv og føler sig uværdig til sin ny Stilling og ikke længer er som ét med sin Mand! Så vil uden Tvivl Arbejdet på ny blive en Pligt for hende og ikke drevet frem af Kærlighed; ja, hun vil måske endog igen sige »Herre« i Stedet for »min Mand«.

Det vilde vi sige var tåbeligt. Men er det ikke just således, mange Kristne bærer sig ad? Pligtarbejdet afløser Kærlighedens Tjeneste. Gud synes dem at være ,en streng Arbejdsgiver, som kræver Lydighed, i 'Stedet for en kærlig Fader, som man ikke kan andet end adlyde.

Denne Trældomsånd bringer Forstyrrelse alle Vegne. Kommer den ind i Forholdet mellem Mand og Hustru, så de ikke længer tjener hinanden af Hjertet, men kun af Pligt, så er Velsignelsen ved Ægteskabet borte. Hvad der før var en Glæde, bliver nu et Kors.

Dette er den sædvanlige Opfattelse af at »tage sit Kors op«: man gør en Ting, fordi man bør gøre den, men ikke fordi man har Lyst dertil; og derved mener man at indlægge sig Fortjeneste hos Gud. Men hvilken Hustru ville vel synes om, at hendes Mand stod overfor hende på samme Måde, som mange Kristne står overfor Gud? Om Manden sagde om Morgenen: »Nu går jeg ud for at arbejde for dig; men du skal vide, at det er et tungt Kors for mig.« Eller om Hustruen står således overfor Manden! - Intet Under, at Paulus forfærdes, da han opdagede, at denne Ånd var kommet ind i Menighederne i Galatien.

Lovkristne fornægter ikke Kristus; men de føjer noget til Kristus. De vil nok have Ham -- men også noget foruden. Kristus og gode Gerninger, Kristus og alvorlige Følelser, sunde Lærdomme eller visse religiøse øvelser. Alt dette er godt i sig selv, men kun som Frugter af Livet. Men stilles det som Betingelse for Frelsen, så er det at fornægte Ham som en fuldkommen Frelser. Mennesker vil hellere pine og spæge sig selv end erkende deres fuldstændige Hjælpeløshed; man vil hellere være en Simon Stylites (der tilbragte en stor Del af sit Liv på Toppen af en Søjle) eller en muhamedansk Fakir (Tigger-munk), når blot Selvet kan få lidt Ære, når det kan hedde »jeg« og »mig«, »mit Arbejde«, »mine Kampe«, »min Trofasthed«.

Men Friheden i Kristus giver ikke Selvet noget at rose sig af. Det drejer sig alt sammen om Jesus, hvad Han har gjort, og hvad Han er og formår. Når vi står som Børn overfor Gud, da roser vi os ikke af os selv, men af vor Fader. Vi erhverver ikke vore Rigdomme, men får dem som Arv fra Ham.

Jeg havde engang en Veninde, som altid begyndte Dagen med at være i Sjælenød og åndelig Kamp for sig selv og sin Familie. Jeg kaldte det at »trække Maskineriet op«. En Dag spurgte jeg hende, hvad hun mente, det betød, når Jesus sagde: »Mit Åg er gavnligt, og min Byrde er let.« »Du må sikkert have fået forkert fat på det,« sagde jeg, »thi Guds Ord betyder virkelig det, som det siger. Eller hvad vil du mene om Børn, som hver Morgen måtte kæmpe med deres Forældre for at få Mad og Klæder, eller om Får, der måtte kæmpe med Hyrden, før han vilde tage sig af dem?« »Men hvorledes kan det være, at jeg får det så godt bagefter?« spurgte hun. Det kunne jeg ikke straks klare; men så spurgte jeg: »Hvad er det, der gør, at du får det så godt bagefter?« »Det er, når jeg til sidst kommer til at tro Gud,« svarede hun. »Men hvad så, om du begyndte med det straks?« spurgte jeg. »Ja, det har jeg aldrig tænkt på,« sagde hun, idet der pludselig gik et Lys op for hende.

Vi må blive som små Børn, har Jesus sagt. Men Trælle Ånden må ud, før Barne Ånden kan komme ind.

Hvor unaturligt, om et Barn mente, at Forældrene ikke vilde give det Føden, før det selv fortjente den. Jeg kendte engang en lille Pige, som gik rundt og søgte om Arbejde for at tjene så meget, at hun kunne købe sig nogle Klæder; men det bedrøvede Forældrene dybt, da de opdagede det. Således bedrøver de Lovkristne den himmelske Faders Hjerte langt mere, end de aner, idet de i det åndelige vil »arbejde for Føden« i Stedet for som Børn at tage alt af Faderens Hånd. De er »faldet fra Nåden«.

Vi læser i Luk. 19,21 om en Tjener, der anså sin Herre for at være »en streng Herre«. Og Trældomsånden giver mange Kristne det samme Syn på Gud. De betragter Kristi Åg som et Trældoms Åg, som om det kun var smukke Ord, når Han siger, at det er »gavnligt« og Hans Byrde »let«. Så indgroet er dette Sind hos de Kristne, at når nogen begynder at vandre i Friheden, så mener han straks, det er galt, at han ikke længer føler »Korset«.

Sagen bliver klar, blot vi ser Gud som den kærligste Fader, der findes, og på os selv som Hans kære Børn. Således behøver Børn jo ikke selv at have Penge til deres Underhold; blot Faderen har nok, så har de nok; og de risikerer ikke at tabe dem. På samme Måde behøver vi heller ikke ligesom selv at have alle vore åndelige Rigdomme mellem Hænderne. Det er bedre at have dem forvaret i Kristus, så vi blot får, hvad vi behøver i Øjeblikket.

Men lever man ikke i det fulde Samfund med Gud, så har man svært ved at tage imod Hans Gaver; man føler, at man ikke fortjener dem, man er for uværdig, og selv om Gaverne kommer ned i Skødet, ser man dem dog ikke; en falsk Beskedenhed bevirker, at man ikke tør tro på dem. Derimod, når man lever nær Herren, er man straks rede til med Fryd at tage imod alt, hvad Han giver; og man føler, at Han har Lyst til at give Sine Børn gode Gaver, ja, alt, hvad Han ejer, er vort.

Undertiden fremstilles det åndelige Liv som noget så hemmelighedsfuldt, at ingen almindelige Mennesker kan forstå det. Men alle kan da forstå, hvad det er at være et lille Barn, og om de står overfor Gud som et Barn overfor sin Fader, så kender de hele Hemmeligheden. De vil da kunne gå lige til Gud og sige: »Herre, jeg er Dit Barn og behøver det og det.« »Mit Barn,« vil Gud da svare: »alt er dit i Kristus, kom og tag, hvad du behøver.«

Når Eksekutorerne, som skal våge over, at et Testamente overholdes, er redelige Folk, så behøver Arvingerne ikke at kæmpe for at komme i Besiddelse af deres Arv. Men de Kristne ser ofte på Jesus som en, der vil hindre dem i at få Arven, i Stedet for, at Han jo netop kom for at hjælpe dem til den.

Om vi kan leve i Friheden afhænger altså af, om vi har den rette Forståelse af Guds Stilling overfor os. Har Han kun kaldet os til at være Tjenere, ja, så har Lov-kristne Ret. Men er det Hans Mening, at vi skal være Børn og Arvinger, Hans Venner, Hans Brødre, Hans Brud, hvor galt er det da ikke at lade sig binde i Trældoms åg! Det kan vel ikke hindre et Menneske i at nå Himlen; men hans Gerninger vil opbrændes, som det er skildret i 1. Kor. 3,11-15.

Imod sådanne er Loven ikke, står der i Gal. 5,23 om dem, der vandrer i Ånden. Dette vil opfyldes på os, når vi opgiver alt Selvarbejde og Selvsikkerhed og lader Kristus bo i os, leve i os og virke i os. Når denne iboende Retfærdighed har Magten i os som vor ny Natur, så er vi ikke trælbundne af den ydre Lov, som kræver Retfærdighed. Loven opfyldes i vort Indre; derfor er vi fri. Men den, der ikke har den indre Retfærdighed træller under den udvortes Lov; hans Hjerte gør nemlig stadig Oprør imod den; derfor er han bundet.

Gid alle Guds Børn kendte den herlige Befrielse fra Trældommen! Lad dem, der læser dette, overgive sig så helt og fuldt til Herren, at Han kan virke i dem både at ville og at udrette, hvad der er Ham velbehageligt. Så skal Livets Ånds Lov i Kristus Jesus frigøre dem fra enhver anden Lov, som de kunne komme til at trælle under.