Kan vi se Guds Hånd i alt, hvad der møder os?

 

»Jeg kan let finde mig i, hvad der kommer fra Gud,« siger mange, »men Mennesker kan jeg ikke bøje mig for, og det er gennem dem, at de fleste af mine Prøvelser og Kors kommer.« Eller de siger: »Man kan sagtens tale om at stole på Gud; men når jeg har overgivet en Sag til Ham, kan jeg være vis på, at Mennesker kommer og forstyrrer det hele.«

Her ligger en virkelig Vanskelighed; thi næsten alt i Livet kommer til os gennem andre Mennesker, og de fleste af vore Prøvelser kommer som Følge af andres Fejlgreb, Uvidenhed, Skødesløshed eller Synd. Vi ved, at de ikke hidrører fra Gud; men dersom Han ikke står bagved, hvorledes kan vi da sige: »Din Vilje ske!« Hvad kunne det desuden nytte at overgive vor Sag til Gud, dersom Mennesket kan komme ind og ødelægge det hele? Eller hvorledes kan vi vandre i Tro, dersom Afgørelsen træffes af skrøbelige Redskaber, som det vilde være galt og tåbeligt at stole på?

Alt, hvad vi kan se Guds Hånd i, er der en vis Sødme ved; det trøster samtidig med, at det sårer. Men de Trængsler, Mennesker påfører os, de er fulde af Bitterhed. Det gælder derfor om at komme til at se, at Gud står bag ved alt, hvad der møder os, så vi kan tage alting af Hans Hånd alene.

Skriften viser os, at for Guds Børn kommer alting umiddelbart fra deres Faders Hånd. Ikke en Spurv falder til Jorden uden Hans Vilje, og på os er endog alle Hovedhår talt (Matt. 10,29-30). Vi skal ikke bekymre os, thi Gud har Omsorg for os (1. Pet. 5,7). Vi skal ikke hævne os, thi Herren siger: Jeg vil betale (Rom. 12,19). Vi skal ikke frygte, thi Herren er på vor Side, og ingen kan være imod os, når Han er for os (Rom. 8, 31). Vi skal intet mangle, thi Han er vor Hyrde (Sl. 23,1). Går vi gennem Vandene, så skal de ikke overskylle os, og går vi gennem Ilden, skal den ikke brænde os, thi Han er med os (Es. 43,2). Han lukker Løvernes Mund, så de ikke gør os Fortræd (Dan. 6,23). Han omskifter Tider og Stunder, afsætter Konger og indsætter Konger (Dan. 2,21). Menneskets Hjerte er i Hans Hånd, og Han bøjer det som Vandbække, hvorhen Han vil (Ordsp. 21,1). Han hersker over Folkenes Riger, og i Hans Hånd er Kraft og Vælde, så ingen kan holde Stand imod Ham (2. Krøn. 20,6). Han hersker over Havets Overmod; når dets Bølger rejser sig, bringer Han dem til at lægge sig (Sl. 89,10). Han forstyrrer Redningernes Råd og gør Folkenes Tanker til intet (Sl. 33,10).

Se, dette er den yderste Rand af Hans Vej, og hvor svag er Lyden af det Ord, vi hører! Men Hans Vældes Torden - hvo fatter den? (Job. 26,14).

Ved du ikke det, eller har du ikke hørt det: Herren er en evig Gud, Han, som har skabt Jordens Ender. Han bliver ikke træt og ikke mødig; Hans Forstand er uransagelig (Es. 40,28).

Og denne Gud er det, som er vor Tilflugt og vor Styrke, som Hjælp i Trængsler fundet såre stor. Derfor vil vi ikke frygte, om Jorden omskiftes, og om Bjerge rokkes i Havets Hjerte, om dets Vande bruser og skummer, og Bjerge bæver ved dets Overmod (Sl. 46,2-4). Jeg vil sige til Herren: Min Tilflugt og min Fæstning, min Gud, på hvem jeg forlader mig. Han frier mig af Fuglefængerens Snare, fra Fordærvelsens Pest. Med Sine Vinge-fjedre dækker Han mig, og under Hans Vinger finder jeg Ly; Hans Trofasthed er Skjold og Skærm. Jeg skal derfor ikke frygte for Nattens Rædsler, for Pil, som flyver om Dagen, for Pest, som farer frem i Mørket, for Sot, som ødelægger om Middagen ... »Thi Du, Herre, er min Tilflugt.« Den Højeste er min Bolig; intet ondt skal vederfares mig, og ingen Plage komme nær til mit Telt (Salme 91).

Nøjes med det, I har; thi Han har selv sagt: »Jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig,« så at vi kan sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gøre mig? (Hebr. 13,5-6).

Alt, hvad der kommer til os, den himmelske Faders Børn, må gå igennem Hans Hånd; intet kan røre os, uden Han ved det og tillader det. Det udspringer måske fra andre Menneskers Synd og kan derfor ikke være Guds Vilje i sig selv; men i det Øjeblik det når til os, er det blevet Guds Vilje med os og må modtages af Hans Hånd. Intet kan røre den Sjæl, der lever i Jesus, uden først at passere igennem Ham og dermed få det Stempel på sig, at Han har tilladt det at komme. Når Gud er for os, er det ligegyldigt, hvem der er imod os; de kan ikke gøre andet ved os, end hvad Gud ser, der er gavnligt for os.

Intet kan røre det Barn, der er i sin Faders Arme, medmindre han er for svag til at værne det; og han lider hellere ondt selv, end at noget skal ramme hans Barn. Men hvor meget mere vil ikke den himmelske Fader, den vise og almægtige, drage Omsorg for os! Men jeg tror, der er dem, der bærer sig ad, som om Han brød Sig mindre om Sine Børn, end de bryder sig om deres. Og dog har Han det ømmeste Faderhjerte, der kan tænkes, så Han våger selv over de mindste Ting i vort Liv for at lede dem efter Sin velbehagelige Vilje.

Tager vi Josefs Historie for os, da må man sige, at intet er klarere Synd og stridende mod Guds Vilje end det, at hans Brødre solgte ham som Slave. Og dog siger han selv derom: I tænkte ondt imod mig; Gud tænkte at vende det til det gode (1. Mos. 50, 20). Men Vær nu ikke 'bekymret og harmes ikke over, at I solgte mig hid, thi for at holde eder i Live har Gud sendt mig hid foran eder (45,5). Det var en Synd hos Josefs Brødre; men da det nåede til ham, var det blevet Guds Vilje med ham og den største Velsignelse for hans Liv, skønt han ikke i Øjeblikket kunne se det således. Gud lader altså alle Ting - endog andre Menneskers Synd - samvirke til gode for dem, som elsker Ham (Rom. 8,28).

Jeg overværede engang et Bedemøde, hvor en mig ubekendt Dame rejste sig for at tale. Jeg så på hende og tænkte på, hvem hun vel kunne være, uden at ane, hvilken Betydning hendes Ord skulle få for mig. Hun fortalte om, hvor svært det tidligere havde været for hende at leve Troens Liv, fordi hun ikke kunne se Gud bag ved alt det, der mødte hende og bestemte hendes Vej. I sin Nød begyndte hun til sidst at råbe til Ham om at vise hende, om alt dette var fra Ham eller ikke. Så havde hun et Syn. Hun syntes, hun var på et mørkt Sted; men fra det fjerne kom der et Lys, som lidt efter lidt omsluttede hende. En Stemme sagde: »Dette er Guds Nærværelse!« Medens hun nu var omsluttet af Lyset, var det, som om alle frygtelige Ting på. Jorden passerede forbi hende - kæmpende Hære, onde Mennesker, vilde Dyr, Storm og Pest, Synd og Lidelse af enhver Art. Først blev hun bange. Men siden opdagede hun, at Guds Nærværelse omsluttede hende så tæt, at ingen Løves Klo og ingen Kugle, der for igennem Luften, kunne nå hende, medmindre Guds Nærværelse først drog sig tilbage og tillod det. Var der blot så meget som den allerfineste Hinde af Guds herlige Nærværelse imellem hende og det frygtelige Onde, så kunne ikke et Hår krummes på hendes Hoved, medmindre denne Nærværelse drog sig til Side og gav Plads for det onde. Så passerede alle det daglige Livs små Besværligheder forbi hende, og hun så, at ikke så meget som et gnavent Blik, et hårdt Ord eller den mindste Fortrædelighed kunne nå hende, så længe Guds Nærværelse omsluttede hende.

Dermed var hun over Vanskeligheden. Hun kunne nu se Guds Hånd i alt, hvad der nåede til hende, idet Han Dag efter Dag og Time for Time kontrollerede alt det, der kom i hendes Nærhed. Nu var det ikke mere svært for hende at bøje sig for Hans Vilje og stole på Hans Omsorg for hende. -

Kun når man får det Syn på Sagen, kan man sige med David: Idel godt og Miskundhed skal efterjage mig alle mit Livs Dage (Sl. 23,6). Man er ikke udsat for nogen Fare, når man er Genstand for Guds Omsorg.

Jeg hørte engang om en fattig Negerkvinde, som arbejdede hårdt for en kummerlig Løn, men dog var en glad, sejrende Kristen. En Kvinde, som var af de bedrøvede Kristne, og som næsten forargedes over den andens stadige Glæde, samtidig med at hun misundte hende den, sagde en Dag til hende: »Nancy, det er godt nok, at du er lykkelig i Øjeblikket; men jeg synes, Tanken om din Fremtid må lægge en Dæmper på din Glæde. Sæt nu, du blev syg og ikke kunne arbejde; eller sæt, at de, som du nu arbejder for, flyttede bort, og ingen andre vilde give dig Arbejde; eller sæt -.« »Nej, stop!« råbte Nancy; »jeg »sætter« aldrig noget. Herren er min Hyrde, og jeg skal intet mangle. Og tro mig, min Skat, det er alle disse her »sæter«, som gør dig så ulykkelig; du skulde hellere slippe dem alle sammen og så gå hen og stole på Herren.«

Når vi således ser Guds Hånd i alt, hvad der møder os, vil det blive os let at elske dem, som volder os Besvær. Vi vil ikke mere knurre over dem, lige så lidt som vi vil knurre mod Gud. Thi når vor Fader tillader Prøvelser at komme til os, så må det være, fordi det tjener til vort Bedste, så vi endog kan glæde os under dem, fordi det er Hans gode og velbehagelige Vilje, der sker med os.

Tænk - for at illustrere dette - på en Moder, der giver sit Barn Medicin. Den er indeholdt i Flasken, men det er Moderen, der giver den. Og om der er flere Flasker, så sørger hun for, at Barnet kun får den Medicin, som hun mener, er til Gavn for det.

De Mennesker, der omgiver os, er ofte ligesom Flasker, der indeholder den Medicin, vi trænger til; men det er vor Faders Hånd, der rækker os den, så det er Ham, vi har med at gøre, og ikke Menneskene. Derfor kan vi med Tak tage deres Indhold, idet vi er overbevist om, at vor store Sjælelæge forstår, hvorledes vore åndelige Sygdomme skal helbredes.

Et godt Middel mod Pirrelighed kan det således være at blive nødt til at leve sammen med en sådan »Menneske-Flaske«, som indeholder Nervøsitet, og som vi derfor stadig må tage Hensyn til og bøje os for. Det vilde i et sådant Tilfælde ikke være ret at oprøres over Flasken i Stedet for med Tak til Gud at sige: »Din Vilje ske!«

Dette at se vor Faders Hånd i alting gør Livet til en stadig Takkefest; det giver Hjertet fuldkommen Hvile og fylder Sindet med en uudsigelig Glæde. Når vor Vilje således helt bøjer sig for Guds Vilje, da kan Han ret føre os ind på Hvilens grønne Enge og til Vederkvægelsens stille Vande. Og hvorledes det så end ellers går os, kan vi altid istemme Apostlens Sejrsråb: Gud være Tak, som altid fører os i Sejrstog i Kristus (2. Kor. 2,14).