Om Fristelser!

 

På dette Punkt gør man sig ofte skyldig i Fejltagelser, hvorved Troslivets Udførelse i Praksis hindres.

Således er det almindeligt at vente, at Fristelserne vil høre op, når Sjælen er gået ind i Hvilens Land; og når man så finder, at Kananitterne endnu bor i det forjættede Land, og at de har Byer med Mure, som »når op til Himlen«, så taber man Modet og mener, at man alligevel ikke er kommet ind i Landet.

En anden Fejltagelse er den at betragte Fristelse som Synd, så man giver sig selv Skylden for Tilskyndelserne til det onde, skønt man dog afskyr det. Så går man omkring fordømt i sin Samvittighed og modløs, og just derved bliver den modløse Sjæl et let Bytte for Synden. Man falder altså på den Måde ofte i Synd derved, at man frygter for allerede at være faldet.

Den første Fejltagelse imødegår Skriften klart, idet den viser, at Kristenlivet helt igennem er en Kamp, og jo længere vi kommer frem i det åndelige Liv, desto stærkere og finere bliver Fristelserne netop. Da Israelitterne lige var kommet ud af Ægypten, førte Gud dem ikke den nærmeste Vej gennem Filistrenes Land, thi Han sagde: Måske Folket kunne angre det, når de ser Krig for sig, og de kunne vende tilbage til Ægypten. (2. Mos. 13,17). Men senere, da de havde lært bedre at stole på Ham, tillod Han Fjenderne at angribe dem. I Ørkenen mødte de kun få Fjender og udkæmpede få Kampe i Sammenligning med, hvad der mødte dem i Kanån, hvor der var syv store Folkeslag og én og tredive Konger at undertvinge og desuden befæstede Byer at indtage og Kæmper at overvinde. De kunne ikke komme i Kamp med disse Folk, før de var gået ind i Landet, hvor de boede, så det, at dine Fristelser er så stærke, kære Ven, er måske netop et Bevis på, at du er i det forjættede Land, som du har søgt ved Troen at komme ind i.

Den anden omtalte Fejltagelse er det vanskeligere at komme bort fra; thi man føler jo, at selve Tilskyndelsen til det onde bringer Besmittelse med sig, så man straks er tilbøjelig til at tænke, at man må være meget langt borte fra Gud, siden en sådan Tanke kunne opstå. Men det er netop Fjendens List for at fange os. Som om en Indbrudstyv vilde beskylde Husets Herre for selv at være Tyven, når denne søgte at drive ham ud! Således kommer Satan og hvisker onde Tanker ind i os - Tvivl, Gudsbespottelse, Misundelse, Hovmod - og så vender han sig mod os og siger: »Hvor ond du må være, siden du kan få sådanne Tanker!« Og tror man hans Løgn, at alt dette kommer fra os, så bliver man modløs og falder i Synden. Modløshed er overhovedet det farligste for Guds Folk; Tro og Tillid er det, der hjælper bedst. En viis Mand sagde engang, at for at overvinde Fristelser måtte man for det første have Tro, for det andet Tro og for det tredje Tro. Vi må vente at sejre. Derfor var det, at Herren sagde til Josva: Vær frimodig og stærk! og atter: Vær kun såre frimodig og stærk! og: Frygt ikke og ræddes ikke! (Jos. Kap. 1. 6. 7. 9.). Og det samme siger Jesus til os: Eders Hjerte forfærdes ikke og forsage ikke! (Joh. 14,27). Fristerens Styrke ligger netop i, om han kan gøre os forsagte; det prøver han derfor altid først på.

Det kunne synes naturligt, at man føler sig modløs over, at sådanne afskyelige Ting endnu kan være en Fristelse for os. Men måske hænger Sagen egentlig således sammen, at man har bildt sig ind nu at være så ren og så løst fra Verden, at sådanne Fristelser ikke mere kunne komme. Man har altså ventet noget af sig selv, så den Skuffelse, man føler, er ikke andet end såret Egenkærlighed. Den sande Ydmyghed kan tåle at se sin egen Svaghed, fordi den ikke venter noget som helst af sig selv, men ved, at alt dens Håb må være til Gud. Sådanne Fristelser driver derfor den ydmyge Sjæl til dybere og fuldere Tro. Men den falske Ydmyghed, som udspringer af Egenkærlighed, nedsænker Sjælen i Modløshed og Vantro, så den netop drives ind i den Synd, som den var forpint over.

Denne Sandhed er der nogen, der har søgt at illustrere på følgende Måde. Satan rådslog med sine Tjenere om, hvorledes de kunne få en hellig Mand til at synde. »Jeg skal få ham til det,« sagde en; »jeg vil afmale Syndens Tillokkelser for ham.« »Nej,« sagde Satan, »det duer ikke; han har prøvet det og ved bedre.« »Så skal jeg gøre det,« sagde en anden; »jeg vil fortælle ham om den Smerte og Sorg, der følger med Dyden, og at der ikke er den mindste Fordel ved at være dydig.« »Nej, det hjælper ikke det mindste,« sagde Satan; »han ved af Erfaring, at Visdommens Veje er liflige, og at alle dens Stier er Fred.« »Men jeg skal få ham til at synde,« sagde en tredje. »Hvad vil du da gøre?« spurgte Satan. »Jeg vil gøre hans Sjæl modløs,« lød Svaret. »Ja, det er godt,« råbte Satan, »nu skal vi nok få Bugt med ham.« -

En gammel Skribent siger: »Al Modløshed er fra Djævlen.« Jeg vilde ønske, at enhver Kristen vilde skrive sig det bag Øret, så han undgik Modløshed lige så meget som selve Synden.

Men det er umuligt ikke at blive modløs, dersom Fristelserne er vor egen Skyld. Men det er de ikke. I Biblen hedder det: Salig er den Mand, som udholder Fristelse (Prøvelse) (Jak. 1,12), og: Agt det for idel Glæde, når I kommer i adskillige Fristelser (Prøvelser) (Jak. 1,2). Fristelse er altså ikke det samme som Synd. Det er lige så lidt Synd for os, om disse onde Indskydelser hviskes ind i Sjælen, som når vi slette hører Menneskers Tale på Gaden, idet vi går forbi. I begge Tilfælde kommer Synden først, dersom vi standser og tager Del deri. Dersom vi straks vender os fra de onde Indskydelser ligesom fra den slette Tale på Gaden, så bliver det ikke Synd for os. Men lader vi dem blive i vore Tanker, så kommer de til at ligge på vor Tunge, og vor Vilje halvvejs giver dem Medhold, så synder vi. Fristelserne kan komme til os tusinde Gange om Dagen, uden at vi derfor behøver at synde; vi kan ikke gøre ved, at de kommer, og kan ikke dadles for dem. Men betragter vi dem som Synd, da er Slaget allerede halvt tabt, og det undgås næppe, at Synden sejrer over os.

En troende Kvinde var kommet i stort Mørke, fordi hun ikke forstod dette. Hun havde en Tid været meget lykkelig i sit Trosliv og var begyndt at tænke, at hun slet ikke vilde blive fristet mere. Men pludselig kom der en særegen Fristelse til hende, som fyldte hende med Rædsel; så snart hun begyndte at bede, kom alle mulige skrækkelige Tanker stormende ind på hende. Så sluttede hun deraf, at hun jo umuligt kunne være gået ind i det fulde Sam-fund med Gud, som hun havde tænkt; og til sidst mente hun, at hun vel slet ikke var omvendt. Derover kom hun i stor Nød. Jeg forklarede hende nu, at disse frygtelige Tanker var Fristelser, som ikke kunne lægges hende til Last, lige så lidt som hun kunne dadles, fordi nogen begyndte at føre gudsbespottelig Tale i hendes Nærværelse; Fjenden havde netop fået Magt over hende ved at bilde hende ind, at disse Tanker kom fra hende selv; derfor skulle hun nu afvise dem og vende Ryggen til dem og blot se hen til Jesus, så skulle hun snart få fuld Sejr igen.

Hun greb Sandheden; og næste Gang disse Tanker kom, sagde hun til Fjenden: »Nu har jeg opdaget dig; det er fra dig, disse Tanker kommer, og jeg vil intet have med dem at gøre. Herren er min Hjælper; gå til Ham og afgør det med Ham!« Så flygtede Fjenden forfærdet over at være afsløret, og hendes Sjæl var fri.

Sjælefjenden ved godt, at om en Kristen forstår, hvor de onde Tanker har deres Udspring, vil han gyse langt mere tilbage for dem, end om han tror, det er hans egne Tanker. Dersom Satan før hver Fristelse vilde sige: »Jeg er Djævelen, din ubarmhjertige Fjende, som er kommet for at få dig til at synde,« så tænker jeg ikke, at vi vilde føle den allermindste Lyst til at give Rum for hans Indskydelser; han må skjule sig for at få os til at bide på Krogen. Sejren vil være langt lettere for os, dersom vi ikke er ukendt med hans Anslag, men kender ham, så snart han nærmer sig.

Vi må heller ikke tro, at Tiden er spildt, selv om vi skal bruge Timer til at kæmpe mod Fristelsen; vi tjener netop Herren mere fuldt end før; thi det er jo Hans Kamp, der kæmpes, så Timer kan være lige så meget værd som ellers Dage, når vi blot holder ud i Fristelsen (Jak. 1,12); i sådanne Tider læres Tålmodighed, og Sjælen drives ind i et Afhængighedsforhold til Herren som aldrig før. Derved æres Hans Navn. Desuden hedder det i 1. Pet. 1,7, at vor prøvede Tro er meget dyrebarere end det forgængelige Guld, der dog prøves ved Ild, og i Jak. 1,12, at den, som har bestået Prøven, skal få Livets Krans, som Herren har forjættet dem, der elsker Ham.

Derfor kan vi ikke undre os over, at der siges: Agt det for idel Glæde, når I kommer i adskillige Fristelser! (Jak. 1,2). Det er et af de Midler, Gud bruger for at gøre os fuldkomne og uden Brøst (Vers 4). Fjendens Våben vendes således imod ham selv; og angående Fristelserne kommer det til at gælde, at alle Ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud (Rom. 8,28).

Med Hensyn til den Måde, hvorpå Sejren vindes, da er det vel næppe her nødvendigt at sige, at det er ved Tro, thi det er jo den Grundvold, hvorpå hele det åndelige Liv hviler. Helt igennem er det jo vort Løsen: »Vi er intet; Kristus er alt.« Altid og alle Vegne er det ved Tro, vi står, ved Tro vi går, ved Tro vi sejrer, ved Tro vi lever. Vi ved, at vi selv er hjælpeløse og kun kan klare os ved at overgive Fristelsen til Herren; vi lægger den i Hans Hånd og lader den blive der. Måske er dette sidste Punkt det vanskeligste: når Fristelsen ikke straks holder op, da at tro, at Herren vedblivende kan klare det uden vor Hjælp. Den Sejr, der skal vindes fra vor Side, er netop den at hvile stille i Herrens Hænder, selv om Fristelsen vedvarer, stolende på, at så skal Han sejre over selve Fristelsen.

Tusinder af Guds Børn er gået denne Vej, og de kan bevidne, at der blev Sejr over talløse Fristelser, så de endog kan sige: I alt dette mere end sejrer vi ved Ham, som elskede os. (Rom. 8,37).

Men denne Side af Sagen kan vi ikke tale udførligere om nu. I dette Kapitel gjaldt det blot om at stille Fristelsen i det rette Lys, så den ikke sammenblandes med Synden. Når Fristelsen kendes som Fristelse, så kan vi straks sige: »Vig bag mig!« og så kan selv de voldsomste Angreb ikke forstyrre vor Fred; thi vi ved, at når Fjenden kommer som en Flod, skal Herren oprejse et Banner imod ham (Esajas 59,19).