Det er Skriftens Lære!

 

Intet tænkende Menneske kan benægte, at de Kristnes Liv i Almindelighed ikke er et helt ud lykkeligt Liv. En skarpsindig Iagttager sagde engang til mig: »I Kristne synes at have en Religion, som gør jer ulykkelige. I er ligesom en Mand, der har Hovedpine. Han ønsker ikke at komme af med sit Hoved; men det er kun en Plage for ham at beholde det. I kan ikke vente, at udenforstående for Alvor skal søge at komme i Besiddelse af noget, som volder så meget Besvær.« - Da gik det pludselig og for første Gang op for mig, at Kristi Religion bør og kan gøre dem, der ejer den, lykkelige og ikke ulykkelige; og med det samme begyndte jeg at bede Herren om at vise mig Hemmeligheden ved et lykkeligt Kristenliv.

Det er denne Hemmelighed, så vidt jeg har lært den at kende, som jeg nu vil prøve på at fortælle om.

Alle Guds Børn føler sikkert instinktmæssigt i de Øjeblikke, hvor Lyset fra Gud skinner for dem, at et Liv i Hvile indadtil og Sejr udadtil er en medfødt Rettighed, som de ikke kan give Afkald på. Husker du ikke det Sejrs råb, der lød i din Sjæl, da du først lærte at kende den Herre Jesus og fik et Glimt af Hans vældige Frelsermagt at se? Hvor vis på Sejr du var den Gang! Hvor let det syntes at være mere end sejrende ved Ham, som elskede os (Rom. 8,37)! Når Han, den Uovervindelige, var vor Anfører, hvor kunde man så drømme om Nederlag? Og dog - hvor vidt forskellig herfra har ikke Erfaringen været for mange af eder! Sejrene har været få og forbigående, medens Nederlagene har været mange og ødelæggende, du har ikke levet således, som du føler, at Guds Børn bør leve. Du har måske haft en klar Forståelse af Sandhederne; men de er ikke blevet Liv og Kraft for dig; Skriftens Lære er ikke blevet en levende Virkelighed i din! Sjæl. Du tror på Kristus, taler om Ham, tjener Ham, men kender Ham ikke som selve Livet i Sjælen, så Han nu bor i dig for evigt og åbenbarer Sin Skønhed for bestandig. Du har fundet Jesus som din Frelser fra Syndens Straf, men ikke kendt Ham som Frelser fra Syndens Magt. Du har omhyggelig ransaget Skrifterne og derfra indsamlet mangen kostelig Sandhed, som du håbede vilde nære dit åndelige Liv; men trods det er din Sjæl ved at sulte ihjel og skriger atter og atter efter det Livets Brød og Vand, som du ser, at Skriften har lovet alle dem, der tror. På Bunden af dit Hjerte ved du godt, at din Erfaring stemmer ikke med, hvad Skriften lærer, som en gammel Skribent har sagt: »Din Religion er kun en Tale om det, som de første Kristne ejede og frydede sig ved at leve i.« Og dit Hjerte sank i dig, efterhånden, som den Udsigt til Sejr, du havde i Begyndelsen, Dag efter Dag og År efter År blev mere og mere formørket, og du måtte slå dig til Ro med, at det bedste, du kunde vente af din Religion, var et Liv skiftevis i Nederlag og Sejr - synde den ene Time og angre den næste og så begynde forfra, men kun for atter at falde og så angre på ny.

Men er det det hele? Var det kun det, den Herre Jesus tilsigtede, da Han hengav Sit dyrebare Liv for at befri dig fra Syndens grusomme Tjeneste? Var det kun en sådan delvis Befrielse, Han havde som Mål? Var det Hans Mening at føre dig ind i en håbløs Kamp, hvor der stadig var Nederlag at vente? Var Han bange for, at en stadig Sejr vilde stjæle noget af Æren fra Hans Navn? Alle Forjættelserne om Hans Komme og om den Gerning, Han skulde fuldføre, gik de ikke ud på noget mere end det, som du har erfaret? Var der et skjult Forbehold i Guds Løfter, så det slet ikke var Meningen, at de virkelig skulde opfyldes? Det, at vi skulde fries fra vore Fjenders Hånd (Luk. 1,74), betød det, at de stadig skulde hersker over os? Det, at vi altid skulde vinde Sejr i Kristus (2. Kor. 2,14), vilde det sige, at vi kun skulde sejre nu og da?

Når vi skulde mere end sejre ved Ham, som elskede os (Rom. 8,37), betød det så stadige Nederlag og Fald? Og når der i Hebræerbrevet tales om en fuldkommen Frelse, er der så ment det magre Resultat, som nu er det almindelige blandt de frelste? Han, som blev såret for vore Overtrædelser og knust for vore Misgerninger, får Han tilstrækkelig Løn for Sine Smerter ved at se det Liv, som vor Tids Kristne lever? Biblen siger (1. Joh. 3,8), at dertil er Guds Søn åbenbaret, at Han skal afskaffe Djævelens Gerninger. Kan vi da noget Øjeblik tænke, at dette overstiger Hans Kræfter, og at Han ser Sig ude af Stand til at udføre det, som Han kom for at gøre?

Lad det da til en Begyndelse stå fast, at Jesus kom for at frelse dig - nu - i dette Liv - fra Syndens Magt og Herredømme, så du mere end sejrer ved Hans Kraft. Undersøg Sagen i din Bibel og sammenlign alt, hvad der står skrevet om Hensigten med Hans Død på Korset, og du vil blive forundret ved at se, at der alle Steder siges, at Hans Gerning er at fri os fra vore Synder, vor Trældom, vor Besmittelse. Ikke den mindste Antydning findes der nogen Steder af, at denne Befrielse skulde være den begrænsede og delvise, som så mange Kristne synes at være tilfreds med.

Lad os se noget af, hvad Skriften siger.

Da Herrens Engel åbenbaredes for Josef i en Drøm og forkyndte Frelserens Fødsel, sagde han: Du skal kalde Hans Navn Jesus; thi Han skal frelse Sit Folk fra deres Synder (Matt. 1,21).

Da Sakarias, fyldt med Helligånden, profeterede, sagde han, at Gud havde besøgt Sit Folk for at opfylde Sit Løfte og den Ed, Han havde svoret; og Løftet var dette, at vi, friet fra vore Fjenders Hånd, skulde tjene Ham uden Frygt i Hellighed og Retfærdighed for Hans Åsyn alle vort Livs Dage (Luk. 1,74-75).

Da Paulus skildrede for Menigheden i Efesus den Kærlighed, hvormed Kristus havde elsket dem, så Han gav Sig hen for Menigheden, forklarede han, at Hensigten dermed var, at Han kunde hellige den, idet Han rensede den ved Vandbadet i Ordet, for at Han kunde fremstille Sig en hellig Menighed, som ikke havde Plet eller Rynke eller deslige, men at den måtte være hellig og ulastelig (Ef. 5, 26-27).

Da Paulus søgte at undervise sin »ægte Søn i den fælles Tro«, Titus, om Guds Nåde, udtalte han, at Hensigten med Nåden var den at lære os at forsage Ugudeligheden og verdslige Lyster og leve viseligt og retfærdigt og gudeligt i denne Verden, samt at Kristus gav Sig selv hen for at forløse os fra al Uretfærdighed og rense Sig selv et Ejendomsfolk, nidkært til gode Gerninger (Tit. 2,11-14).

Da Paulus overfor Efeserne påviste Forskellen mellem de vantros Liv og det Liv, der sømmer sig for en Kristen, fremsatte han Sandheden, som den er i Jesus, således: at I, hvad den forrige Omgængelse angår, aflægger det gamle Menneske, som fordærves ved bedragelige Lyster, og fornyes i eders Sinds Ånd og ifører eder det ny Menneske, som er skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed (Ef. 4,22-24).

Og da han i Rom. 6 én Gang for alle besvarede det Spørgsmål, om et Guds Barn skal blive ved i Synden, viste han, hvor fremmed den Tanke er for hele Ånden i Jesu Frelsergerning og for Hensigten med den; det, at vi regnes for døde og opstandne med Kristus, er et uomstødeligt Bevis for, at vi virkelig er udfriet fra Synden. Vi, som er afdøde fra Synden, hvorledes skal vi længer leve i den? Eller ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til Hans Død? Vi er altså begravet med Ham ved Dåben til Døden, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed, således skal også vi vandre i et nyt Liv    vidende dette, at vort gamle Menneske blev korsfæstet med Ham, for at Syndens Legeme skulde blive tilintetgjort, så vi ikke mere skulde tjene Synden (Rom. 6,1-6). - -

Overhovedet overses det ofte, at når Skriften taler om Hensigten med Kristi Død, så peger den langt oftere på en nærværende Frelse fra Synden end på en fremtidig Frelse i Himlen.

Kære Medkristne, vil I modtage Skriftens Vidnesbyrd i denne Sag? De samme Spørgsmål rejses i Menigheden nu som i Paulus' Dage; først: Skal vi blive ved i Synden, for at Nåden må blive desto større? (Rom. 6,1,) og dernæst: Afskaffer vi da Loven ved Troen? (Rom. 3,31). Lad os på begge svare ligeså bestemt som Paulus: Det være langt fra; vi stadfæster netop Loven; thi det, som Loven ikke kunde gøre, fordi den var kraftesløs formedelst Kødet, det gjorde Gud, idet Han sendte Sin egen Søn i syndigt Køds Lighed og for Syndens Skyld og dømte Synden i Kødet, for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandrer efter Kødet, men efter Ånden. (Rom. 8,3-4).

- Kan vi noget Øjeblik tænke, at den hellige Gud, som hader Synden hos Synderen, skulde kunne tåle den hos den Kristne, og at Hans Frelsesplan var en sådan, at de, der er blevet frelst fra Syndens Straf, ikke kan blive befriet fra dens Magt?

Dr. Chalmers siger rigtigt: »Synden er en Skændsel, som må bortfjernes fra den store åndelige Husholdning. Det vilde i Sandhed være besynderligt, om Gud tidligere hadede Synden så dybt, at Han lod alle, som var faldet i den, gå ind i Døden, og så nu tåler den hos dem, der er ført tilbage til Livet. Skulde den uforanderlige Gud nu, fordi Skylden er betalt, have opgivet Sin Modvilje mod Synden, så at det genløste Menneske uden videre kan give Rum for det, som før var dets Fordærvelse? Mon Gud ikke har den samme Kærlighed til Retfærdigheden og det samme Had til Synden som for 6000 År siden? ... Når jeg nu vandrer i Fred for Guds Ansigt og indånder Nådens milde Luftning fra Himlen, skal jeg så atter prøve på at forene noget så uforeneligt som det at have Guds Velbehag og at fortsætte i Synden? Nej, Kristi Kors, som med et afgørende Slag borttog Syndens Forbandelse fra os, er sikkert mægtigt til også at bryde dens Magt over os.«

En gammel hellig Mand fra det 17. Århundrede siger: »Intet er Gud så meget imod som Synden, og Han vil ikke tillade, at den bliver ved at herske over Mennesket, som er Kronen på Hans Skabning.« Jeg tror, det er uforeneligt med at være en sand Kristen at mene, at Guds Søn, som har al Magten i Himlen og på Jorden, skulde tillade Synden og Satan at herske over os. Men du siger måske: »Intet Menneske kan med Opbydelsen af al sin Kraft leve uden Synd.« Nej, det er vist. Men om du siger, at Guds Kraft er ude af Stand til at hjælpe os ud af Synden, så vil jeg ikke have noget med den Lære at gøre; og jeg håber også, du vil slippe den. Eller kan nogen mene, at Gud vel har foresat Sig at afskaffe Synden, men Djævelen hindrer Ham deri? Skulde det være umuligt for Gud, fordi Djævelen ikke synes om det? Skulde han have fået en sådan Magt i Mennesket, at Gud ikke kan drive ham ud? Skulde han have fået Synden plantet så dybt i Menneskets Natur, at Gud ikke kan rykke den op? - Jeg indrømmer, at Synden har slået dybe Rødder i Mennesket, men ikke dybere, end at Jesus er gået lige så dybt for at gøre Ende på Djævelens Gerninger og føre Mennesket tilbage til Retfærdighed og Hellighed. - - Om en af vore Venner var blevet fanget af Røvere, og vi betalte en Sum Penge for at få ham løsladt, vilde vi da ikke betragte det som Snyderi, om han vedblivende blev holdt i Lænker? Eller vilde vi være tilfreds med den Besked, at han regnes for fri, selv om han bliver i Fangenskab hele sit Liv? - Men nu er det således i det åndelige, at vi faldt i Røvernes Hænder. Vi blev Trælle; thi »den, som gør Synd, er Syndens Træl«. Hvem vil så købe mig fri? Jeg er fattig; jeg har intet at betale med; hvem kan betale Løsesummen for mig? - Jesus har betalt for mig, hører jeg. Så kan jeg vel vente at komme ud af Fangenskabet? »Nej,« siger nogle, »du må blive der så længe, du lever.« Er det virkelig ikke muligt at få fuld Sejr over Synden? Må den nødvendigvis herske over mig, så længe jeg lever? Er det al den Frelse, jeg kan opnå i dette Liv?

Det er altså ikke en ny Lære, men den gamle Sandhed, som har lydt i Kirken gennem alle Tider og fyldt de helliges Liv med Sejrssange. Vis det derfor ikke fra dig, kære Læser, men ransag Skrifterne for at se, om disse Ting forholder sig således, og bed Gud åbne dit Hjertes Øjne til at kende, hvilken Hans Magts overvættes Storhed er over for os, som tror, i Følge Hans vældige Krafts Virksomhed, som Han udviste på Kristus, da Han oprejste Ham fra de døde og satte Ham ved Sin højre Hånd i Himlene (Ef. 1,19-20).

Og når du har fået et Glimt at se af denne Kraft, så lær at se fuldstændig bort fra din egen Svaghed, læg din Sag i Hans Hænder og stol på, at Han kan befri dig!

Når du drager ud i Krig mod dine Fjender og ser Heste og Vogne og Folk, som er tal rigere end du selv, da skal du ikke frygte for dem, thi Herren din Gud er med dig, Han, som førte dig op fra Ægyptens Land. Og når I er i Færd med at gå i Striden, da skal Præsten træde frem og tale til Folket. Og han skal sige til dem: Hør, Israel, I er i Dag i Færd med at gå i Strid mod eders Fjender. Lad ikke eders Hjerte blive modløst, frygt ikke, skælv ikke og ræddes ikke for dem! Thi Herren, eders Gud er den, som går med eder for at stride for eder imod eders Fjender, for at frelse eder (5. Mos. 20,1-4).