<PP 255/1> Efter fuldbyrdelsen af dommen over Akan fik Josua befaling om at lade alle krigerne bryde op og atter drage mod Aj. Guds magt ledsagede hans folk, og de kom hurtigt i besiddelse af byen.

<PP 255/2> Der blev nu holdt en pause i krigen, og hele Israel deltog i en højtidelig religiøs ceremoni. Israelitterne var ivrige efter at bosætte sig i Kanaan. De havde ikke fået huse eller jord til deres familier endnu. Før de kunne få det, skulle kanaanæerne uddrives af landet, men selv denne vigtige opgave måtte vente, for allerførst skulle de deltage i en betydningsfuld handling, som lagde beslag på hele deres opmærksomhed.

<PP 255/3> Inden de tog deres arv i besiddelse, skulle de forny deres troskabspagt med Gud. I sine sidste formaninger havde Moses to gange påbudt, at Israels stammer skulle samles på Ebals og Garizims bjerge ved Sikem for højtideligt at love, at de ville holde Guds lov. I overensstemmelse med denne befaling forlod hele folket, både "mændene, kvinderne og børnene og de fremmede, som var draget med iblandt dem" lejren ved Gilgal og marcherede gennem fjendernes land til Sikems dal, som lå næsten midt i landet. Skønt de var omgivet af ubesejrede fjender, stod de under Guds beskyttelse, så længe de var tro imod ham. Ligesom på Jakobs tid kom der "en Guds rædsel ... over alle byerne rundt om", og hebræerne led ingen overlast. (1Mos 35,5)

<PP 255/4> Det sted, hvor denne højtidelige ceremoni skulle foregå, var knyttet til deres fædres historie med hellige bånd. Det var her, Abraham byggede sit første alter til Gud i Kanaans land. Både Abraham og Jakob havde opslået deres telt her. Her købte Jakob den mark, hvor israelitterne skulle begrave Josefs legeme. Her fandtes også den brønd, som Jakob havde gravet, og den eg, hvorunder han havde begravet alle de afgudsbilleder, som tilhørte hans husstand.

<PP 255/5> Det udpegede sted var et af de smukkeste i hele Palæstina, og det var fuldt ud værdigt til at være skueplads for den storslåede og betagende begivenhed, som nu skulle finde sted. Den smukke dal lå smilende og indbydende mellem de nøgne høje. Naturen vekslede med grønne marker og olivenlunde, og dalen var afvandet af bække fra levende kilder og prydet med vilde blomster. Ebal og Garizim ligger på hver sin side af dalen, men der er ikke ret langt imellem dem. Deres lavere udløbere danner ligesom en naturlig talerstol. Hvert eneste ord, der siges på den ene, kan tydeligt høres på den anden, og på de skrånende bjergsider er der plads til en stor forsamling.

<PP 255/6> I overensstemmelse med Moses befaling blev der bygget et monument af store sten på Ebals bjerg. På disse sten, der i forvejen var kalket over, blev loven afskrevet. Det gjaldt både de ti bud, som var blevet forkyndt fra Sinaj og skrevet på stentavlerne, og de love, der var blevet overdraget til Moses, og som han havde skrevet i en bog. Ved siden af dette monument blev der bygget et alter af utilhugne sten, og herpå blev der lagt ofre til Herren. Det havde stor betydning, at alteret blev bygget på Ebals bjerg, hvorfra forbandelserne blev udtalt. Herved blev det tilkendegivet, at Israel med rette havde pådraget sig Guds vrede ved at overtræde hans lov, og at han øjeblikkelig ville have straffet dem, hvis ikke Kristus havde skaffet dem soning. Brændofferalteret var et symbol på denne soning.

<PP 256/1> Seks af stammerne alle efterkommere af Lea og Rakel tog plads på Garizims bjerg, mens de, der nedstammede fra trælkvinderne, tog plads på Ebals bjerg sammen med Rubens og Zebulons stamme. Præsterne, som bar arken, tog plads i dalen imellem dem. Alarmtrompeten gav signal til stilhed, og nu oplæste Josua fra sin plads ved siden af den hellige ark i den store forsamlings påhør de velsignelser, der ville blive folket til del, hvis de var lydige imod Guds lov. De stammer, der stod på Garizim, svarede ved at sige amen. Bagefter læste han forbandelserne, og nu svarede stammerne på Ebals bjerg. I tusindvis af røster istemte det højtidelige svar som een røst. Derefter oplæstes Guds lov og de anordninger og lovbud, som Moses havde overdraget dem.

<PP 256/2> Israel havde modtaget loven direkte fra Guds mund ved Sinaj, og dens hellige bud, som Herren havde skrevet med sin egen hånd, lå stadig i arken. Nu blev loven skrevet, så alle kunne læse den, og alle fik anledning til at se betingelserne i den pagt, som de skulle leve under i Kanaan. Hele folket skulle give udtryk for, at de gik ind på pagtens betingelser, og bekræfte de velsignelser, der var blevet lovet for at holde den, og de forbandelser, der ville blive følgen af at overtræde den. Loven blev ikke blot skrevet på mindestenene, men oplæst af Josua i hele Israels påhør. Der var kun gået nogle få uger, siden Moses oplæste hele Femte Mosebog for folket, og nu læste Josua loven for dem.

<PP 256/3> Det var ikke blot de israelitiske mænd, der hørte loven blive læst, men også "kvinderne og børnene". De skulle også lære deres pligt at kende. Gud havde givet Israel denne befaling om sine anordninger: "I skal lægge Eder disse mine ord på hjerte og sinde, binde dem som et tegn om Eders hånd og lade dem være et erindringsmærke på Eders pande, og I skal lære Eders børn dem, for at I og Eders børn må leve i det land, Herren tilsvor Eders fædre at ville give dem, så længe himmelen er over Jorden." 5Mos 11,18-21.

<PP 256/4> Hvert syvende år skulle hele loven oplæses i hele Israels påhør i overensstemmelse med Moses befaling: "Hver gang der er gået syv år, i friåret, på løvhyttefesten, når hele Israel kommer for at stedes for Herren din Guds åsyn på det sted, han udvælger, skal du læse denne lov højt for hele Israel. Kald da folket sammen, mænd, kvinder og børn og de fremmede, som bor inden dine porte, for at de kan høre og lære at frygte Herren Eders Gud og omhyggeligt handle efter alle denne lovs ord; og deres børn, som endnu ikke har lært den at kende, skal høre den og lære at frygte Herren Eders Gud, alle de dage I lever i det land, som I skal ind og tage i besiddelse efter at være gået over Jordan." 5Mos 31,10-13.

<PP 256/5> Satan bestræber sig altid på at forvrænge det, Gud har sagt, forblinde sindet og formørke forstanden, så at mennesker ledes i synd. Dette er grunden til, at Herren giver sin vilje så tydeligt til kende og fremstiller sine krav så klart, at ingen behøver at tage fejl. Gud søger ustandselig at drage menneskene til sig og beskytte dem for at hindre Satan i at udøve sin grusomme, forførende magt over dem. Gud har nedladt sig til at tale til menneskene med sin egen røst og skrive sit levende ord med sin egen hånd. Disse velsignede ord, som er fyldt med liv og udstråler sandhedens lys, skænkes menneskene som en fuldkommen vejledning. Netop fordi Satan gør sig så store bestræbelser for at bortlede vor opmærksomhed og vor interesse fra Herrens løfter og bud, bør vi gøre os så meget desto mere flid for at huske dem og gemme dem i hjertet.

<PP 256/6> Religiøse ledere burde i højere grad have opmærksomheden henvendt på betydningen af at lære folk de bibelhistoriske kendsgerninger og Herrens advarsler og bud. De bør benytte et letfatteligt sprog, som selv børn kan forstå. Både prædikanter og forældre burde betragte det som deres pligt at undervise de unge i skriften.

<PP 256/7> Forældre både kan og bør vække deres børns interesse for den alsidige viden, som den hellige skrift rummer. Men for at kunne gøre deres sønner og døtre interesseret i Guds ord må de selv interessere sig for det. De må være fortrolige med dets lære og som Gud befalede Israel tale om det, "når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op". 5Mos 11,19. De, der ønsker, at deres børn skal elske og ære Gud, må tale om hans godhed, majestæt og magt, som er åbenbaret i hans ord og i hans skaberværk.

<PP 257/1> Hvert kapitel og hvert vers i Bibelen indeholder et budskab fra Gud til menneskene. Vi bør binde Bibelens forskrifter som et tegn på vor hånd og et erindringsmærke på vor pande. Hvis Guds folk læser og adlyder Bibelen, vil den lede dem ligesom israelitterne ved en skystøtte om dagen og en ildstøtte om natten.