<PP 255/1> Efter fuldbyrdelsen af
dommen over Akan fik Josua befaling om at lade alle krigerne bryde op og
atter drage mod Aj. Guds magt ledsagede hans folk, og de kom hurtigt i
besiddelse af byen.
<PP 255/2> Der blev nu holdt en pause i krigen, og
hele Israel deltog i en højtidelig religiøs ceremoni. Israelitterne
var ivrige efter at bosætte sig i Kanaan. De havde ikke fået
huse eller jord til deres familier endnu. Før de kunne få
det, skulle kanaanæerne uddrives af landet, men selv denne vigtige
opgave måtte vente, for allerførst skulle de deltage i en
betydningsfuld handling, som lagde beslag på hele deres opmærksomhed.
<PP 255/3> Inden de tog deres arv i besiddelse, skulle
de forny deres troskabspagt med Gud. I sine sidste formaninger havde Moses
to gange påbudt, at Israels stammer skulle samles på Ebals
og Garizims bjerge ved Sikem for højtideligt at love, at de ville
holde Guds lov. I overensstemmelse med denne befaling forlod hele folket,
både "mændene, kvinderne og børnene og de fremmede,
som var draget med iblandt dem" lejren ved Gilgal og marcherede gennem
fjendernes land til Sikems dal, som lå næsten midt i landet.
Skønt de var omgivet af ubesejrede fjender, stod de under Guds beskyttelse,
så længe de var tro imod ham. Ligesom på Jakobs tid kom
der "en Guds rædsel ... over alle byerne rundt om", og hebræerne
led ingen overlast. (1Mos 35,5)
<PP 255/4> Det sted, hvor denne højtidelige
ceremoni skulle foregå, var knyttet til deres fædres historie
med hellige bånd. Det var her, Abraham byggede sit første
alter til Gud i Kanaans land. Både Abraham og Jakob havde opslået
deres telt her. Her købte Jakob den mark, hvor israelitterne skulle
begrave Josefs legeme. Her fandtes også den brønd, som Jakob
havde gravet, og den eg, hvorunder han havde begravet alle de afgudsbilleder,
som tilhørte hans husstand.
<PP 255/5> Det udpegede sted var et af de smukkeste
i hele Palæstina, og det var fuldt ud værdigt til at være
skueplads for den storslåede og betagende begivenhed, som nu skulle
finde sted. Den smukke dal lå smilende og indbydende mellem de nøgne
høje. Naturen vekslede med grønne marker og olivenlunde,
og dalen var afvandet af bække fra levende kilder og prydet med vilde
blomster. Ebal og Garizim ligger på hver sin side af dalen, men der
er ikke ret langt imellem dem. Deres lavere udløbere danner ligesom
en naturlig talerstol. Hvert eneste ord, der siges på den ene, kan
tydeligt høres på den anden, og på de skrånende
bjergsider er der plads til en stor forsamling.
<PP 255/6> I overensstemmelse med Moses befaling blev
der bygget et monument af store sten på Ebals bjerg. På disse
sten, der i forvejen var kalket over, blev loven afskrevet. Det gjaldt
både de ti bud, som var blevet forkyndt fra Sinaj og skrevet på
stentavlerne, og de love, der var blevet overdraget til Moses, og som han
havde skrevet i en bog. Ved siden af dette monument blev der bygget et
alter af utilhugne sten, og herpå blev der lagt ofre til Herren.
Det havde stor betydning, at alteret blev bygget på Ebals bjerg,
hvorfra forbandelserne blev udtalt. Herved blev det tilkendegivet, at Israel
med rette havde pådraget sig Guds vrede ved at overtræde hans
lov, og at han øjeblikkelig ville have straffet dem, hvis ikke Kristus
havde skaffet dem soning. Brændofferalteret var et symbol på
denne soning.
<PP 256/1> Seks af stammerne alle efterkommere af Lea
og Rakel tog plads på Garizims bjerg, mens de, der nedstammede fra
trælkvinderne, tog plads på Ebals bjerg sammen med Rubens og
Zebulons stamme. Præsterne, som bar arken, tog plads i dalen imellem
dem. Alarmtrompeten gav signal til stilhed, og nu oplæste Josua fra
sin plads ved siden af den hellige ark i den store forsamlings påhør
de velsignelser, der ville blive folket til del, hvis de var lydige imod
Guds lov. De stammer, der stod på Garizim, svarede ved at sige amen.
Bagefter læste han forbandelserne, og nu svarede stammerne på
Ebals bjerg. I tusindvis af røster istemte det højtidelige
svar som een røst. Derefter oplæstes Guds lov og de anordninger
og lovbud, som Moses havde overdraget dem.
<PP 256/2> Israel havde modtaget loven direkte fra
Guds mund ved Sinaj, og dens hellige bud, som Herren havde skrevet med
sin egen hånd, lå stadig i arken. Nu blev loven skrevet, så
alle kunne læse den, og alle fik anledning til at se betingelserne
i den pagt, som de skulle leve under i Kanaan. Hele folket skulle give
udtryk for, at de gik ind på pagtens betingelser, og bekræfte
de velsignelser, der var blevet lovet for at holde den, og de forbandelser,
der ville blive følgen af at overtræde den. Loven blev ikke
blot skrevet på mindestenene, men oplæst af Josua i hele Israels
påhør. Der var kun gået nogle få uger, siden Moses
oplæste hele Femte Mosebog for folket, og nu læste Josua loven
for dem.
<PP 256/3> Det var ikke blot de israelitiske mænd,
der hørte loven blive læst, men også "kvinderne og børnene".
De skulle også lære deres pligt at kende. Gud havde givet Israel
denne befaling om sine anordninger: "I skal lægge Eder disse mine
ord på hjerte og sinde, binde dem som et tegn om Eders hånd
og lade dem være et erindringsmærke på Eders pande, og
I skal lære Eders børn dem, for at I og Eders børn
må leve i det land, Herren tilsvor Eders fædre at ville give
dem, så længe himmelen er over Jorden." 5Mos 11,18-21.
<PP 256/4> Hvert syvende år skulle hele loven
oplæses i hele Israels påhør i overensstemmelse med
Moses befaling: "Hver gang der er gået syv år, i friåret,
på løvhyttefesten, når hele Israel kommer for at stedes
for Herren din Guds åsyn på det sted, han udvælger, skal
du læse denne lov højt for hele Israel. Kald da folket sammen,
mænd, kvinder og børn og de fremmede, som bor inden dine porte,
for at de kan høre og lære at frygte Herren Eders Gud og omhyggeligt
handle efter alle denne lovs ord; og deres børn, som endnu ikke
har lært den at kende, skal høre den og lære at frygte
Herren Eders Gud, alle de dage I lever i det land, som I skal ind og tage
i besiddelse efter at være gået over Jordan." 5Mos 31,10-13.
<PP 256/5> Satan bestræber sig altid på
at forvrænge det, Gud har sagt, forblinde sindet og formørke
forstanden, så at mennesker ledes i synd. Dette er grunden til, at
Herren giver sin vilje så tydeligt til kende og fremstiller sine
krav så klart, at ingen behøver at tage fejl. Gud søger
ustandselig at drage menneskene til sig og beskytte dem for at hindre Satan
i at udøve sin grusomme, forførende magt over dem. Gud har
nedladt sig til at tale til menneskene med sin egen røst og skrive
sit levende ord med sin egen hånd. Disse velsignede ord, som er fyldt
med liv og udstråler sandhedens lys, skænkes menneskene som
en fuldkommen vejledning. Netop fordi Satan gør sig så store
bestræbelser for at bortlede vor opmærksomhed og vor interesse
fra Herrens løfter og bud, bør vi gøre os så
meget desto mere flid for at huske dem og gemme dem i hjertet.
<PP 256/6> Religiøse ledere burde i højere
grad have opmærksomheden henvendt på betydningen af at lære
folk de bibelhistoriske kendsgerninger og Herrens advarsler og bud. De
bør benytte et letfatteligt sprog, som selv børn kan forstå.
Både prædikanter og forældre burde betragte det som deres
pligt at undervise de unge i skriften.
<PP 256/7> Forældre både kan og bør
vække deres børns interesse for den alsidige viden, som den
hellige skrift rummer. Men for at kunne gøre deres sønner
og døtre interesseret i Guds ord må de selv interessere sig
for det. De må være fortrolige med dets lære og som Gud
befalede Israel tale om det, "når du sidder i dit hus, og når
du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og
når du står op". 5Mos 11,19. De, der ønsker, at deres
børn skal elske og ære Gud, må tale om hans godhed,
majestæt og magt, som er åbenbaret i hans ord og i hans skaberværk.
<PP 257/1> Hvert kapitel og hvert vers i Bibelen indeholder
et budskab fra Gud til menneskene. Vi bør binde Bibelens forskrifter
som et tegn på vor hånd og et erindringsmærke på
vor pande. Hvis Guds folk læser og adlyder Bibelen, vil den lede
dem ligesom israelitterne ved en skystøtte om dagen og en ildstøtte
om natten.
|