<PP 158/2> I denne ventetid havde de lejlighed til at tænke nærmere over Guds lov, som de havde hørt, og til at berede sig til at modtage de yderligere åbenbaringer, som Gud måtte give dem. De havde slet ikke for rigelig tid hertil, og hvis de havde søgt at få en klarere forståelse af Guds krav og ydmyget deres hjerte overfor ham, ville de være blevet beskyttet mod fristelse. Men det gjorde de ikke, og derfor blev de snart ligegyldige og uopmærksomme og ænsede ikke loven. Dette var især tilfældet med den sammenløbne hob. De var utålmodige efter at fortsætte rejsen til det forjættede land landet, der flød med mælk og honning. Det var udelukkende på betingelse af lydighed, det smukke land var lovet dem, men det havde de glemt. Der var nogle, der foreslog, at de skulle drage tilbage til Ægypten, men enten resultatet blev, at de drog mod Kanaan eller tilbage til Ægypten, var folkets flertal besluttet på ikke at vente længere på Moses.

<PP 158/3> De følte deres hjælpeløshed under deres leders fravær og faldt tilbage til deres gamle overtro. Den sammenløbne hob havde været de første til at knurre og vise utålmodighed, og de var hovedmændene i det frafald, der nu fulgte. Ægypterne regnede oksen eller kalven med til symbolerne på guddommen, og det var på opfordring af dem, der havde praktiseret denne form for afgudsdyrkelse i Ægypten, at man nu lavede og tilbad en kalv. Folket ønskede et billede, der kunne repræsentere Gud og gå foran dem i Moses sted.

<PP 158/4> Gud havde ikke vist folket, hvorledes han så ud, og han havde forbudt dem at fremstille billeder til at repræsentere ham. De store mirakler i Ægypten og ved det røde Hav blev udført for at stadfæste troen på ham som Israels usynlige, almægtige hjælper, den eneste sande Gud, og ønsket om en synlig åbenbarelse af hans nærværelse var blevet efterkommet i skystøttet og ildstøtten, der ledede deres hær, og i åbenbarelsen af Guds herlighed på Sinaj. Men skønt han stadig var hos dem i skyen, vendte de i deres hjerte tilbage til Ægyptens afguderi og fremstillede den usynlige Guds herlighed ved hjælp af et billede af en okse!

<PP 159/1> Under Moses fravær var den dømmende myndighed blevet overdraget til Aron, og nu samledes en stor skare omkring hans telt med kravet: "Kom og lav os en gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!" Den sky, der hidtil havde ledet dem, ville nu blive ved at hvile over bjerget, sagde de; den ville ikke længere vise dem vej. De ville have et billede i stedet, og hvis de besluttede at vende tilbage til Ægypten, som det var blevet foreslået, ville de vinde Ægypternes gunst ved at bære dette billede foran sig og anerkende det som deres gud.

<PP 159/2> I en sådan krisesituation var der brug for en beslutsom, urokkelig og modig mand, som satte Guds ære over folkets gunst og personlig sikkerhed, ja, selve livet. Men Israels nuværende leder var ikke af denne støbning. Aron besvarede folkets krav med en mild protest, men hans vaklen og frygtagtighed i det kritiske øjeblik gjorde dem blot endnu mere opsat på at få deres vilje. Uroen voksede, og folkemængden syntes at blive grebet af blindt raseri. Der var nogle, der forblev tro mod deres pagt med Gud, men størsteparten af folket tog del i frafaldet. Nogle få vovede at betegne det som afguderi at lave et billede, men de blev overfaldet og mishandlet og mistede til sidst livet i forvirringen og ophidselsen.

<PP 159/3> Aron nærede frygt for sin egen sikkerhed, og i stedet for modigt at forsvare Guds ære gav han efter for mængdens krav. Først forlangte han, at hele folket skulle aflevere deres guldørenringe til ham. Han håbede, at deres stolthed ville få dem til at nægte at bringe et sådant offer. Men de gav villigt afkald på deres prydelser, og af guldet lavede han en støbt tyrekalv i lighed med Ægyptens guder. Folket råbte: "Her, Israel, er din gud, som førte dig ud af Ægypten!" Og Aron nedværdigede sig til at tillade denne forhånelse mod Gud. Ja, han gik endnu videre. Da han så den tilfredshed, hvormed den gyldne gud blev modtaget, byggede han et alter for den og lod kundgøre: "I morgen er det højtid for Herren!" Denne kundgørelse blev forkyndt fra stamme til stamme af basunblæsere. "Tidligt næste morgen ofrede de så brændofre og bragte takofre, og folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege." Under foregivende af at holde "højtid for Herren" kastede de sig ud i frådseri og tøjlesløse forlystelser.

<PP 159/4> Hvor ofte er kærlighed til fornøjelser ikke forklædt i "gudsfrygts skin" i vore dage! En religion, der tillader mennesker at hengive sig til egenkærlig eller sanselig tilfredsstillelse, samtidig med at de bibeholder gudstjenestens ritualer, er lige så populær blandt masserne nu som i Israels dage. Og der findes stadig svage mænd, der ligesom Aron beklæder ledende stillinger inden for menigheden, men alligevel er parat til at give efter for de uomvendte og .derved opmuntre dem til synd.

<PP 159/5> Det var kun få dage, siden hebræerne havde sluttet en højtidelig pagt med Gud om at lyde hans røst. De havde stået rædselsslagne foran bjerget og lyttet til Herrens røst: "Du må ikke have andre guder end mig." Folket kunne stadig se Guds herlighed over Sinaj, men de vendte sig bort og bad om at få andre guder. "De laved en kalv ved Horeb og tilbad det støbte billed; de bytted deres herlighed bort for et billed af en okse." Sl 106,19-20. Hvordan kunne de have vist større utaknemmelighed eller værre hån mod ham, der havde åbenbaret sig for dem som en øm fader og almægtig konge!

<PP 159/6> Moses blev underrettet på bjerget om frafaldet i lejren og blev straks sendt tilbage. "Skynd dig og stig ned," sagde Herren, "thi dit folk, som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde; hastig veg de bort fra den vej, jeg bød dem at vandre; de har lavet sig en støbt tyrekalv og tilbedt den." Gud kunne have standset dette frafald lige fra begyndelsen; men han lod det komme så vidt for at vise alle, hvordan han straffer forræderi og frafald.

<PP 159/7> Guds pagt med sit folk var blevet tilbagekaldt, og han erklærede overfor Moses: "Lad mig nu råde, at min vrede kan blusse op imod dem, så vil jeg tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort folk!" Israels folk, og især den sammenløbne hob, ville stadig være tilbøjelige til at gøre oprør mod Gud. De ville også knurre imod deres leder og bedrøve ham med deres vantro og stædighed, og det ville blive en møjsommelig og prøvende opgave at lede dem frem til det forjættede land, De havde allerede ved deres synder forspildt Guds gunst, og retfærdigheden krævede, at de blev tilintetgjort. Derfor foreslog Herren at tilintetgøre dem og gøre Moses til et stort folk.

<PP 160/1> "Lad mig nu råde, så vil jeg tilintetgøre dem," sagde Gud. Hvis Gud havde besluttet at udrydde Israel, hvem kunne så gå i forbøn for dem? Hvor var der få, som ikke ville have overladt disse syndere til deres skæbne! Hvor var der få, der ikke med glæde ville have byttet et liv i slid, vanskeligheder og opofrelse uden at få andet end utaknemmelighed og knurren til gengæld, for en behagelig og ærefuld stilling når det var Gud selv, der tilbød den.

<PP 160/2> Men Moses øjnede håb, hvor der kun syntes at være håbløshed og straf. Han ville gå i forbøn for folket og bede Gud frelse Israel. Moses bønfaldt Herren sin Gud og sagde: "Hvorfor Herre, skal din vrede blusse op mod dit folk, som du førte ud af Ægypten med vældig kraft og stærk hånd?"

<PP 160/3> Gud havde tilkendegivet, at han forkastede sit folk. Han havde omtalt dem for Moses som "dit folk, som du førte ud af Ægypten". Men Moses frasagde sig ydmygt ledelsen af Israel. De var ikke hans, men Guds folk "dit folk, som du førte ud af Ægypten med vældig kraft og stærk hånd". "Hvorfor," sagde han, "skal Ægypterne kunne sige: i ond hensigt førte han dem ud for at slå dem ihjel ude mellem bjergene og udrydde dem af jorden?"

<PP 160/4> I de få måneder, der var gået, siden Israel forlod Ægypten, var rygtet om deres vidunderlige befrielse nået ud til alle de omboende folk. Hedningerne var fulde af frygt og bange anelser. Alle fulgte nøje med for at se, hvad Israels Gud ville gøre for sit folk. Hvis de nu blev tilintetgjort, ville deres fjender juble, og Gud ville blive vanæret. Ægypterne ville hævde, at deres beskyldninger var sande: i stedet for at lede sit folk ud i ørkenen for at ofre havde Gud ofret dem. De ville ikke tage Israels synder i betragtning. Hvis det folk, Gud så tydeligt havde æret, blev tilintetgjort, ville der blive kastet vanære over Guds navn. Når Gud skænker mennesker store æresbevisninger, forpligter han dem til at gøre sit navn til en lovprisning på jorden. Hvor bør de være forsigtige for ikke at synde og nedkalde hans straf og gøre hans navn til skamme blandt de ugudelige!

<PP 160/5> Da Moses gik i forbøn for Israel, besejredes hans frygtsomhed af hans dybe interesse for og kærlighed til dem, han havde været Guds redskab til at gøre så meget for. Herren lyttede til hans uegennyttige bøn og opfyldte den. Gud havde sat sin tjener på prøve. Han havde prøvet hans troskab og hans kærlighed til dette fejlende, utaknemmelige folk, og Moses havde bestået prøven med ære. Hans interesse for Israel skyldtes ikke egenkærlige motiver. Guds udvalgte folks vel betød mere for ham end personlig ære, ja, mere end at blive stamfader til et stort folk. Gud fandt behag i hans trofasthed, hans gode hjertelag og hans troskab, og fordi han var en tro hyrde, betroede Gud ham den store opgave at lede Israel til det forjættede land.

<PP 160/6> Da Moses og Josua kom ned fra bjerget, Moses bar "vidnesbyrdets to tavler" hørte de råb og skrig fra den ophidsede mængde, der åbenbart var i vildt oprør. Soldaten Josuas første tanke var, at Israel var blevet angrebet af deres fjender. Han sagde: "Der høres krigslarm i lejren!" Men Moses bedømte tumultens karakter bedre, Det var ikke krigslarm, men støj fra en løssluppen fest. "Det er ikke sejrendes eller slagnes skrig, det er sang, jeg hører!"

<PP 160/7> Da de nærmede sig lejren, så de folket danse råbende om deres afgudsbillede. Det var et billede på hedensk vildskab, en efterligning af afgudsfesterne i Ægypten; men hvor var det forskelligt fra den højtidelige og ærbødige tilbedelse af Gud! Moses blev overvældet. Han havde netop været i Guds herlige nærhed, og skønt han var blevet advaret om det, der fandt sted, var han ikke forberedt på, at Israel var sunket så dybt. Hans vrede blussede op. For at vise sin afsky for deres forbrydelse kastede han stentavlerne fra sig, så de knustes for hele folkets øjne, og viste derved, at ligesom de havde brudt deres pagt med Gud, havde Gud brudt sin pagt med dem. Moses gik ind i lejren, banede sig vej gennem de hujende skarer, greb afguden og kastede den i ilden. Bagefter knuste han den til støv, strøede det i den bæk, der løb ned ad bjerget, og lod folk drikke det. På den måde viste han dem, hvor fuldstændig værdiløs den gud var, som de havde tilbedt.

<PP 160/8> Den store leder kaldte sin broder til sig og spurgte strengt: "Hvad har dette folk gjort dig, siden du har bragt så stor en synd over det?" Aron prøvede at dække over sig selv ved at fortælle om folkets optræden. Han sagde, at hvis han ikke havde givet efter for deres ønsker, ville han være blevet slået ihjel. "Vredes ikke, herre! Du ved selv, at folket ligger i det onde, og de sagde til mig: Lav os en gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten! Da sagde jeg til dem: De, der har guldsmykker, skal rive dem af! De bragte mig da guldet, og jeg kastede det i ilden, og så kom denne tyrekalv ud deraf!" Han ville have Moses til at tro, at der var sket et mirakel at guldet var blevet kastet i ilden og forvandlet til en kalv ved overnaturlig kraft. Men hans undskyldninger og udflugter gavnede intet. Han blev med rette behandlet som den største overtræder.

<PP 161/1> Aron var blevet velsignet og æret langt mere end folket, og derfor var hans synd så graverende. Det var Aron, "Herrens hellige" (Sl 106,16), der havde lavet afguden og kundgjort festen. Det var den mand, der var blevet udnævnt til Moses talsmand, og om hvem Gud selv havde sagt: "Han, ved jeg, kan tale for sig" (2Mos 4,14), der havde undladt at standse afgudstilbederne i deres himmelstormende forsæt. Han, som Gud havde benyttet til at bringe straffedomme over både ægypterne og deres guder, havde ganske roligt hørt på råbet foran det støbte billede: "Her, Israel, er din gud, som førte dig ud af Ægypten!" Det var den mand, der havde været sammen med Moses på bjerget og skuet Herrens herlighed og set, at der intet var i denne herlighed, som kunne afbildes det var ham, der havde forvandlet denne herlighed til et billede af en okse. Han, som Gud havde betroet at styre folket i Moses fravær, havde anerkendt deres oprør. "På Aron blev Herren vred, så han ville tilintetgøre ham." 5Mos 9,20. Men som svar på Moses alvorlige forbøn blev hans liv sparet, og da han havde ydmyget sig og angret sin store synd, fandt han atter nåde for Guds øjne.

<PP 161/2> Hvis Aron havde haft mod til at stå fast på det, der var ret, uden hensyn til følgerne, kunne han have forhindret dette frafald. Hvis han havde vist urokkelig troskab mod Gud, henledt folkets tanker på Sinajs farer og mindet dem om, at de havde sluttet en højtidelig pagt med Gud om at adlyde hans lov, kunne det onde være standset. Men hans føjelighed overfor folkets ønsker og den sindsro, hvormed han udførte deres planer, gav dem mod til at gå endnu videre i synd, end de havde tænkt fra begyndelsen.

<PP 161/3> Da Moses ved sin tilbagekomst til lejren stod over for oprørene, sammenlignede folket hans strenge irettesættelse og den harme, han viste, da han knuste de hellige stentavler, med hans broders behagelige tale og værdige optræden, og folkets sympati var på Arons side. For at retfærdiggøre sig søgte Aron at gøre folket ansvarlige for, at han havde været så svag at give efter for deres krav; men til trods herfor var de fulde af beundring for hans mildhed og tålmodighed. Men Gud ser ikke, som mennesker ser. Arons eftergivenhed og hans ønske om at behage havde forblindet hans øjne for den uhyre store forbrydelse, han billigede Det kostede tusinder livet, at Israel syndede på grund af hans indflydelse. Moses handlemåde står i skarp modsætning hertil. Samtidig med at han med troskab fuldbyrdede Guds domme, viste han, at Israels velfærd lå ham mere på sinde end fremgang, ære eller selve livet.

<PP 161/4> Af alt det, Gud vil straffe, er intet så graverende i hans øjne som at opmuntre andre til at begå ondt. Gud ønsker, at hans tjenere skal bevise deres troskab ved samvittighedsfuldt at irettesætte overtrædelse, hvor smerteligt det end måtte være. De, der har fået betroet et guddommeligt ansvar, må ikke være svage, føjelige vendekåber. De må ikke stræbe efter selvophøjelse eller vige tilbage fra ubehagelige pligter, men gøre Guds vilje med urokkelig troskab.

<PP 161/5> Skønt Gud havde hørt Moses bøn og skånet Israel fra tilintetgørelse, skulle deres frafald straffes hårdt. Den lovløshed og opsætsighed, som Aron havde tilladt, ville udarte til ondskab og gøre folket ubodelig skade, hvis den ikke blev slået ned øjeblikkelig. Det onde måtte udtyddes med frygtelig strenghed. Moses stillede sig ved indgangen til lejren og sagde til folket: "Hvem der er for Herren, han komme hid til mig!" De, der ikke havde været med i frafaldet, skulle stille sig ved Moses højre side, og de, der var skyldige, men angrede, på den venstre. Befalingen blev adlydt, Det viste sig, at Levis stamme ikke havde taget del i afgudstilbedelsen. I de andre stammer var der mange, der nu tilkendegav deres anger over, at de havde syndet. Men en stor skare, hovedsagelig mennesker fra den sammenløbne hob der var ophavsmænd til planen om at lave guldkalven, nægtede hårdnakket at bøje sig. I Herren, Israels Guds navn bød Moses nu dem på den højre side dem, der ikke havde deltaget i afgudsdyrkelse at binde sværd om lænd og slå alle dem ihjel, der fortsat gjorde oprør. "Og på den dag faldt der af folket henved 3000 mand," Uden hensyn til stilling, slægt eller venskab blev hovedmændene slået ned; men alle de, der angrede og ydmygede sig, blev skånet.

<PP 162/1> De, der fuldbyrdede denne frygtelige dom, gjorde det på Guds, Himmelens Konges, befaling. Menneskene bør være forsigtige med, hvordan de i deres menneskelige blindhed dømmer og fordømmer deres medmennesker; men når Gud byder dem fuldbyrde hans dom over retfærdigheden, bør de adlyde ham. De, der udførte denne smertelige handling, viste derved deres afsky for oprør og afgudsdyrkelse og stillede sig fuldstændig i den sande Gudstjeneste. Herren ærede deres troskab ved at tildele Levis stamme en særlig udmærkelse.

<PP 162/2> Israelitterne havde gjort sig skyldige i forræderi, endda overfor en konge, der havde overøst dem med velsignelser, og hvis myndighed de frivilligt havde lovet at adlyde. For at den guddommelige regering kunne bestå, måtte forræderne straffes. Men også her blev Guds nåde lagt for dagen. Selv om han stadfæstede sin lov, gav han dem, der ville, anledning til at angre. Kun de, der fortsat gjorde oprør, blev hugget ned.

<PP 162/3> Det var nødvendigt at straffe denne synd, for at de omkringboende folk kunne se Guds afsky for afgudsdyrkelse. Da Moses havde straffet de skyldige, skulle han som Guds redskab nedskrive en alvorlig, offentlig fordømmelse af deres forbrydelse. Når israelitterne senere fordømte nabofolkenes afgudsdyrkelse, ville deres fjender til gengæld rette den anklage imod dem, at det folk, der kaldte Herren for deres Gud, havde lavet en guldkalv og tilbedt den ved Horeb. Selv om Israel så blev nødt til at indrømme denne beskæmmende sandhed, kunne de henvise til overtrædernes frygtelige skæbne som bevis på, at deres synd ikke var blevet billiget eller undskyldt.

<PP 162/4> Det var lige så meget af kærlighed som af retfærdighed, at denne synd blev straffet. Gud er sit folks hersker, men også dets vogter. Han fjerner dem, der vil gøre oprør, for at de ikke skal føre andre i ulykke. Da Gud skånede Kains liv, viste han dermed universet, hvad resultatet ville blive af at lade synden ustraffet. Den indflydelse, Kains liv og undervisning øvede over hans efterkommere, førte til en fordærvelse, der nødvendiggjorde hele verdens tilintetgørelse ved en vandflod. Menneskenes historie før syndfloden viser, at et langt liv ikke er til nogen velsignelse for syndere. I sin store overbærenhed standsede Gud dem ikke i deres ondskab. Jo længere menneskene levede, des mere fordærvede blev de.

<PP 162/5> Sådan ville det også være gået ved Sinaj. Hvis overtrædelsen ikke hurtigt var blevet straffet, ville de samme følger have vist sig igen. Jorden ville være blevet lige så fordærvet som på Noas tid. Hvis disse overtrædere var blevet skånet, ville følgerne være blevet endnu værre, end da Kains liv blev skånet. Det var en Guds nåde, at tusinder kom til at lide for at forebygge, at det blev nødvendigt at straffe millioner. For at frelse de mange måtte han straffe de få. Da folket desuden havde svigtet deres troskab mod Gud, havde de unddraget sig Guds beskyttelse, og uden deres guddommelige forsvar ville folket være prisgivet fjendernes magt. Hvis det onde ikke straks var blevet ryddet af vejen, ville de hurtigt være blevet et bytte for deres talrige, stærke fjender. Det var nødvendigt for Israels bedste og skulle være en lære for alle efterfølgende slægtled, at forbrydelsen straks blev straffet. Og det var ikke mindre barmhjertigt overfor synderne selv, at de blev standset i deres ondskab. Var deres liv blevet skånet, ville den samme ånd, der fik dem til at gøre oprør mod Gud, have åbenbaret sig ved had og indbyrdes strid, og de ville til sidst have udryddet hinanden. Det var af kærlighed til verden, til Israel, ja, selv til synderen, at forbrydelsen blev straffet med øjeblikkelig, frygtelig strenghed.

<PP 162/6> Da folket først blev klar over, hvor stor deres synd var, blev hele lejren grebet af rædsel. Man frygtede, at hver eneste overtræder ville blive slået ned. Af medlidenhed med dem lovede Moses endnu en gang at gå i forbøn for dem hos Gud.

<PP 163/1> "I har begået en stor synd; men nu vil jeg stige op til Herren, måske kan jeg skaffe soning for Eders synd!" Derpå gik han, og i sin bekendelse overfor Gud sagde han: "Ak, dette folk har begået en stor synd, de har lavet sig en gud af guld. Om du dog ville tilgive dem deres synd! Hvis ikke, så udslet mig af den bog, du fører!" Svaret var: "Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette af min bog! Men gå nu og før folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre det hen; se, min engel skal drage foran dig! Men til sin tid vil jeg straffe dem for deres synd!"

<PP 163/2> Moses bøn ledes vore tanker hen på de himmelske bøger, hvor alle menneskers navne er skrevet, og hvor deres gerninger, såvel onde som gode, er optegnet. Livets bog indeholder navnene på alle dem, der på et eller andet tidspunkt er begyndt at tjene Gud. Hvis nogen af disse går bort fra Gud og hårdnakket vedbliver at synde, så de til sidst forhærdes overfor hans Helligånds indflydelse, vil deres navne i dommen blive slettet af livets bog, og de vil blive overgivet til tilintetgørelse. Moses indså, hvor frygtelig synderens skæbne vil blive; men hvis Israels folk skulle forkastes af Herren, ønskede han, at hans navn skulle slettes sammen med deres. Han kunne ikke holde ud at se Guds dom komme over dem, der så nådigt var blevet befriet. Moses forbøn for Israel er et billede på Kristi midlergerning for syndige mennesker. Men Herren tillod ikke Moses at bære overtræderes synd, som Kristus måtte. "Den, som har syndet imod mig," sagde han, "ham vil jeg udslette af min bog!"

<PP 163/3> I dyb sorg havde folket begravet deres døde. 3000/1> var faldet for sværdet. Kort efter var der udbrudt pest i lejren, og nu modtog de budskabet om, at Gud ikke længere ville ledsage dem på deres rejser. Gud havde sagt: "Selv vil jeg ikke drage med i din midte, thi du er et halsstarrigt folk; drog jeg med, kunne jeg tilintetgøre dig undervejs!" Og der blev givet denne befaling: "Tag nu dine smykker af, så skal jeg tænke over, hvad jeg vil gøre for dig!" Nu var der sorg i hele lejren. Bodfærdige og ydmyge "aflagde israelitterne deres smykker fra Horebs bjerg af".

<PP 163/4> Efter Guds anvisning blev teltet, der havde tjent som et midlertidigt sted for gudstjenesten, flyttet uden for lejren i nogen afstand derfra. Dette var endnu et bevis på, at Gud havde trukket sig bort fra dem. Han ville åbenbare sig for Moses, men ikke for et sådant folk. Denne irettesættelse tog folket sig meget nær. De havde et stærkt samvittighedsnag og opfattede det som et varsel om en endnu større ulykke. Havde Herren mon ikke udskilt Moses fra lejren for helt at udslette dem? Men de blev ikke ladt uden håb. Teltet blev rejst uden for lejren, men Moses kaldte det for "åbenbaringsteltet". Alle de, der virkelig angrede og ønskede at vende om til Herren, fik bud om at gå derhen og bekende deres synder og søge Guds nåde. Når de vendte tilbage til deres telte, gik Moses ind i tabernaklet. Med ængstelse og iver afventede folket et tegn på, at hans forbøn for dem var antaget. Hvis Gud nedlod sig til at mødes med ham, kunne de nære håb om, at de ikke ville blive fuldstændig fortæret. Da skystøtten sænkede sig og stillede, sig ved indgangen til tabernaklet, græd folket af glæde, og de rejste sig "alle op og tilbad ved indgangen til deres telte".

<PP 163/5> Moses var godt kendt med det folk, som var betroet til hans omsorg. Han vidste, at de var forstokkede og forblindede, og kendte de vanskeligheder, han ville komme til at kæmpe med. Han havde lært, at han måtte have hjælp fra Gud for at gøre sig gældende overfor folket. Han bad om en tydeligere åbenbarelse af Guds vilje og en forsikring om hans nærværelse: "Se, du siger til mig: Før dette folk frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; og dog har du sagt: Jeg kender dig ved navn, og du har fundet nåde for mine øjne! Hvis jeg nu virkelig har fundet nåde for dine øjne, så lær mig dine veje at kende, at jeg kan kende dig og finde nåde for dine øjne; tænk dog på, at dette folk er dit folk!"

<PP 163/6> Svaret var: "Skal mit åsyn da vandre med, og skal jeg således føre dig til målet?" Moses var endnu ikke tilfreds. Det pinte hans sjæl at tænke på de frygtelige følger, hvis Gud overlod Israel til deres hårdhed og ubodfærdighed. Han kunne ikke holde ud, at hans og hans brødres veje skulle skilles, og han bad om, at Guds folk igen måtte finde nåde hos Gud, og at tegnet på Guds nærværelse fortsat måtte lede dem på deres rejser: "Hvis dit åsyn ikke vandrer med, så lad os ikke drage herfra! Hvorpå skal det dog kendes, at jeg har fundet nåde for dine øjne, jeg og dit folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der således vises os, mig og dit folk, en udmærkelse frem for alle andre folkeslag på jorden?"

<PP 164/1> Herren svarede: "Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi du har fundet nåde for mine øjne, og jeg kender dig ved navn." Men profeten holdt endnu ikke op med at bede. Alle hans bønner var blevet besvaret, men han tørstede efter endnu større beviser på Guds gunst. Han bad nu om noget, som intet menneskeligt væsen nogensinde før havde bedt om: "Lad mig dog skue din herlighed!"

<PP 164/2> Gud irettesatte ham ikke for denne bøn, men udtalte de nådige ord: "Jeg vil lade al min rigdom drage forbi dig." Intet menneske kan i sin jordiske tilstand se Guds utilslørede herlighed og leve; men Moses fik forsikring om, at han ville få så meget af Guds herlighed at se, som han kunne tåle. Atter blev han kaldt op på bjergets top. Derefter tog den hånd, der havde skabt verden, den hånd, der flytter bjerge så let som intet (Job. 9,5), denne støvets skabning, denne mægtige troens mand, og lod ham stå i en kløft i bjerget, mens Guds herlighed og al hans godhed drog forbi ham.

<PP 164/3> Denne erfaring og frem for alt løftet om, at Gud selv ville være med ham, var for Moses en forsikring om, at det arbejde, der lå foran ham, ville lykkes, og han regnede det for uendelig meget mere værd end al Ægyptens lærdom og alt, hvad han havde opnået som statsmand og militær leder. Jordisk magt, lærdom eller evner kan ikke erstatte Guds stadige nærværelse.

<PP 164/4> For overtræderen er det frygteligt at falde i den levende Guds hænder; men Moses stod alene i den Eviges nærværelse, og han var ikke bange; for hans sjæl var i harmoni med hans skabers vilje. Salmisten siger: "Havde jeg tænkt på ondt i mit hjerte, da havde Herren ej hørt." Sl 66,18. Men "fortroligt samfund har Herren med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin pagt." Sl 25,14.

<PP 164/5> Gud sagde om sig selv: "Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet."

<PP 164/6> "Da bøjede Moses sig hastelig til jorden, tilbad og sagde ..." Atter bønfaldt han Gud om at tilgive sit folks uretfærdighed og antage dem som sin arv. Hans bøn blev opfyldt. Herren lovede nådigt at forny sin pagt med Israel og for deres skyld udføre undere, som aldrig før var sket "nogetsteds på jorden og blandt noget folkeslag".

<PP 164/7> Moses blev på bjerget i fyrre døgn, og i hele denne tid opretholdt han livet ved et mirakel ligesom første gang. Intet menneske havde fået lov at gå med ham, og så længe han var borte, måtte ingen nærme sig bjerget. På Guds befaling havde han lavet to stentavler og taget dem med sig til bjergets top, og igen skrev Herren "pagtsordene, de ti ord, på tavlerne".

<PP 164/8> I den lange tid, Moses tilbragte sammen med Gud, genspejlede hans ansigt herligheden fra Gud. Uden at han selv vidste det, strålede hans ansigt med et blændende lys, da han steg ned fra bjerget. Et lignende lys skinnede fra Stefanus ansigt, da han blev ført frem for sine dommere. "Og alle de, som sad i rådet, stirrede på ham, og hans ansigt var, for dem at se, som en engels ansigt." Apg 6,15. Både Aron og folket veg tilbage for Moses, og "de turde ikke komme ham nær". Da han så deres forvirring og rædsel, men ikke vidste, hvad årsagen var, bød han dem komme nærmere Han forelagde dem Guds tilbud om forsoning og forsikrede dem om, at de atter kunne nyde hans gunst. Hans stemme var kærlig og venlig og tilsidst vovede en af dem sig nærmere. Han var alt for betaget til at kunne sige noget og pegede tavs på Moses ansigt og derefter op mod himmelen. Den store leder forstod, hvad han mente. Skyldbevidstheden og følelsen af Guds mishag bevirkede, at de ikke kunne tåle det himmelske lys, som ville have fyldt dem med glæde, hvis de havde været lydige. Skyldfølelse skaber frygt. Den sjæl, der er fri for synd, nærer ikke noget ønske om at skjule sig for det himmelske lys.

<PP 164/9> Moses havde meget at fortælle dem, og da han havde medlidenhed med dem på grund af deres frygt, lagde han et slør over ansigtet, hver gang han vendte tilbage til lejren efter at have talt med Gud,

<PP 165/1> Det var Guds hensigt, at dette klare lys skulle give Israel et indtryk af hans lovs hellige, ophøjede karakter samt af evangeliets herlighed, som er blevet åbenbaret i Kristus. Mens Moses var på bjerget gav Gud ham ikke blot lovens tavler, men fremstillede også hele frelsesplanen for ham. Han så, at alle billederne og symbolerne i den jødiske tid var forbilleder på Kristi offer, og det var lige så meget det himmelske lys, der strømmede ud fra Golgata, som Guds lovs herlighed, der kastede en sådan stråleglans over Moses ansigt. Det guddommelige lys var et symbol på den pagts herlighed, som Moses var den synlige mellemmand for, idet han stod som repræsentant for den sande mellemmand.

<PP 165/2> Den herlighed, der genspejledes i Moses ansigt, er et billede på de velsignelser, som det folk, der holder Guds bud, vil modtage gennem Kristi midlergerning. Den vidner om, at jo nærmere vor forbindelse er med Gud, og jo klarere forståelse vi har af hans krav, des mere fuldstændig vil vi blive dannet efter hans billede, og des lettere vil vi få del i den guddommelige karakter.

<PP 165/3> Moses var et forbillede på Kristus. Ligesom Israels mellemmand tilslørede sit ansigt, fordi folket ikke kunne tåle at se på dets herlighed, således dækkede Kristus, den guddommelige mellemmand, sin guddommelighed med menneskelighed, da han kom til jorden. Hvis han var kommet klædt i Himmelens herlighed, kunne han ikke have sat sig i forbindelse med menneskene i deres syndige tilstand. De kunne ikke have tålt hans nærværelses herlighed. Derfor fornedrede han sig selv "i syndigt køds skikkelse" (Rom 8,3) for at nå den faldne menneskehed og løfte den op.