<VTK 69/1> Den sindsforandring, hvorved vi bliver Guds børn, omtales i Bibelen som en fødsel. Den sammenlignes også med den gode sæd, som spirer på ageren. Således må de nyomvendte ligesom nyfødte børn" "opvokse" til modenhed som mænd og kvinder i Kristus Jesus. 1Pet 2,2; Ef 4,15. Ligesom den gode sæd, der sås i ageren, skal de vokse op og bære frugt. Esajas siger, at de skal kaldes "retfærds ege, Herrens plantning til hans ære." Es 61,3. Således benyttes der billeder fra det naturlige liv for at hjælpe os til bedre at forstå de hemmelighedsfulde sandheder, som angår det åndelige liv.

<VTK 69/2> Al menneskelig visdom og dygtighed formår ikke at fremkalde liv i den mindste ting i naturen. Alene ved det liv, som Gud selv har skænket, kan planter og dyr leve. Således er det også kun ved liv fra Gud, det åndelige liv frembringes i menneskers hjerter. Uden nogen bliver født på ny kan han ikke få del i det liv, som Kristus kom for at give os. Joh 3,3.

<VTK 69/3> Som det er med livet, er det også med væksten, Det er Gud, der forvandler knoppen til blomst og blomsten til frugt. Det er ved hans magt, sæden udvikles, "først strå, derefter aks, derefter fuld kerne i akset". Mark 4,28. Og profeten Hoseas siger om Israel, at "han skal blomstre som liljen." "De skal bringe korn til live og blomstre som vintræet." Hos 14,6-8. Og Jesus byder os at give "agt på liljerne, hvorledes de vokser." Luk 12,27. Planterne og blomsterne vokser ikke ved deres egen omsorg eller bekymring eller bestræbelse, men ved at modtage det, som Gud har tilvejebragt, for at de kan leve. Barnet kan ikke ved sin egen bekymring eller styrke gøre sig større, end det er. Lige så lidt kan du ved din egen bekymring eller bestræbelse frembringe åndelig vækst. Planten og barnet vokser ved fra deres omgivelser at modtage de for livet nødvendige betingelser luft, sollys og næring. Hvad disse naturens gaver er for dy og planter, er Kristus for dem, der forlader sig på ham. Han er deres evige lys, deres sol og skjold. Es 60,19; Sl 84,12. Han vil være som duggen for Israel han vil komme "som regn på slagne enge". Hos 14,6; Sl 72,6. Han er det levende vand, Guds brød, "som kommer ned fra himmelen og giver verden liv" Joh 6,33.

<VTK 70/1> Gud gav sin egen søn. Ved denne enestående gave har han omgivet hele verden med en atmosfære af nåde, der er lige så virkelig som den luft, der omgiver vor klode. Alle, der er villige til at indånde denne atmosfære, vil leve og vokse op til mands modenhed i Kristus Jesus.

<VTK 70/2> Ligesom blomsten vender sig mod solen, for at de klare stråler kan bidrage til, at dens skønhed og symmetri bliver fuldkommen, således bør også vi vende os mod retfærdighedens sol, for at Guds lys kan skinne på os, og vor karakter kan udvikles efter Kristi billede.

<VTK 70/3> Jesus lærer os dette, når han siger: "Bliv i mig, da bliver jeg i eder. Ligesom grenen ikke kan bæer fugt af sig selv, uden at den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig ... Thi uden mig kan I slet intet gøre." Joh 15,4-5. Du kan lige så lidt leve et helligt liv uden Kristus, som grenen kan vokse og bære frugt uden stammen. Adskilt fra ham har du intet liv. Du har ingen kraft til at modstå fristelse elle til at vokse i nåde og hellighed. Men når du bliver i ham, kan du blomstre og trives. Drager du næring af ham, vil du ikke visne eller blive ufrugtbar. Du vil blive som et træ, der er plantet ved rindende bække.

<VTK 71/1> Der er mange der har den opfattelse, at de selv må udrette en del af arbejdet. De forlod sig på Jesus for at få syndsforladelse, men nu søger de at leve et retfærdigt liv ved deres egne bestræbelser. Enhver sådan anstrengelse er imidlertid forgæves. Jesus siger: "Uden mig kan I slet intet gøre." Vor vækst i nåden, vor glæde, og hvad godt vi kan udrette, er alt sammen afhængigt af foreningen med Kristus. Det er ved samfund med ham hver dag og hver time ved at blive i ham vi kan vokse i nåden. Han er ikke alene frøens begynder, men også dens fuldender. Det er Kristus først og sidst og altid. Han må være med os, ikke blot ved begyndelsen og enden af vor bane, men ved ethvert skridt på vejen. David siger: "Jeg har altid Herren for øje; han er ved min højre, jeg rokkes ikke." Sl 16,8.

<VTK 71/2> Du spørger måske: "Hvorledes kan jeg blive i Kristus"? På samme måde som du antog ham i begyndelsen. "Derfor, ligesom I har modtaget Kristus Jesus, Herren, så vandrer i ham." Min retfærdige skal leve af tro." Kol 2,6; Hebr 10,38. Du overgav dig til Gud for at tilhøre ham alene, for at tjene og adlyde ham, og du antog Kristus som din frelser. Du kunne ikke selv gøre forsoning for dine synder eller forandre dit hjerte; men da du havde overgivet dig til Gud, troede du, at han for Kristi skyld gjorde alt dette for dig. Ved tro blev du Kristi ejendom, og ved tro må du vokse op til ham ved at give og tage. Du må give alt: dit hjerte, din vilje din tjeneste, overgive dig til ham for at lyde alle hans bud. Og du må tage imod alt: tage imod Kristus, al velsignelses fylde, at han må bo i dit hjerte og være din styrke, din retfærdighed, din evige hjælper for at du kan få kraft til at vandre i lydighed.

<VTK 72/1> Du må hellige dig til Gud hver morgen. Gør dette til din første gerning. Lad din bøn være: "Tag mig, Herre, at jeg må tilhøre dig alene! Jeg lægger alle mine planer for dine fødder. Brug mig i dag i din tjeneste, Bliv hos mig og lad al min gerning ske i dig," Dette er et dagligt anliggende. Overlad dig til Gud hver morgen for den dag, der er begyndt. Overgiv alle dine planer til ham til virkeliggørelse eller forkastelse, eftersom hans forsyn måtte vise dig det. Således kan du hver dag give dit liv i Guds hånd, og derved vil dit liv mere og mere blive dannet efter Kristi liv.

<VTK 72/2> Livet i Kristus er et liv i hvile. Du vil måske ikke altid føle de stærke stemninger, men du bør have en stadig fredfyldt fortrøstning til Gud. Dit håb er ikke i dig selv, men i Kristus. Din svaghed er forenet med hans styrke, din uforstand med hans visdom, din skrøbelighed med hans uendelige magt. Derfor skal du ikke se på dig selv eller lade tankerne dvæle ved dig selv, men se på Kristus. Betragt hans kærlighed, hans karakters skønhed og fuldkommenhed. Kristus i hans fornedrelse, Kristus i hans renhed og hellighed, Kristus i hans uforlignelige kærlighed er det emne, sindet bør fordybe sig i. Det er ved at elske ham, efterligne ham og stole på ham, at du skal forvandles efter hans billede.

<VTK 73/1> Jesus siger: "Bliv i mig!" Disse ord indeholder begrebet om hvile, fasthed, tillid. Atter siger han; "Kom hid til mig ... og jeg vil give eder hvile." Matt 11,28. Salmistens ord udtrykker den samme tanke: "Vær stille for Herren og bi på ham." Og Esajas vidner: "I ro og tillid er eders styrke." Sl 37,7; Es 30,15. Denne hvile findes ikke i uvirksomhed; thi i Frelserens indbydelse er løftet om hvile knyttet til hans kald til at arbejde. "Tag mit åg på eder, ... så skal I finde hvile for eders sjæle." Matt 11,29. Det hjerte som hviler mest fuldstændigt i Kristus, vil være mest ivrigt og virksomt for ham.

<VTK 73/2> Når vi lader tankerne dreje sig om os selv, vendes de bort fra Kristus, der er kilden til liv og kraft. Derfor søger Satan altid at lede vor opmærksomhed bort fra Frelseren og således forhindre sjælens forening og samfund med ham. Fristeren søger at lede dine tanke hen til verdens fornøjelser, livets bekymringer, uro og sorg til andres fejl eller dine egne fejl og ufuldkommenheder. Lad dig ikke vildlede af hans anslag. Mange, der virkelig er samvittighedsfulde og søger at leve for Gud, leder han alt for ofte til at fæste sig for stærkt ved deres egne fejl og skrøbeligheder; og ved således at skille dem fra Kristus håber han at vinde sejr over dem. Vi må ikke hengive os til bekymringer og frygt angående vor egen frelse ved at gøre selvet for meget til midtpunkt, for det vender sjælen bort fra kilden til vor styrke. Overlad omsorgen for din sjæl til Gud og forlad dig på ham. Lad din tale og dine tanker dreje sig om Kristus og dit eget selv forsvinde i ham. Bortkast al tvivl; hold op med din frygt. Sig med apostelen Paulus: "Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke mere mig, der lever, men Kristus lever i mig; men hvad jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig." Gal 2,20. Hvil i Gud. Han er mægtig til at bevare det, som du har betroet ham. Hvis du overlader dig i hans hænder, så vil han give dig at mere end sejre ved ham, som har elsket dig.

<VTK 74/1> Da Kristus påtog sig menneskelig natur, bandt han menneskeheden til sig med et kærlighedsbånd, som aldrig kan brydes af nogen anden magt end menneskets eget frie valg. Satan vil med sine fristelser stadig søge at forlede os til at bryde dette bånd og vælge adskillelsen fra Kristus. Derfor må vi våge, bede og stræbe alvorligt, for at intet må lokke os til at vælge nogen anden herre end Kristus, for vi har altid frihed til at gøre dette. Men lad os have vort blik fæstet på Kristus, så vil han bevare os. Når vi ser på Jesus, er vi trygge ingen kan da rive os ud af hans hånd. Betragter vi blot hele tiden ham, forvandles vi "til det samme billede fra herlighed til herlighed, så som det er fra Åndens herre." 2Kor 3,18.

<VTK 74/2> Det var på denne måde, de første disciple kom til at ligne deres kære Frelser. Når de hørte Jesu ord, indså de at de trængte til ham. De søgte, de fandt, og de fulgte ham. De var med ham i huset, ved bordet, i lønkammeret, på marken. De var sammen med ham som elever med deres lærer og modtog hver dag fra hans læber undervisning i Guds hellige sandhed. De så hen til ham som tjenere til deres herre for at lære deres pligt. Disse disciple var mennesker der var stillet under samme vilkår som vi. De måtte føre den samme kamp mod synden; de behøvede den samme nåde for at leve et helligt liv.

<VTK 74/3> Endog Johannes, den elskede discipel, som mest fuldkomment afspejlede Frelserens billede, besad ikke af naturen denne elskelige karakter. Han var ikke alene påståelig og ærgerrig, men heftig og hævngerrig, når han blev forurettet. Men efter at Den guddommelige Frelsers karakter blev åbenbaret for ham, så han sine egne fejl, og det gav ham ydmyghed. Den styrke og få tålmodighed, den kraft og ømhed, den majestæt og sagtmodighed, han så i Guds søns daglige liv, fyldte hans sind med beundring og kærlighed. Dag efter dag blev hans hjerte draget til Kristus, indtil han tabte sig selv af syne i sin kærlighed til Mesteren. Hans pirrelige og ærgerrige sindelag lod sig påvirke og tildanne af Frelserens kraft. Helligåndens genfødende indflydelse fornyede hans hjerte. Kristi kærligheds magt forvandlede hans karakter. Dette er den visse følge af foreningen med Jesus. Når han bor i hjertet, forvandles hele vor natur. Kristi ånd og kærlighed mildner hjertet, betvinge sjælen og løfter tankerne og ønskerne opad til Gud og himmelen.

<VTK 75/1> Da Kristus opfor til himmelen, havde hans disciple endnu en følelse af hans nærværelse. Det var som en personlig nærværelse fuld af kærlighed og lys. Jesus, Frelseren, som havde vandret, talt og bedt med dem, som havde bragt håb og trøst til deres hjerter, var blevet optaget fra dem til himmelen, medens Faderens budskab endnu var på hans læber, og lyden af hans stemme kom tilbage til dem, idet englesangen tog imod ham: "Se, jeg er med eder alle dage indtil verdens ende." Matt 28,20. Han opfor til himmelen i menneskelig skikkelse. De vidste, at han ved Guds trone endnu var deres ven og frelser, at hans følelser var uforandrede, at han endnu kendte menneskehedens lidelser. Han fremstillede sit eget dyrebare blods fortjeneste for Gud og fremviste sine sårede hænder og fødder til minde om, hvor dyet han havde købt sine forløste. De vidste, at han var opfaren til himmelen for at berede sted for dem, og at han ville komme igen og tage dem til sig.

<VTK 76/1> Når de samledes efter hans himmelfart, fremlagde de med iver deres begæringer for Faderen i Jesu navn. Med højtidelig ærefrygt bøjede de sig i bøn og gentog Jesu løfte: "Hvad som helst I beder Faderen om, skal han give eder i mit navn; bed, og I skal få, for at eders glæde må blive fuldkommen." Joh 16,23-24. De rakte troens hånd højere og højere op, fordi de vidste at "Kristus er den, som er død, ja meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os." Rom 8,34. Pinsefestens dag bragte dem Talsmandens nærværelse, om hvem Kristus havde sagt: "Han skal blive hos eder evindelig." Og han havde videre sagt: "Det er eder gavnligt, at jeg går bort, thi går jeg ikke bort, kommer Talsmanden ikke til eder; men går jeg bort, så vil jeg sende ham til eder." Joh 14,16; 16,7. Efter den tid ville Kristus ved sin ånd bestandig bo i sine børns hjerter. Deres forening med ham var inderligere end da han personlig var hos dem. Kristus boede i dem, og hans kærligheds lys og kraft lyste gennem dem, så at de, der så dem, forundrede sig, "og de kendte dem, at de havde været med Jesus." Apg 4,13.

<VTK 76/2> Alt, hvad. Kristus var for de første disciple, ønsker han at være for sine børn nu; thi han sagde i sin sidste bøn, da disciplenes lille skare var samlet omkring ham: "Jeg beder ikke alene for disse, men også for dem, som ved deres ord tror på mig." Joh 17,20.

<VTK 76/3> Jesus bad for os, og han bad om, at vi måtte være ét med ham, ligesom han er ét med Faderen. Hvor er ikke det en herlig forening! Frelseren havde sagt om sig selv: "Sønnen kan slet intet gøre af sig selv." "Faderen, som bliver i mig, han gør sine gerninger." Joh 5,19; 14,10. Når Kristus bor i vore hjerter, vil han virke i os "både at ville og virke, efter sit velbehag " Fil 2,13. Da vil vi arbejde, som han arbejdede, og værre besjælede af den samme ånd. Og når vi således elsker ham og bliver i ham, så skal vi "i alle måder opvokse til ham, som er hovedet. Kristus." Ef 4,15.