<VTK 15/2> I sin uskyldigheds tilstand havde mennesket lifligt samfund med ham, "i hvem alle visdommens og kundskabens skatte findes skjulte." Kol 2,3. Men efter at det havde syndet, kunne det ikke længere finde glæde i hellighed og søgte at skjule sig for Gud. Sådan er endnu det uomvendte hjertes tilstand. Det er ikke i harmoni med Gud og finder ingen glæde i samfundet med ham. En synder kunne ikke være lykkelig i Guds nærhed; han ville vige tilbage for hellige væseners selskab. Dersom han fik lov at komme ind i himmelen, ville det ikke være nogen glæde for ham. Den uegennyttige kærlighed, som hersker der, hvor ethvert hjerte er fyldt af den evige kærlighed, ville ikke finde nogen genklang i hans sjæl. Hans tanker, interesser og bevæggrunde ville være forskellige fra dem, de syndfrie beboere ledes af. Han ville blive en mislyd i den himmelske harmoni. Himmelen ville blive et pinested for ham. Han ville søge at skjule sig for ham som er dens lys og midtpunktet for dens glæde. Det er ikke et vilkårligt påbud fra Guds side, der udelukker de ugudelige fra himmelen; de udelukkes, fordi de er uskikkede til omgivelserne dér. Guds herlighed ville for dem blive en fortærende ild. De ville hilse tilintetgørelse velkommen, at de kunne skjule sig for hans ansigt, som døde for at forløse dem.

<VTK 16/1> Det er umuligt for os i vor egen kraft at slippe ud af den syndens afgrund, hvori vi er sunket. Vore hjerter er onde, og vi kan ikke forandre dem. "Ja, kunne der komme en ren af en uren! Nej, end ikke én!" "Kødets higen er fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds lov lydigt, det kan jo ikke hellere være det." Job 14,4; Rom 8,7. Lærdom, dannelse, viljekraft og menneskelige bestræbelser kan alle være nyttige på rette sted; men her er de værdiløse. De kan frembringe en udvortes god opførsel, men ikke forandre hjertet. De kan ikke rense livets kildevæld. Der må en kraft til, som virker indvortes fra, et nyt liv ovenfra, før mennesket kan forvandles fra synd til hellighed. Denne kraft er Kristus. Hans nåde alene kan levendegøre sjælens døde evner og drage den til Gud og til hellighed. Frelseren sagde: "Uden nogen bliver født på ny (får et nyt hjerte, nye ønsker, hensigter og bevæggrunde, som leder til et nyt liv), kan han ikke se Guds rige." Joh 3, 3. Den tanke, at det kun er nødvendigt at udvikle det gode, som er i mennesket af naturen, er en farlig vildfarelse. "Det sjælelige menneske tager ikke imod de ting, som hører Guds ånd til; thi de er ham en dårskab og han kan ikke erkende dem, thi de bedømmes åndeligt." Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny." 1Kor 2,14; Joh 3,7. Der er skrevet om Kristus: I ham "var liv, og livet var menneskenes lys." Joh 1,4. Og Jesu navn er det eneste navn "under himmelen givet iblandt mennesker, ved hvilket vi skal blive frelste." Apg 4,12.

<VTK 17/1> Det er ikke nok at forstå Guds store kærlighed og at se hans miskundhed og faderlige ømhed. Det er ikke nok at fatte visdommen og retfærdigheden i hans lov og se, at den grunder sig på kærlighedens evige princip. Apostelen Paulus så alt dette, da han udbrød: "Så samstemmer jeg med loven i, at den er god." "Altså er loven vel hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt." Rom 7,16. 12. Men han tilføjede i sin sjæls ængstelse og fortvivlelse: "Jeg er kødelig, solgt under synden." Rom 7,14. Han higede efter den renhed og retfærdighed, som han af sig selv ikke havde kraft til at erholde, og han udbrød: "Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?" Rom 7,24. Sådan lyder det råb, der er opsteget fra betyngede hjerter i alle lande til alle tider. Der er blot ét svar til alle: "Se det Guds lam, som bærer verdens synd." Joh 1,29.

<VTK 17/2> Guds ånd har ved mange lignelser søgt at belyse og klargøre denne sandhed for de sjæle, der sukker efter befrielse fra deres syndeskyld. Da Jakob flygtede fra sine forældres hjem, efter at han havde syndet og bedraget Esau, følte han vægten af sin synd. Ensom og udstødt, som han var, og adskilt fra alf, hvad der havde gjort ham livet kært, var der én tanke som mere end alle andre knugede hans sjæl, og det var frygten for, at hans synd havde skilt ham fra Gud. Med bedrøvelse lagde han sig til hvile på den bare jord, omgivet alene af de ensomme høje, med den klare stjernehimmel over sig. Medens han sov, oprandt et mærkeligt lys for hans syn. Fra sletten, hvor han lå, syntes ligesom en stige at føre lige op til himmelens port, og Guds engle steg op og ned på stigen, medens Guds røst fra himmelens herlighed forkyndte et trøstens og håbets budskab. Således kundgjordes for Jakob det, hans sjæl higede efter budskabet om en frelser. Med glæde og taknemmelighed så han en vej, hvorpå han, synderen, atter kunne komme i samfund med Gud. Den hemmelighedsfulde stige fremstillede Jesus, den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker.

<VTK 19/1> Dette er det samme billede, som Jesus hentydede til i sin samtale med Nathanael, da han sagde: "I skal fra nu af se himmelen åbnet, og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen." Joh 1,52. Ved faldet skilte mennesket sig selv fra Gud; al forbindelse mellem himmelen og jorden blev afskåret, og det svælg, som nu lå imellem dem, kunne intet menneske komme over. Men gennem Kristus er jorden atter blevet forbundet med himmelen. Kristus har ved sin fortjeneste lagt bro over den afgrund, synden havde frembragt, så at tjenende engle kan have samfund med menneskene. Kristus forbinder det faldne menneske i dets svaghed og hjælpeløshed med kilden til al magt.

<VTK 19/2> Menneskenes drømme om fremskridt er forfængelige, og alle bestræbelser for menneskehedens forædling er forgæves, dersom de ikke søger hen til den eneste kilde, hvor der er håb og hjælp for den faldne slægt. "Al god gave og al fuldkommen gave" er fra Gud. Jak 1,17. Ingen kan have en sand og ædel karakter, når han lever adskilt fra ham. Den eneste vej til Gud er Kristus. Han siger: "Jeg er vejen og sandheden og livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig." Joh 14,6.

<VTK 20/1> Gud ynks over sine jordiske børn med en kærlighed, der er stærkere end døden. Idet han gav os sin søn, udøste han i én gave hele himmelen over os. Frelserens liv, død og forbøn for os, englenes tjeneste, Åndens kaldene, Faderen, som arbejder overalt og gennem alle, de himmelske væseners vedvarende interesse alt dette samvirker til menneskenes frelse.

<VTK 20/2> Lad os dog betænke det underfulde offer, der er fuldbragt for os! Lad os forsøge at skatte det arbejde og den iver, som himmelen udviser for at frelse de fortabte og føre dem tilbage til Faderens hus. Stærkere bevæggrunde eller kraftigere midler kunne aldrig være blevet benyttet ben overmåde store belønning, som venter de retfærdige himmelens glæde englenes selskab, Guds og hans søns samfund og kærlighed, alle vore evners forædling og udvikling gennem evigheden burde ikke alt dette give os en kraftig tilskyndelse og opmuntring til at tjene og elske vor Skaber og Forløser af ganske hjerte?

<VTK 20/3> På den anden side fremstiller Guds ord Herrens domme, som er udtalt over synden, den uundgåelige gengældelse, vor karakters fordærvelse og den endelige ødelæggelse for at advare os imod at tjene Satan.

<VTK 20/4> Skal vi ikke agte på Guds nåde? Hvad mere kunne han gøre? Lad os søge at komme i det rette forhold til ham, som har elsket os med en så forunderlig kærlighed! Lad os benytte de midler, han har tilvejebragt, hvorved vi kan blive forvandlet efter hans billede og atter komme i samfund med de hellige engle og i harmoni og forening med Faderen og Sønnen.