»<MEF 311/2> Disciplene udførte den befaling, Kristus havde givet dem. Når disse korsets sendebud drog ud for at forkynde evangeliet, var det en sådan åbenbarelse af Guds herlighed, som ingen dødelig før havde været vidne til. Ved Guds Ånds medvirken udrettede apostlene et arbejde, som rystede verden. I et enkelt slægtleds tid blev evangeliet bragt til alle folkeslag.

»<MEF 311/3> Det var vidunderligt, hvad der lykkedes ved Kristi udvalgte apostles tjeneste. Ved begyndelsen af deres forkyndergerning var nogle af dem ulærde mænd, men deres indvielse til Mesterens gerning var uden forbehold og ved hans vejledning blev de forberedt til den store opgave, der var dem betroet. Nåden og sandheden herskede i deres hjerter, indgav dem deres motiver og styrede deres handlinger. Deres liv var skjult med Kristus i Gud og deres eget jeg forsvandt, nedsænket i den evige kærligheds dyb.

»<MEF 311/4> Disciplene var mennesker, der forstod at tale og bede oprigtigt, mennesker, der kunne holde fast ved ham, som er Israels Styrke. De stod Gud meget nær og knyttede deres personlige ære til hans trone. Jehova var deres Gud. Hans ære var deres ære. Hans sandhed var deres sandhed. Hvert angreb, der blev gjort på evangeliet, skar dybe sår i deres sjæle og med al den kraft, de ejede, kæmpede de for Kristi sag. De kunne forkynde livets ord, fordi de havde modtaget den himmelske indvielse. De ventede meget og derfor vovede de meget. Kristus havde åbenbaret sig for dem og til ham så de hen for at få vejledning. Deres forståelse af sandheden og deres kraft til at tåle modstand stod i forhold til deres indordning under Guds vilje. Jesus Kristus, Guds visdom og kraft, var den, hvorom al deres tale drejede sig. Hans navn det eneste navn under himmelen, ved hvilket mennesker kan frelses blev lovprist af dem. Når de forkyndte Kristi, den opstandne Frelsers, fuldkommenhed, blev hjerterne bevægede ved deres ord og både mænd og kvinder blev vundet for evangeliet. Mange mennesker, der havde hånet Frelserens navn og ringeagtet hans magt, bekendte sig nu som den korsfæstedes disciple.

»<MEF 312/1> Ikke ved egen kraft udrettede apostlene deres opgave, men ved den levende Guds kraft. Deres gerning var ikke let. Den kristne menigheds første virksomhed var præget af trængsel og stor smerte. Under deres arbejde mødte disciplene både nød, bagtalelse og forfølgelse; men de regnede ikke deres liv som dyrebart for sig selv og glædede sig over at være kaldede til at lide for Kristi skyld. Ubeslutsomhed og vankelmodighed fandtes ikke indenfor deres arbejde. De var villige til både at give og til selv at gives. Bevidstheden om det ansvar, der hvilede på dem, lutrede og berigede deres erfaringer og Himmelens nåde åbenbaredes ved de sejre, de vandt for Kristus. Med sin almagts kraft virkede Gud gennem dem til at føre evangeliet frem til sejr.

»<MEF 312/2> På den grundvold, som Kristus selv havde lagt, byggede apostlene Guds menighed. I skriften benyttes rejsningen af et tempel ofte som billede på menighedens opbygning. Zakarias omtaler Kristus som den spire, der skulle bygge Herrens tempel. Han taler om, at hedningerne skal hjælpe med i arbejdet. "Langvejs fra skal man komme og bygge på Herrens helligdom" (Zak 6,12 og 15), og Esajas forkynder: "Udlændinge skal bygge dine mure." Es 60,10.

»<MEF 312/3> Da Peter skrev om opbygningen af dette tempel, siger han: "Kom til ham, den levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig i Guds øjne og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud." 1Pet 2,4-5.

»<MEF 312/4> Apostlene arbejdede i den jødiske og den hedenske verdens stenbrud og skaffede sten til at lægge oven på grundvolden. I brevet til de troende i Efesus sagde Paulus: "Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere og Guds husfæller, opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren; i ham bliver også I sammen med os opbygget til en Guds bolig i Ånden." Ef 2,19-20.

»<MEF 312/5> Og til korinterne skrev han: "Efter den Guds nåde, som blev givet mig, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvold, men andre bygger videre på den. Men enhver se til, hvorledes han bygger! Thi ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus. Og hvis man på den grundvold bygger med guld, sølv, kostbare sten, træ, hø, strå, så skal det engang åbenbares, hvad slags arbejde enhver har udført; thi dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild og ilden skal prøve, hvordan enhvers arbejde er." 1Kor 3,10-13.

»<MEF 312/6> Apostlene byggede på en sikker grundvold, selve den evige klippe. Til denne grundvold bragte de, de sten, som de huggede ud af verdens stenbrud. Bygmestrene arbejdede ikke uden at møde forhindringer. Deres arbejde blev i høj grad vanskeliggjort ved Kristi fjenders modstand. De måtte kæmpe mod hykleri, fordomme og had fra dem, der byggede på en falsk grundvold. Mange af dem, der arbejdede på kirkens opbygning, kunne sammenlignes med dem, der byggede muren på Nehemias tid og om hvem der skrives: "Alle de, der byggede på muren, også lastdragerne, var væbnet; med den ene hånd arbejdede de og med den anden holdt de spydet." Neh 4,17.

»<MEF 313/1> Konger og landshøvdinger, præster og rådsherrer søgte at ødelægge Guds tempel. Men skønt de var stillet overfor fængsel, pinsler og død, fortsatte trofaste mennesker arbejdet og bygningsværket voksede, skønt og harmonisk. Sommetider var arbejderne næsten blindede af overtroens tåger, der alle vegne omgav dem. Somme tider blev de næsten overvældede af deres modstanderes voldshandlinger. Men med usvigeligt mod og en tro, der aldrig vaklede, hastede de videre med arbejdet.

»<MEF 313/2> Én efter én faldt de dygtigste af bygningsmændene for fjendens hånd. Stefanus blev stenet, Jakob blev henrettet med sværdet, Paulus blev halshugget, Peter blev korsfæstet, Johannes blev forvist. Men alligevel voksede menigheden. Nye arbejdere tog pladsen efter dem, der faldt og sten efter sten føjedes til bygningen. Således rejste Guds menigheds tempel sig lidt efter lidt.

»<MEF 313/3> Hundreder af år med voldsom forfølgelse fulgte efter oprettelsen af den kristne menighed, men der var aldrig mangel på mennesker, for hvem opbygningen af Guds tempel havde større værd end deres eget liv. Om den slags mennesker står der skrevet: "Andre igen måtte udstå spot og pisk, ja, lænker og fængsel; de blev stenet, martret, gennemsavet, dræbt med sværd, gik om i får og gedeskind, led nød og trængsel og blev mishandlet, dem var verden ikke værd; de flakkede om i ørkener og bjerge og i jordens huler og kløfter." Hebr 11,36-38.

»<MEF 313/4> Retfærdighedens fjende lod intet være ugjort i sine bestræbelser for at standse den gerning, der var overgivet til Herrens bygmestre. Men Gud "lod sig ikke uden vidnesbyrd." Apg 14,17. Der fremstod arbejdere, der med dygtighed forsvarede den tro, som én gang var blevet overgivet de hellige. Historien beretter om disse menneskers styrke og heltemod. Mange af dem faldt på deres post ligesom apostlene, men det skred stadig fremad med opbygningen af templet. Arbejderne blev dræbt, men arbejdet fortsatte. Valdeserne, John Wiclif, Huss og Hieronymus, Martin Luther og Zwingli, Cramer, Latimer og Knox, Huguenotterne, John og Charles Wesley og en mængde andre bragte materiale til grundvolden, som vil bestå i al evighed. Og senere i tiden har de, som så tappert har forsøgt at fremme udbredelsen af Guds ord og de, som ved deres tjeneste i hedningelandene har beredt vejen for forkyndelsen af det sidste store budskab, også hjulpet med til at opføre bygningsværket.

»<MEF 313/5> I alle de tider, der er hengået siden apostlenes dage, er opførelsen af Guds tempel aldrig ophørt. Vi kan se tilbage gennem århundrederne og se de levende stene, som det består af, glimte som lysende stråler gennem vildfarelsens og overtroens mørke. I al evighed vil disse kostbare juveler stråle med stadig større glans og vidne om Guds sandhed. Disse slebne stenes strålende skær åbenbarer den store modsætning mellem lys og mørke, mellem sandhedens guld og vildfarelsens slagger.

»<MEF 313/6> Paulus og de andre apostle og alle retfærdige, som har levet siden dengang, har taget del i templets opbygning. Men endnu er bygningen ikke færdig. Vi, som lever i disse tider, har et arbejde at gøre, en opgave at udføre. Vi skal tilføre grundvolden materialer, der kan tåle ildprøven: guld, sølv og kostbare stene, "udhugget i tempelstil" Sl 144,12. Til dem, der således bygger for Gud, taler Paulus opmuntrende og formanende ord: "Hvis det arbejde, som én har bygget derpå, består, da skal han få løn; hvis ens arbejde bliver opbrændt, da skal han miste lønnen; men selv skal han blive frelst, dog som gennem ild." 1Kor 3,14-15. En kristen, som med troskab forkynder livets ord og som leder mænd og kvinder ind på hellighedens og fredens vej, han tilfører grundvolden materiale, som kan holde og i Guds rige vil han blive æret som en klog bygmester.

»<MEF 314/1> Der står skrevet om apostlene: "De gik ud og prædikede alle vegne. Og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med." Mark 16,20. Ligesom Kristus udsendte sine disciple, således udsender han i dag sin menigheds medlemmer. Der tilkommer dem den samme kraft, som apostlene havde. Hvis de vil gøre Gud til deres styrke, så vil han virke sammen med dem og de skal ikke arbejde forgæves. De må forstå, at det arbejde, som de er beskæftigede med, er et, hvorpå Herren har sat sit segl. Gud sagde til Jeremias: "Sig ikke: Jeg er ung! men gå, hvorhen jeg end sender dig og tal alt, hvad jeg byder dig. Frygt ikke for dem, thi jeg er med dig for at frelse dig." Derpå rakte Herren sin hånd ud og rørte ved sin tjeners mund, idet han sagde: "Nu lægger jeg mine ord i din mund." Jer 1,7-9. Og han byder os gå ud for at tale de ord, han giver os, når vi føler hans hellige berøring af vore læber.

»<MEF 314/2> Kristus har givet menigheden en hellig befaling. Enhver, som hører til den, burde være redskabet til, at Gud kan gøre verden delagtig i sin nådes skatte, i Kristi uudgrundelige rigdomme. Frelseren har intet højere ønske end mennesker, der overfor verden vil fremstille hans Ånd og hans væsen. Der er intet, verden trænger så hårdt til, som at mennesker åbenbarer Frelserens kærlighed. Hele Himmelen venter på mænd og kvinder, gennem hvem Gud kan åbenbare kristendommens magt.

»<MEF 314/3> Menigheden er Guds redskab til forkyndelse af sandheden og har af ham fået magt til at udrette en særlig gerning og hvis den er tro mod ham og lydig mod alle hans bud, vil den guddommelige nåde i al sin herlighed tage bolig i den. Hvis den ikke svigter sit kald, hvis den ærer Herren, Israels Gud, vil ingen magt kunne holde stand imod den.

»<MEF 314/4> Nidkærhed for Gud fik disciplene til at vidne om evangeliet med vældig kraft. Burde ikke en lignende iver brænde i vore hjerter med den beslutning at fortælle om den frelsende kærlighed, om Kristus, og det som korsfæstet? Enhver kristen har den forrettighed ikke blot at længes efter, men at fremskynde Frelserens komme.

»<MEF 314/5> Hvis menigheden vil iføre sig Kristi retfærdighed og holde sig borte fra ethvert forbund med verden, kan den vente en strålende og herlig dags morgenrøde. Guds løfter til menigheden gælder evigt. Han vil for evigt give den en ophøjet plads, gøre den til en fryd for mange slægter. Sandheden, der går dem forbi, som ringeagter og forkaster den, vil vinde sejr. Skønt den undertiden tilsyneladende har været holdt tilbage, har dens fremtrængen aldrig været standset. Når Guds budskab møder modstand, giver han det endnu mere kraft, for at det kan virke stærkere. Når det er beriget med guddommelig kraft, vil det hugge sig vej gennem de stærkeste skranker og vinde sejr over alle hindringer.

»<MEF 315/1> Hvad var det, som holdt Guds Søn oppe, skønt hans liv var så fuldt af møje og opofrelse? Han så frugten af sit livs møje og det var ham nok. Når han så ind i evigheden, så han, hvor lykkelige de ville blive, som ved hans ydmygelse havde fået tilgivelse og evigt liv. Hans øre opfangede de frelstes jubelråb. Han hørte de genløste synge Moses og Lammets sang.

»<MEF 315/2> Vi kan danne os et begreb om fremtiden, om Himmelens salighed. I Bibelen åbenbares der syner af fremtidens herlighed, begivenheder, der er skildret på Guds bud og de er dyrebare for hans menighed. Ved troen kan vi stå på tærskelen til den evige stad og høre de milde velkomstord til dem, der i dette liv samarbejdede med Kristus og betragtede det som en ære at lide for hans skyld. Da disse ord lød: "Kom hid, min Faders velsignede" kastede de deres kroner ved Frelserens fødder og udbrød: "Værdig er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov!" ... "Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder!" Matt 25,34; Åb 5,12-13.

»<MEF 315/3> Dér hilser de genløste dem, der førte dem til Frelseren og alle forener sig i lovprisning af ham, som døde, for at mennesker kunne få det liv, der er ligestillet med Guds. Striden er endt. Trængsler og kamp er forbi. Sejrsjubel fylder hele Himmelen, da de genløste gentager fryderåbet: "Værdig, værdig er Lammet, der var slagtet og atter lever som den sejrende helt!"

»<MEF 315/4> "Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål, stod foran tronen og foran Lammet iførte lange hvide klæder og med palmegrene i hænderne; og de råbte med høj røst og sagde: "Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen og Lammet."" Åb 7,9-10.

»<MEF 315/5> "Det er dem, som kommer fra den store trængsel og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem. De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal sol eller nogen hede stikke dem. Thi Lammet, som står midt foran tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og Gud skal aftørre hver tåre af deres øjne." "Og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere, thi det, som var før, er nu forsvundet." Åb 7,14-17; 21,4.