»<MEF 311/1> Der er gået mere
end atten hundrede år, siden apostlene blev lagt til hvile efter
deres gerning; men fortællingen om deres møje og ofre for
Kristi skyld hører stadig til menighedens mest dyrebare skatte.
Denne historie, der er skrevet under Helligåndens vejledning, blev
berettet, for at Kristi disciple til alle tider ved dens hjælp kunne
blive ansporet til større iver og nidkærhed for Frelserens
sag.
»<MEF 311/2> Disciplene udførte den befaling, Kristus
havde givet dem. Når disse korsets sendebud drog ud for at forkynde
evangeliet, var det en sådan åbenbarelse af Guds herlighed,
som ingen dødelig før havde været vidne til. Ved Guds
Ånds medvirken udrettede apostlene et arbejde, som rystede verden.
I et enkelt slægtleds tid blev evangeliet bragt til alle folkeslag.
»<MEF 311/3> Det var vidunderligt, hvad der lykkedes ved Kristi
udvalgte apostles tjeneste. Ved begyndelsen af deres forkyndergerning var
nogle af dem ulærde mænd, men deres indvielse til Mesterens
gerning var uden forbehold og ved hans vejledning blev de forberedt til
den store opgave, der var dem betroet. Nåden og sandheden herskede
i deres hjerter, indgav dem deres motiver og styrede deres handlinger.
Deres liv var skjult med Kristus i Gud og deres eget jeg forsvandt, nedsænket
i den evige kærligheds dyb.
»<MEF 311/4> Disciplene var mennesker, der forstod at tale
og bede oprigtigt, mennesker, der kunne holde fast ved ham, som er Israels
Styrke. De stod Gud meget nær og knyttede deres personlige ære
til hans trone. Jehova var deres Gud. Hans ære var deres ære.
Hans sandhed var deres sandhed. Hvert angreb, der blev gjort på evangeliet,
skar dybe sår i deres sjæle og med al den kraft, de ejede,
kæmpede de for Kristi sag. De kunne forkynde livets ord, fordi de
havde modtaget den himmelske indvielse. De ventede meget og derfor vovede
de meget. Kristus havde åbenbaret sig for dem og til ham så
de hen for at få vejledning. Deres forståelse af sandheden
og deres kraft til at tåle modstand stod i forhold til deres indordning
under Guds vilje. Jesus Kristus, Guds visdom og kraft, var den, hvorom
al deres tale drejede sig. Hans navn det eneste navn under himmelen, ved
hvilket mennesker kan frelses blev lovprist af dem. Når de forkyndte
Kristi, den opstandne Frelsers, fuldkommenhed, blev hjerterne bevægede
ved deres ord og både mænd og kvinder blev vundet for evangeliet.
Mange mennesker, der havde hånet Frelserens navn og ringeagtet hans
magt, bekendte sig nu som den korsfæstedes disciple.
»<MEF 312/1> Ikke ved egen kraft udrettede apostlene deres
opgave, men ved den levende Guds kraft. Deres gerning var ikke let. Den
kristne menigheds første virksomhed var præget af trængsel
og stor smerte. Under deres arbejde mødte disciplene både
nød, bagtalelse og forfølgelse; men de regnede ikke deres
liv som dyrebart for sig selv og glædede sig over at være kaldede
til at lide for Kristi skyld. Ubeslutsomhed og vankelmodighed fandtes ikke
indenfor deres arbejde. De var villige til både at give og til selv
at gives. Bevidstheden om det ansvar, der hvilede på dem, lutrede
og berigede deres erfaringer og Himmelens nåde åbenbaredes
ved de sejre, de vandt for Kristus. Med sin almagts kraft virkede Gud gennem
dem til at føre evangeliet frem til sejr.
»<MEF 312/2> På den grundvold, som Kristus selv havde
lagt, byggede apostlene Guds menighed. I skriften benyttes rejsningen af
et tempel ofte som billede på menighedens opbygning. Zakarias omtaler
Kristus som den spire, der skulle bygge Herrens tempel. Han taler om, at
hedningerne skal hjælpe med i arbejdet. "Langvejs fra skal man komme
og bygge på Herrens helligdom" (Zak 6,12 og 15), og Esajas forkynder:
"Udlændinge skal bygge dine mure." Es 60,10.
»<MEF 312/3> Da Peter skrev om opbygningen af dette tempel,
siger han: "Kom til ham, den levende sten, der vel er vraget af mennesker,
men udvalgt og kostelig i Guds øjne og lad jer selv som levende
stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab,
der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige
for Gud." 1Pet 2,4-5.
»<MEF 312/4> Apostlene arbejdede i den jødiske og den
hedenske verdens stenbrud og skaffede sten til at lægge oven på
grundvolden. I brevet til de troende i Efesus sagde Paulus: "Så er
I da ikke længere fremmede og udlændinge, men I er de helliges
medborgere og Guds husfæller, opbyggede på apostlenes og profeternes
grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. I ham sammenføjes
hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren; i ham bliver også
I sammen med os opbygget til en Guds bolig i Ånden." Ef 2,19-20.
»<MEF 312/5> Og til korinterne skrev han: "Efter den Guds nåde,
som blev givet mig, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvold, men
andre bygger videre på den. Men enhver se til, hvorledes han bygger!
Thi ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig
Jesus Kristus. Og hvis man på den grundvold bygger med guld, sølv,
kostbare sten, træ, hø, strå, så skal det engang
åbenbares, hvad slags arbejde enhver har udført; thi dagen
skal gøre det klart, for den bryder frem med ild og ilden skal prøve,
hvordan enhvers arbejde er." 1Kor 3,10-13.
»<MEF 312/6> Apostlene byggede på en sikker grundvold,
selve den evige klippe. Til denne grundvold bragte de, de sten, som de
huggede ud af verdens stenbrud. Bygmestrene arbejdede ikke uden at møde
forhindringer. Deres arbejde blev i høj grad vanskeliggjort ved
Kristi fjenders modstand. De måtte kæmpe mod hykleri, fordomme
og had fra dem, der byggede på en falsk grundvold. Mange af dem,
der arbejdede på kirkens opbygning, kunne sammenlignes med dem, der
byggede muren på Nehemias tid og om hvem der skrives: "Alle de, der
byggede på muren, også lastdragerne, var væbnet; med
den ene hånd arbejdede de og med den anden holdt de spydet." Neh
4,17.
»<MEF 313/1> Konger og landshøvdinger, præster
og rådsherrer søgte at ødelægge Guds tempel.
Men skønt de var stillet overfor fængsel, pinsler og død,
fortsatte trofaste mennesker arbejdet og bygningsværket voksede,
skønt og harmonisk. Sommetider var arbejderne næsten blindede
af overtroens tåger, der alle vegne omgav dem. Somme tider blev de
næsten overvældede af deres modstanderes voldshandlinger. Men
med usvigeligt mod og en tro, der aldrig vaklede, hastede de videre med
arbejdet.
»<MEF 313/2> Én efter én faldt de dygtigste af
bygningsmændene for fjendens hånd. Stefanus blev stenet, Jakob
blev henrettet med sværdet, Paulus blev halshugget, Peter blev korsfæstet,
Johannes blev forvist. Men alligevel voksede menigheden. Nye arbejdere
tog pladsen efter dem, der faldt og sten efter sten føjedes til
bygningen. Således rejste Guds menigheds tempel sig lidt efter lidt.
»<MEF 313/3> Hundreder af år med voldsom forfølgelse
fulgte efter oprettelsen af den kristne menighed, men der var aldrig mangel
på mennesker, for hvem opbygningen af Guds tempel havde større
værd end deres eget liv. Om den slags mennesker står der skrevet:
"Andre igen måtte udstå spot og pisk, ja, lænker og fængsel;
de blev stenet, martret, gennemsavet, dræbt med sværd, gik
om i får og gedeskind, led nød og trængsel og blev mishandlet,
dem var verden ikke værd; de flakkede om i ørkener og bjerge
og i jordens huler og kløfter." Hebr 11,36-38.
»<MEF 313/4> Retfærdighedens fjende lod intet være
ugjort i sine bestræbelser for at standse den gerning, der var overgivet
til Herrens bygmestre. Men Gud "lod sig ikke uden vidnesbyrd." Apg 14,17.
Der fremstod arbejdere, der med dygtighed forsvarede den tro, som én
gang var blevet overgivet de hellige. Historien beretter om disse menneskers
styrke og heltemod. Mange af dem faldt på deres post ligesom apostlene,
men det skred stadig fremad med opbygningen af templet. Arbejderne blev
dræbt, men arbejdet fortsatte. Valdeserne, John Wiclif, Huss og Hieronymus,
Martin Luther og Zwingli, Cramer, Latimer og Knox, Huguenotterne, John
og Charles Wesley og en mængde andre bragte materiale til grundvolden,
som vil bestå i al evighed. Og senere i tiden har de, som så
tappert har forsøgt at fremme udbredelsen af Guds ord og de, som
ved deres tjeneste i hedningelandene har beredt vejen for forkyndelsen
af det sidste store budskab, også hjulpet med til at opføre
bygningsværket.
»<MEF 313/5> I alle de tider, der er hengået siden apostlenes
dage, er opførelsen af Guds tempel aldrig ophørt. Vi kan
se tilbage gennem århundrederne og se de levende stene, som det består
af, glimte som lysende stråler gennem vildfarelsens og overtroens
mørke. I al evighed vil disse kostbare juveler stråle med
stadig større glans og vidne om Guds sandhed. Disse slebne stenes
strålende skær åbenbarer den store modsætning mellem
lys og mørke, mellem sandhedens guld og vildfarelsens slagger.
»<MEF 313/6> Paulus og de andre apostle og alle retfærdige,
som har levet siden dengang, har taget del i templets opbygning. Men endnu
er bygningen ikke færdig. Vi, som lever i disse tider, har et arbejde
at gøre, en opgave at udføre. Vi skal tilføre grundvolden
materialer, der kan tåle ildprøven: guld, sølv og kostbare
stene, "udhugget i tempelstil" Sl 144,12. Til dem, der således bygger
for Gud, taler Paulus opmuntrende og formanende ord: "Hvis det arbejde,
som én har bygget derpå, består, da skal han få
løn; hvis ens arbejde bliver opbrændt, da skal han miste lønnen;
men selv skal han blive frelst, dog som gennem ild." 1Kor 3,14-15. En kristen,
som med troskab forkynder livets ord og som leder mænd og kvinder
ind på hellighedens og fredens vej, han tilfører grundvolden
materiale, som kan holde og i Guds rige vil han blive æret som en
klog bygmester.
»<MEF 314/1> Der står skrevet om apostlene: "De gik ud
og prædikede alle vegne. Og Herren virkede med og stadfæstede
ordet ved de tegn, som fulgte med." Mark 16,20. Ligesom Kristus udsendte
sine disciple, således udsender han i dag sin menigheds medlemmer.
Der tilkommer dem den samme kraft, som apostlene havde. Hvis de vil gøre
Gud til deres styrke, så vil han virke sammen med dem og de skal
ikke arbejde forgæves. De må forstå, at det arbejde,
som de er beskæftigede med, er et, hvorpå Herren har sat sit
segl. Gud sagde til Jeremias: "Sig ikke: Jeg er ung! men gå, hvorhen
jeg end sender dig og tal alt, hvad jeg byder dig. Frygt ikke for dem,
thi jeg er med dig for at frelse dig." Derpå rakte Herren sin hånd
ud og rørte ved sin tjeners mund, idet han sagde: "Nu lægger
jeg mine ord i din mund." Jer 1,7-9. Og han byder os gå ud for at
tale de ord, han giver os, når vi føler hans hellige berøring
af vore læber.
»<MEF 314/2> Kristus har givet menigheden en hellig befaling.
Enhver, som hører til den, burde være redskabet til, at Gud
kan gøre verden delagtig i sin nådes skatte, i Kristi uudgrundelige
rigdomme. Frelseren har intet højere ønske end mennesker,
der overfor verden vil fremstille hans Ånd og hans væsen. Der
er intet, verden trænger så hårdt til, som at mennesker
åbenbarer Frelserens kærlighed. Hele Himmelen venter på
mænd og kvinder, gennem hvem Gud kan åbenbare kristendommens
magt.
»<MEF 314/3> Menigheden er Guds redskab til forkyndelse af
sandheden og har af ham fået magt til at udrette en særlig
gerning og hvis den er tro mod ham og lydig mod alle hans bud, vil den
guddommelige nåde i al sin herlighed tage bolig i den. Hvis den ikke
svigter sit kald, hvis den ærer Herren, Israels Gud, vil ingen magt
kunne holde stand imod den.
»<MEF 314/4> Nidkærhed for Gud fik disciplene til at
vidne om evangeliet med vældig kraft. Burde ikke en lignende iver
brænde i vore hjerter med den beslutning at fortælle om den
frelsende kærlighed, om Kristus, og det som korsfæstet? Enhver
kristen har den forrettighed ikke blot at længes efter, men at fremskynde
Frelserens komme.
»<MEF 314/5> Hvis menigheden vil iføre sig Kristi retfærdighed
og holde sig borte fra ethvert forbund med verden, kan den vente en strålende
og herlig dags morgenrøde. Guds løfter til menigheden gælder
evigt. Han vil for evigt give den en ophøjet plads, gøre
den til en fryd for mange slægter. Sandheden, der går dem forbi,
som ringeagter og forkaster den, vil vinde sejr. Skønt den undertiden
tilsyneladende har været holdt tilbage, har dens fremtrængen
aldrig været standset. Når Guds budskab møder modstand,
giver han det endnu mere kraft, for at det kan virke stærkere. Når
det er beriget med guddommelig kraft, vil det hugge sig vej gennem de stærkeste
skranker og vinde sejr over alle hindringer.
»<MEF 315/1> Hvad var det, som holdt Guds Søn oppe,
skønt hans liv var så fuldt af møje og opofrelse? Han
så frugten af sit livs møje og det var ham nok. Når
han så ind i evigheden, så han, hvor lykkelige de ville blive,
som ved hans ydmygelse havde fået tilgivelse og evigt liv. Hans øre
opfangede de frelstes jubelråb. Han hørte de genløste
synge Moses og Lammets sang.
»<MEF 315/2> Vi kan danne os et begreb om fremtiden, om Himmelens
salighed. I Bibelen åbenbares der syner af fremtidens herlighed,
begivenheder, der er skildret på Guds bud og de er dyrebare for hans
menighed. Ved troen kan vi stå på tærskelen til den evige
stad og høre de milde velkomstord til dem, der i dette liv samarbejdede
med Kristus og betragtede det som en ære at lide for hans skyld.
Da disse ord lød: "Kom hid, min Faders velsignede" kastede de deres
kroner ved Frelserens fødder og udbrød: "Værdig er
Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke
og pris og ære og lov!" ... "Ham, som sidder på tronen, og
Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder!"
Matt 25,34; Åb 5,12-13.
»<MEF 315/3> Dér hilser de genløste dem, der
førte dem til Frelseren og alle forener sig i lovprisning af ham,
som døde, for at mennesker kunne få det liv, der er ligestillet
med Guds. Striden er endt. Trængsler og kamp er forbi. Sejrsjubel
fylder hele Himmelen, da de genløste gentager fryderåbet:
"Værdig, værdig er Lammet, der var slagtet og atter lever som
den sejrende helt!"
»<MEF 315/4> "Derefter så jeg, og se, en stor skare,
som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål,
stod foran tronen og foran Lammet iførte lange hvide klæder
og med palmegrene i hænderne; og de råbte med høj røst
og sagde: "Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen
og Lammet."" Åb 7,9-10.
»<MEF 315/5> "Det er dem, som kommer fra den store trængsel
og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets
blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat
i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå sit
telt over dem. De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke
heller skal sol eller nogen hede stikke dem. Thi Lammet, som står
midt foran tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne
med livets vand; og Gud skal aftørre hver tåre af deres øjne."
"Og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller
skrig, ej heller pine skal være mere, thi det, som var før,
er nu forsvundet." Åb 7,14-17; 21,4.
|