»<MEF 304/2> "Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed og jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde; og du har prøvet dem, som kalder sig apostle, skønt de ikke er det og du har fundet, at de er løgnere; og du har udholdenhed og har døjet ondt for mit navns skyld uden at blive træt." Åb 2,2-3.

»<MEF 304/3> For det første var efesermenighedens liv præget af barnlig enfold og varme. De troende søgte alvorligt at adlyde hvert af Guds ord og i deres liv åbenbaredes en inderlig, oprigtig kærlighed til Kristus. De frydede sig over at gøre Guds vilje, fordi Frelseren boede i deres hjerter som en blivende vished. I deres dybe kærlighed til Frelseren var det deres højeste mål at vinde sjæle for ham. De kunne ikke tænke sig at ophobe Kristi nådes dyrebare skatte kun for sig selv. De forstod, hvor betydningsfuldt deres kald var og som bærere af budskabet: "Fred på jorden i mennesker, der har hans velbehag," brændte de af ønsket om at bringe frelsens glade budskab til jordens fjerneste grænser. Og verden kendte på dem, at de havde været sammen med Jesus. Syndige mennesker, angrende, tilgivne, lutrede og helliggjorte, fik fællesskab med Gud ved hans Søn.

»<MEF 304/4> Menighedens medlemmer var ét i tanke og handling. Kærlighed til Kristus var den gyldne kæde, der knyttede dem til hinanden. De viede sig til stadig mere fuldkomment at lære Herren at kende og i deres liv åbenbaredes Kristi fred og glæde. De besøgte enker og faderløse i deres nød og bevarede sig selv ubesmittede af verden, fordi de forstod, at hvis de svigtede på dette punkt, ville det være en modsigelse af deres bekendelse og en fornægtelse af deres Frelser.

»<MEF 304/5> Arbejdet blev gennemført i hver eneste by. Mennesker blev omvendt og følte derefter, at det nu var dem, der måtte fortælle om den uvurderlige skat, de havde modtaget. De kunne ikke hvile, før det samme lys, som havde oplyst deres sind, skinnede for andre. Store skarer af vantro fik belæring om grundlaget for det kristne håb. Der blev rettet varme, åndsfyldte og personlige henvendelser til de vildfarende, til de forkastede og til dem, der, skønt de hævdede at kende sandheden, elskede fornøjelser højere, end de elskede Gud.

»<MEF 305/1> Men efter en tids forløb begyndte de troendes nidkærhed at blive mindre og deres kærlighed til Gud og hverandre svandt hen. Der sneg sig kulde ind i menigheden. Nogle glemte, på hvilken vidunderlig måde sandheden var blevet deres. Nogle af de yngre arbejdere, der kunne have delt byrden med disse pionerer, var blevet trætte af de ofte gentagne sandheder. I deres higen efter noget nyt og overraskende søgte de at indføre nye lærdomme, der for mange virkede mere tiltalende, men som ikke stemte overens med evangeliets grundsætninger. I deres selvsikkerhed og åndelige blindhed opdagede de ikke, at disse spidsfindigheder ville få mange til at tvivle om fortidens erfaringer og på denne måde føre til forvirring og vantro.

»<MEF 305/2> Efterhånden som disse falske lærdomme dukkede op, indtrådte der meningsforskelligheder og manges øjne blev hindret i at betragte Jesus som troens begynder og fuldender. Diskussionen om betydningsløse lærespørgsmål og overvejelsen af tiltalende, frit opfundne fabler optog den tid, der skulle have været anvendt til at forkynde evangeliet. De mange mennesker, der kunne være blevet overbevist og omvendt ved en ærlig forkyndelse af sandheden, blev overladt til sig selv uden at blive advaret. Fromheden blev stadig mindre og det så ud til, at Satan skulle få overtaget over dem, der hævdede at være Kristi disciple.

»<MEF 305/3> Det var på dette kritiske tidspunkt af menighedens historie, at Johannes blev dømt til landsforvisning. Aldrig havde menigheden trængt mere til hans røst end netop nu. Næsten alle hans tidligere medarbejdere i tjenesten havde lidt martyrdøden. De tiloversblevne troende stod overfor voldsom modstand. Efter det ydre at dømme var den dag ikke fjern, hvor Kristi kirkes fjender kunne triumfere.

»<MEF 305/4> Men skønt ingen så det, arbejdede Herrens hånd i mørket. Efter Guds forsyn kom Johannes til et sted, hvor Kristus kunne give ham en vidunderlig åbenbaring af sig selv og den guddommelige sandhed til oplysning for menighederne.

»<MEF 305/5> Sandhedens fjender havde ved at forvise Johannes håbet for stedse at få Guds trofaste vidnes røst til at forstumme; men på Patmos modtog disciplen et budskab, der til tidernes ende skulle vedblive med at styrke menigheden. Skønt det ikke frigjorde dem, der forviste Johannes, for ansvaret for deres misgerning, så blev de dog redskaber i Guds hånd til at udføre Himmelens plan; og netop bestræbelsen for at udslukke lyset bragte sandheden frem på den dristigste måde.

»<MEF 305/6> Det var på en sabbat, at ærens konge viste sig for den forviste apostel. Sabbatten blev lige så højtideligt overholdt af Johannes på Patmos, som når han prædikede for folk i Judæas små og store byer. Han betragtede de dyrebare løfter, der var givet for denne dag, som sine egne. "På Herrens dag kom jeg under Åndens magt," skriver Johannes, "og jeg hørte bag mig en stærk røst som lyden af en basun og den sagde: "Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste." ... Og jeg vendte mig om for at se, hvad det var for en røst, der talte med mig. Og da jeg vendte mig om, så jeg syv guldlysestager, og midt mellem lysestagerne én, som lignede en menneskesøn." Åb 1,10-13.

»<MEF 306/1> Denne elskede discipel var blevet rigt begunstiget. Han havde set sin Mester i Getsemane, set hans ansigt mærket af dødsangstens bloddråber "så umenneskelig ussel så han ud, han ligned ej menneskens børn." Es 52,14. Han havde set ham i de romerske soldaters hænder, tornekronet og iført en gammel purpurkappe. Han havde set ham hænge på Golgatas kors, hvor han blev gjort til genstand for grusom spot og mishandling. Nu får Johannes atter lov at se sin Herre. Men hvor forandret er ikke hans udseende! Han er ikke længere en smerternes mand, ringeagtet og skyet af folk. Han er klædt i en himmelsk lysende kjortel. "Hans hoved og hår var hvidt som hvid uld, som sne og hans øjne som flammende ild; og hans fødder lignede skinnende malm, når den gløder i ovnen." Åb 1,14-15. Hans røst er som mange vandes brusen. Hans ansigt stråler som solen. I sin hånd har han syv stjerner og af hans mund udgår et skarpt, tveægget sværd, kendetegnet på hans ords magt. Patmos stråler af den opstandne Herres herlighed.

»<MEF 306/2> "Og da jeg så ham," skriver Johannes, "faldt jeg som død ned for hans fødder. Og han lagde sin højre hånd på mig og sagde: "Frygt ikke!" Åb 1,17. Da Johannes havde fået kraft til at leve i sin herliggjorte Herres nærhed, så åbnede Himmelens herlighed sig for hans undrende blik. Han fik lov at se Guds trone og bag al jordens strid fik han lov at se de frelstes hvidklædte skare. Han hørte de himmelske engles musik og sejrssangen fra dem, der havde sejret ved Lammets blod og deres vidnesbyrds ord. I den åbenbaring, der blev givet ham, oprulledes begivenhed efter begivenhed af uendelig stor betydning for Guds folk og menighedens historie blev forudsagt helt til tidernes ende. Ved billeder og symboler blev der vist Johannes begivenheder af vældig betydning, som han skulle berette, for at Guds folk både i hans tid og i fremtiden kunne få en klog forståelse af de farer og kampe, der ventede dem.

»<MEF 306/3> Åbenbaringen blev givet til vejledning og trøst for menigheden gennem hele den kristne tidsalder. Alligevel har fromme lærere erklæret, at den er en forseglet bog og at dens hemmeligheder ikke kan forklares. Derfor har mange vendt sig bort fra den profetiske beretning og nægtet at vie deres tid og tanker til dens mysterier. Men det er ikke Guds mening, at hans folk skal betragte denne bog således. Den er "Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i hast." "Salig er den, som oplæser og de, som hører profetiens ord," siger Herren, "og holder fast ved det, der er skrevet i den; thi tiden er nær." Åb 1,1.3. "Hvis nogen lægger noget til dette, skal Gud lægge på ham de plager, som der er skrevet om i denne bog. Og hvis nogen tager noget bort fra denne profetiske bogs ord, skal Gud fratage ham hans del i livets træ og den hellige stad, som der er skrevet om i denne bog." Han, som vidner om dette, siger: "Ja, jeg kommer snart!" Åb 22,18-20.

»<MEF 306/4> I Åbenbaringen skildres Guds dybder. Selve det navn, man har givet dens hellige blade, "Åbenbaringen", modsiger påstanden om, at den er en forseglet bog. En åbenbaring er noget, der åbenbares. Herren selv åbenbarede for sin tjener de hemmeligheder, der rummes i denne bog og det er hans hensigt, at de skal være tilgængelige for alle. Dens sandheder henvender sig til dem, der lever i de sidste tider af denne jords historie såvel som til dem, der levede på Johannes tid. Nogle af de begivenheder, der skildres i denne profeti, foregår i fortiden, andre finder sted nu. Nogle viser afslutningen på den store strid mellem mørkets magter og Himmelens fyrste og nogle åbenbarer de frelstes sejr og glæde på den nyskabte jord.

»<MEF 307/1> Ingen må mene, at fordi de ikke kan forklare betydningen af alle symboler i Åbenbaringen, er det unyttigt for dem at granske denne bog og stræbe efter at fatte betydningen af den sandhed, den rummer. Han, der åbenbarede disse hemmeligheder for Johannes, vil give den flittige gransker efter sandheden en forsmag på det himmelske. De, hvis hjerter er åbne og modtagelige for sandheden, vil være i stand til at forstå dens lærdomme og vil få skænket de velsignelser, der loves dem, som "hører profetiens ord og holder fast ved det, der er skrevet i den."

»<MEF 307/2> I Åbenbaringen mødes og slutter alle Bibelens bøger. Her finder man fuldstændiggørelsen af Daniels bog. Den ene er en profeti, den anden en åbenbaring. Den bog, der blev forseglet, er ikke Åbenbaringen, men den del af Daniels profeti, der hentyder til de sidste tider. Engelen befalede: "Men du, Daniel, sæt lukke for ordene og segl for bogen til endens tid." Dan 12,4.

»<MEF 307/3> Det var Kristus, som bød apostlen berette det, der skulle åbenbares ham. "Hvad du ser, skriv det i en bog," befalede han, "og send den til de syv menigheder, i Efesus og i Smyrna og i Pergamum og Tyatira og i Sardes og i Filadelfia og i Laodikea." Jeg er den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder. ... Så skriv da ned, hvad du har set, både det, som er og det, som siden skal ske. Dette er hemmeligheden om de syv stjerner, som du så i min højre hånd og de syv guldlysestager: de syv stjerner er de syv menigheders engle og de syv lysestager er de syv menigheder." Åb 1,11 og 18-20.

»<MEF 307/4> Navnene på de syv menigheder er symbolske for kirken i forskellige perioder af den kristne tidsregning. Tallet syv angiver det fuldendte og er et symbol for den kendsgerning, at budskabet rækker til tidernes ende, mens de benyttede symboler åbenbarer menighedens tilstand i forskellige perioder af verdens historie.

»<MEF 307/5> Der bliver sagt, at Kristus vandrer midt imellem de syv guldlysestager. Således symboliseres hans forhold til menighederne. Han er i stadig forbindelse med sit folk. Han kender deres virkelige tilstand. Han lægger mærke til deres orden, deres fromhed og deres hengivenhed. Skønt han er ypperstepræst og talsmand i den himmelske helligdom, fremstilles han dog som vandrende frem og tilbage blandt sine menigheder på jorden. Med utrættelig årvågenhed og aldrig svigtende omsorg holder han vagt for at se, om lyset hos nogen af hans vagtposter brænder svagt eller er ved at gå ud. Hvis lysestagerne udelukkende blev overladt til menneskers omsorg, ville de blafrende flammer slukkes og dø; men han er den sande vægter for Herrens hus, den sande vogter af templets gårde. Hans aldrig svigtende omhu og hjælpende nåde er kilden til livet og lyset.

»<MEF 307/6> Kristus bliver fremstillet som holdende de syv stjerner i sin højre hånd. Dette forvisser os om, at ingen menighed, der er trofast på vagt, behøver at ængste sig for at gå til grunde; for ingen stjerne, der står under Almagtens beskyttelse, kan rives ud af Kristi hånd.

»<MEF 308/1> "Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd." Åb 2,1. Disse ord er talt til lærerne indenfor menigheden dem, Gud har betroet et tungt ansvar. Den milde indflydelse, der skal findes til overmål indenfor menigheden, er knyttet til Guds tjenere, som skal åbenbare Kristi kærlighed. Himmelens stjerner beherskes af ham. Han fylder dem med lys. Han leder og styrer deres bevægelser. Hvis han ikke gjorde det, ville de blive til faldne stjerner. Ligeså med hans tjenere. De er kun redskaber i hans hånd og alt det gode de udretter, gøres ved hans kraft. Ved deres hjælp skal hans lys skinne frem. Ved Frelserens kraft må de få deres virkeevne. Hvis de ser hen til ham, som han så hen til Faderen, vil de blive brugelige til hans gerning. Når de gør sig selv afhængige af Gud, vil han lade dem genspejle sin stråleglans for verden.

»<MEF 308/2> Tidligt i menighedens historie begyndte lovløshedens hemmelighed sin skadelige virksomhed, som det var forudsagt af apostlen Paulus og når de falske lærere, som Peter havde advaret de troende imod, fremkom med deres vildfarelser, lod mange sig besnære af falske lærdomme. Nogle vaklede under prøvelserne og lod sig friste til at opgive troen. På den tid, hvor Johannes fik sin åbenbaring, havde mange mistet deres første kærlighed til evangeliets sandhed; men i sin nåde overlod Gud ikke menigheden til at fortsætte i sit frafald. Han åbenbarede dem sin kærlighed og sit ønske om, at de skulle bygge solidt for evigheden. "Kom derfor i hu," bad han, "hvorfra du er faldet og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid." Åb 2,5.

»<MEF 308/3> Menigheden var ufuldkommen og trængte til alvorlig irettesættelse og tugtelse og Johannes fik Åndens nåde til at meddele budskaber med advarsler og dadel og indtrængende bøn til dem, som, fordi de havde tabt evangeliets fundamentale grundsætninger af sigte, ville være i fare for at miste deres frelseshåb. Men de irettesættende ord, som Gud finder det nødvendigt at sende, er altid talt i den ømmeste kærlighed og sammen med løftet om fred til enhver angrende kristen. "Se, jeg står for døren og banker," siger Herren, "om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham og han med mig." Åb 3,20.

»<MEF 308/4> Og til dem, som midt i striden kunne vedligeholde troen på Gud, fik profeten rosende og løfterige ord at sige: "Jeg kender dine gerninger. Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke; thi vel er din kraft kun liden, men du har holdt fast ved mit ord og ikke fornægtet mit navn. ..... Fordi du har holdt fast ved mit bud om udholdenhed, vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af den prøvelsens stund, som skal komme over hele jorderige for at prøve dem, der bor på jorden." De troende fik denne påmindelse: "Bliv vågen og styrk det, der er tilbage, men som var ved at dø." Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans." Åb 3,8. 10. 2. 11.

»<MEF 308/5> Det var gennem én, som erklærede sig for at være en "broder, som er fælles med jer om trængselen " at Kristus for sin menighed afslørede, hvor meget de måtte lide for hans skyld. Når den aldrende landsforviste så frem gennem århundreder med mørke og overtro, så han mange lide martyrdøden på grund af deres kærlighed til sandheden. Men han så også, at han, som opretholdt sine første vidner, ikke ville sigte sine trofaste disciple i de forfølgelsens tider, som de måtte gennemgå før tidernes ende. "Frygt ikke for det, du vil komme til at lide!" sagde Herren. "Se, Djævelen vil kaste nogle af jer i fængsel, for at I skal stilles på prøve og I skal have trængsel. ... Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans." Åb 2,10.

»<MEF 309/1> Og Johannes hørte disse forjættelser til alle de trofaste, der kæmpede mod det onde: "Den, der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds paradis." Den, der sejrer, skal således iføres hvide klæder og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog og jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og hans engle." "Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone." Åb 2,7; 3,5. og 21.

»<MEF 309/2> Johannes så Guds barmhjertighed, nænsomhed og kærlighed forene sig med hans hellighed, retfærdighed og magt. Han så syndere finde en Fader i ham, som de havde frygtet på grund af deres synder. Og idet han så ud over den store strids højdepunkt, så han på Zions bjerg dem, "som var gået sejrende ud af kampen ... stå ved glarhavet med Guds harper i deres hænder" og synge Moses og Lammets sang. Åb 15,2-3.

»<MEF 309/3> Frelseren nævnes for Johannes som "løven af Judas stamme" og fremstilles som "et lam, ligesom slagtet." Åb 5,5-6. Disse symboler er billede på foreningen af almagten og den opofrende kærlighed. Løven af Judas stamme, så frygtindgydende for dem, der forkaster hans nåde, vil for de lydige og trofaste være Guds Lam. Ildstøtten, som varsler skræk og rædsel for dem, der overtræder Guds lov, er et tegn på lys og nåde og befrielse for dem, der har holdt hans bud. Den arm, der har kraft til at ramme de oprørske, har også kraft til at befri de trofaste. "Han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser." Matt 24,31.

»<MEF 309/4> Guds folk vil som altid vedblive at være en lille flok i sammenligning med verdens millioner; men hvis de holder fast ved sandheden, som den åbenbares i hans ord, vil Gud være deres tilflugt. De står bag Almagtens brede skjold. Gud udgør altid en majoritet. Når lyden af dem sidste basun trænger ind i de dødes fængsel og de retfærdige kommer frem og jublende udbryder: "Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?" (1Kor 15,55) så vil Guds børn, når de står sammen med Gud, med Kristus og med englene og sammen med alle tiders trofaste, være langt de fleste.

»<MEF 309/5> Kristi sande disciple følger ham gennem hårde kampe; de tåler selvfornægtelse og lider bitre skuffelser; men dette lærer dem at forstå syndens skyld og smerte og de kommer til at betragte den med afsky. Som meddelagtige i Kristi lidelser er de udvalgt til at være meddelagtige i hans herlighed. I det hellige syn så profeten Guds sidste menigheds endelig sejr. Han skriver:

»<MEF 309/6> "Og jeg så noget ligesom et glarhav, isprængt med ild. Og jeg så dem, der var gået sejrende ud af kampen ... stå ved glarhavet med Guds harper i deres hænder. Og de sang Moses, Guds tjeners, sang og Lammets sang: "Store og underfulde er dine gerninger, Herre vor Gud, du Almægtige! retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge." Åb 15,2-3.

»<MEF 310/1> "Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fire og fyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander." Åb 14,1. I denne verden var deres sjæl helliget Gud. De tjente ham med både hjerte og forstand og nu kan han skrive sit navn "på deres pander." Og de skal være konger i evigheders evighed." Åb 22,5. De går ikke ind og ud som de, der trygler om et sted at være. De hører til den skare, til hvem Jesus siger: "Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt." Han byder dem velkommen som sine børn og siger: "Gå ind til din Herres glæde." Matt 25,34 og 21.

»<MEF 310/2> "Det er dem, der følger Lammet, hvor det går. De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet." Åb 14,4. I profetens syn ser man dem stående på Zions bjerg, klædt til den hellige tjeneste, iført hvide klæder, som er de helliges retfærdighed. Men alle de, som følger Lammet i Himmelen, må først have fulgt det på jorden, ikke uvilligt og lunefuldt, men med tillidsfuld, kærlig og villig lydighed, som hjorden følger hyrden.

»<MEF 310/3> "Og den lyd, jeg hørte, var som harpespillere, når de spiller på deres harper. Og de synger en ny sang foran tronen, ... og ingen kunne lære den sang uden de hundrede og fire og fyrretyve tusinde, som er løskøbt fra jorden. ... I deres mund blev der ikke fundet løgn; de er dadelfri." Åb 14,2-5.

»<MEF 310/4> "Og jeg, Johannes, så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom." "Den funklede som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis. Den havde en svær og høj mur med tolv porte og ved portene stod der tolv engle; og der stod skrevet navne over portene: navnene på Israels børns tolv stammer." Og de tolv porte var tolv perler, hver af portene bestod af én perle og stadens gade var af rent guld ligesom gennemsigtigt glas. Og noget tempel så jeg ikke i staden; thi dens tempel er Herren, Gud den Almægtige, og Lammet" Åb 21,2. 11-12. 21-22.

»<MEF 310/5> "Og der skal ikke mere være noget, som er under forbandelse. Og Guds og Lammets trone skal være i staden og hans tjenere skal tjene ham og de skal se hans ansigt og hans navn skal stå på deres pander. Og der skal ingen nat være mere og de trænger ikke til lys fra lampe eller lys fra sol, thi Gud Herren skal lyse over dem." Åb 22,3-5. "Og han viste mig en flod med Livets vand, klar som krystal. Fra Guds og Lammets trone vælder den ud midt i stadens gade. På begge sider af floden vokser livets træ, som bærer frugt tolv gange; hver måned giver det sin frugt; og bladene fra træet er til lægedom for folkene." Salige er de, som tvætter deres klæder, for at de kan få adgang til livets træ og gennem portene gå ind i staden." Åb 22,1-2. og 14.

»<MEF 310/6> "Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: "Se nu er Guds bolig hos menneskene og han skal bo hos dem og de skal være hans folk og Gud selv skal være hos dem." Åb 21,3.