»<MEF 299/2> Under den påfølgende frygtelige forfølgelse gjorde apostlen Johannes meget for at befæste og styrke de kristne i deres tro. Hans vidnesbyrd var af en sådan art, at hans modstandere ikke kunne bestride det og det hjalp hans brødre til med mod og troskab at møde de trængsler, der kom over dem. Når de kristnes tro kunne synes at vakle under den voldsomme modstand, plejede Jesu gamle, prøvede tjener med kraft og veltalenhed at gentage fortællingen om den korsfæstede og opstandne Frelser. Hans tro vaklede aldrig og stadig lød det samme glædelige budskab fra hans læber: "Det, der var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, i har set med vore egne øjne, det, vi skuede og vore egne hænder følte på, ja, om livets ord; det, vi altså har set og hørt, forkynder vi jer." 1Joh 1,1-3.

»<MEF 299/3> Johannes nåede en meget høj alder. Han var vidne til Jerusalems ødelæggelse og tilintetgørelsen af det prægtige tempel. Som den sidste overlevende af de disciple, der havde kendt Frelseren indgående, havde hans budskab stor betydning ved forkyndelsen af den kendsgerning, at Jesus var Messias og verdens Frelser. Ingen kunne være i tvivl om hans oprigtighed og gennem hans undervisning blev mange ført til at omvende sig fra vantroen.

»<MEF 299/4> De jødiske ledere var fulde af bittert had mod Johannes på grund af hans usvigelige troskab mod Kristi sag. De erklærede, at deres anstrengelser mod de kristne ikke ville føre til noget, så længe Johannes vidnesbyrd blev ved med at lyde i folkets øren. Hvis Jesu undere og lære skulle glemmes, måtte det dristige vidnes stemme bringes til tavshed.

»<MEF 299/5> Følgelig blev Johannes kaldt til Rom for at stå til regnskab for sin tro. Her blev apostlens lærdomme i fordrejet skikkelse fremstillet for øvrigheden. Falske vidner beskyldte ham for at udbrede oprørske vildfarelser. Ved disse anklager håbede hans fjender at volde apostlens død.

»<MEF 300/1> Johannes forsvarede sig klart og overbevisende og så enkelt og enfoldigt, at hans ord havde den stærkeste virkning. Hans tilhørere var forundrede over hans visdom og veltalenhed. Men jo mere overbevisende hans vidnesbyrd lød, jo dybere blev hans modstanderes had. Kejser Domitian blev aldeles rasende. Han kunne hverken modbevise Kristi trofaste talsmands ord eller måle sig med den kraft, der var over hans forkyndelse af sandheden; men alligevel besluttede han, at han ville bringe hans røst til at forstumme.

»<MEF 300/2> Johannes blev kastet i en kedel med kogende olie, men Herren bevarede sin trofaste tjeners liv, ligesom han bevarede de tre hebræere i den gloende ovn. Da disse ord lød: "Således skal alle omkomme, som tror på denne bedrager, Jesus Kristus fra Nazaret! erklærede Johannes: "Min Mester tålte tålmodigt alt, hvad Satan og hans engle kunne opfinde for at ydmyge og pine ham. Han gav sit liv for at frelse verden. Det er en ære for mig at få lov at lide for hans skyld. Jeg er et svagt syndigt menneske. Kristus var hellig, uskyldig og ubesmittet. Han syndede ikke og der blev ikke fundet svig i hans mund!"

»<MEF 300/3> Disse ord gjorde deres virkning og Johannes blev fjernet fra kedlen af de samme mænd, der havde kastet ham i den. Men atter ramte forfølgelsens tunge hånd apostlen. På kejserens befaling blev Johannes forvist til øen Patmos, dømt "for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld." Åb 1,9. Hans fjender mente, at hans indflydelse ikke længere ville mærkes herfra og at han til sidst ville dø af denne tilværelses hårdhed og nød.

»<MEF 300/4> Patmos, en øde, klippefuld ø i Ægæerhavet, var af den romerske øvrighed blevet udvalgt til forvisningssted for forbrydere; men for Guds tjener blev dette uhyggelige sted til selve Himmelens port. Her, hvor han var udelukket fra verdens travle liv og fra tidligere dages aktive arbejde, havde han samfund med Gud og Kristus og de himmelske engle og fra dem modtog han belæring for menigheden i al fremtid. De begivenheder, der ville finde sted ved afslutningen af denne verdens historie, blev skildret for ham; og her nedskrev han de syner, han fik fra Gud. Da hans stemme ikke længere kunne vidne for ham, som han elskede og tjente, måtte de budskaber, han modtog på denne øde kyst, gå ud i verden som en brændende lampe og forkynde Herrens vilje med hensyn til alle jordens folkeslag.

»<MEF 300/5> Blandt Patmos klipper og klinter havde Johannes samfund med sin Skaber. Han genoplevede sit liv i erindringen og ved tanken om de velsignelser, han havde modtaget, fyldtes hans hjerte af fred. Han havde levet en kristnes liv og han kunne sige med tro: "Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet." 1Joh 3,14. Således gik det ikke den kejser, der havde forvist ham. Han kunne kun se tilbage på krige og blodsudgydelse, på forladte hjem, på grædende enker og faderløse børn, resultatet af hans ærgerrige stræben efter fremragende overlegenhed.

»<MEF 300/6> I sin afsondrethed kunne Johannes på mere nært hold end nogen sinde før studere virkningerne af Guds magt, som den skildres i naturens bog og de inspirerede skrifter. Det var for ham en fryd at grunde over skaberværket og tilbede den himmelske bygmester. I tidligere tider havde synet af skovklædte bjerge, grønne dale og frugtbare sletter mødt hans blik og det havde altid været hans glæde at spore Skaberens visdom og kyndighed. Nu var han omgivet af steder, der for mange ville forekomme uhyggelige og uinteressante; men for Johannes var det anderledes. Skønt hans omgivelser måske var golde og øde, så var den blå himmel over hans hoved lige så klar og skøn som himmelen over hans elskede Jerusalem. I de vilde, forrevne klipper, i det hemmelighedsfulde dyb, i himmelhvælvingens herlighed læste han betydningsfulde lærdomme. Alt vidnede om Guds magt og storhed.

»<MEF 301/1> Rundt omkring sig så apostlen vidnesbyrd om den syndflod, der havde oversvømmet jorden, fordi dens beboere havde vovet at overtræde Guds lov. Klipperne, der var væltet op fra det store dyb og fra jorden ved vandenes vældige kraft, fik ham til levende at mindes denne frygtelige tilkendegivelse af Guds vrede. Gennem mange vandes lyd hvor dybet kaldte på dybet hørte profeten Skaberens røst. Havet, der blev pisket til skum af de ubarmhjertige storme, blev for ham et billede på den krænkede Guds harme. De mægtige bølger, der i deres frygtindgydende bevægelse dog blev holdt indenfor bestemte grænser, som var fastsat af en usynlig hånd, talte om den evige magts herredømme. Som modsætning hertil blev han klar over de dødeliges svaghed og tåbelighed, når de, skønt de kun er som orme i støvet, dog roser sig af deres indbildte visdom og kraft og sætter sig op mod universets hersker, som om Gud helt igennem var som en af deres egne. Ved at se på klipperne blev han mindet om Kristus, hans styrkes klippe, i hvis ly han uden frygt kunne skjule sig. Fra den landsforviste apostel på Patmos opsteg sjælens mest brændende længsel efter Gud og de inderligste bønner.

»<MEF 301/2> Beretningen om Johames afgiver et slående billede på, hvordan Gud kan bruge ældede arbejdere. Da Johannes blev forvist til øen Patmos, var der mange, der mente, at hans gerning nu var endt, at han var et gammelt og knækket rør, der hvert øjeblik kunne segne. Men endnu havde Herren stadig brug for ham. Skønt han var forvist fra sine tidligere arbejdsfelter, holdt han ikke op med at vidne om sandheden. Selv på Patmos vandt han venner og omvendte. Han var selv som et budskab om glæde, der forkyndte en opstanden Frelser, som i det høje gik i forbøn for sit folk, indtil han vendte tilbage for at tage dem til sig. Og det var, efter at Johannes var blevet gammel i Herrens tjeneste, at han modtog flere budskaber fra Himmelen, end han i alle de tidligere år af sit liv havde fået.

»<MEF 301/3> Man burde have den kærligste ærbødighed for dem, hvis livsindhold har været knyttet til Guds tjeneste. Disse gamle tjenere har stået trofast midt i storme og prøvelser. De er måske skrøbelige, men de er stadig i besiddelse af evner, der berettiger dem til at udfylde deres plads i Guds rige. Skønt de er trætte og ikke mere kan bære de tungere byrder, som yngre mennesker kan og burde bære, så er de råd, de kan give, af den største værdi.

»<MEF 301/4> De har måske begået fejl, men gennem deres fejltagelser har de lært at undgå vildfarelser og farer og er de ikke netop derfor i stand til at give vise råd? De har været prøvet og fristet og skønt de har mistet noget af deres kraft, lægger Herren dem ikke til side. Han giver dem særlig nåde og visdom.

»<MEF 301/5> De, der har tjent deres Herre, da tjenesten var hård, som har udholdt fattigdom og er forblevet trofaste, når der var få, der gik ind for sandheden, fortjener at æres og agtes. Herren vil, at de yngre medarbejdere skal få visdom, kraft og modenhed ved at færdes sammen med disse trofaste mennesker. De yngre må forstå, at de ved at have sådanne arbejdere iblandt sig er højligt begunstigede. De bør give dem en hædersplads i deres råd.

»<MEF 302/1> Når de, der har tilbragt deres liv i Kristi tjeneste, nærmer sig afslutningen på deres jordiske løbebane, vil Helligånden tilskynde dem til at fortælle om de erfaringer, de har gjort i forbindelse med tjenesten for Gud. Beretningen om hans vidunderlige førelse af sit folk, om hans store godhed, når han friede dem fra prøvelser, bør atter gentages for dem, der nylig er kommet til troen. Gud vil, at de gamle og prøvede tjenere skal være på deres plads og gøre deres for at frelse mænd og kvinder fra at rives med nedad af det ondes mægtige strøm. Han vil, at de skal beholde rustningen på, indtil han byder dem at lægge den fra sig.

»<MEF 302/2> I de erfaringer, apostlen Johannes gjorde under forfølgelsen, findes der en lære med vidunderlig kraft og trøst for den kristne. Gud forhindrer ikke onde menneskers anslag, men han vender deres påfund til at tjene til det gode for dem, der under strid og prøvelser bevarer deres tro og lydighed. Ofte gennemfører evangeliets tjener sin gerning trods forfølgelsens storme, bitter modstand og uretfærdige beskyldninger. I sådanne tider bør han huske, at den erfaring, der vindes i prøvelsens og lidelsens smeltedigel, opvejer al den smerte, det har kostet. På den måde drager Gud sine børn tættere til sig, for at han kan vise dem deres egen svaghed og sin magt. Han lærer dem at støtte sig til ham. Således bereder han dem til at møde vanskeligheder, at udfylde betroede stillinger og at udrette det store hverv, de har fået deres evner til.

»<MEF 302/3> Gennem alle tider har Guds udvalgte vidner udsat sig for beskyldninger og forfølgelse for sandhedens skyld. Josef blev bagtalt og forfulgt, fordi han bevarede sin dyd og hæderlighed. David, Guds udvalgte sendebud, blev jaget som et stykke vildt af sine fjender. Daniel blev kastet i løvekulen, fordi han ikke svigtede sin troskab mod Himmelen. Job blev berøvet sin jordiske ejendom og blev så legemligt lidende, at han vakte afsky hos sine venner og bekendte; men dog bevarede han sin retskaffenhed. Jeremias kunne ikke lade sig afholde fra at tale de ord, Gud havde befalet ham at sige og hans vidnesbyrd gjorde kongen og fyrsterne så rasende, at de lod ham kaste i en afskyelig hule. Stefanus blev stenet, fordi han prædikede Kristus og det som korsfæstet. Paulus blev fængslet, pisket, stenet og til slut henrettet, fordi han var Guds trofaste sendebud til hedningerne. Og Johannes blev forvist til øen Patmos "for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld."

»<MEF 302/4> Disse forbilleder på menneskelig standhaftighed vidner om trofastheden i Guds løfter om hans stadige nærhed og hjælpende nåde. De vidner om troens magt til at modstå verdens magter. Det var troens opgave at hvile i Gud under de mørkeste forhold, at føle, hvor hårdt man end bliver prøvet og omhvirvlet af storme, at vor Fader står ved roret. Kun troens øjne kan se ud over det timelige og helt ud værdsætte de evige rigdomme.

»<MEF 302/5> Jesus forkyndte ikke sine disciple håbet om at vinde jordisk ære og rigdom eller om at leve et liv uden prøvelser. I stedet kalder han dem til at følge sig på selvfornægtelsens og skammens vej. Han, der kom for at frelse verden, mødte modstand fra det ondes forenede kræfter. Ubarmhjertigt sammensvor onde mennesker og onde engle sig om at kæmpe mod fredens fyrste. Hvert af hans ord og enhver af hans handlinger røbede guddommelig medlidenhed og hans modsætningsforhold til verden vakte det bitreste fjendskab imod ham.

»<MEF 303/1> Således vil det komme til at gå alle, der vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus. Forfølgelse og vanære venter alle, der er fyldt af Kristi Ånd. Formen for forfølgelse ændres sammen med tiderne, men forudsætningen den ånd, der ligger til grund for den er den samme, som har dræbt Herrens udvalgte lige siden Abels dage.

»<MEF 303/2> Til alle tider har Satan forfulgt Guds folk. Han har pint dem og fået dem dræbt, men i døden var de, de sejrende. De vidnede om magten hos én, der var stærkere end Satan. Onde mennesker kan pine og dræbe legemet, men de kan ikke røre det liv, der er skjult med Kristus i Gud. De kan indespærre mænd og kvinder indenfor fængselsmure, men ånden kan de ikke binde.

»<MEF 303/3> Gennem prøvelser og trængsler åbenbares Guds herlighed hans billede i hans udvalgte. De, som tror på Kristus, som er hadede og forfulgte på jorden, oplæres og opdrages i Kristi skole. På jorden vandrer de ad snævre veje; de lutres i lidelsens smeltedigel. De følger Kristus gennem hård strid; de udholder selvfornægtelse og lider bitre skuffelser; men på den måde lærer de syndens skyld og smerte at kende og de betragter den med afsky. Som meddelagtige i Kristi lidelser kan de skimte herligheden bag mørket og sige: "Thi jeg holder for, at det, som vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os." Rom 8,18.