»<MEF 289/2> Apostlens liv stemte sammen med hans lære. Den kærlighed til Kristus, der brændte i hans hjerte, fik ham til at udrette et alvorligt, utrætteligt arbejde for sine medmennesker, særlig for sine brødre inden for den kristne menighed.

»<MEF 289/3> Kristus havde befalet sine første disciple at elske hverandre, ligesom han havde elsket dem. Således skulle de overfor verden være vidnesbyrd om, at Kristus, herlighedens håb, levede i dem. "En ny befaling giver jeg jer," havde han sagt, "at I skal elske hverandre." Joh 13,34. På det tidspunkt, hvor disse ord blev sagt, kunne disciplene ikke forstå dem; men efter at de havde været vidner til Kristi lidelser, efter hans korsfæstelse og opstandelse og optagelse til Himmelen og efter at Helligånden havde hvilet over dem på pinsedag, fik de en klarere opfattelse af Guds kærlighed og af beskaffenheden af den kærlighed, de burde have til hinanden. Så kunne Johannes sige til sine meddisciple:

»<MEF 289/4> "Derved har vi lært kærligheden at kende, at han satte sit liv til for os; så er også vi skyldige at sætte livet til for brødrene."

»<MEF 289/5> Efter udgydelsen af Helligånden, da disciplene gik ud for at forkynde en levende Frelser, var deres eneste ønske sjæles frelse. De frydede sig over glæden ved de helliges samfund. De var kærlige, omsorgsfulde, selvfornægtende og villige til at bringe ethvert offer for sandhedens sag. Under det daglige samkvem åbenbarede de den kærlighed, som Kristus havde indskærpet dem. Gennem uselviske ord og handlinger stræbte de efter at tænde den samme kærlighed i andre menneskers hjerter.

»<MEF 289/6> En sådan kærlighed burde de troende altid føle for hinanden. De burde gå frem i villig lydighed mod dette bud. Så tæt burde de være forenede med Kristus, at de ville være i stand til at opfylde alle hans krav. Deres liv burde herliggøre kraften hos en Frelser, der kan retfærdiggøre dem ved sin retfærd.

»<MEF 290/1> Men efterhånden forandrede dette sig. De troende begyndte at lede efter fejl hos andre. De opholdt sig ved fejltagelser, beskæftigede sig med ukærlig kritik og tabte Frelseren og hans kærlighed af syne. De blev mere omhyggelige med hensyn til ydre formaliteter og mere nøjeregnende, når det gjaldt teorier end udøvelsen af virksom tro. Af lutter iver for at dømme andre overså de deres egne vildfarelser. De mistede den broderkærlighed, som Kristus havde indskærpet dem og hvad der var det allersørgeligste: de var sig ikke selv deres synd bevidst. De forstod ikke, at lykken og glæden forsvandt ud af deres liv og at de ved at have lukket deres hjerter for Guds kærlighed snart ville komme til at vandre i mørke.

»<MEF 290/2> Johannes, som var klar over, at broderkærligheden var ved at svinde hen indenfor menigheden, påmindede de troende om den stadige nødvendighed af at nære denne kærlighed. Hans breve til menighederne er fyldt af denne tanke. "I elskede, lad os elske hverandre," skriver han, "thi kærligheden er af Gud og enhver, der elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn, den enbårne, til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder. I elskede, når Gud således elskede os, så er også vi skyldige at elske hverandre."

»<MEF 290/3> Apostlen skriver om, i hvilken særlig betydning denne kærlighed skulle vise sig blandt de troende: "Det er et nyt bud, jeg skriver til jer; det viser sig som sandhed i ham og i jer, thi mørket viger og det sande lys skinner allerede. Den, som siger, at han er i lyset og dog hader sin broder, han er endnu i mørket. Den, som elsker sin broder, bliver i lyset og han støder ikke an. Men den, der hader sin broder, er i mørket og vandrer i mørket og han ved ikke, hvor han går hen, thi mørket har blindet hans øjne."

»<MEF 290/4> "Thi dette er det budskab, I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hverandre." "Den, der ikke elsker, bliver i døden. Enhver, der hader sin broder, er en morder. ... Derved har vi lært kærligheden at kende, at han satte sit liv til for os; så er også vi skyldige at sætte livet til for brødrene."

»<MEF 290/5> Det er ikke verdens modstand, som er den største fare for Kristi menighed. Det er det onde, som næres i de troendes egne hjerter, som er årsag til deres værste ulykker og som med den største sikkerhed forsinker Guds riges fremgang. Der findes ingen sikrere vej til at svække åndelighed end at nære misundelse, mistanke, kritik og formodninger om onde ting. På den anden side er det stærkeste vidnesbyrd om, at Gud har sendt sin Søn til verden, netop, at der består enighed og enhed blandt de mennesker af forskellig indstilling, som udgør hans menighed. Dette vidnesbyrd har enhver Kristi discipel ret til at bære. Men for at kunne gøre dette må de indordne sig under Kristi herredømme. Deres sind må omformes til at ligne hans og deres vilje til at blive som hans.

»<MEF 290/6> "En ny befaling giver jeg jer," sagde Kristus, "at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre". Joh 13,34. Hvilken vidunderlig udtalelse, men ak, hvor bliver den dårligt efterlevet! Indenfor Guds menighed i dag er der en sørgelig mangel på broderkærlighed. Mange, der hævder at elske Frelseren, elsker ikke hverandre. Vantro mennesker er på vagt for at se, om bekendende kristnes tro udøver en helliggørende indflydelse på deres liv og de er ikke længe om at opdage sindets skrøbelighed og deres forkerte handlemåde. De kristne bør ikke give fjenden mulighed for at sige: Se, hvor disse mennesker, der står under Kristi banner, hader hinanden! De kristne er alle medlemmer af én familie, de er alle børn af den samme himmelske Fader og har det samme velsignede håb om udødelighed. Det burde være et meget fast bånd, der knytter dem sammen.

»<MEF 291/1> Guds kærlighed kalder mest indtrængende på hjertet, når den vil have os til at åbenbare den samme milde barmhjertighed, som blev åbenbaret i Kristus. Kun den, som nærer uselvisk kærlighed til sin broder, har sand kærlighed til Gud. En sand kristen vil ikke godvilligt tillade en sjæl, som er i nød og fare, at fortsætte uden at blive advaret og hjulpet. Han vil ikke føle sig hævet over de vildfarne, så de styrter sig endnu dybere ud i ulykke og modløshed eller falder på Satans slagmark.

»<MEF 291/2> De, der aldrig har erfaret Kristi milde, overtalende kærlighed, kan ikke lede andre til livets kilde. Hans kærlighed i hjertet er en tvingende magt, som bringer mennesker til at åbenbare ham i deres samtale, i et kærligt, medfølende sind og ved at højne livet for dem, som de kommer sammen med. Kristne arbejdere, hvis bestræbelser skal lykkes, må kende Kristus; og for at kende ham må de kende hans kærlighed. I Himmelen måles deres brugbarhed som tjenere efter deres evne til at elske, som Kristus elskede og til at tjene, som han tjente.

»<MEF 291/3> "Lad os ikke elske med ord, ej heller med tunge " skriver apostlen, "men i gerning og sandhed." Fulkommenheden i en kristens sindelag er opnået, når tilskyndelsen til at hjælpe og velsigne stadig vælder frem i hans sjæl. Det er, når den troendes sjæl stadig ånder i denne kærlighedens luft, at den bliver til "en duft af liv til liv" og gør det muligt for Gud at velsigne hans værk.

»<MEF 291/4> Den højeste kærlighed til Gud og uselvisk kærlighed til andre dette er den bedste gave, vor himmelske Fader kan skænke os. Denne kærlighed er ikke nogen stemning, men en guddommelig leveregel og en bestandig kraft. Et hjerte, som ikke er helliggjort, kan hverken skabe eller frembringe den. Den findes kun i det hjerte, hvor Jesus hersker. "Vi elsker ham, fordi han elskede os først." I et hjerte, som er genfødt ved Guds nåde, er kærlighed det herskende grundlag for handlingerne. Den ændrer sindet, behersker stemningerne, er herre over lidenskaberne og forædler følelserne. Når denne kærlighed næres i sjælen, gør den livet skønnere og øver en forædlende påvirkning på alle ens omgivelser.

»<MEF 291/5> Johannes stræbte efter at bringe de troende til at fatte de ophøjede forrettigheder, der ville tilfalde dem ved at udøve kærlighedens lov. Når denne forløsende kraft fyldte hjertet, ville den blive herre over alle andre bevæggrunde og hæve ham, der ejede den, op over alle verdens fordærvelige påvirkninger. Og når denne kærlighed fik lov til at være enerådende og blev drivkraften i deres liv, så ville deres tro og tillid til Gud og hans handlen med dem blive fuldkommen. Så ville de komme til ham i troens fulde tillid og vide, at de fra ham ville komme til at modtage alt, hvad der behøvedes for deres nuværende og evige vel. "Dermed er kærligheden blevet fuldkommet hos os" skrev han, "at vi har frimodighed på dommens dag, thi som han er, således er også vi i denne verden. Frygt er ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud." Og dette er den tillid, vi har til ham, at når vi beder om noget efter hans vilje, hører han os; og når vi ved, at han hører os, ... så ved vi også, at vi allerede har fået opfyldt, hvad vi bad ham om."

»<MEF 292/1> "Men synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; og han er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens." "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed." Betingelserne for at opnå Guds nåde er enkle og rimelige. Herren forlanger ikke, at vi skal udrette et eller andet vanskeligt for at få tilgivelse. Vi behøver ikke at foretage lange og trættende pilgrimsrejser eller gøre bod under lidelser for at anbefale vore sjæle til Himmelens Gud eller for at sone vore overtrædelser. Den, som bekender og slipper sin synd, skal finde nåde. Ordsp 28,13.

»<MEF 292/2> I de himmelske boliger er Kristus sin menigheds talsmand; her går han i forbøn for dem, for hvem han har betalt forløsningens pris med sit blod. Hverken århundreder eller tidsaldre kan udslette virkningen af hans forsoningsoffer. Hverken liv eller død, det høje eller det dybe kan skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus; ikke fordi vi holder ham så fast, men fordi han holder os så fast. Hvis vor frelse var afhængig af vore egne bestræbelser, kunne vi ikke blive frelst; men den er afhængig af ham, der står bag alle løfterne. Vort greb om ham kan synes svagt, men hans kærlighed er ligesom en ældre broders; så længe vi holder forbindelsen med ham, kan ingen rive os ud af hans hånd.

»<MEF 292/3> Efter som årene gik og de troende voksede i antal, arbejdede Johannes med øget troskab og inderlighed for sine brødre. Tiderne var farefulde for menigheden. Alle vegne forekom Satans forblindelser. Ved fejlagtige fremstillinger og falskhed søgte Satans udsendinge at vække modstand mod Kristi lære og som følge heraf bragte vildfarelser og uenighed menigheden i fare. Nogle, der bekendte sig til Kristus, hævdede, at hans kærlighed frigjorde dem fra lydighed mod Guds bud. På den anden side var der mange, det lærte, at det var nødvendigt at overholde de jødiske skikke og formaliteter; at en ren og skær overholdelse af loven uden tro på Jesu blod var tilstrækkelig til at blive frelst. Nogle mente, at Kristus var et godt menneske, men benægtede hans guddommelighed. Andre, der foregav at være tro mod Guds sag, var bedragere og ved deres liv fornægtede de Kristus og hans evangelium. Ved selv at leve i synd bragte de vildfarelser ind i menigheden. Derved blev mange ført ind i tvivlens og vildfarelsens labyrint.

»<MEF 292/4> Johannes blev dybt bedrøvet, når han så, hvorledes disse giftige vildfarelser sneg sig ind i menigheden. Han så, hvilke farer menigheden var udsat for og han imødegik den kritiske situation både omgående og beslutsomt. Johannes breve ånder kærlighed. Det er næsten, som om han skrev med en pen, der var dyppet i kærlighed. Men når han kom i berøring med dem, der brød Guds bud, men dog hævdede, at de levede uden synd, tøvede han ikke med at advare dem mod deres frygtelige selvbedrag.

»<MEF 293/1> Da han skrev til en medarbejder i tjenesten for evangeliet, en både anset og indflydelsesrig kvinde sagde han: "Thi mange forførere er draget ud i verden og de bekender ikke, at Jesus er Kristus, kommen i kødet. Sådan er forføreren og antikrist. Agt vel på jer selv, at I ikke skal miste det, vi nåede ved vort arbejde, men få fuld løn. Enhver, der "går videre" og ikke bliver i Kristi lære, har ikke Gud; den, der bliver i Kristi lære, har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, ham skal I ikke give husly og ikke byde velkommen. Thi den, som byder ham velkommen, gør sig medansvarlig i hans onde gerninger."

»<MEF 293/2> Ligesom den elskede discipel er vi berettigede til at foretage den samme vurdering af dem, der hævder at leve et liv i Kristus, mens de overtræder Guds lov. I disse sidste tider forekommer der onder, som ligner dem, der truede den første menigheds trivsel; og man handler klogt i at lægge omhyggeligt mærke til apostlen Johannes belæring på dette punkt. "I skal være barmhjertige," lyder råbet alle vegne, særlig fra dem, der foregiver at være hellige. Men ægte barmhjertighed er for ren til at kunne skjule en synd, der ikke er angret. Skønt vi skal elske de sjæle, for hvem Kristus døde, skal vi ikke gå på akkord med synden. Vi skal ikke gøre fælles sag med disse oprørske og kalde dette for kærlighed. Gud kræver, at hans folk i disse tider skal stå lige så fast ved det rette, som Johannes gjorde det for at modarbejde sjælsødelæggende vildfarelser.

»<MEF 293/3> Apostlen lærer os, at selv om vi bør udvise kristelig hensynsfuldhed, så har vi ret til at behandle synden og synderne uden omsvøb og at dette ikke er i modstrid med sand kærlighed. "Enhver, der gør synd, begår dermed også lovbrud, ja, synd er lovbrud. Og I ved, at han åbenbaredes, for at han skulle bære synden; og der er ikke synd i ham. Enhver, der bliver i ham, synder ikke; enhver, der synder, har hverken set ham eller kendt ham."

»<MEF 293/4> Som vidne for Kristus indlod Johannes sig ikke i nogen ordstrid eller trættende diskussion. Han forkyndte det, han kendte, det, han havde set og hørt. Han havde levet i nær forbindelse med Kristus, havde lyttet til hans lære, havde været vidne til hans vældige undergerninger. Kun få kunne se skønheden i Kristi karakter, som Johannes så den. For ham var mørket veget bort, over ham strålede det sande lys. Hans vidnesbyrd om Frelserens liv og død var klart og stærkt. Han talte af sit hjertes overflod, hans hjerte strømmede over af kærlighed til Frelseren og ingen magt kunne standse ham.

»<MEF 293/5> "Det, der var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore øjne, det, vi skuede og vore egne hænder følte på," erklærede han, "ja, om livets ord, ... det, vi altså har set og hørt, forkynder vi også jer, for at også I må have fællesskab med os, og vort fællesskab er med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus."

»<MEF 293/6> Sådan kan enhver sand troende gennem egne erfaringer blive i stand til at "besegle, at Gud er sanddru." Joh 3,33. Han kan blive et vidnesbyrd om det, han har set og hørt og følt af Kristi kraft.