"<MEF 280/2> "Nåde og fred blive eder stadig rigere til del, idet I lærer Gud og vor Herre Jesus at kende. Alt, hvad der tjener til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige magt skænket os gennem kundskab om ham, som kaldte os ved sin herlighed og guddomskraft og derved har han også skænket os sine dyrebare og største forjættelser, for at I ved dem skal undgå fordærvelsen i verden, som skyldes det onde begær og få del i guddommelig natur."

"<MEF 280/3> "Sæt netop derfor al iver ind på i jeres tro at vise dyd, i dyden indsigt, i indsigten afholdenhed, i afholdenheden udholdenhed, i udholdenheden gudsfrygt, i gudsfrygten broderkærlighed og i broderkærligheden kærlighed til alle. Thi når dette findes hos jer og stadig tager til, så tillader det jer ikke at være uvirksomme eller ufrugtbare i erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus."

"<MEF 280/4> Disse ord er værd at lære af og anslår i tonen en sejrsklang. Apostlen fremstiller for de troende det kristne livs himmelstige, hvor hvert trin betyder fremskridt i kundskab om Gud og hvor der ikke må findes stilstand, mens man bestiger den. Tro, dyd, indsigt, afholdenhed, udholdenhed, gudsfrygt, broderkærlighed og kærlighed til andre udgør en stadig rækkefølge på denne stige. Vi frelses ved at tage trin efter trin helt op til Kristi højeste mål for os. På den måde bliver han for os både visdom og retfærdighed og helliggørelse og frelse.

"<MEF 280/5> Gud har kaldet sit folk til herlighed og dyd og dette vil åbenbares hos alle dem, som i sandhed er forenet med ham. Når de har fået del i den himmelske gave, skal de fortsætte, indtil fuldkommenheden nås, idet de "bliver bevaret ved tro til frelse." 1Pet 1,5. Gud æres ved at give sine dyder til sine børn. Han vil, at mænd og kvinder skal nå til det højeste og når de ved troen holder fast ved Kristi magt, når de påberåber sig hans usvigelige løfter og tilegner sig dem som deres egne, når de med en vedholdenhed, der ikke lader sig afvise, søger Helligåndens kraft, så bliver de fuldkomne i ham.

"<MEF 281/1> Når den troende har taget imod troen på evangeliet, bliver det hans næste opgave at tilføre sin karakter dyd og således lutre hjertet og berede sindet til at modtage indsigt om Gud. Denne indsigt er grundlaget for al sand udvikling og al sand tjeneste. Den er det eneste værn mod fristelser og det er den alene, der kan gøre et menneske Gud lig af sind. Ved kundskab om Gud og hans Søn, Jesus Kristus, gives der den troende "alt, hvad der tjener til liv og gudsfrygt." Ingen god gave forholdes den, der oprigtigt søger Guds retfærdighed.

"<MEF 281/2> "Dette er det evige liv," sagde Kristus, "at de kender dig, den eneste sande Gud og ham, som du har sendt, Jesus Kristus." Joh 17,3. Og profeten Jeremias forkynder: "Den vise rose sig ikke af sin visdom, den stærke ikke af sin styrke, den rige ikke af sin rigdom; men den, som vil rose sig, skal rose sig af, at han har forstand til at kende mig, at jeg, Herren, øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden; thi i sådanne har jeg behag, lyder det fra Herren." Jer 9,23-24. Det menneskelige sind fatter næppe bredden og dybden og højden af den åndelige udvikling, der opnås af den, som vinder sig denne indsigt.

"<MEF 281/3> Ingen behøver indenfor sit område at måtte give afkald på at nå til en fuldkommen kristelig karakter. Ved Kristi sonoffer er der sørget for, at den troende kan modtage alt, hvad der hører til liv og gudsfrygt. Gud kalder os til at nå fuldkommenhed og stiller os overfor det forbillede, vi har i Kristus. I hans menneskelighed, der var fuldkommengjort ved et liv i stadig modstand mod det onde, viste Frelseren os, ved samarbejde med Guddommen kan mennesker i dette liv nå til fuldkommenhed. Dette er Guds forsikring til os om, at også vi kan vinde fuldkommen sejr.

"<MEF 281/4> Den vidunderlige mulighed af at blive som Kristus, lydig mod alle lovens forskrifter, holdes den troende for øje. Men i sig selv er mennesket helt ude af stand til at nå til denne tilstand. Den fuldkommenhed, som Guds ord siger, at mennesket må være i besiddelse af, før det kan blive frelst, bevirket ved den guddommelige nåde, når det i ydmyghed bøjer sig for sandhedens Ånds styrende og beherskende indflydelse. Menneskets lydighed kan kun fuldkommengøres ved Kristi retfærdigheds røgelse, som fylder enhver lydighedshandling med himmelsk vellugt. Det er den kristnes andel at være standhaftig til at overvinde enhver fejl. Han må stadig bede til Frelseren om at få helbredt sin sjæl, som er syg af synd. Han har ikke selv visdom eller kraft til at sejre. Disse ting tilhører Herren og han skænker dem til sådanne, som i ydmyghed og anger søger hans hjælp.

"<MEF 281/5> Arbejdet med at forvandles fra syndighed til hellighed må stadig fortsættes. Dag efter dag arbejder Gud for menneskers helliggørelse og mennesket må samarbejde med ham og gøre sit yderste for at fremelske de rette vaner. Mennesket må føje nåde til nåde og når det således arbejder ved hjælp af additionsmetoden, arbejder Gud for det ved hjælp af multiplikationsmetoden. Vor Frelser er altid rede til at høre og besvare den bøn, der kommer fra et angerfuldt hjerte og nåden og freden mangfoldiggøres for hans troende. Med glæde skænker han dem de velsignelser, de behøver under deres kamp mod det onde, der trænger ind på dem.

"<MEF 282/1> Der er nogle, som gør forsøg på at bestige kristendommens himmelstige; men efterhånden som de går frem, begynder de at stole på menneskets styrke og mister snart Jesus af syne, han, som er deres tros begynder og fuldender. Resultatet bliver, at det mislykkes de mister alt, hvad de havde vundet. Det er i sandhed sørgeligt for dem, der bliver trætte af vejen og giver fjenden lov at berøve dem de kristne nådegaver, der havde udviklet sig i deres hjerte og liv. "Den, der mangler dette " erklærer apostlen, "er i sin kortsynethed blind og har glemt, at han er blevet renset fra sine tidligere synder."

"<MEF 282/2> Apostlen Peter havde et langt livs erfaring om de ting, der hører Guds rige til. Hans tro på Guds magt til at frelse var blevet stærkere med årene, indtil han havde bevist som noget, der var hævet over al tvivl, at der ikke findes mulighed for mislykkede bestræbelser for den, som går frem i tro, stadig stigende opad og fremad indtil stigens øverste trin, som når til selve Himmelens porte.

"<MEF 282/3> I mange år havde Peter påmindet de troende om nødvendigheden af stadig at vokse i nåde og forståelse af sandheden; og nu, hvor han vidste, at han snart skulle lide martyrdøden for sin tro, henledte han endnu en gang opmærksomheden på de dyrebare forrettigheder, som findes indenfor enhver troendes rækkevidde. I fuld forvisning om sin tro formanede den gamle discipel sine brødre til udholdenhed i deres kristenliv. "Derfor, brødre " bad han dem indstændigt, "skal I så meget mere stræbe efter at gøre jeres kaldelse og udvælgelse urokkelig; thi når I gør det, vil I aldrig snuble; for så skal der i rigt mål gives jer adgang til vor Herres og Frelsers Jesu Kristi evige rige." Hvilken vidunderlig vished! Hvilket herligt håb for den kristne, når han i tro stiger opad mod den kristne fuldkommenheds højder!

"<MEF 282/4> "Derfor vil jeg altid minde jer om dette," fortsatte apostlen, "skønt I allerede kender det og er grundfæstede i den sandhed, som er kommet til jer. Og jeg holder det for ret at vække jer ved mine påmindelser, så længe jeg er her i mit legemes telt, fordi jeg ved, at mit telt snart skal lægges bort, som vor Herre Jesus Kristus jo har givet mig til kende. Jeg vil også bestræbe mig for, at I til enhver tid efter min bortgang skal kunne drage jer dette til minde."

"<MEF 282/5> Apostlen var særlig berettiget til at tale om Guds formål med hensyn til menneskeslægten; for under Kristi virksomhed på jorden havde han set og hørt meget, der hørte til Guds rige. "Det var ikke kløgtigt opdigtede fabler, vi fulgte," mindede han de troende om, "men vi havde selv været øjenvidner til hans guddomsherlighed. Thi han fik ære og herlighed af Gud Fader, da denne røst lød til ham fra den majestætiske herlighed: "Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag!" Denne røst hørte vi lyde fra Himmelen, da vi var med ham på det hellige bjerg."

"<MEF 282/6> Hvor overbevisende end dette vidnesbyrd om visheden i den troendes håb var, fandtes der et endnu mere overbevisende i de profetiske vidnesbyrd, hvorved alles tro måtte blive bekræftet og sikkert grundfæstet. "Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os," sagde Peter, "det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryr og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter. Og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti i skriften lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud."

"<MEF 283/1> Mens apostlen priste det "profetiske ord" som en tryg vejleder i farefulde tider, advarede han alvorligt menigheden mod de falske profetiers fakkel, som "falske lærere" ville løfte, når de ville liste "fordærvelige vranglærdomme ind, idet de endog fornægter den Herre, som købte dem." Disse falske lærere, som opstår indenfor menigheden og af mange af deres brødre i troen regnes for at være sandfærdige, bliver af apostlen sammenlignet med "vandløse kilder og tåger, som driver for stormen; dem venter mørke og mulm." "Det sidste er blevet værre med dem end det første" erklærede han. "Thi det havde været bedre for dem ikke at lære retfærdighedens vej at kende frem for efter at have erkendt den da at vende sig bort fra det hellige bud, som blev dem overgivet."

"<MEF 283/2> Idet Peter skuede ned gennem tiderne og så hen til tidens afslutning, blev det givet ham at skildre de forhold, der ville herske i verden ved Kristi genkomst. "I de sidste dage" skrev han, "skal der lyde spot fra spottere, der lever efter deres egne lyster og siger: "Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er jo alt blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse"" Men "når de siger: "Fred og ingen fare!" da er undergangen pludselig over dem." 1Tess 5,3: Dog ikke alle ville lade sig besnære ved fjendens list. Ved alle jordiske tings ende ville der være nogle trofaste, som kunne tyde tidernes tegn. Mens mange, der bekendte sig til troen, ville fornægte den ved deres gerninger, ville der blive en rest tilbage, som holdt ud indtil enden.

"<MEF 283/3> Peter bevarede håbet om Kristi genkomst levende i sit hjerte og han forvissede menigheden om den sikre opfyldelse af Frelserens løfter: "Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være." Joh 14,3. For de prøvede og trofaste kunne det synes, som om han tøvede med sit komme, men apostlen forsikrede dem: "Herren nøler ikke med at opfylde forjættelsen (sådan som nogle anser det for nøglen), men han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse. Men Herrens dag skal komme som en tyv; da skal himlene forgå med brag, og elementerne skal komme i brand og opløses og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op."

"<MEF 283/4> "Da nu alt dette går sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt, mens I venter og fremskynder Guds dags komme, hvorved himlene skal komme i brand og opløses og elementerne komme i glød og smelte. Men efter hans forjættelse venter vi "nye himle og en ny jord", hvor retfærdighed bor."

"<MEF 283/5> "Derfor, I elskede! da I venter dette, så stræb efter at komme til at stå uplettede og dadelfri for ham i fred; og I skal betragte vor Herres langmodighed som udslag af hans frelsesvilje. Således har også vor elskede broder Paulus med den visdom, som blev ham givet, skrevet til jer. ... Da I nu, I elskede, har fået det at vide forud, skal I være på vagt, for at I ikke skal rives med af de tøjlesløses vildfarelser og miste jeres fodfæste; I skal derimod vokse i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi nåde og erkendelse."

"<MEF 284/1> Efter forsynets vilje fik Peter lov at afslutte sin gerning i Rom, hvor kejser Nero gav befaling om, at han skulle kastes i fængsel, omtrent samtidig med Paulus sidste fængsling. Således kom de to prøvede apostle, der på grund af deres virksomhed i mange år havde været skilt fra hinanden, til for sidste gang at vidne for Kristus i verdens hovedstad og her kom de til at udgyde deres blod som udsæd til en stor høst af hellige og martyrer.

"<MEF 284/2> Siden Peter efter sin fornægtelse af Kristus atter var blevet antaget, havde han urokkeligt trodset farerne og havde udvist det største mod ved at prædike en korsfæstet, opstanden og himmelfaren Frelser. Mens han lå i sin celle, genkaldte han sig de ord, Kristus havde talt til ham: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du række dine hænder ud og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil." Joh 21,18. Således havde Jesus ladet sin discipel få at vide, på hvilken måde han skulle dø, ja, han havde endog forudsagt, at hans hænder skulle strækkes ud på et kors!

"<MEF 284/3> Peter blev som jøde og udlænding dømt til at piskes og korsfæstes. Ved tanken om denne frygtelige død genkaldte apostlen sig i tankerne sin store synd, da han fornægtede Jesus i hans prøvelses time. Skønt engang så uvillig til at vedkende sig korset regnede han det nu for en glæde at give livet hen for evangeliet, men følte blot, at det for ham, som havde fornægtet sin Herre, var for stor en ære at få lov at dø på samme måde. Peter havde oprigtigt angret denne synd og havde fået tilgivelse af Kristus, som man kan se det af den ophøjede opgave, han havde fået: at vogte hjordens får og lam. Men han kunne aldrig tilgive sig selv. Ikke engang tanken om de frygtelige lidelser, han til sidst skulle udstå, kunne mindske hans bitre sorg og anger. Som en sidste gunst bad han bødlerne om, at han måtte blive naglet til korset med hovedet nedad. Hans bøn blev tilstået og på denne måde døde den store apostel Peter.

»<MEF 280/1> I sit andet brev henvendte Peter sig til dem, der havde fået "den samme dyrebare tro" som han selv og forkyndte Guds plan for udviklingen af et kristent menneskes karakter. Han skriver:

»<MEF 280/2> "Nåde og fred blive eder stadig rigere til del, idet I lærer Gud og vor Herre Jesus at kende. Alt, hvad der tjener til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige magt skænket os gennem kundskab om ham, som kaldte os ved sin herlighed og guddomskraft og derved har han også skænket os sine dyrebare og største forjættelser, for at I ved dem skal undgå fordærvelsen i verden, som skyldes det onde begær og få del i guddommelig natur."

»<MEF 280/3> "Sæt netop derfor al iver ind på i jeres tro at vise dyd, i dyden indsigt, i indsigten afholdenhed, i afholdenheden udholdenhed, i udholdenheden gudsfrygt, i gudsfrygten broderkærlighed og i broderkærligheden kærlighed til alle. Thi når dette findes hos jer og stadig tager til, så tillader det jer ikke at være uvirksomme eller ufrugtbare i erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus."

»<MEF 280/4> Disse ord er værd at lære af og anslår i tonen en sejrsklang. Apostlen fremstiller for de troende det kristne livs himmelstige, hvor hvert trin betyder fremskridt i kundskab om Gud og hvor der ikke må findes stilstand, mens man bestiger den. Tro, dyd, indsigt, afholdenhed, udholdenhed, gudsfrygt, broderkærlighed og kærlighed til andre udgør en stadig rækkefølge på denne stige. Vi frelses ved at tage trin efter trin helt op til Kristi højeste mål for os. På den måde bliver han for os både visdom og retfærdighed og helliggørelse og frelse.

»<MEF 280/5> Gud har kaldet sit folk til herlighed og dyd og dette vil åbenbares hos alle dem, som i sandhed er forenet med ham. Når de har fået del i den himmelske gave, skal de fortsætte, indtil fuldkommenheden nås, idet de "bliver bevaret ved tro til frelse." 1Pet 1,5. Gud æres ved at give sine dyder til sine børn. Han vil, at mænd og kvinder skal nå til det højeste og når de ved troen holder fast ved Kristi magt, når de påberåber sig hans usvigelige løfter og tilegner sig dem som deres egne, når de med en vedholdenhed, der ikke lader sig afvise, søger Helligåndens kraft, så bliver de fuldkomne i ham.

»<MEF 281/1> Når den troende har taget imod troen på evangeliet, bliver det hans næste opgave at tilføre sin karakter dyd og således lutre hjertet og berede sindet til at modtage indsigt om Gud. Denne indsigt er grundlaget for al sand udvikling og al sand tjeneste. Den er det eneste værn mod fristelser og det er den alene, der kan gøre et menneske Gud lig af sind. Ved kundskab om Gud og hans Søn, Jesus Kristus, gives der den troende "alt, hvad der tjener til liv og gudsfrygt." Ingen god gave forholdes den, der oprigtigt søger Guds retfærdighed.

»<MEF 281/2> "Dette er det evige liv," sagde Kristus, "at de kender dig, den eneste sande Gud og ham, som du har sendt, Jesus Kristus." Joh 17,3. Og profeten Jeremias forkynder: "Den vise rose sig ikke af sin visdom, den stærke ikke af sin styrke, den rige ikke af sin rigdom; men den, som vil rose sig, skal rose sig af, at han har forstand til at kende mig, at jeg, Herren, øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden; thi i sådanne har jeg behag, lyder det fra Herren." Jer 9,23-24. Det menneskelige sind fatter næppe bredden og dybden og højden af den åndelige udvikling, der opnås af den, som vinder sig denne indsigt.

»<MEF 281/3> Ingen behøver indenfor sit område at måtte give afkald på at nå til en fuldkommen kristelig karakter. Ved Kristi sonoffer er der sørget for, at den troende kan modtage alt, hvad der hører til liv og gudsfrygt. Gud kalder os til at nå fuldkommenhed og stiller os overfor det forbillede, vi har i Kristus. I hans menneskelighed, der var fuldkommengjort ved et liv i stadig modstand mod det onde, viste Frelseren os, ved samarbejde med Guddommen kan mennesker i dette liv nå til fuldkommenhed. Dette er Guds forsikring til os om, at også vi kan vinde fuldkommen sejr.

»<MEF 281/4> Den vidunderlige mulighed af at blive som Kristus, lydig mod alle lovens forskrifter, holdes den troende for øje. Men i sig selv er mennesket helt ude af stand til at nå til denne tilstand. Den fuldkommenhed, som Guds ord siger, at mennesket må være i besiddelse af, før det kan blive frelst, bevirket ved den guddommelige nåde, når det i ydmyghed bøjer sig for sandhedens Ånds styrende og beherskende indflydelse. Menneskets lydighed kan kun fuldkommengøres ved Kristi retfærdigheds røgelse, som fylder enhver lydighedshandling med himmelsk vellugt. Det er den kristnes andel at være standhaftig til at overvinde enhver fejl. Han må stadig bede til Frelseren om at få helbredt sin sjæl, som er syg af synd. Han har ikke selv visdom eller kraft til at sejre. Disse ting tilhører Herren og han skænker dem til sådanne, som i ydmyghed og anger søger hans hjælp.

»<MEF 281/5> Arbejdet med at forvandles fra syndighed til hellighed må stadig fortsættes. Dag efter dag arbejder Gud for menneskers helliggørelse og mennesket må samarbejde med ham og gøre sit yderste for at fremelske de rette vaner. Mennesket må føje nåde til nåde og når det således arbejder ved hjælp af additionsmetoden, arbejder Gud for det ved hjælp af multiplikationsmetoden. Vor Frelser er altid rede til at høre og besvare den bøn, der kommer fra et angerfuldt hjerte og nåden og freden mangfoldiggøres for hans troende. Med glæde skænker han dem de velsignelser, de behøver under deres kamp mod det onde, der trænger ind på dem.

»<MEF 282/1> Der er nogle, som gør forsøg på at bestige kristendommens himmelstige; men efterhånden som de går frem, begynder de at stole på menneskets styrke og mister snart Jesus af syne, han, som er deres tros begynder og fuldender. Resultatet bliver, at det mislykkes de mister alt, hvad de havde vundet. Det er i sandhed sørgeligt for dem, der bliver trætte af vejen og giver fjenden lov at berøve dem de kristne nådegaver, der havde udviklet sig i deres hjerte og liv. "Den, der mangler dette " erklærer apostlen, "er i sin kortsynethed blind og har glemt, at han er blevet renset fra sine tidligere synder."

»<MEF 282/2> Apostlen Peter havde et langt livs erfaring om de ting, der hører Guds rige til. Hans tro på Guds magt til at frelse var blevet stærkere med årene, indtil han havde bevist som noget, der var hævet over al tvivl, at der ikke findes mulighed for mislykkede bestræbelser for den, som går frem i tro, stadig stigende opad og fremad indtil stigens øverste trin, som når til selve Himmelens porte.

»<MEF 282/3> I mange år havde Peter påmindet de troende om nødvendigheden af stadig at vokse i nåde og forståelse af sandheden; og nu, hvor han vidste, at han snart skulle lide martyrdøden for sin tro, henledte han endnu en gang opmærksomheden på de dyrebare forrettigheder, som findes indenfor enhver troendes rækkevidde. I fuld forvisning om sin tro formanede den gamle discipel sine brødre til udholdenhed i deres kristenliv. "Derfor, brødre " bad han dem indstændigt, "skal I så meget mere stræbe efter at gøre jeres kaldelse og udvælgelse urokkelig; thi når I gør det, vil I aldrig snuble; for så skal der i rigt mål gives jer adgang til vor Herres og Frelsers Jesu Kristi evige rige." Hvilken vidunderlig vished! Hvilket herligt håb for den kristne, når han i tro stiger opad mod den kristne fuldkommenheds højder!

»<MEF 282/4> "Derfor vil jeg altid minde jer om dette," fortsatte apostlen, "skønt I allerede kender det og er grundfæstede i den sandhed, som er kommet til jer. Og jeg holder det for ret at vække jer ved mine påmindelser, så længe jeg er her i mit legemes telt, fordi jeg ved, at mit telt snart skal lægges bort, som vor Herre Jesus Kristus jo har givet mig til kende. Jeg vil også bestræbe mig for, at I til enhver tid efter min bortgang skal kunne drage jer dette til minde."

»<MEF 282/5> Apostlen var særlig berettiget til at tale om Guds formål med hensyn til menneskeslægten; for under Kristi virksomhed på jorden havde han set og hørt meget, der hørte til Guds rige. "Det var ikke kløgtigt opdigtede fabler, vi fulgte," mindede han de troende om, "men vi havde selv været øjenvidner til hans guddomsherlighed. Thi han fik ære og herlighed af Gud Fader, da denne røst lød til ham fra den majestætiske herlighed: "Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag!" Denne røst hørte vi lyde fra Himmelen, da vi var med ham på det hellige bjerg."

»<MEF 282/6> Hvor overbevisende end dette vidnesbyrd om visheden i den troendes håb var, fandtes der et endnu mere overbevisende i de profetiske vidnesbyrd, hvorved alles tro måtte blive bekræftet og sikkert grundfæstet. "Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os," sagde Peter, "det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryr og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter. Og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti i skriften lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud."

»<MEF 283/1> Mens apostlen priste det "profetiske ord" som en tryg vejleder i farefulde tider, advarede han alvorligt menigheden mod de falske profetiers fakkel, som "falske lærere" ville løfte, når de ville liste "fordærvelige vranglærdomme ind, idet de endog fornægter den Herre, som købte dem." Disse falske lærere, som opstår indenfor menigheden og af mange af deres brødre i troen regnes for at være sandfærdige, bliver af apostlen sammenlignet med "vandløse kilder og tåger, som driver for stormen; dem venter mørke og mulm." "Det sidste er blevet værre med dem end det første" erklærede han. "Thi det havde været bedre for dem ikke at lære retfærdighedens vej at kende frem for efter at have erkendt den da at vende sig bort fra det hellige bud, som blev dem overgivet."

»<MEF 283/2> Idet Peter skuede ned gennem tiderne og så hen til tidens afslutning, blev det givet ham at skildre de forhold, der ville herske i verden ved Kristi genkomst. "I de sidste dage" skrev han, "skal der lyde spot fra spottere, der lever efter deres egne lyster og siger: "Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er jo alt blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse"" Men "når de siger: "Fred og ingen fare!" da er undergangen pludselig over dem." 1Tess 5,3: Dog ikke alle ville lade sig besnære ved fjendens list. Ved alle jordiske tings ende ville der være nogle trofaste, som kunne tyde tidernes tegn. Mens mange, der bekendte sig til troen, ville fornægte den ved deres gerninger, ville der blive en rest tilbage, som holdt ud indtil enden.

»<MEF 283/3> Peter bevarede håbet om Kristi genkomst levende i sit hjerte og han forvissede menigheden om den sikre opfyldelse af Frelserens løfter: "Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være." Joh 14,3. For de prøvede og trofaste kunne det synes, som om han tøvede med sit komme, men apostlen forsikrede dem: "Herren nøler ikke med at opfylde forjættelsen (sådan som nogle anser det for nøglen), men han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse. Men Herrens dag skal komme som en tyv; da skal himlene forgå med brag, og elementerne skal komme i brand og opløses og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op."

»<MEF 283/4> "Da nu alt dette går sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt, mens I venter og fremskynder Guds dags komme, hvorved himlene skal komme i brand og opløses og elementerne komme i glød og smelte. Men efter hans forjættelse venter vi "nye himle og en ny jord", hvor retfærdighed bor."

»<MEF 283/5> "Derfor, I elskede! da I venter dette, så stræb efter at komme til at stå uplettede og dadelfri for ham i fred; og I skal betragte vor Herres langmodighed som udslag af hans frelsesvilje. Således har også vor elskede broder Paulus med den visdom, som blev ham givet, skrevet til jer. ... Da I nu, I elskede, har fået det at vide forud, skal I være på vagt, for at I ikke skal rives med af de tøjlesløses vildfarelser og miste jeres fodfæste; I skal derimod vokse i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi nåde og erkendelse."

»<MEF 284/1> Efter forsynets vilje fik Peter lov at afslutte sin gerning i Rom, hvor kejser Nero gav befaling om, at han skulle kastes i fængsel, omtrent samtidig med Paulus sidste fængsling. Således kom de to prøvede apostle, der på grund af deres virksomhed i mange år havde været skilt fra hinanden, til for sidste gang at vidne for Kristus i verdens hovedstad og her kom de til at udgyde deres blod som udsæd til en stor høst af hellige og martyrer.

»<MEF 284/2> Siden Peter efter sin fornægtelse af Kristus atter var blevet antaget, havde han urokkeligt trodset farerne og havde udvist det største mod ved at prædike en korsfæstet, opstanden og himmelfaren Frelser. Mens han lå i sin celle, genkaldte han sig de ord, Kristus havde talt til ham: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du række dine hænder ud og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil." Joh 21,18. Således havde Jesus ladet sin discipel få at vide, på hvilken måde han skulle dø, ja, han havde endog forudsagt, at hans hænder skulle strækkes ud på et kors!

»<MEF 284/3> Peter blev som jøde og udlænding dømt til at piskes og korsfæstes. Ved tanken om denne frygtelige død genkaldte apostlen sig i tankerne sin store synd, da han fornægtede Jesus i hans prøvelses time. Skønt engang så uvillig til at vedkende sig korset regnede han det nu for en glæde at give livet hen for evangeliet, men følte blot, at det for ham, som havde fornægtet sin Herre, var for stor en ære at få lov at dø på samme måde. Peter havde oprigtigt angret denne synd og havde fået tilgivelse af Kristus, som man kan se det af den ophøjede opgave, han havde fået: at vogte hjordens får og lam. Men han kunne aldrig tilgive sig selv. Ikke engang tanken om de frygtelige lidelser, han til sidst skulle udstå, kunne mindske hans bitre sorg og anger. Som en sidste gunst bad han bødlerne om, at han måtte blive naglet til korset med hovedet nedad. Hans bøn blev tilstået og på denne måde døde den store apostel Peter.