»<MEF 261/2> Det var blandt grækerne og romerne skik at indrømme en anklaget ret til at benytte en sagfører til at tale hans sag for domstolen. Ved kraftige argumenter, ved lidenskabelig veltalenhed eller ved bønner, tryglen og tårer lykkedes det ofte en sådan talsmand at skaffe en afgørelse, der faldt ud til gunst for fangen, eller hvis dette ikke lykkedes, kunne fangen måske opnå en mildere dom. Men da Paulus blev fremstillet for Nero, vovede ingen at tale til hans forsvar. Ingen ven var til stede for dog at kunne bevare en redegørelse for de anklager, der var rejst imod ham, eller af de beviser, han selv fremførte til sit forsvar. Ikke en eneste af de kristne i Rom stod frem for at stå ham bi i denne prøvelsens time.

»<MEF 261/3> Den eneste pålidelige beretning om denne begivenhed har vi fra Paulus selv i hans andet brev til Timoteus. "Under mit første forsvar," skrev apostlen, "kom ingen mig til hjælp, men alle svigtede mig. Gid det ikke må blive dem tilregnet! Men Herren stod mig bi og gav mig kraft, for at forkyndelsen af budskabet ved mig kunne blive ført helt til ende og alle hedningerne få det at høre; og jeg blev friet ud af løvens gab." 2Tim 4,16-17.

»<MEF 261/4> Paulus for Nero! Hvilken slående modsætning! Den hovmodige monark, over for hvem Guds mand skulle stå til regnskab for sin tro, havde nået højdepunktet af sin jordiske magt, myndighed og rigdom såvel som de største dybder af forbrydelser og last. I magt og vælde var han uden lige. Der fandtes ingen, der kunne bestride hans autoritet, ingen, der kunne sætte sig op mod hans vilje. Konger lagde deres kroner for hans fod. På hans bud marcherede mægtige hære og synet af hans flåder varslede sejr. Hans statue var rejst i retssalene og senatorernes love og dommernes afgørelser var kun et ekko af hans vilje. Millioner bøjede sig i lydighed for hans befalinger. Neros navn fik verden til at skælve. At vække hans mishag var ensbetydende med tabet af ens ejendom, frihed og liv og en panderynken fra ham var mere frygtindgydende end pesten.

»<MEF 262/1> Uden penge, uden venner, uden rådgivere stod den aldrende fange foran Nero. Kejserens ansigt fortalte om de skændige lidenskaber, der rasede i ham; den anklagedes ansigt fortalte om et hjerte, der har fred med Gud. Hvad Paulus havde oplevet, var fattigdom, selvfornægtelse og lidelse. Trods de stadige falske fremstillinger, trods vanære og mishandling, hvorved hans fjender havde forsøgt at skræmme ham, havde han uden frygt holdt korsets fane højt. Ligesom sin Mester havde han været en hjemløs vandrer og ligesom han havde han levet for at bringe mennesker velsignelse. Hvor skulle Nero, en lunefuld, ryggesløs tyran, kunne fatte eller vurdere dette Guds barns egenskaber og bevæggrunde?

»<MEF 262/2> Den store hal var tæt pakket af en ivrig, urolig menneskemængde, der bølgede frem og tilbage og trængte sig frem for at se og høre alt, hvad der skulle finde sted. Der var både høje og lave, rige og fattige, lærde og uvidende, stolte og ydmymge, men alle lige fattige på sand kundskab om livets og frelsens vej.

»<MEF 262/3> Jøderne fremkom med de gamle anklager mod Paulus for ophidselse til oprør og kætteri og både jøder og romere beskyldte ham for at have anstiftet byens brand. Mens disse anklager blev fremført mod Paulus, bevarede han en urokkelig sindsro. Folket og dommerne betragtede ham med forbavselse. De havde været til stede ved mange retshandlinger og havde set mange forbrydere; men aldrig havde de set en mand med et sådant udtryk af hellig fred som denne fange, der stod foran dem. Dommernes skarpe blik, der var vant til at tyde fangernes ansigtsudtryk, granskede forgæves Paulus ansigt for at finde vidnesbyrd om skyld. Da han fik tilladelse til at tale til sit forsvar, lyttede alle med spændt interesse.

»<MEF 262/4> Endnu engang får Paulus tilladelse til at løfte korsets banner foran en undrende skare, Mens han stirrer på sværmen foran sig, jøder, grækere, romere og udlændinge fra mange lande, betages hans sjæl af et brændende ønske om deres frelse. Han glemmer, hvad det er, der sker, glemmer de farer, der omgiver ham og den frygtelige skæbne, der synes at være så nær. Han ser kun Jesus, talsmanden, der overfor Gud taler syndige menneskers sag. Med overmenneskelig veltalenhed og kraft forkynder Paulus evangeliets sandhed. Han viser sine tilhørere det offer, der er blevet bragt for den faldne menneskeslægt. Han erklærer, at en uendelig høj pris er blevet betalt for menneskets frelse. Der er sørget for, at det kan komme til at dele tronen med Gud. Ved guddommelige sendebud er der skabt forbindelse mellem himmel og jord og alle menneskers handlinger, hvad enten de er gode eller onde, er klart synlige for den evige Dommer.

»<MEF 262/5> Således taler sandhedens talsmand. Han står som repræsentant for Gud, som den tro blandt de troløse, som den redelige blandt de uærlige og hans stemme er som en røst fra Himmelen. Der er ingen frygt, ingen sorg, ingen modløshed i hans ord eller blik. Stærk i bevidstheden om sin uskyldighed, iført sandhedens rustning fryder han sig over, at han er Guds barn. Hans ord lyder som et sejrsråb midt i kampens larm. Han forkynder, at den sag, han har viet sit liv til, er den eneste, som aldrig kan svigte. Selv om han dør, kan ordet ikke dø. Gud lever og hans sandhed vil sejre. For mange af dem, der den dag så på ham, "var hans ansigt at se som en engels ansigt." Apg 6,15.

»<MEF 263/1> Aldrig før havde forsamlingen lyttet til ord som disse. De ramte en streng, der bævede i selv de mest forhærdedes hjerter. Klart og overbevisende kuldkastede sandheden vildfarelsen. Lyset skinnede ind i hjertet på mange, som siden med glæde fulgte dets stråler. De sandheder, der blev talt på den dag, var forudbestemt til at ryste nationerne og til at leve til alle tider for at påvirke menneskers hjerter, når de læber, der havde udtalt dem, ville være tavse i martyrens grav.

»<MEF 263/2> Aldrig før havde Nero hørt sandheden, som han gjorde det ved denne lejlighed. Aldrig før var hans eget livs forfærdelige skyld blevet åbenbaret for ham på denne måde. Himmelens lys trængte ind i hans sjæl, der var besudlet af synd og han skælvede af rædsel ved tanken om en domstol, overfor hvilken han, verdens hersker, til sidst skulle aflægge regnskab og hans gerninger blive betalt efter fortjeneste. Han blev bange for apostlens Gud og han vovede ikke at afsige dom over Paulus, da beskyldningerne mod ham ikke var blevet bevist. For en tid holdt en følelse af ærefrygt hans blodtørstige sjæl i tømme.

»<MEF 263/3> For et øjeblik var Himmelen åbnet for den forbryderiske og forhærdede Nero og dens fred og renhed forekom ham tillokkende. I dette øjeblik nåede barmhjertighedens budskab selv til ham. Men kun for et øjeblik var tanken om tilgivelse ham velkommen. Så lød der befaling om, at Paulus skulle føres tilbage til sit fangehul og da døren lukkedes efter Guds udsending, lukkedes omvendelsens dør for stedse for Roms kejser. Aldrig mere skulle et lys fra Himmelen trænge ind i det mørke, der omgav ham. Snart skulle han komme til at lide under Guds gengældelses dom.

»<MEF 263/4> Ikke længe herefter sejlede Nero ud på den berygtede tur til Grækenland, hvor han vanærede sig selv og sit rige ved foragtelig og nedværdigende letfærdighed, Da han med stor pragt vendte tilbage til Rom, omgav han sig med sine hoffolk og beskæftigede sig med oprørende, tøjlesløse fornøjelser. Midt under den støjende lystighed lød der larmende røster fra gaden. Et sendebud, der blev udsendt for at få grunden at vide, vendte tilbage med den forfærdelige nyhed, at Galba hurtigt marcherede imod Rom i spidsen for en hær, at der allerede var udbrudt oprør i byen og at gaderne myldrede af ophidsede mennesker, som truede kejseren med døden tillige med alle hans tilhængere og hurtigt nærmede sig paladset.

»<MEF 263/5> I dette farens øjeblik havde Nero ikke som den trofaste Paulus en mægtig og medlidende Gud at stole på. Angst for den smerte og mulige tortur, han kunne blive udsat for fra pøbelens side, ville den elendige tyran have gjort ende på sit liv med egen hånd, men i det afgørende øjeblik svigtede modet ham. Fuldstændig fra sans og samling flygtede han på en uværdig måde fra byen og søgte ly på et landsted et stykke udenfor Rom, men til ingen nytte. Hans skjulested blev hurtigt opdaget og da de forfølgende ryttere nærmede sig, kaldte han en slave til hjælp og bibragte sig selv et dødeligt sår. Således omkom tyrannen Nero, to og tredive år gammel.