»<MEF 257/2> Jøderne fik nu mere end nogensinde travlt med deres bestræbelser for at skade Paulus og de fandt en dygtig hjælper i den skamløst usædelige kvinde, som Nero havde valgt til sin anden hustru. Hun var omvendt til jødedommen og brugte al sin indflydelse til støtte for de morderiske planer mod kristendommens forkæmper.

»<MEF 257/3> Paulus kunne kun gøre sig svagt håb om retfærdighed fra den kejser, han havde appelleret til. Nero var mere moralsk fordærvet, mere letfærdig af karakter og samtidig mere tilbøjelig til afskyelig grusomhed end nogen af sine forgængere på tronen. Regeringens tøjler kunne ikke være lagt i hænderne på en mere tyrannisk regent. Hans første regeringsår var bemærkelsesværdigt ved giftmordet på hans unge stedbroder, den retmæssige arving til tronen. Nero nedværdigede sig fra den ene last og forbrydelse til den anden, indtil han myrdede sin egen moder og derpå sin husttu. Der fandtes ikke den afskyelighed, han ikke ville begå, ingen lumpenhed, han ikke ville nedlade sig til. I ethvert retskaffent sind indgød han kun afsky og foragt.

»<MEF 257/4> Enkeltheder om de misgerninger, der blev forøvet ved dette hof, er for nedværdigende og for frygtelige til, at de kan beskrives. Neros forvorpne ondskab skabte afsky og had, selv blandt mange af dem, der var nødt til at tage del i hans forbrydelser. De levede i stadig frygt for, hvilke rædsler han næste gang ville foreslå. Dog kunne ikke engang forbrydelser som Neros få hans undersåtters troskab til at vakle. Han var anerkendt som enevældig hersker over hele den civiliserede verden og tilmed blev han gjort til genstand for æresbevisninger som en guddom og dyrket som en gud.

»<MEF 258/1> Efter menneskelig bedømmelse kunne der ikke være tvivl om, at Paulus ville blive fordømt af en sådan dommer. Men apostlen følte, at så længe han var tro mod Gud, havde han intet at frygte. Han, som i fortiden havde været hans beskytter, kunne stadig skærme ham mod jødernes ondskab og mod kejserens magt.

»<MEF 258/2> Og Gud skærmede sin tjener. Ved forhøret over Paulus var anklagerne mod ham ikke underbyggede og mod almindelig forventning og med en respekt for retfærdighed, som slet ikke stemte overens med hans karakter, erklærede Nero fangen for uskyldig. Paulus blev befriet for sine lænker, han var atter en fri mand.

»<MEF 258/3> Hvis hans retssag var blevet opsat, eller hvis han af en eller anden grund var blevet holdt tilbage i Rom til det følgende år, ville han uden tvivl være omkommet under den forfølgelse, som da fandt sted. Mens Paulus sad fængslet, var de omvendte til troen blevet så talrige, at det måtte vække opmærksomhed og skabe fjendskab hos myndighederne. Kejserens vrede blev særlig vakt ved omvendelser af medlemmer af hans egen husstand og han fandt snart et påskud til at gøre de kristne til genstand for sin ubarmhjertige grusomhed.

»<MEF 258/4> På dette tidspunkt udbrød der en frygtelig ildebrand i Rom, hvorved næsten halvdelen af byen brændte. Der gik rygter om, at det var Nero selv, der havde ladet ilden antænde, men for at bortlede mistanken foregav han stor gavmildhed ved at yde hjælp til de hjemløse og nødlidende. Men alligevel blev han beskyldt for forbrydelsen. Folket var ophidset og rasende og for at rense sig og samtidig befri byen for en klasse mennesker, han frygtede, rettede Nero beskyldningen mod de kristne. Hans anslag lykkedes og tusinder af Kristi disciple, både mænd, kvinder og børn, blev dræbt på den grusomste måde.

»<MEF 258/5> Paulus blev skånet for denne frygtelige forfølgelse, for kort tid efter sin løsladelse forlod han Rom Denne sidste mellemtid med frihed benyttede han flittigt til at virke blandt menighederne. Han søgte at oprette en fastere forbindelse mellem de græske og de østlige menigheder og at styrke de troendes sind mod de falske lærdomme, der sneg sig ind for at nedbryde troen.

»<MEF 258/6> De prøvelser og den ængstelse, Paulus havde gennemgået, havde tæret på hans legemlige kræfter. Han mærkede alderens skrøbeligheder. Han følte, at dette var det sidste arbejde, han kunne udrette og efter som tiden for hans virksomhed blev mere knap, arbejdede han mere intenst. Der syntes ikke at være grænser for hans iver. Beslutsom, altid rede til at handle, stærk i troen drog han fra den ene menighed til den anden i mange forskellige lande og søgte på alle måder at styrke de troende til gerningen, så de kunne arbejde med troskab for at vinde sjæle for Jesus og for at de i de strenge tider, som de allerede da var ved at komme ind i, måtte forblive standhaftige og holde sig til evangeliet, så de kunne være trofaste vidner for Kristus.