»<MEF 212/2> Ved denne lejlighed overrakte Paulus og hans ledsagere højtideligt de ledende indenfor arbejdet i Jerusalem de bidrag, de hedningekristne menigheder havde sendt til støtte for de fattige blandt deres jødiske brødre. Det havde kostet apostlen og hans, medarbejdere megen tid, ængstelige tanker og trælsomt arbejde at indsamle disse bidrag. Summen, der langt overgik forventningerne hos de ældste i Jerusalem, repræsenterede megen offervillighed, ja, selv direkte savn fra de hedningekristnes side.

»<MEF 212/3> Disse frivillige offergaver var et tegn på de hedningekristnes loyalitet overfor det arbejde, Gud havde oprettet over hele verden og de burde være blevet modtaget med taknemmelig anerkendelse. Men alligevel stod det klart for Paulus og hans ledsagere, at selv blandt dem, de nu stod overfor, var der nogle, der ikke var i stand til at værdsætte den broderkærlighedens ånd, som gav sig udtryk i gaverne.

»<MEF 212/4> I de første år, hvor evangeliet blev prædiket blandt hedningerne, havde nogle af de ledende blandt brødrene i Jerusalem ikke haft noget hjerteligt samarbejde med Paulus og hans fæller, men blev ved med at klamre sig til tidligere tiders fordom og vanetænkning. I deres iver for at bevare nogle få betydningsløse skikke og ceremonier havde de tabt de velsignelser af syne, som de og den sag, de elskede, ville opnå ved at bestræbe sig for at forene alle grene af Herrens arbejde. Skønt de ønskede at vogte de bedste værdier indenfor den kristne menighed, havde de ikke kunnet følge med, efterhånden som Guds forsyn åbnede vejen og i deres menneskelige visdom havde de forsøgt at pålægge arbejderne mange unødvendige restriktioner. Således opstod der en gruppe mennesker, der personligt ikke havde kendskab til de vekslende forhold og den særlige trang, som arbejderne i fjerne lande mødte, men som alligevel hævdede, at de havde myndighed til at retlede deres brødre i disse lande til at følge særligt angivne arbejdsmetoder. De følte det, som om opgaven med at prædike evangeliet skulle fremmes i overensstemmelse med deres meninger.

»<MEF 212/5> Der var gået adskillige år, siden brødrene i Jerusalem sammen med repræsentanter for andre førende menigheder omhyggeligt overvejede de vanskelige spørgsmål, der var opstået på grund af de arbejdsmetoder, som blev fulgt af dem, der arbejdede blandt hedningerne. Som følge af dette rådsmøde var brødrene blevet enige om at sende nogle anbefalingsbreve til menighederne med hensyn til visse ceremonier og skikke, heri indbefattet omskærelsen. Det var ved dette fællesmøde, at brødrene også var blevet enige om at anbefale Paulus og Barnabas til de kristne menigheder som arbejdere, der var værdige til enhver troendes fulde tillid.

»<MEF 213/1> Blandt de tilstedeværende ved dette møde var der nogle, der strengt havde kritiseret den arbejdsmetode, der fulgtes af de apostle, som bar den største byrde med at bringe evangeliet ud til hedningeverdenen. Men under mødet havde de fået et videre udsyn over Guds formål og de havde gjort fælles sag med de andre brødre ved at træffe kloge afgørelser, som muliggjorde enheden indenfor alle de troendes samfund.

»<MEF 213/2> Da det senere tydeligt viste sig, at de omvendte blandt hedningerne hurtigt voksede i antal, var der nogle få af de ledende brødre i Jerusalem, der på ny begyndte at nære deres tidligere fordomme mod Paulus og hans medarbejderes metoder. Efter som årene gik, blev disse fordomme stærkere, indtil nogle af de ledende bestemte, at arbejdet med at forkynde evangeliet herefter skulle foregå i overensstemmelse med deres egne principper. Hvis Paulus ville indrette sit arbejde efter en særlig fremgangsmåde, som de gjorde sig til talsmænd for, ville de anerkende og støtte hans virksomhed; i modsat fald kunne de ikke mere billige den eller indrømme den deres støtte.

»<MEF 213/3> Disse mænd havde mistet den kendsgerning af syne, at Gud er sit folks lærer og at enhver, der arbejder for hans sag, skal opnå en personlig erfaring ved at følge den guddommelige fører og ikke se hen til mennesker for at få direkte vejledning; at hans tjenere skal formes og dannes ikke efter menneskers tanker, men til lighed med Gud selv.

»<MEF 213/4> Under sin forkynder virksomhed havde Paulus lært folket "ikke ved visdoms overtalende ord, men ved Ånds og krafts bevis." 1Kor 2,4. De sandheder, han forkyndte, var blevet ham åbenbaret af Helligånden, thi "Ånden ransager jo alt, endog Guds dybder. Thi hvilket menneske ved, hvad der bor i mennesket, uden menneskets ånd, som er i ham? Således kender heller ingen, hvad der bor i Gud, uden Guds Ånd. ... Derom," sagde Paulus, "taler vi ikke med ord, lærte af menneskelig visdom, men med ord, lærte af Ånden, idet vi tolker åndelige ting for åndelige mennesker." 1Kor 2,10-13.

»<MEF 213/5> Under hele sin gerning havde Paulus vendt sig til Gud for at få direkte vejledning. Samtidig havde han været meget omhyggelig for at arbejde i overensstemmelse med de afgørelser, der var truffet på fællesmødet i Jerusalem og som følge heraf var menighederne blevet "styrkede i troen og voksede i antal dag for dag." Apg 16,5. Og trods den mangel på forståelse, nogle viste ham, fandt han trøst i bevidstheden om, at han havde gjort sin pligt ved hos sine omvendte at opmuntre en troskabens, gavmildhedens og broderkærlighedens ånd, sådan som den ved denne lejlighed gav sig udtryk i de rundhåndede gaver, han havde kunnet overrække de jødiske ældste.

»<MEF 213/6> Da gaverne var blevet overrakt, "fortalte Paulus træk for træk, hvad Gud gennem hans tjeneste havde virket blandt hedningerne." Denne beretning om kendsgerninger bibragte alle, selv dem, der havde tvivlet, den overbevisning, at Himmelens velsignelse havde ledsaget hans tjeneste. "Da de hørte dette, priste de Gud." De forstod, at Herren havde sat sit segl på apostlens arbejdsmetoder. De rundhåndede bidrag, som lå foran dem, støttede apostlens vidnesbyrd om trofastheden hos de nyoprettede menigheder af hedningekristne. De mænd, der, mens de hørte til dem, som havde ansvaret for tjenesten i Jerusalem, havde hævdet, at der måtte tages strenge forholdsregler, så nu Paulus virksomhed i et nyt lys og følte sig overbeviste om, at deres egen fremgangsmåde havde været forkert, at de havde levet i trældom under de jødiske skikke og overleveringer og at evangeliets tjeneste var blevet i høj grad hindret ved, at de ikke havde erkendt, at skillemuren mellem jøder og hedninger var blevet nedbrudt ved Kristi død.

»<MEF 214/1> Her var nu en enestående lejlighed for alle de ledende brødre til frimodigt at indrømme, at Gud havde virket gennem Paulus og at de til tider var faret vild ved at lade hans fjenders beretninger vække deres skinsyge og fordom; men i stedet for i fællesskab at stræbe efter at vise retfærdighed mod ham, som de havde forurettet, gav de ham gode råd, som viste, at de stadig havde en følelse af, at Paulus i særlig grad burde gøres ansvarlig for de bestående fordomme. De gik ikke modigt ind for at forsvare ham ved at bestræbe sig for at vise de misfornøjede, at de havde uret, men søgte at udvirke et kompromis ved at tilråde ham at følge en fremgangsmåde, som efter deres mening ville fjerne al grund til misforståelser.

»<MEF 214/2> "Broder," sagde de, som svar på hans vidnesbyrd, "du ser, hvor mange tusind jøder der er kommet til tro og de er alle nidkære for loven. Men nu har de hørt om dig, at du lærer alle jøder ude blandt hedningerne frafald fra Moses, idet du siger, at de ikke skal omskære børnene og ikke vandre efter vore skikke. Hvad skal vi nu gøre? Der vil sikkert komme en hel mængde mennesker sammen; de vil jo få at høre, at du er kommen. Gør derfor, som vi nu siger dig: vi har her fire mænd, som har et løfte på sig. Tag dem med dig og rens dig sammen med dem og afhold udgifterne for dem, så de kan lade deres hoved rage; så vil alle forstå, at det, de har hørt om dig, ikke har noget på sig, men at du også selv vandrer således, at du holder loven. Men angående de hedninger, som er kommet til tro, har vi udsendt en skrivelse med den afgørelse, at de skal vogte sig for afgudsofferkød og for blod og for kød af kvalte dyr og for utugt."

»<MEF 214/3> Brødrene håbede, at Paulus ved at følge denne fremgangsmåde på en afgørende måde kunne modbevise de falske rygter, der gik om ham. De forsikrede ham, at den forrige rådsforsamlings afgørelse med hensyn til de hedningekristne og ceremoniloven stadig stod ved magt, men det råd, de nu gav ham, stemte ikke overens med denne afgørelse. Guds Ånd havde ikke tilskyndet til denne belæring, den var fejhedens frugt. Menighedens ledere i Jerusalem vidste, at de kristne ved ikke at rette sig efter ceremoniloven ville pådrage sig jødernes had og udsætte sig for forfølgelse. Jødernes råd gjorde deres yderste for at hindre evangeliets fremtrængen. Dette råd havde udvalgt mænd, der skulle "skygge" apostlene og i særdeleshed Paulus og på enhver tænkelig måde modarbejde dem. Hvis de kristne af jødernes råd blev dømt som lovovertrædere, ville de hurtigt blive ramt af hårde straffe som frafaldne fra den jødiske tro.

»<MEF 215/1> Mange af de jøder, der havde taget imod evangeliet, havde stadig ærbødighed for ceremoniloven og var kun alt for villige til at gøre ukloge indrømmelser, hvorved de håbede at vinde deres landsmænds tillid, fjerne deres fordomme og vinde dem for troen pâ Kristus som verdens Frelser. Paulus var klar over, at så længe mange af de ledende medlemmer af menigheden i Jerusalem nærede fordom imod ham, ville de bestandig modarbejde hans indflydelse. Han forstod, at hvis han ved en eller anden rimelig indrømmelse kunne vinde dem for sandheden, ville han rydde en stor hindring af vejen for evangeliet andre steder. Men han havde ikke Guds bemyndigelse til at give så meget efter, som de ønskede.

»<MEF 215/2> Når vi tænker på Paulus store ønske om at leve i forståelse med sine brødre, på hans omsorg for dem, der var svage i troen, hans ærbødighed for de apostle, som havde været sammen med Jesus og for Jakob, Herrens broder og hans håb om at blive alt for alle, så vidt det lod sig gøre uden at ofre det væsentlige, når vi tænker på alt dette, er det mindre forbavsende, at han lod sig nøde til at vige fra den faste, afgjorte retningslinje, han hidtil havde fulgt. Men i stedet for at opnå det, han ønskede, fremskyndede hans bestræbelser for at skaffe forsoning kun krisen og hans forudsagte lidelser og endte med at skille ham fra hans medbrødre, hvorved menigheden blev berøvet en af sine stærkeste piller og der bragtes sorg til de kristne i alle lande.

»<MEF 215/3> Den næste dag begyndte Paulus at udføre de ældstes råd. De fire mænd, som havde aflagt nasiræerløftet, (se 4Mos 6,) hvis tid næsten var udløbet, blev af Paulus ført ind i tmplet, hvor han "opgav, hvornår renselsesdagene udløb og offeret kunne bringes for hver enkelt af dem." Endnu skulle der bringes nogle kostbare ofre for deres renselse.

»<MEF 215/4> De, som havde rådet Paulus til at foretage dette skridt, havde ikke fuldt ud overvejet, hvor stor fare han derved udsatte sig for. Jerusalem vrimlede på denne tid af året med tempelsøgende fra alle lande. Da Paulus for at opfylde den befaling, Gud havde givet ham, havde bragt evangeliet ud til hedningerne, havde han besøgt mange af verdens største byer og han var velkendt for tusinder, der var kommet fra fremmede lande til Jerusalem for at overvære højtiden. Blandt disse var der mænd, hvis hjerte var fuldt af bittert had mod Paulus; og at gå ind i helligdommen i et offentligt ærinde var ensbetydende med at vove livet. I flere dage gik han ud og ind mellem de tilbedende, tilsyneladende upåagtet; men før den angivne tidsfrist var udløbet og mens han talte med en præst om det offer, der skulle bringes, blev han genkendt af nogle jøder fra provinsen Asien.

»<MEF 215/5> Med djævelsk raseri styrtede de sig over ham, mens de råbte: "Israelitiske mænd, kom til hjælp! her er den mand, som alle vegne lærer alle, hvad der er imod vort folk og imod loven og imod dette sted." Og da folk stimlede sammen ved dette råb, føjede de endnu en beskyldning til: "Tilmed har han nu ført grækere ind i helligdommen og gjort dette hellige sted urent."

»<MEF 215/6> Efter jødernes lov var det en forbrydelse, der krævede dødsstraf, hvis en uomskåren gik ind i helligdommens indre gårde. Man havde i byen set Paulus sammen med Trofimus, der var fra Efesus, og man gættede sig til, at han havde taget ham med ind i templet. Han havde ikke gjort dette og da han selv var jøde, var det ingen overtrædelse af loven, at han selv var gået derind. Men skønt beskyldningen var falsk fra først til sidst, lykkedes det ved den at vække folkets fordomme. Da råbet blev gentaget og lød gennem tempelgårdene, blev skarerne, der var samlede dér, vildt ophidsede. Rygtet spredtes hurtigt i Jerusalem, "og hele staden kom i bevægelse, og folket stimlede sammen."

»<MEF 216/1> At én, der var frafalden fra Israel, kunne have den dristighed at vanhellige templet netop på dette tidspunkt, hvor tusinder var kommet fra alle verdens kanter for at tilbede, vakte mængdens vildeste raseri. "De greb Paulus og slæbte ham uden for helligdommen og straks blev portene lukket."

»<MEF 216/2> "Men just som de skulle til at slå ham ihjel, gik der melding op til kommandanten for hærafdelingen om, at hele Jerusalem var i oprør." Klaudius Lysias vidste god besked om, hvad det var for ustyrlige elementer, han havde med at gøre og han "tog straks soldater og høvedsmænd med sig og kom løbende ned imod dem. Ved synet af kommandanten og soldaterne holdt de op med at slå Paulus." Den romerske officer, som ikke kendte årsagen til oprøret, men så, at skarernes raseri gjaldt Paulus, sluttede her af, at han måtte være en ægyptisk oprører, som han havde hørt om og som hidtil havde undgået at blive fanget. Derfor "lod han ham gribe og befalede, at han skulle bindes med to lænker; og han spurgte, hvem han var og hvad han havde gjort." Straks hævede mange stemmer sig med højrøstede og vrede anklager; nogle i skaren råbte ét, andre noget andet til ham; og da han ikke kunne få noget pålideligt at vide på grund af larmen, befalede han, at Paulus skulle føres ind i borgen. Og da han kom hen til trappen, måtte han bæres af soldaterne, så voldsomt trængte skaren på; thi folkemængden fulgte efter og råbte: "Bort med ham!"

»<MEF 216/3> Midt i al denne larm var apostlen rolig og behersket. Han stolede på Gud og har vidste, at Himmelens engle var hos ham. Han ville nødig forlade templet uden først at forelægge sine landsmænd sandheden. Da man var ved at føre ham ind i borgen, sagde han til kommandanten: "Er det mig tilladt at sige noget til dig?" Lysias svarede: "Kan du græsk? Er du da ikke den ægypter, som for nogen tid siden gjorde oprør og førte de fire tusinde knivstikkere ud i ørkenen?" Paulus svarede: "Nej, jeg er en jødisk mand fra Tarsus, borger i en ikke ukendt by i Kilikien. Jeg beder dig, tillad mig at tale til folket!"

»<MEF 216/4> Tilladelsen blev givet og "Paulus stod frem på trappen og gav med hånden tegn til folket." Denne håndbevægelse tiltrak sig deres opmærksomhed, ligesom hans optræden vakte respekt. "Da der var blevet almindelig tavshed, talte han til dem i det hebraiske sprog og sagde: "Brødre og fædre! hør, hvad jeg nu har at sige jer til mit forsvar." Ved at høre de velkendte hebraiske ord, "holdt de sig endnu mere stille," og under den almindelige tavshed vedblev han;

»<MEF 216/5> "Jeg er en jødisk mand, født i Tarsus i Kilikien, men vokset op i denne by; ved Gamaliels fødder er jeg blevet oplært i vor fædrene lov efter al dens strenghed og jeg var nidkær for Gud, sådan som I alle er det i dag." Ingen kunne benægte, hvad apostlen sagde, da de omtalte kendsgerninger var kendt af mange af dem, der stadig boede i Jerusalem. Så fortalte han om sin tidligere iver for at forfølge Kristi disciple, ja, selv til døden; og han berettede om, under hvilke omstændigheder han var blevet omvendt og fortalte sine tilhørere, hvordan hans eget stolte hjerte var kommet til at bøje sig for den korsfæstede nazaræer. Hvis han havde indladt sig på diskussion med sine modstandere, ville de hårdnakket have nægtet at lytte til, hvad han sagde; men hans beretning om sine oplevelser blev fortalt med en overbevisende kraft, som for en stund syntes at mildne og kue deres hjerter.

»<MEF 217/1> Så forsøgte han at vise dem, at hans gerning blandt hedningerne ikke var påbegyndt efter hans eget valg. Han havde helst villet arbejde for sit eget folk; men netop her i templet havde Gud talt til ham gennem et helligt syn og havde udsendt ham "til hedningefolk langt borte."

»<MEF 217/2> Hidtil havde folket lyttet med spændt opmærksomhed, men da Paulus var nået til dette punkt i sin fortælling, hvor han blev udvalgt til at være Kristi udsending til hedningerne, brød deres raseri atter løs. De var jo vant til at betragte sig selv som det eneste folk, der havde Guds velbehag og de var ikke til sinds at lade de foragtede hedninger få del i de rettigheder, som de hidtil havde anset for udelukkende at tilhøre dem selv. De opløftede deres røst for at overdøve den talende og råbte: "Bort fra jorden med en sådan! Han skulle ikke have lov at leve!"

»<MEF 217/3> "Men da de skreg og rev klæderne af sig og kastede støv op i luften, befalede kommandanten, at han skulle føres ind i borgen og sagde, at han skulle forhøres under piskeslag, for at man kunne få at vide, af hvilken grund de råbte sådan op imod ham."

»<MEF 217/4> "Men da de havde spændt ham fast for at piske ham, spurgte Paulus den høvedsmand, der stod ved siden af: "Har I lov at piske en romersk borger og det uden dom?" Da høvedsmanden hørte dette, gik han til kommandanten og meldte ham det og sagde: "Hvad er det, du er ved at gøre? Denne mand er jo romersk borger." Da gik kommandanten hen og spurgte ham: "Sig mig, er du romersk borger?" "Ja," svarede han. Kommandanten sagde da: "Jeg har købt mig denne borgerret for en stor sum penge." Men Paulus sagde: "Jeg er endog født med den." De, som skulle til at forhøre ham, trak sig da straks tilbage fra ham; og da kommandanten fik at vide, at han var romersk borger, blev også han bange, fordi han havde ladet ham fængsle."

»<MEF 217/5> "Men da han ville have noget pålideligt at vide om, hvad han anklagedes for af jøderne, lod han den næste dag lænkerne tage af ham og befalede, at ypperstepræsterne og hele rådet skulle samles. Så lod han Paulus hente ned og fremstillede ham for dem."

»<MEF 217/6> Nu skulle apostlen forhøres af det samme råd, som han selv havde været medlem af før sin omvendelse. Da han stod foran de jødiske rådsherrer, var hans optræden rolig og hans ansigt lyste af Kristi fred. "Da så Paulus fast på rådet og sagde: "Brødre! jeg har med fuldgod samvittighed levet mit liv for Gud indtil denne dag." "Ved at høre disse ord, optændtes deres had på ny og "ypperstepræsten Ananias bød dem, som stod ved siden af ham, at de skulle slå ham på munden." Ved denne umenneskelige befaling udbrød Paulus: "Gud skal slå dig, du kalkede væg! her sidder du for at dømme mig efter loven og tvært imod loven befaler du, at de skal slå mig!" "De, som stod ved siden af, sagde da: "Skælder du Guds ypperstepræst ud?" Paulus svarede med sin sædvanlige høflighed: "Brødre, jeg vidste ikke, at det var ypperstepræsten; der står jo skrevet: Mod en øvrighedsperson i dit folk må du ikke tale onde ord."

»<MEF 218/1> "Da nu Paulus vidste, at den ene del bestod af saddukæere og den anden af farisæere, råbte han i rådet: "Brødre! jeg er farisæer og stammer fra farisæere, det er på grund af håb om de dødes opstandelse, at jeg anklages."

»<MEF 218/2> "Næppe havde han sagt dette, før der blev strid mellem farisæerne og saddukæerne og forsamlingen delte sig. Thi saddukæerne siger, at der ikke er opstandelse, ej heller engle eller ånd; men farisæerne hævder både det ene og det andet." De to partier gav sig til at strides indbyrdes og på denne måde blev deres modstand mod Paulus brudt. "Nogle af de skriftkloge af farisæernes parti stod op, begyndte en ordstrid med de andre og sagde: "Vi finder intet ondt hos denne mand; sæt, at en engel eller en ånd har talt til ham!"

»<MEF 218/3> Under den påfølgende forvirring bestræbte saddukæerne sig ivrigt for at få Paulus i deres magt, for at de kunne få ham dræbt; og farisæerne var lige så ivrige i deres bestræbelser for at beskytte ham. "Men da striden blev så heftig, frygtede kommandanten for, at Paulus skulle blive sønderslidt af dem og han befalede mandskabet at gå ned og rive ham ud af hænderne på dem og føre ham ind i borgen."

»<MEF 218/4> Da Paulus senere overvejede de prøvende oplevelser på denne dag, begyndte han at ængstes for, om hans fremgangsmåde ikke skulle have behaget Gud. Havde det trods alt været en fejltagelse af ham at besøge Jerusalem? Var det hans store ønske om at være i samfund med brødrene, der havde ført til dette katastrofale resultat?

»<MEF 218/5> Den særstilling, jøderne indtog som Guds udvalgte folk overfor en vantro verden, forårsagede apostlen stor sjælekval. Hvordan ville disse hedenske officerer betragte dem når de hævdede at dyrke Jehova og beklædte hellige embeder, men dog søgte at tilintetgøre deres brødre, som vovede at afvige fra dem i deres religiøse overbevisning og forvandlede deres højeste rådgivende forsamling til en skueplads for strid og vild forvirring? Paulus følte, at Guds navn havde lidt skam i hedningernes øjne.

»<MEF 218/6> Og nu var han i fængsel og han vidste, at hans fjender i deres vanvittige had ville tage deres tilflugt til ethvert middel for at få ham henrettet. Var det muligt, at hans arbejde for menighederne var forbi og at glubske ulve nu skulle trænge derind? Guds riges sag lå Paulus stærkt på sinde og med dyb ængstelse tænkte han på de farer, der truede de spredte menigheder, udsatte som de var for forfølgelse af netop den slags mennesker, han i dag havde mødt i rådsforsamlingen. Fortvivlet og modløs både græd og bad han.

»<MEF 218/7> I denne mørke stund havde Herren ikke glemt sin tjener. Han havde beskyttet ham mod den mordlystne hob i tempelgårdene; han havde været med ham foran det jødiske råd; han var hos ham i fængslet og han åbenbarede sig for sit trofaste vidne som svar på apostlens inderlige bøn om vejledning. "Natten derefter stod Herren foran Paulus og sagde: "Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du også vidne i Rom"

»<MEF 219/1> Paulus havde længe set hen til at besøge Rom; det var hans store ønske at vidne for Kristus dér, men han følte, at hans planer strandede på grund af jødernes fjendskab. Selv nu forstod han kun lidt, at det var som fange, han skulle komme dér.

»<MEF 219/2> Mens Herren gav sin tjener nyt mod, lagde hans fjender ivrigt planer om at tilintetgøre ham. "Da det var blevet dag, rottede jøderne sig sammen og forpligtede sig under forbandelser til hverken at nyde vådt eller tørt, før de havde slået Paulus ihjel. Der var mere end fyrretyve mand, som havde indgået denne sammensværgelse." Dette var en af den slags faster, som Herren gennem Esajas havde fordømt, en faste "til strid og kiv, til hug med gudløse næver" Es 58,4.

»<MEF 219/3> De sammensvorne "gik da til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: Vi har under forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget som helst, før vi har slået Paulus ihjel. Henstil derfor sammen med rådet til kommandanten, at han lader ham føre ned til jer, som om I ville undersøge hans sag nøjere; vi skal så være rede til at rydde ham af vejen, før han når frem."

»<MEF 219/4> I stedet for at dadle denne grusomme plan samtykkede præsterne med den største beredvillighed. Paulus havde talt sandhed, da han sammenlignede Ananias med en kalket grav.

»<MEF 219/5> Men Gud lagde sig imellem for at redde sin tjeners liv. Paulus søstersøn havde hørt om snigmordernes baghold og "han kom derfor og gik ind i borgen og fortalte Paulus det. Paulus sendte da bud efter en af høvedsmændene og sagde: "Før denne unge mand til kommandanten; thi han har noget at meddele ham." Så tog han ham med og førte ham til kommandanten og sagde: "Fangen Paulus sendte bud efter mig og bad mig føre denne unge mand til dig; han har noget at fortælle dig."

»<MEF 219/6> Klaudius Lysias tog venligt imod den unge mand og førte ham til side og spurgte: "Hvad er det, du har at meddele mig?" Den unge mand svarede: "Jøderne har aftalt at bede dig om, at du i morgen vil lade Paulus føre ned for rådet og det under påskud af, at man vil holde grundigere forhør over ham. Men lad dig ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve mand af dem ligger på lur efter ham og de har under forbandelser forpligtet sig til hverken at nyde vådt eller tørt, før de har slået ham ihjel; og nu er de rede og venter kun på et tilsagn fra dig."

»<MEF 219/7> "Da lod kommandanten det unge menneske gå og bød ham: "Sig ikke til nogen, at du har røbet dette for mig."

»<MEF 219/8> Lysias besluttede med det samme at lade Paulus overføre fra sit eget retsområde til landshøvdingen Feliks jurisdiktion. Jøderne var som folk i en tilstand af ophidselse og irritation og der forekom tit tumulter. Hvis apostlen vedblev med at være i Jerusalem, kunne det få følger, der var skæbnesvangre for byen og muligvis også for kommandanten selv. Derfor "kaldte han på et par af høvedsmændene og sagde: "Gør to hundrede mand fodfolk, halvfjerds ryttere og to hundrede spydkastere klar til at afgå til Kæsarea i nat ved den tredje time"; de skulle også sørge for ridedyr, så de kunne lade Paulus ride og føre ham i god behold til landshøvdingen Feliks."

»<MEF 219/9> Der var ingen tid at spilde, før Paulus blev sendt bort. "Soldaterne tog så Paulus, sådan som det var dem befalet og førte ham om natten til Antipatris." Derfra drog rytterne videre med fangen til Kæsarea, mens de fire hundrede soldater vendte tilbage til Jerusalem.

»<MEF 220/1> Befalingsmandem for afdelingen afleverede sin fange til Feliks og overbragte samtidig et brev, som var blevet ham betroet af kommandanten:

»<MEF 220/2> "Klaudius Lysias sender hilsen til den højædle landshøvding Feliks. Denne mand havde jøderne grebet og han var nær ved at blive slået ihjel af dem; men jeg kom til med mandskabet og udfriede ham, da jeg erfarede, at han var romersk borger. Og da jeg ville vide, af hvad grund de anklagede ham, førte jeg ham ned for deres råd. Jeg fandt da, at klagemålet mod ham gjaldt nogle stridsspørgsmål i deres lov, men at han ikke blev beskyldt for noget, som fortjener død eller fængsel. Men da jeg har fået underretning om, at der skal være planer fremme mod manden, sender jeg ham hermed til dig efter også at have pålagt hans anklagere at fremføre for dig, hvad de har imod ham."

»<MEF 220/3> Da Feliks havde læst denne meddelelse, spurgte han, fra hvilken provins fangen var og da han fik at vide, at han stammede fra Kilikien, sagde han: "Jeg skal forhøre dig, når dine anklagere også er kommet til stede." Og han bød, at han skulle holdes i varetægt i Herodes palads."

»<MEF 220/4> Det var ikke første gang, at en af Guds tjenere ligesom Paulus fandt et fristed hos hedningerne mod Jehovas ejendomsfolks raseri. I deres had mod Paulus føjede jøderne endnu en forbrydelse til den sorte liste, som kendetegnede folkets historie. De havde nu end yderligere forhærdet deres hjerter mod sandheden og havde gjort deres fordømmelse mere vis.

»<MEF 220/5> Kun få forstår den fulde betydning af de ord, som Kristus sagde, da han i synagogen i Nazaret forkyndte, at han var Den Salvede. Han sagde, at han var udsendt for at trøste, velsigne og frelse de sørgende og syndefulde; og da han derefter så, at hovmod og vantro herskede i tilhørernes hjerter, mindede han dem om den gang i fortiden, hvor Gud havde vendt sig bort fra sit udvalgte folk på grund af deres vantro og oprørskhed og havde åbenbaret sig for dem i hedningelandene, der ikke havde forkastet det himmelske lys. Enken i Zarepta og syreren Naman havde levet efter det lys, de havde fået; derfor blev de regnet for mere retfærdige end Guds udvalgte folk, der var veget bort fra ham og havde ofret deres overbevisning for magelighed og verdens ære.

»<MEF 220/6> Kristus sagde jøderne i Nazaret en frygtelig sandhed, da han erklærede, at der hos det frafaldne Israel ikke fandtes tryghed for Guds trofaste sendebud. De ville ikke kendes ved hans ord eller forstå hans bestræbelser. Skønt de jødiske ledere hævdede at være meget nidkære for Guds ære og Israels velfærd, så var de i virkeligheden fjender af begge dele. Ved deres forskrifter og eksempel førte de folket længere og længere bort fra lydighed mod Gud, førte dem derhen, hvor han ikke kunne være deres skjold på farens dag.

»<MEF 220/7> Frelserens dadlende ord til mændene i Nazaret havde i Paulus tilfælde ikke blot bud til de vantro jøder, men også til hans egne brødre i troen. Hvis de ledende indenfor menigheden helt havde overvundet deres uvilje mod apostlen og modtaget ham som den, Gud særligt havde udvalgt til at bringe evangeliet til hedningerne, så ville Herren have bevaret ham for dem. Gud havde ikke bestemt, at Paulus gerning skulle være forbi så hurtigt, men han gjorde intet under for at modvirke den række begivenheder, som menighedens ledere i Jerusalem havde givet stødet til.

»<MEF 221/1> Den samme ånd fører stadig til de samme resultater. Hvis man forsømmer at påskønne og benytte sig af den guddommelige nådes omsorg, berøver det menigheden mange velsignelser. Hvor ofte ville Herren ikke have forlænget en trofast prædikants gerning, hvis hans arbejde var blevet påskønnet. Men hvis menigheden lader sjælefjenden forvanske forståelsen, så dens medlemmer fortolker Kristi tjeneres ord og gerninger forkert, hvis de tillader sig at stå i vejen for ham og hindre hans brugbarhed, så borttager Herren undertiden den velsignelse, han gav.

»<MEF 221/2> Satan arbejder bestandig gennem sine hjælpere for at tage modet fra dem, som Gud har udvalgt til at udføre et stort og godt arbejde. Måske er de rede til at ofre selve livet for Kristi sags fremme og dog vil den store bedrager indgive deres brødre tvivl om dem; hvis denne bliver næret, kunne den undergrave tilliden til deres retskafne karakter og således lamme deres arbejdsevne. Alt for ofte lykkes det ham gennem deres egne medbrødre at påføre dem en sådan hjertesorg, at Gud i sin nåde griber ind for at skaffe sine forfulgte tjenere hvile. Når så hænderne ligger foldede over det bryst, hvor hjertet ikke banker mere, kan måske de forhærdede vækkes til at se og prise de velsignelser, de har kastet vrag på. Ved deres død opnår de måske det, som ikke lykkedes for dem i livet.