»<MEF 198/2> De korintiske kristne, der engang havde været så tilbøjelige til at tabe deres høje kald i Kristus af syne, havde udviklet ny styrke i deres liv som kristne. Guds nådes forvandlende magt åbenbarede sig i deres ord og handlinger og de var nu en stærk magt til det gode i dette midtpunkt for hedenskab og overtro. Sammen med sine kære rejsefæller og disse trofaste omvendte fandt apostlens trætte og bekymrede sjæl hvile.

»<MEF 198/3> Under sit ophold i Korint fik Paulus tid til at se frem til nye og større arbejdsmarker. Hans påtænkte rejse til Rom optog ganske særligt hans tanker. Det var et af hans kæreste håb og hans yndlingstanke at se den kristne tro fast grundlagt i verdens hovedstad. Der var allerede oprettet en menighed i Rom og apostlen ville gerne sikre sig de derboende troendes medvirken til det arbejde, der skulle udføres i Italien og andre lande. For at berede vejen for sit arbejde blandt disse brødre, af hvilke mange endnu var fremmede for ham, sendte han dem et brev, hvori han meddelte dem sin hensigt om at besøge Rom og sit håb om at rejse korsets banner i Spanien.

»<MEF 198/4> I sit brev til romerne forkyndte Paulus evangeliets store grundsætninger. Han fastslog sin indstilling til de spørgsmål, som bragte uro i de jødiske og hedningekristne menigheder og viste dem, at de håb og forjættelser, der engang var jødernes særlige ejendom, nu også blev tilbudt hedningerne.

»<MEF 198/5> Med stor klarhed og kraft forkyndte apostlen læren om retfærdiggørelsen ved troen på Kristus. Han håbede, at andre menigheder også kunne få hjælp ved den vejledning, han sendte de troende i Rom; men det var kun svagt, at han kunne forudse den vidtrækkende indflydelse, hans ord skulle få. Gennem alle tider har den store sandhed om retfærdiggørelse ved tro stået som et vældigt fyrtårn, der kunne lede angrende sjæle ind på livets vej. Det var dette lys, der spredte mørket, som omsluttede Luthers sind, og åbenbarede ham den kraft, Kristi blod har til at rense fra synd. Det samme lys har ledet tusinder af sjæle, der var tyngede af deres synd, hen til den sande tilgivelsens og fredens kilde. Enhver kristen har grund til at takke Gud for brevet til menigheden i Rom

»<MEF 199/1> I dette brev gav Paulus frit udtryk for sin bekymring for jøderne. Lige siden sin omvendelse havde han længtes efter at hjælpe sine jødiske brødre til at få en klar forståelse af evangeliets budskab. "Jeg ønsker af hjertet og beder til Gud for dem, at de må blive frelst."

»<MEF 199/2> Det var ikke noget almindeligt ønske, apostlen nærede. Bestandig tryglede han Gud om at virke til frelse for israelitterne, der ikke havde kunnet erkende Jesus fra Nazaret som den forjættede Messias. "Sandhed taler jeg i Kristus," forsikrede han de troende i Rom "Jeg lyver ikke, min samvittighed vidner med mig i Helligånden, at jeg har en stor sorg og en uafladelig kummer i mit hjerte. Thi jeg kunne ønske selv at være bandlyst fra Kristus, om det kunne gavne mine brødre, mine kødelige stammefrænder. De er jo israelitter, dem tilhører barnekårene og herligheden og pagterne og lovgivningen og tempeltjenesten og forjættelserne, dem tilhører fædrene og fra dem stammer ifølge sin kødelige herkomst Kristus, som er over alle ting, Gud højlovet i evighed!" Rom 9,1-5.

»<MEF 199/3> Jøderne var Guds udvalgte folk, gennem hvem det var hans hensigt at velsigne hele menneskeslægten. Gud havde af deres midte oprejst mange profeter. Disse havde forudsagt, at der skulle komme en frelser, som ville blive forkastet og dræbt af dem, der burde have været de første til at anerkende ham som den forjættede.

»<MEF 199/4> Da profeten Esajas så fremad gennem tiderne og var vidne til, hvordan den ene profet efter den anden blev forkastet og til slut, hvordan Guds Søn blev det, kom Ånden over ham til at skrive om, hvorledes Frelseren skulle blive modtaget af dem, der aldrig før havde været regnet blandt Israels børn. Det er med henblik på denne profeti, at Paulus siger: "Esajas går så vidt, at han siger:

»<MEF 199/5> "Jeg blev fundet af dem, som ej søgte mig. Jeg gav mig til kende for dem, som ej spurgte efter mig." Men om Israel siger han: "Dagen lang strakte jeg hænderne ud mod et ulydigt og genstridigt folk." Rom 10,20-21.

»<MEF 199/6> Men skønt Israel forkastede Guds Søn, forkastede han ikke dem. Hør, hvad Paulus siger, da han fortsætter denne tankegang: "Jeg spørger nu: har Gud da forskudt sit folk? Nej, langtfra! Også jer er jo israelit, af Abrahams slægt, af Benjamin stamme. Gud har ikke forskudt sit folk, som han forud kendte. Eller ved I ikke, hvad skriften siger i fortællingen om Elias? hvorledes han anklager Israel for Gud: "Herre! dine profeter har de ihjelslået, dine altre har de nedbrudt, jeg alene er tilbage og nu står de mig efter livet." Men hvordan lyder det guddommelige svar til ham? "Jeg har ladet syv tusinde mænd blive tilbage, som er mine og som ikke har bøjet knæ for Baal." Således er der da også i den nuværende tid blevet en rest tilbage i kraft af en nådesudvælgelse." Rom 11,1-5.

»<MEF 200/1> Israel var snublet og faldet, men dette gjorde det ikke umuligt for dem atter at rejse sig. Som svar på spørgsmålet: "Det var dog vel ikke, for at de skulle falde, at de snublede?" svarer apostlen: "Nej langtfra, men ved deres fald er frelsen kommet til hedningerne, for at de selv derved kunne ægges til skinsyge. Men hvis deres fald betød rigdom for verden og det, at de ikke kom med, betød rigdom for hedningerne, hvor meget mere vil det da ikke betyde, når de kommer fuldtalligt med! Og til jer, I hedninger, siger jeg: For så vidt jeg nu er hedningeapostel, ærer jeg min tjeneste, om jeg dog kunne ægge dem, der er mit kød og blod, til skinsyge og frelse nogle af dem. Thi hvis deres forkastelse har bragt verden forligelse, hvad vil så deres antagelse bringe andet end liv af døde?" Rom 11,11-15.

»<MEF 200/2> Det var Guds formål, at hans nåde skulle åbenbares såvel blandt hedninger som blandt jøder. Dette var blevet tydeligt skitseret i gammeltestamentlige profetier. Apostlen benytter nogle af disse profetier i sin bevisførelse. "Har pottemageren ikke rådighed over sit ler," spørger han, "så han af den samme masse kan danne et kar til ære, et andet til vanære? Men hvad om nu Gud, skønt han vil vise sin vrede og kundgøre sin magt, dog i megen langmodighed har båret over med vredens kar, fuldt færdige til fortabelse og gjort dette også for at kundgøre sin herligheds rigdom over barmhjertighedens kar, som han forud havde beredt til herlighed? Og til at være sådanne kaldte han også os, ikke alene dem af jødisk, men tillige dem af hedensk æt, som han også siger hos Hoseas:

»<MEF 200/3> "Det folk, som ikke var mit folk, vil jeg kalde "mit folk," og hende, som ikke var den elskede, vil jeg kalde "den elskede"; og det skal ske, at på det sted, hvor der blev sagt til dem: "I er ikke mit folk," der skal de kaldes "den levende Guds børn"." Rom 9,21-26.

»<MEF 200/4> Trods det, at Israel havde svigtet som folk, var der stadig en betydelig rest tilbage blandt dem, der kunne frelses. Ved tidspunktet for Frelserens komme var der trofaste mænd og kvinder, som med glæde havde modtaget Johannes Døbers budskab og således på ny var blevet ledet til at granske profetierne om Messias. Da den første kristne menighed blev grundlagt, bestod den af disse trofaste jøder, der erkendte Jesus fra Nazaret som den, hvis komme de havde set hen til. Det var denne rest, Paulus hentydede til, da han skrev: "Er førstegrøden hellig, så er hele dejen det også; og er roden hellig, så er grenene det også."

»<MEF 200/5> Paulus sammenligner Israels "rest" med et ædelt oliventræ, hvor nogle af grenene er blevet brudt af. Han sammenligner hedningerne med grene fra et vildt oliventræ, der er podet ind på moderstammen. "Men om nu nogle af grenene blev brudt af og du, som hører til et vildt oliventræ, blev indpodet iblandt dem og sammen med dem fik del i oliventræets rod med dens fede saft, så skal du ikke derfor være hovmodig overfor grenene" skriver han til de hedningekristne, "men hvis du er hovmodig, så husk på, at det ikke er dig, der bærer roden, men roden, der bærer dig. Nu vil du vel sige: "Der blev brudt grene af, for at jeg kunne blive indpodet." Vel, de blev brudt af på grund af deres vantro og du har din plads på grund af din tro; vær ikke overmodig, men frygt! Thi når Gud ikke har skånet de naturlige grene, så vil han heller ikke skåne dig. Så se da Guds godhed og strenghed: hans strenghed mod dem, der faldt, hans godhed mod dig, hvis du bliver i hans godhed; ellers bliver du også hugget af." Rom 11,17-22.

»<MEF 201/1> På grund af vantro og forkastelse af Himmelens formål havde Israel som folk mistet sin forbindelse med Gud. Men de grene, der var blevet adskilt fra moderstammen, kunne ved Guds hjælp atter forenes med Israels sande træ, den rest, der var forblevet tro mod deres fædres Gud. "Men også de andre skal blive indpodet," siger apostlen om disse afhuggede grene, "hvis de ikke bliver i deres vantro; Gud har jo magt til at indpode dem igen. Thi når du blev hugget af det vilde oliventræ," skriver han til hedningerne, "som du af naturen hører til, og imod naturens orden blev indpodet i et ædelt oliventræ, hvor meget snarere skal da ikke de andre indpodes i deres eget oliventræ, som de af naturen hører til."

»<MEF 201/2> "Jeg vil nemlig ikke, at I skal være uvidende om denne hemmelighed, brødre! (for at I ikke skal være kloge i egne tanker): at der er kommet forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind; "og så skal hele Israel frelses, som der står skrevet:

»<MEF 201/3> "Befrieren skal komme fra Zion, han skal fjerne ugudeligheder fra Jakob og når jeg borttager deres synder, da er dette min pagt med dem."

»<MEF 201/4> "Ses der hen til evangeliet, er de fjender for jeres skyld, men ses der hen til udvælgelsen, er de elskede for fædrenes skyld; thi sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke. Thi ligesom I forhen var ulydige mod Gud, men nu har fået barmhjertighed som følge af disses ulydighed, således er også disse nu blevet ulydige, for at også de må få barmhjertighed som følge af den barmhjertighed, der er blevet jer til del. Thi Gud har indesluttet alle under ulydighed, for at han kunne forbarme sig over alle."

»<MEF 201/5> "O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud! Hvor uransagelige er ikke hans domme og hvor usporlige hans veje!

»<MEF 201/6> "Thi hvem kender Herrens tanker, eller hvem blev hans rådgiver? eller hvem gav ham noget først, så der skulle gives ham gengæld derfor?"

»<MEF 201/7> Thi af ham og ved ham og til ham er alt; ham tilhører æren i evighed". Rom 11,23-35.

»<MEF 201/8> Således viser Paulus, at Gud har magt i overflod til at omskabe både jøders og hedningers hjerter og til at skænke enhver, der tror på Kristus, de velsignelser, der var lovet Israel. Han gentager Esajas forkyndelse om Guds folk: "Var end Israels børn talløse som sandet ved havet, kun en rest skal frelses; thi endeligt og afsluttende vil Herren gøre regnskabet op på jorden." Og som Esajas forud har sagt:

»<MEF 201/9> "Havde ikke Herren Zebaot levnet os afkom, da var vi blevet som Sodoma, havde lignet Gomorra." Rom 9,27-29.

»<MEF 201/10> Dengang Jerusalem blev ødelagt og templet lagt i ruiner, blev mange tusinde jøder solgt som trælle til hedningelande. Som vragstumper på en øde kyst blev de spredt blandt folkeslagene. I atten hundrede år har jøderne vandret fra land til land gennem hele verden, og intet sted har de fået det privilegium at genvinde deres tidligere anseelse som et samlet folk. Bagtalt, hadet og forfulgt gennem alle tider har de fået en lidelsens arv.

»<MEF 202/1> Men trods den frygtelige dom, der blev afsagt over jøderne som folk, dengang de forkastede Jesus fra Nazaret, så har der også gennem tiderne levet mange ædle, gudfrygtige jødiske mænd og kvinder, som har lidt i stilhed. Gud har trøstet deres hjerter i sorgen og har med medynk lagt mærke til deres elendighed. Han har hørt de lidelsesfulde bønner fra dem, der har søgt ham af ganske hjerte for at få den rette forståelse af hans ord. Nogle af dem har i den ringe nazaræer, som deres forfædre forkastede og korsfæstede, lært at se den sande Messias. Efterhånden som de har opfattet betydningen af de velkendte profetier, der så længe har været fordunklet ved overleveringer og fejlagtige fortolkninger, er deres hjerter blevet fyldt af taknemmelighed mod Gud for den usigelig store gave, han skænker ethvert menneske, der vælger at tage imod Kristus som sin personlige Frelser.

»<MEF 202/2> Det er denne slags mennesker, Esajas omtalte i sin profeti: "En rest skal frelses!" Fra Paulus dage indtil vor tid har Gud ved Helligånden kaldt på jøder såvel som hedninger. "Der er nemlig ikke personsanseelse hos Gud," sagde Paulus. Apostlen betragtede sig selv som stående i gæld både til grækere og til barbarere" såvel som til jøderne; men han tabte aldrig de særlige fortrin af syne, som jøderne havde frem for andre, "først og fremmest det, at de jo har fået Guds ord betroet." Evangeliet," sagde han, "er en Guds kraft til frelse for enhver, som tror, for jøde først og så for græker. Thi i evangeliet åbenbares retfærdigheden fra Gud, af tro til tro, som der står skrevet: "Den retfærdige skal leve af tro." Det var om dette evangelium om Kristus, der havde samme virkning for jøder og grækere, at Paulus i sit brev til romerne sagde, at han ikke skammede sig over det.

»<MEF 202/3> Når dette evangelium i sin hele fylde forkyndes for jøderne, vil mange tage imod Kristus som Messias. Blandt kristne missionsarbejdere er der kun få, der føler kald til at arbejde for jødefolket; men til dette folk, der ofte er blevet forbigået, bør budskabet om nåden og håbet i Kristus bringes såvel som til andre.

»<MEF 202/4> Ved evangeliets afsluttende forkyndelse, hvor der skal gøres et særligt arbejde for de mennesker, der hidtil har været forsømt, venter Gud, at hans sendebud skal drage særlig omsorg for jødefolket, som de vil finde alle vegne på jorden. Når de gammeltestamentlige skrifter forenes med de nytestmentlige til udlæggelse af Jehovas evighedsplan, vil det for mange af jøderne blive som en ny skabelses morgenrøde, sjælens opstandelse. Når de i de gammeltestamentlige skrifter ser Kristus afbildet som evangeliets gave og fatter, hvor tydeligt Det nye Testamente forklarer Det gamle Testamente, vil deres slumrende forståelse blive vakt, så de vil anerkende Kristus som verdens Frelser. Mange vil ved troen modtage Kristus som deres forløser. For dem vil disse ord gå i opfyldelse: "Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn." Joh 1,12.

»<MEF 202/5> Der findes blandt jøderne nogle, der ligesom Saulus fra Tarsus er vel bevandrede i skrifterne og disse vil med vidunderlig kraft forkynde Guds lovs uforanderlighed. Hans arm er ikke blevet kortere, så den ikke kan frelse. Når hans tjenere i tro arbejder for dem, der så længe har været forsømte og foragtede, vil hans frelse blive åbenbaret.

»<MEF 203/1> "Derfor, så siger Herren, Jakobs huses Gud, han, som udløste Abraham: Nu høster Jakob ej skam, nu blegner hans åsyn ikke; thi når han ser mine hænders værk i sin midte, da skal han hellige mit navn, holde Jakobs Hellige hellig og frygte Israels Gud; de, hvis ånd for vild, vinder indsigt, de knurrende tager mod lære." Es 29,22-24.