»<MEF 191/2> Atter og atter forsøgte Jesus at gøre dette princip til en fast grundregel blandt disciplene. Da Jakob og Johannes fremkom med deres bøn om at være de første, sagde han: "Den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres tjener; og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl. Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange". Matt 20,26-28.

»<MEF 191/3> Siden sin optagelse til Himmelen har Kristus udført sin gerning på jorden ved hjælp af udvalgte sendebud, gennem hvem han taler til menneskenes børn og sørger for deres behov. Som menighedens store overhoved overvåger han sit værk ved de menneskers medvirken, som Gud har indsat til at handle som hans stedfortrædere.

»<MEF 191/4> Det er et alvorligt ansvar, der hviler på dem, Gud har kaldet til at arbejde med tale og undervisning for opbygningen af hans menighed. De skal i Kristi sted bønfalde mænd og kvinder om at lade sig forsone med Gud og de kan kun opfylde deres hverv ved at modtage visdom og kraft ovenfra.

»<MEF 191/5> Kristi tjenere er de åndelige vogtere af de mennesker, der er betroet til deres varetægt. Deres gerning er blevet sammenlignet med vægteres. I gamle dage stod der ofte skildvagter på byernes mure, hvor de fra fordelagtige punkter kunne overse vigtige stillinger, der skulle bevogtes og alarmere, hvis fjenden nærmede sig. Af deres troskab afhang sikkerheden for alle indenfor murene. Med bestemte mellemrum havde de påbud om at råbe til hinanden for at sikre sig, at alle var vågne og at der ikke var sket nogen af dem noget ondt. Det opmuntrende eller advarende råb lød fra den ene til den anden og enhver gentog råbet, indtil det gav genlyd i hele byen.

»<MEF 192/1> Til hver af sine tjenere siger Herren: "Men dig, menneskesøn, har jeg sat til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og du ikke taler for at advare ham mod hans vej, så skal den gudløse vel dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse mod hans vej, for at han skal omvende sig fra den, ... da har du reddet din sjæl." Ez 33,7-9.

»<MEF 192/2> Profetens ord redegør for det alvorlige ansvar hos dem, der er ansat som vogtere af Guds menighed, som husholdere over Guds hemmeligheder. Som vægtere skal de stå på Zions mure for at slå alarm, når fjenden nærmer sig. Der er sjæle, som er i fare for at falde for fristelserne og de vil gå til grunde, hvis ikke Guds tjenere er trofast på vagt. Hvis deres åndelige sanser af en eller anden grund er så svækkede, at de ikke er i stand til at skimte faren og slå alarm, vil folket omkomme og Gud vil af deres hånd kræve de fortabtes blod.

»<MEF 192/3> Vægterne på Zions mure har den forrettighed at leve Gud nær og være modtagelige for Åndens tilskyndelser, så Gud gennem dem kan fortælle mænd og kvinder om deres dødsfare og vise dem hen til et sikkert sted. Med udholdenhed skal de advare dem om, hvad der med sikkerhed bliver følgen af overtrædelse og med troskab skal de vogte menighedens interesser. Deres vagtsomhed må aldrig slappes. Deres opgave kræver opøvelse af alle deres evner. Med basunklang skal de hæve deres røst og aldrig må der lyde en eneste flakkende, usikker tone. De skal ikke arbejde for at få løn, men fordi de ikke kan lade være med det, fordi de er klare over, at der lyder en forbandelse over dem, hvis de svigter i forkyndelsen af evangeliet.

»<MEF 192/4> Udvalgte af Gud, beseglede med indvielsens blod, er det deres pligt at redde mænd og kvinder fra den truende tilintetgørelse. Den prædikant, som er Kristi medarbejder, vil have en dyb forståelse af sin opgaves hellighed og af, hvor meget slid og offervilje der kræves for at udrette den tilfredsstillende. Han grunder ikke over sin egen behagelighed og magelighed. Han glemmer sig selv. Mens han leder efter det bortkomne får, mærker han ikke, at han selv både fryser og er træt og sulten. Han tænker kun på én ting at frelse de fortabte.

»<MEF 192/5> Den, som tjener under Immanuels blodplettede fane, må udrette meget, der kræver heltemodige anstrengelser og tålmodig udholdenhed. Men korsets stridsmand står forrest i kampen uden at vakle. Når fjendens angreb bliver voldsommere, ser han hen til fæstningen om hjælp og når han minder Herren om løfterne i ordet, styrkes han til øjeblikkets pligter. Han er klar over, hvor afhængig han er af kraften ovenfra. De sejre, han vinder, frister ham ikke til selvros, men får ham til endnu fastere at støtte sig til den Almægtige. I tillid til denne kraft bliver han i stand til at forkynde frelsens budskab med en sådan magt, at det vinder genklang hos andre.

»<MEF 192/6> Den, som prædiker ordet, må selv leve i bevidst, stadigt samfund med Gud gennem bøn og granskning af hans ord; thi her findes kraftens kilde. Samfund med Gud vil give forkynderen større kraft, end der kan opnås ved hans prædiken alene. Han må ikke risikere at gå glip af denne kraft. Med en alvor, der ikke lader sig afvise, må han trygle Gud om at styrke og ruste ham til pligter og prøvelser og berøre hans læber med en glød fra alteret. Kristi sendebud har kun alt for ofte et svagt greb om evighedens virkelige verden. Hvis mennesker vandrer med Gud, vil han skjule dem i klippens kløft. Er de først skjult dér, kan de se Gud, på samme måde som Moses så ham. Ved den kraft og det lys, som han skænker dem, kan de fatte mere og udrette mere, end det efter deres begrænsede dømmekraft havde syntes muligt.

»<MEF 193/1> Satan har størst held med sit bedrag, når han benytter det mod de nedtrykte. Når mismodet truer med at overvælde prædikanten, bør han komme til Gud med sine bekymringer. Det var, dengang alt så sort ud for Paulus, at hans tillid til Gud var størst. Han kendte mere til lidelse end de fleste mennesker, men hør blot hans triumfråb, da han omringet af fristelser og strid haster fremad mod Himmelen: "Thi vor trængsel, der er stakket og let, virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os, som ikke har blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige." 2Kor 4,17-18. Paulus blik var stadig rettet mod det usynlige og evige. Han forstod, at han kæmpede mod overnaturlige kræfter og derfor satte han sin lid til Gud og heri bestod hans styrke. Det er ved at se ham, som er usynlig, at der vindes kraft og styrke for sjælen og at verdens magt over sjæl og sind bliver brudt.

»<MEF 193/2> En prædikant burde omgås meget med de mennesker, for hvem han arbejder, så han ved at lære dem at kende kan lære, hvordan han skal indstille sin forkyndelse efter deres behov. Når en prædikant har holdt en prædiken, er hans arbejde først lige begyndt. Der er et personligt arbejde, han skal udrette. Han bør besøge mennesker i deres hjem og tale og bede med dem i alvor og ydmyghed. Der findes familier, som aldrig vil blive nået af Guds ords sandheder, hvis ikke husholderne over hans nåde går ind i deres hjem og viser dem hen til den rette vej. Men de, som påtager sig denne gerning, må have hjerter, der banker i takt med Kristi hjerte.

»<MEF 193/3> Der er meget indbefattet i denne befaling: "Gå ud på vejene og ved gærderne og nød dem til at gå ind, så mit hus kan blive fuldt." Luk 14,23. Missionsarbejderne bør undervise i sandheden indenfor familierne, så de kommer i nær berøring med dem, for hvem de arbejder, og når de således samarbejder med Gud, vil han tildele dem åndelig kraft. Kristus vil lede dem i deres gerning og lade dem tale ord, som kan slå rod i tilhørernes sind. Det er enhver prædikants forrettighed at kunne sige med Paulus: "Jeg har ikke undladt at forkynde jer hele Guds frelsesplan." "I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene alt, ... om omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus Kristus. " Apg 20,27. og 20-21.

»<MEF 193/4> Frelseren gik fra hus til hus og helbredte de syge, trøstede de sørgende, lindrede de lidendes smerter og talte fred til de modløse. Han tog de små børn i sine arme og velsignede dem og talte håbets og trøstens ord til de trætte mødre. Med usvigelig kærlighed og ømhed mødte han enhver form for menneskelig kval og lidelse. Det var ikke for sig selv, men for andre, at han arbejdede. Han var alles tjener. Det var hans mad og drikke at bringe håb og styrke til alle dem, han kom i forbindelse med. Og når mænd og kvinder lyttede til de sandheder, der lød fra hans læber, så forskellige fra de overleveringer og dogmer, som rabbinerne lærte voksede håbet frem i deres hjerter. Der var i hans lære en alvor, som fik hans ord til at virke med overbevisende kraft.

»<MEF 194/1> Guds medarbejdere bør lære af Jesu arbejdsmåde, så de fra hans ords forrådskammer kan hente det, som kan lindre den åndelige nød hos dem, for hvem de arbejder. Kun på denne måde kan de fuldføre deres opgave. Den samme Ånd, som boede i Kristus, når han meddelte den lærdom, han stadig modtog, skal være kilden til deres visdom og hemmeligheden ved deres kraft til at udrette Frelserens gerning i verden.

»<MEF 194/2> Nogle af dem, der har arbejdet i tjenesten, har ikke opnået gode resultater, fordi de ikke har givet deres udelte interesse til Herrens gerning. Prædikanter burde ikke have nogen opslugende interesse ud over den store opgave at føre sjæle til Frelseren. De fiskere, som fik Kristi kald, forlod straks deres garn og fulgte ham. Prædikanter kan ikke udrette et brugeligt arbejde for Gud og samtidig lade sig tynge af store private forretningsforetagender. En sådan splittelse i deres interesser sløver deres åndelige modtagelighed. Deres sjæl og sind er optaget af jordiske ting, og tjenesten for Kristus indtager andenpladsen. De prøver at indrette deres gerning for Gud efter omstændighederne, i stedet for at indrette omstændighederne efter Guds krav.

»<MEF 194/3> Der er brug for alle en prædikants kræfter til hans hellige kald. Hans bedste kraft tilhører Gud. Han burde ikke give sig af med spekulation eller nogen anden form for forretning, der kan hindre ham i hans store gerning. "Ingen, som gør krigstjeneste, lader sig indvikle i dagliglivets sysler; hans mål er at vinde anerkendelse hos dem, som hvervede ham." 2Tim. 2,4. Så stor vægt lagde apostlen på, hvor nødvendigt det var for en arbejder at give sig uden forbehold til Mesterens tjeneste. Den prædikant, som helt har viet sig til Gud, afslår at tage del i foretagender, der kan hindre ham i helt og fuldt at overgive sig til sit hellige kald. Han stræber ikke efter verdslig ære eller rigdom, Hans eneste mål er at fortælle andre om Frelseren, der gav sig selv for at bringe mennesker det evige livs rigdom. Hans højeste ønske er ikke at samle denne verdens skatte, men at få de ligegyldiges og de utros opmærksomhed rettet mod evighedens værdier. Han bliver måske opfordret til at deltage i foretagender, der lover stor jordisk vinding, men til sådanne fristelser må han svare: "Hvad gavner det et menneske at vinde den hele verden og at bøde med sin sjæl?" Mark 8,36.

»<MEF 194/4> Satan fremkom med denne fristelse til Kristus, fordi han vidste, at hvis han gav efter for den, ville verden aldrig blive løskøbt. Og under forskellige skikkelser fremsætter han den samme fristelse for Guds tjenere i dag, fordi han ved, at de, som lader sig forlede af den, vil svigte deres pligt.

»<MEF 194/5> Gud vil ikke, at hans tjenere skal stræbe efter at blive rige. Herom skrev Paulus til Timoteus: "Kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte. Men du, Guds menneske! fly alt dette og jag efter retfærdighed, gudsfrygt, troskab, kærlighed, udholdenhed, sagtmodighed." 1Tim. 6,10-11. Såvel ved sit eksempel som ved belæring skal Kristi sendebud "byde dem, der er rige i den nuværende verden, ikke at være hovmodige eller sætte deres håb til den usikre rigdom, men til Gud, som i rigt mål giver os alt, for at vi må nyde godt deraf; byd dem at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv." 1Tim. 6,17-19.

»<MEF 195/1> Apostlen Paulus erfaringer og hans undervisning med hensyn til en forkynders hellige gerning er en kilde til hjælp og inspiration for dem, hvis beskæftigelse det er at forkynde evangeliet. Paulus hjerte brændte for syndere og han lagde hele sin energi ind i arbejdet for at vinde sjæle. Der har aldrig levet en mere selvfornægtende, udholdende arbejder. De velsignelser, han selv modtog, regnede han for lige så mange fordele, han kunne bruge til andres velsignelse. Han lod ingen lejlighed gå tabt til at tale om Frelseren eller hjælpe andre i deres bekymring. Han vandrede fra sted til sted og prædikede Kristi evangelium og oprettede menigheder. Hvor som helst man ville høre på ham, søgte han at modarbejde det onde og lede mennesker ind på retfærdighedens vej.

»<MEF 195/2> Paulus glemte ikke de menigheder, han havde oprettet. Da Barnabas og han havde foretaget en missionsrejse, vendte de tilbage samme vej og besøgte de menigheder, de havde stiftet og udvalgte af dem mænd, som de kunne oplære til i fællesskab at forkynde evangeliet.

»<MEF 195/3> Formen af Paulus arbejde indeholder en betydningsfuld lære for vore dages missionsarbejdere. For apostlen var det en del af hans gerning at oplære unge mænd til tjenesten. Han tog dem med på sine missionsrejser og på denne måde vandt de en erfaring, som senere dygtiggjorde dem til at udfylde en ansvarsfuld stilling. Når han var borte fra dem, holdt han stadig forbindelsen ved lige med deres arbejde og hans breve til Timoteus og Titus vidner om, hvor inderligt han håbede, at deres gerning måtte lykkes.

»<MEF 195/4> Erfarne arbejdere kan i dag udrette et stort arbejde, hvis de i stedet for at ville bære alle byrder selv oplærer yngre medarbejdere og lægger byrderne over på deres skuldre.

»<MEF 195/5> Paulus glemte aldrig det ansvar, der påhvilede ham som Kristi tjener; heller ikke, at dersom sjæle gik fortabt ved forsømmelighed fra hans side, ville Gud gøre ham ansvarlig for dem. "Thi dens tjener er jeg blevet ifølge den husholdergerning fra Gud, som blev mig givet," siger han om menigheden, "at jeg overalt skal forkynde jer Guds ord, den hemmelighed, der har været skjult gennem alle tider og slægter, men nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvilken rigdom på herlighed denne hemmelighed rummer blandt hedningerne, nemlig Kristus i jer, herlighedens håb. Ham forkynder vi, idet vi påminder ethvert menneske og lærer ethvert menneske med al visdom, for at vi kan fremstille ethvert menneske som fuldkomment i Kristus. Det er også det, jeg arbejder og kæmper for med hans kraft, som virker mægtigt i mig." Kol. 1,25-29.

»<MEF 195/6> Disse ord viser den, der arbejder for Kristus, at der er nået et højt mål, men dog et mål, alle kan nå, hvis de giver sig ind under den store lærers styrelse og daglig får lærdom i Kristi skole. Den kraft, der står til rådighed for Gud, er uden grænser og den prædikant, som i sin store nød lukker sig inde med Herren, kan være overbevist om, at han vil komme til at modtage det, som for hans tilhørere vil blive en duft af liv til liv.

»<MEF 196/1> Paulus breve viser, at ordets forkynder bør være et forbillede på de sandheder, han lærer andre: "Vi volder ikke anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry." Han har givet os et billede af sin egen gerning i sit brev til de troende i Korint: "Som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende med stor udholdenhed i trængsler, under nød og angst, under hug og slag, i fængsler, under oprør, i slid og slæb, i nattevågen, i sult; ved renhed, ved kundskab, ved langmodighed, ved mildhed, ved Helligånden, ved oprigtig kærlighed; ved forkyndelse af sandheden, ved Guds kraft, ved retfærdighedens våben til angreb og forsvar, ved ære og vanære, ved ondt rygte og godt rygte; som forførere og dog sanddru; som ukendte og dog velkendte; som døende, dog se, vi lever; som tugtede, dog ikke pint til døde; som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gør mange rige." 2Kor 6,3-10.

»<MEF 196/2> Til Titus skrev han: "Forman ligeledes de unge mænd til at være sindige i alle forhold og vær selv et forbillede i gode gerninger; og vis i din lærergerning uforfalsket renhed, værdighed, sund, upåklagelig forkyndelse, så den, der står os imod, må blive til skamme, fordi han intet ondt har at sige om os." Titus 2,6-8.

»<MEF 196/3> Der er intet mere dyrebart for Gud end hans tjenere, der går ud til jordens mest øde egne for at så sandhedens sæd og glæde sig til høsten. Kun Kristus selv kan måle sine tjeneres omsorg, når de søger efter det fortabte. Han tildeler dem sin Ånd og ved deres bestræbelser bringes sjæle til at vende sig fra synden til retfærdigheden.

»<MEF 196/4> Gud kalder stadig på mennesker, der er villige til at forlade deres gårde, deres forretning, ja, om nødvendigt deres familie for at blive hans missionærer. Og kaldet vil blive besvaret. I den forgangne tid har der været mennesker, som, fordi de blev drevet af Kristi kærlighed og de fortabtes nød, har forladt deres behagelige hjem og vennernes selskab, ja, selv hustru og børn for at drage til fremmede lande og forkynde nådens budskab blandt afgudsdyrkere og vilde. Mange har sat livet til under forsøget, men andre er kaldt frem for at fortsætte deres gerning. Således er Guds riges sag gået frem skridt for skridt og den sæd, der blev sået med sorg, har givet en rig høst. Kundskaben om Gud er blevet udbredt viden om og korsets banner er rejst i hedningelande.

»<MEF 196/5> For at omvende blot én synder bør en prædikant anspænde sine evner til det yderste. Den sjæl, som Gud har skabt og Kristus har genløst, har stort værd på grund af de muligheder, der ligger foran den, de åndelige forrettigheder, der er skænket den, de evner, den måske viser sig at være i besiddelse af, hvis de bliver levendegjort ved Guds ord og den udødelighed, den kan vinde ved det håb, der forkyndes i evangeliet. Og hvis Kristus forlod de ni og halvfems for at søge og frelse det ene mistede får, har vi så nogen ret til at gøre mindre? Er det ikke et forræderi mod hellige pligter og en krænkelse mod Gud at forsømme at arbejde, som Kristus arbejdede og at ofre, ligesom han ofrede?

»<MEF 197/1> Den sande prædikants hjerte er opfyldt af inderlig længsel efter at frelse sjæle. Det kræver tid og kræfter og han går ikke af vejen for slidsomt arbejde; thi andre må høre de sandheder, som har bragt hans egen sjæl så megen glæde og fred. Kristi Ånd hviler over ham. Han våger over sjælen, som den, der skal stå til regnskab. Med blikket fæstet på Golgatas kors, med den ophøjede Frelser for øje, i tillid til hans nåde, i tro på, at han vil være med ham indtil enden som hans skjold, hans styrke, hans kraft, arbejder han for Gud. Med opfordringer og bønner sammen med forsikringer om Guds kærlighed søger han at vinde sjæle for Jesus og i Himmelen tælles han blandt dem, der kaldes "de kaldede og udvalgte og trofaste." Åb 17,14.