»<MEF 156/1> I mere end tre år
var Efesus midtpunktet for Paulus virksomhed. Her oprettedes en blomstrende
menighed og fra denne by spredtes evangeliet over hele provinsen Asien
både blandt jøder og hedninger.
»<MEF 156/2> Apostlen havde nu i nogen tid haft en ny missionsrejse
under overvejelse. Han "bestemte sig i Ånden til at rejse gennem
Makedonien og Akaja og så drage til Jerusalem, idet han sagde: "Når
jeg har været dér, bør jeg også besøge
Rom" Så sendte han to af sine hjælpere, Timoteus og Erastus,
til Makedonien;" men da han forstod, at arbejdet i Efesus stadig krævede
hans nærværelse, besluttede han at blive der til efter pinse.
Men der skete snart noget, som fremskyndede hans afrejse.
»<MEF 156/3> En gang om året blev der fejret særlige
højtideligheder i Efesus til ære for gudinden Artemis. De
hidlokkede mange mennesker fra hele provinsen. Indenfor dette tidsrum,
blev festlighederne gennemført med største pomp og pragt.
»<MEF 156/4> Denne festtid var en prøvelse for dem,
der nylig havde antaget troen. De troendes samfund, der mødtes i
Tyrannus skole, virkede som en dissonans i festkoret og de blev overøst
med spot, bebrejdelser og fornærmelser. Paulus virksomhed havde været
et hårdt slag for hedenskabet og havde forårsaget en følelig
nedgang i besøget ved den nationale højtid og i de tilbedendes
begejstring. Hans læres indflydelse rakte langt videre end til de
egentlig omvendte til troen. Der var mange, der ikke åbenlyst havde
sluttet sig til den nye lære, men havde fået tilstrækkelig
oplysning til at miste tilliden til deres hedenske guder.
»<MEF 156/5> Der fandtes også endnu en grund til misfornøjelse.
Der var i Efesus opblomstret en omfattende og fordelagtig handel ved fremstilling
og salg af små relikvieskrin og billeder, der fremstillede Artemis
tempel og billedstøtte. De, der var interesserede i denne industri,
opdagede, at deres indtægter blev mindre og de enedes om at lægge
skylden for denne uvelkomne forandring over på Paulus virksomhed.
»<MEF 156/6> Sølvsmeden Demetrius, som lavede artemistempler
af sølv, sammenkaldte sine håndværkere og sagde: "I
ved jo, folk, at vi har vort udkomme ved dette arbejde og nu ser og hører
I, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele provinsen Asien har
denne Paulus vildledt en hel mængde ved sin tale, idet han siger,
at guder, som laves med hænder, ikke er guder. Og der er ikke alene
fare for, at vor håndtering skal komme i foragt, men også for,
at den store gudinde Artemis helligdom skal blive agtet for intet og at
den gudinde, som hele provinsen Asien, ja hele verden dyrker, skal blive
berøvet noget af sin guddomsherlighed." Disse ord vakte folkets
letbevægelige lidenskaber. "De blev fulde af harme og råbte
og skreg: "Stor er efesernes Artemis."
»<MEF 157/1> Rygtet om denne tale spredtes hurtigt. "Byen kom
nu i fuldstændigt oprør." Man søgte efter Paulus, men
man kunne ikke finde apostlen. Brødrene, som havde haft en forudanelse
om faren, havde skyndsomst bragt ham bort fra stedet. Guds engle var blevet
udsendt til apostlens beskyttelse; endnu var den tid ikke kommet, hvor
han skulle lide martyrdøden.
»<MEF 157/2> Da mængden ikke kunne finde genstanden for
deres raseri, greb de "Gajus og Aristarkus, to makedonere, som var Paulus
rejsefæller"; og med disse to "stormede de alle som én hen
til teatret."
»<MEF 157/3> Paulus skjulested var ikke langt derfra og snart
hørte han om de elskede brødres fare. Uden tanke for sin
egen sikkerhed ville han straks begive sig til teatret for at tale til
den rasende folkehob. Men "disciplene gav ham ikke lov." Gajus og Aristarkus
var ikke det bytte, folket var ude efter; man behøvede ikke at nære
frygt for, at der skulle tilføjes dem alvorlig overlast. Men hvis
man fik øje på apostlens blege, hærgede ansigt, ville
det straks vække hobens værste lidenskaber og der ville ikke
for mennesker være den svageste mulighed for at redde hans liv.
»<MEF 157/4> Paulus higede stadig efter at forsvare sandheden
overfor mængden; men til sidst lod han sig dog afholde derfra ved
en advarende besked fra teatret: "Nogle af asiarkerne, som var hans venner,
sendte bud til ham og bad ham om ikke at begive sig hen til teatret."
»<MEF 157/5> Larmen i teatret blev værre og værre.
"Dér skreg nogle ét, andre noget andet; thi forsamlingen
var i oprør og de fleste vidste ikke, hvorfor de var kommet sammen.
"Dette, at Paulus og nogle af hans rejsefæller var af hebraisk oprindelse,
bevirkede, at jøderne var ivrige efter tydeligt at vise, at de ikke
gjorde fælles sag med ham og hans virksomhed. Derfor skubbede de
en af deres egne i forgrunden for at berigtige sagen for folket. Den udvalgte
taler var kobbersmeden Aleksander, også en af håndværkerne,
om hvem Paulus senere berettede, at han havde voldet ham meget ondt! 2Tim.
4,14. Aleksander var i besiddelse af betydelig dygtighed og han anvendte
al sin energi på at vende folkets harme udelukkende mod Paulus og
hans medarbejdere. Men da mængden opdagede, at Aleksander var jøde,
skubbede de ham bort og "gav sig til, alle med én røst, at
råbe i et par timer: "Stor er efesernes Artemis!"
»<MEF 157/6> Endelig holdt de op af ren og skær udmattelse
og der blev stille et øjeblik. Så lykkedes det byskriveren
at fange mængdens opmærksomhed og i kraft af sit embede fik
han dem til at lytte. Han talte til dem som en af deres egne og forklarede
dem, at der ikke var nogen grund til dette oprør. Han appellerede
til deres fornuft. "Mænd i Efesus," sagde han, "hvor er det menneske,
som ikke ved, at efesernes by er tempelværge for den store Artemis
og hendes himmelfaldne billede? Når altså dette er uimodsigeligt,
bør I forholde jer rolige og ikke foretage jer noget overilet. I
har jo ført disse mænd hid, som hverken er tempelranere eller
spotter vor gudinde. Dersom nu Demetrius og hans håndværkere
har grund til klage mod nogen, så holdes der tingdage og der er statholdere;
lad dem da stævne hverandre! Og har I yderligere noget at kræve,
så kan det blive afgjort i den lovlige forsamling. Vi står
jo endog i fare for at blive anklaget for oprør i anledning af det,
der er sket i dag, da der ikke er nogen virkelig grund dertil; for dette
opløb vil vi ikke kunne gøre regnskab! "Ved at sige dette
fik han forsamlingen til at gå sin vej."
»<MEF 158/1> Demetrius havde i sin tale sagt: "Der er fare
for, at vor håndtering skal komme i foragt." Disse ord afslører
den virkelige bevæggrund til optøjerne i Efesus og også
årsagen til meget af den forfølgelse, der fulgte apostlene
under deres arbejde. Demetrius og de andre håndværkere så,
at forretningen med at lave billeder kom i fare ved forkyndelsen og udbredelsen
af evangeliet. De hedenske præsters og håndværkeres indtægter
stod på spil; og det var af denne grund, at de vakte den bitreste
modstand mod Paulus.
»<MEF 158/2> Den afgørelse, som byskriveren og andre
hæderlige embedsmænd i byen havde truffet, fremstillede Paulus
som en, der var uskyldig i noget ulovligt. Dette var for kristendommen
en ny sejr over vildfarelser og overtro. Gud havde benyttet en anset øvrighedsperson
til at forsvare apostlen og holde den larmende pøbel i tømme.
Paulus hjerte var fuldt af taknemmelighed mod Gud, fordi hans liv var blevet
bevaret og fordi kristendommen ikke var bragt i vanry ved optøjerne
i Efesus.
<MEF 158/3> "Da disse uroligheder var stilnet af, sendte Paulus bud
efter disciplene og formanede dem og da han havde sagt farvel til dem,
brød han op derfra for at rejse til Makedonien." På denne
rejse var han ledsaget af to trofaste efesiske brødre: Tykikus og
Trofimus.
»<MEF 158/4> Paulus gerning i Efesus var til ende! Hans virksomhed
dér havde været en tid med mange prøvelser, uophørligt
arbejde og megen ængstelse. Han havde lært folket både
offentligt og i hjemmene og havde med tårer undervist og advaret
dem. Han var stadig blevet modarbejdet af jøderne, der ikke lod
nogen lejlighed gå fra sig til at vække ophidselse mod ham.
»<MEF 158/5> Og mens Paulus således bekæmpede modstand,
med utrættelig iver forkyndte evangeliet og var vogter for en menighed,
der endnu var så ny i troen, hvilede der en tung byrde på hans
sjæl med hensyn til alle menighederne.
»<MEF 158/6> Det voldte ham dyb sorg at høre om frafald
i nogle af de menigheder, han havde oprettet. Han frygtede for, at hans
bestræbelser for at hjælpe dem havde været forgæves.
Mangen en søvnløs nat tilbragte han med bøn og alvorlige
overvejelser, når han hørte om, hvilke metoder der blev anvendt
for at modarbejde hans værk. Når han havde lejlighed til det
og når menighedernes tilstand krævede det, skrev han til dem
og gav dem både bebrejdelser og råd, formaninger og opmuntring.
I disse breve dvæler apostlen ikke ved sine egne trængsler,
skønt der nu og da fremkommer glimt af hans egne besværligheder
og lidelser for Kristi skyld. Slag og fængsel, kulde, sult og tørst,
farer til lands og vands" i byer og ørkener, både fra hans
egne landsmænd, fra hedninger og fra utro brødre, alt dette
tålte han for evangeliets skyld! Han blev "udskældt," "spottet
" blev regnet for "verdens fejeskarn," "regnet for dåre," "forfulgt,"
havde haft fuldt op af slid og slæb, "ofte været i dødsfare,"
altid rede til at dø for Jesu skyld,
»<MEF 159/1> Midt i den stadige storm af modstand, under fjenders
larm og venners svigten, var den uforfærdede apostel næsten
ved at tabe modet. Men han lod blikket gå til Golgata og ilede så
fremad med fornyet mod for at forkynde sin viden om den korsfæstede.
Han vandrede blot ad den samme blodige vej, som Kristus havde vandret før
ham. Han søgte ikke at blive fritaget fra striden, før han
kunne nedlægge sine våben ved Frelserens fødder.
|