»<MEF 46/2> I Jerusalem, hvor de stærkeste fordomme herskede, og hvor der var de mest forvirrede ideer med hensyn til ham, der var blevet korsfæstet som en forbryder, vedblev apostlene med frimodighed at tale livets ord og fremlagde for jøderne Kristi gerning og opgave, hans korsfæstelse, opstandelse og himmelfart. Præster og rådsherrer hørte med forundring apostlenes klare og frimodige vidnesbyrd. Den opstandne Frelsers kraft var i sandhed gået over på hans disciple, og deres gerning ledsagedes af tegn og undere, som gjorde, at de troende stadig voksede i antal. Langs de gader, som disciplene skulle passere, lagde folk deres syge "på bårer og senge, for at, når Peter kom gående, i det mindste hans skygge kunne falde på nogen af dem." Også de, som var plaget af urene ånder, blev bragt derhen. Mængden flokkedes om dem, og de, som var blevet helbredt, priste højlydt Gud og lovede Frelserens navn.

»<MEF 46/3> Præsterne og rådsherrerne så, at Kristus blev hævet til skyerne fremfor dem selv. Da saddukæerne, som ikke troede på en opstandelse, hørte apostlene erklære, at Kristus var opstået fra de døde, blev de rasende, fordi de forstod, at hvis apostlene fik lov at prædike om en opstanden Frelser og i hans navn at gøre undergerninger, så ville læren om, at der ikke var nogen opstandelse, blive forkastet af alle, og saddukæernes sekt ville snart være udslettet. Farisæerne var vrede, da de opdagede, at disciplenes lære stilede mod at undergrave de jødiske ceremonier og forringe betydningen af offertjenesten.

»<MEF 46/4> Hidtil havde alle bestræbelser for at undertrykke denne nye lære været virkningsløse, men nu besluttede både farisæere og saddukæere, at disciplenes virke skulle standses, fordi det beviste, at de selv var skyldige i Jesu død. Fulde af harme lod præsterne Peter og Johannes gribe med vold og satte dem i det offentlige fængsel.

»<MEF 47/1> Det jødiske folks ledere havde i højeste grad svigtet i at opfylde Guds plan med hans udvalgte folk. De, som Herren havde givet sandheden i hænde, havde vist sig uværdige til denne tillid, og Gud valgte andre til at gøre sin gerning. I deres blindhed gav disse ledere nu frit løb for, hvad de kaldte retfærdig harme mod dem, som tilsidesatte deres yndede læresætninger. De ville ikke engang indrømme muligheden af, at de ikke selv forstod skriftens ord på den rigtige måde, eller at de fortolkede eller anvendte skrifterne forkert. De opførte sig som mennesker, der har mistet forstanden! Hvilken ret, sagde de, har disse lærere, hvoraf nogle er fiskere, til at fremsætte tanker, der er i modstrid med den lære, som vi har givet folket? I den faste beslutning at undertrykke læren om disse tanker, fængslede de dem, som fremsatte dem.

»<MEF 47/2> Disciplene blev hverken skræmte eller nedslåede ved denne behandling. Helligånden mindede dem om de ord, som Kristus havde talt: "En tjener er ikke større end sin herre! Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres. Men alt dette vil de gøre mod jer for mit navns skyld, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig." "De skal udelukke jer af synagogerne, ja, den tid skal komme, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved dyrker Gud." "Men dette har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal mindes, at jeg har sagt jer det." Joh15,20-21; Joh16,2-4.

»<MEF 47/3> Himmelens Gud, universets mægtige hersker, tog sagen med disciplenes fængsling i sin egen hånd, thi mennesker førte krig mod hans værk. Om natten åbnede Herrens engel fængsels dørene og sagde til disciplene: "Gå hen og træd frem i helligdommen og tal fil folket alle livets ord." Denne befaling var i fuldkommen modstrid med, hvad de jødiske ledere havde påbudt; men mon apostlene sagde: Vi kan ikke gøre dette, før vi har talt med myndighederne og fået deres tilladelse? Nej! Gud havde sagt: "Gå!" og de adlød. "De gik tidligt om morgenen ind i helligdommen og lærte."

»<MEF 47/4> Da Peter og Johannes viste sig blandt de troende og fortalte dem, hvordan engelen havde ført dem gennem det vagthold af soldater, som bevogtede fængslet, og befalet dem at genoptage det arbejde, de var blevet afbrudt i, blev brødrene fulde af forundring og glæde.

»<MEF 47/5> Imidlertid havde ypperstepræsten og de, som holdt med ham, "sammenkaldt rådet, alle Israels børns ældste." Præsterne og rådsherrerne havde besluttet at rette en beskyldning for oprør mod disciplene, at anklage dem for at have myrdet Ananias og Safira og for at lægge råd op om at berøve præsterne deres myndighed. De håbede på denne måde at ophidse pøbelen, så den ville tage sagen i sin egen hånd og behandle disciplene, ligesom den havde behandlet Jesus. De var klare over, at mange, som ikke antog Kristi lære, var trætte af de jødiske myndigheders enevældige styre og gerne så en forandring. Præsterne var bange for, at hvis disse misfornøjede skulle erkende de sandheder, som apostlene prædikede, og anerkende Jesus som Messias, ville hele folkets harme blive vakt mod de religiøse ledere, som så ville blive draget til ansvar for mordet på Kristus. De besluttede sig til at tage strenge forholdsregler for at undgå dette.

»<MEF 48/1> Da de sendte bud efter fangerne, for at de skulle føres frem for dem, blev de højligt forbavsede ved den besked, som blev bragt dem: at fængsels dørene var fundet forsvarligt låsede og vagten foran dem, men at fangerne ikke var at finde nogen steder.

»<MEF 48/2> Snart efter lød denne forbavsende melding: "Se, de mænd, som I satte i fængsel, står i helligdommen og lærer folket." Så gik anføreren sammen med tjenerne hen og hentede dem, dog ikke med magt; thi de var bange for, at de skulle blive stenet af folket!"

»<MEF 48/3> Skønt apostlene på underfuld måde var blevet befriet fra fængslet, slap de ikke for forhør og straf. Da Kristus var sammen med dem, havde han sagt: "Agt vel på jer selv; man skal overgive jer til domstole." Mark 13,9. Ved at sende en engel til deres udfrielse havde Gud givet dem et bevis på sin kærlighed og en forvisning om sin nærværelse. Nu tilkom det dem at lide for hans skyld, hvis evangelium de prædikede.

»<MEF 48/4> I profeternes og apostlenes historie findes der mange eksempler på troskab mod Gud. Kristi vidner har udholdt fængsel, pinsler, ja, selv døden hellere end at bryde Guds bud. Peters og Johannes optræden er så heltemodig som nogen under evangeliets udbredelse! Da de for anden gang stod for de mænd, der syntes fast besluttede på deres tilintetgørelse, skimtedes hverken frygt eller tøven i deres ord eller holdning. Og da ypperstepræsten sagde: "Vi har jo udtrykkelig forbudt jer at lære i dette navn, og se, nu har I fyldt Jerusalem med jeres lære og vil bringe dette menneskes blod over os," svarede Peter: "Man bør adlyde Gud mere end mennesker." Det var en himmelsk engel: der udfriede dem af fængslet og bød dem lære i helligdommen. Ved at følge hans befaling adlød de Guds bud, og dette måtte de vedblive med at gøre, hvad det så end skulle komme til at koste dem selv.

»<MEF 48/5> Derefter kom inspirationens Ånd over disciplene; de anklagede blev til anklagere, som lagde skylden for mordet på Kristus over på dem, som dannede rådet: "Vore fædres Gud har opvakt Jesus, som I tog af dage ved at hænge ham på et træ. Ham har Gud ved sin højre hånd ophøjet til fører og Frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse, og vidner om disse ting er vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham."

»<MEF 48/6> Da jøderne hørte disse ord, blev de så rasende, at de besluttede at tage loven i deres egen hånd, og uden videre forhør og uden nogen tilladelse fra de romerske officerer dømme fangerne til døden. Allerede skyldige i Kristi blod, som de var, higede de nu efter at besudle deres hænder med hans disciples blod.

»<MEF 48/7> Men der fandtes i rådet én mand, som genkendte Guds røst i de ord, disciplene talte. Det var Gamaliel, en højt anset farisæer og en både lærd og indflydelsesrig mand. Med sin klare forstand indså han, at den voldshandling, som præsterne havde under overvejelse, ville kunne få frygtelige følger. Før han henvendte sig til de tilstedeværende, forlangte han, at fangerne skulle fjernes. Han kendte godt de farlige elementer, han havde med at gøre. Han vidste, at Kristi mordere ikke ville vige tilbage for noget som helst, der kunne fremme deres beslutning.

»<MEF 48/8> Derefter talte han med stor forsigtighed og ro, idet han sagde: "Israelitiske mænd: se jer vel for, hvad I er ved at gøre med disse mennesker. For nogen tid siden optrådte jo Teudas, som gav sig ud for at være noget, og en flok på omkring fire hundrede mand sluttede sig til ham; han blev henrettet, og alle de, som havde ladet sig lede af ham, adsplittedes og blev til intet. Efter ham optrådte Judas fra Galilæa i skatteudskrivningens dage og fik en folkehob til at følge sig; han omkom også, og alle de, som havde ladet sig lede af ham, spredtes. Og nu siger jeg jer: hold jer fra disse mennesker og lad dem være; thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!"

»<MEF 49/1> Præsterne indså det fornuftige i disse synspunkter og var nødt til at give Gamaliel ret. Alligevel lod deres fordom og had sig næppe styre. Kun meget modstræbende slap de disciplene fri efter at have ladet dem piske, og pålagde dem atter, under trussel om dødsstraf, ikke mere at prædike i Jesu navn.

»<MEF 49/2> Kort før sin korsfæstelse havde Kristus testamenteret sine disciple en fredens arv. "Fred efterlader jeg jer," sagde han, "min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte forfærdes ikke og være ikke modløst!" Joh 14,27. Denne fred er ikke den, som stammer fra enighed med verden. Kristus tilkøbte sig aldrig fred ved at gå på akkord med det onde. Den fred, som Kristus efterlod sine disciple, er snarere indre end ydre og skulle stedse forblive hos hans vidner trods strid og kamp.

»<MEF 49/3> Kristus sagde om sig selv: "I må ikke mene, at jeg er kommen for at bringe fred på jorden; jeg er ikke kommen for at bringe fred men sværd." Matt 10,34. Skønt han var fredens fyrste, var han dog årsag til strid. Han, der kom for at forkynde det glade budskab og skabe håb og glæde i menneskenes børns hjerter, gav anledning til en strid, som brænder dybt og vækker de største lidenskaber i det menneskelige sind. Og han siger advarende til sine disciple: "I verden har I trængsel!" Joh 16,33. "De skal lægge hånd på jer og forfølge jer og overgive jer til synagoger og kaste jer i fængsler, og I skal føres frem for konger og landshøvdinger for mit navns skyld." I skal endog forrådes af forældre og brødre og slægtninge og venner, og nogle af jer skal de slå ihjel." Luk 21,12 og 16.

»<MEF 49/4> Denne profeti er blevet opfyldt på den tydeligste måde. Enhver skændighed, enhver skam og grusomhed, som Satan har kunnet tilskynde menneskelige hjerter til at finde på, er Jesu efterfølgere blevet hjemsøgt med. Og den vil atter blive opfyldt på tydelig vis, for det kødelige hjerte er stadig en fjende af Guds lov og vil ikke underkaste sig dens bud. Verden i dag stemmer ikke mere overens med Kristi lære, end den gjorde det på apostlenes tid. Det samme had, som fremkaldte råbet: "Korsfæst ham! Korsfæst ham!" det samme had, som førte til forfølgelsen af disciplene, er stadig virksomt i ulydighedens børn. Den samme ånd, som i middelalderen dømte mænd og kvinder til fængsel, til landflygtighed og til døden, som opfandt inkvisitionens udsøgte pinsler, som planlagde og udførte Bartolomæusnattens myrderier og som antændte bålene i Smithfield, den arbejder stadig med ondskabens styrke i ugenfødte hjerter. Sandhedens historie har altid været en beretning om kamp mellem det gode og det onde. Evangeliets forkyndelse er i denne verden altid foregået lige overfor modstand, farer, tab og lidelse.

»<MEF 50/1> Hvori bestod da styrken hos dem, som i fortiden led forfølgelse for Kristi skyld? Den bestod i samfund med Gud, samfund med Helligånden, samfund med Kristus! Vanære og forfølgelser har adskilt mange fra deres jordiske venner, men aldrig fra Kristi kærlighed. Aldrig elskes den hjemsøgte sjæl højere af sin Frelser, end når den lider vanære for sandhedens skyld. "Jeg skal elske ham," sagde Kristus, "og åbenbare mig for ham." Joh 14,21. Når den troende for sandhedens skyld står for verdens domstole, står Kristus ved hans side. Når han bliver indespærret indenfor fængselsmure, åbenbarer Kristus sig for ham og opmuntrer hans hjerte med sin kærlighed. Når han lider døden for Kristi skyld, siger Frelseren til ham: Legemet kan de dræbe, men de kan ikke skade sjælen! "Vær frimodige, jeg har overvundet verden." Joh 16,33. "Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! med min retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig." Es 41,10.

»<MEF 50/2> "De, der stoler på Herren, er som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes. Jerusalem ligger hegnet af bjerge; og Herren hegner sit folk nu og til evig tid." Han skal fri deres sjæle fra uret og vold, deres blod er dyrt i hans øjne." Sl 125,1-2. og 72,14.