»<MEF 42/2> Beretningen siger: "Thi iblandt dem var der ingen, som led nød," og den fortæller, hvordan nøden blev afhjulpet. De blandt de troende, som ejede penge eller gods, ofrede med glæde dette for at afhjælpe denne nødsituation. Når de havde solgt deres huse eller deres jord, bragte de pengene og lagde dem ved apostlenes fødder, "og der blev uddelt til enhver især, hvad han trængte til."

»<MEF 42/3> Denne gavmildhed fra de troendes side stammede fra udgydelsen af Helligånden. De, som var blevet omvendt til evangeliet, havde "ét hjerte og én sjæl." Én fælles interesse beherskede dem alle, at den betroede gerning måtte lykkes, og begærlighed fandtes ikke indenfor deres tilværelse. Kærligheden til deres brødre og den sag, de havde knyttet sig til, var større end deres kærlighed til penge og gods. Deres gerning bar vidne om, at de anså menneskesjæle for at være mere værd end jordisk rigdom.

»<MEF 42/4> Sådan vil det altid gå, når Guds Ånd får herredømmet i tilværelsen. De, hvis hjerter er fyldt af Kristi kærlighed, vil følge hans eksempel, som for vor skyld blev fattig, for at vi ved hans fattigdom skulle blive rige. Penge, tid, indflydelse, alle de gaver, de har modtaget af Guds hånd, vil de kun værdsætte som et middel til at fremme evangeliets arbejde. Sådan var det i den første menighed, og når man ser, at medlemmer af menigheden i dag ved Åndens kraft slipper deres kærlighed til timelige ting, og at de er villige til at bringe ofre, for at deres medmennesker kan komme til at høre ordet, så vil de sandheder, der forkyndes, få vældig indflydelse på tilhørerne.

»<MEF 42/5> I skarp modsætning til det gavmildhedens eksempel, som blev givet af de troende, står Ananias og Safiras opførsel, og denne begivenhed, som er berettet ved inspiration, har sat en mørk plet på den første menigheds historie. Sammen med andre havde disse erklærede disciple haft del i den forrettighed at høre evangeliet blive prædiket af apostlene. De havde sammen med andre troende været til stede, dengang apostlene havde bedt, og "stedet, hvor de var forsamlede, rystede, og de alle blev fyldt af Helligånden." Apg 4,31. Alle de tilstedeværende havde været grebet af dyb betagelse, og under Guds Ånds direkte påvirkning havde Ananias og Safira afgivet et løfte om at give Herren udbyttet ved salget af en bestemt ejendom.

»<MEF 43/1> Bagefter bedrøvede Ananias og Safira Helligånden ved at give efter for begærlige følelser. De begyndte at angre deres løfte og mistede snart den gode påvirkning af den velsignelse, som havde fået deres hjerter til at brænde af ønsket om at gøre store ting for Kristi skyld. De mente, de havde handlet overilet, og at de endnu engang burde overveje deres bestemmelse. De talte sammen om sagen og besluttede ikke at opfylde deres løfte. Imidlertid så de, at de, som skilte sig af med deres ejendom for at afhjælpe deres fattige brødres nød, blev holdt højt i ære af de troende; og da de skammede sig over, at deres brødre skulle få at vide, at de i deres selviskhed ikke undte andre det, som de højtideligt havde lovet til Gud, så besluttede de efter moden overvejelse at sælge deres ejendom og lade, som om de gav hele udbyttet til den fælles kasse, mens de i virkeligheden beholdt en stor del deraf til sig selv. På denne måde ville de sikre sig deres udkomme fra det fælles forråd og samtidig vinde stor agtelse fra deres brødre.

»<MEF 43/2> Men Gud hader hykleri og falskhed. Ananias og Safira begik bedrageri ved deres optræden overfor Gud; de løj for Helligånden, og deres synd blev hjemsøgt på dem ved en hurtig og frygtelig dom. Da Ananias bragte sit offer, sagde Peter: "Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du har løjet for Helligånden og stukket nogle af pengene for jorden til side? Kunne du ikke have beholdt den, dengang den var din, og da den var solgt, havde du så ikke fri rådighed over pengene? Hvordan kunne du dog få i sinde at gøre dette? Det er ikke mennesker, du har løjet for, men Gud."

»<MEF 43/3> "Da Ananias hørte disse ord, faldt han om og udåndede. Og der kom stor frygt over alle, som hørte det."

»<MEF 43/4> "Kunne du ikke have beholdt den, dengang den var din?" spurgte Peter. Ingen utilbørlig påvirkning var blevet anvendt overfør Ananias for at tvinge ham til at ofre sin ejendom for det fælles bedste. Han havde selv truffet sit valg. Men ved sit forsøg på at narre disciplene havde han løjet for den Almægtige.

»<MEF 43/5> "Omtrent tre timer efter skete det, at hans hustru kom ind uden at vide, hvad der var foregået. Da sagde Peter til hende: "Sig mig, var det den pris, I solgte jorden for?" Og hun svarede: "Ja, det var." Da sagde Peter til hende: "Hvorfor er I dog blevet enige om at friste Herrens Ånd? Hør, uden for døren lyder fodtrinene af dem, der har begravet din mand; de skal også bære dig ud." I samme nu faldt hun om for hans fødder og udåndede. Da de unge mænd kom ind, fandt de hende død, og de bar hende ud og begravede hende ved siden af hendes mand. Og der kom stor frygt over hele menigheden og over alle, som hørte dette."

»<MEF 43/6> Den evige visdom så, at denne afgørende tilkendegivelse af Guds vrede var nødvendig for at bevare den unge menighed fra at blive fordærvet. Dens medlemmer voksede hurtigt i antal. Menigheden ville være kommet i fare, nu, hvor de omvendtes skare stadig blev større, hvis mænd og kvinder, som sluttede sig til den, dyrkede mammon, mens de hævdede at tjene Gud. Denne dom stadfæstede, at mennesker ikke kan bedrage Gud, at han opdager hjertets skjulte synder, og at han ikke lader sig spotte. Den var tænkt som en advarsel til menigheden for at lære dem at undgå usandhed og hykleri og at vogte sig for at berøve Gud noget.

»<MEF 44/1> Dette eksempel på Guds afsky for begærlighed, bedrag og hykleri blev givet som et faresignal ikke blot for den første kirke, men for alle fremtidens slægter. Det var griskhed, som Ananias og Safira først havde næret. Deres ønske om at gemme noget af det, som de havde lovet Herren, førte dem ud i bedrageri og hykleri.

»<MEF 44/2> Gud havde gjort evangeliets forkyndelse afhængig af sit folks arbejde og evner. Herrens arbejde underholdes af frivillige gaver og tiende. Gud kræver en vis del af de midler, han betror mennesker en tiendedel. Han overlader det til enhver at afgøre, om han vil give mere end dette eller ej. Men når hjertet har ladet sig bevæge ved Helligåndens påvirkning, og der er afgivet et løfte om at give et bestemt beløb, så har den, som lover, ikke mere nogen ret til denne offergave. Når man aflægger løfter af denne art til mennesker, vil de blive betragtet som bindende; er løfter, som er aflagt til Gud, så ikke endnu mere bindende? Er løfter, som er prøvet ved samvittighedens domstol, mindre bindende end menneskers overenskomster?

»<MEF 44/3> Når det guddommelige lys med særlig klarhed og kraft skinner ind i hjertet, slipper den sædvanlige egenkærlighed sit greb, og der skabes tilbøjelighed til at give til Guds riges sag. Men ingen skal tro, at de vil få lov til at opfylde de løfter, de har aflagt, uden indvendinger fra Satans side. Han holder ikke af at se Frelserens rige på jorden blive opbygget. Han indvender, at det aflagte løfte var for stort, at det måske kan lamme dem i deres bestræbelser for at erhverve ejendom eller tilfredsstille deres families ønsker.

»<MEF 44/4> Det er Gud, som velsigner mennesker med ejendom, og han gør dette, for at de kan være i stand til at give gaver til hans sags fremme. Han sender solskin og regn. Han lader planteverdenen trives. Han giver sundhed og evner til at tjene, hvad man skal bruge. Alle vore velsignelser kommer fra hans gavmilde hånd. Til gengæld vil han have, at mænd og kvinder skal vise deres taknemmelighed ved at give ham en del heraf tilbage i tiender og offergaver, som takofre, som frivillige ofre og som overtrædelsesofre og løfteofre. Hvis pengemidlerne ville strømme ind i overensstemmelse med denne guddommeligt anordnede plan, en tiendedel af al indkomst og frivillige gaver, så ville der blive overflod til fremme af Guds riges arbejde.

»<MEF 44/5> Men menneskers hjerter er blevet forhærdede ved egoisme, og ligesom Ananias og Safira lader de sig friste til at tilbageholde en del af prisen, mens de lader, som om de opfylder Guds krav. Mange ødsler med penge til deres egne fornødenheder. Mænd og kvinder søger deres egne fornøjelser og tilfredsstiller deres lyst, mens de næsten modstræbende bringer Gud en kneben offergave. De glemmer, at Gud vil kræve nøje regnskab for, hvordan hans ejendom er blevet anvendt, og at han ikke vil anerkende den smule, de har givet til ham, mere end han anerkendte Ananias og Safiras offer.

»<MEF 45/1> Gennem den strenge straf, som blev tilmålt disse bedragere, vil Gud, at også vi skal lære, hvor dybt hans had og foragt er overfor alt hykleri og bedrag. Ved at foregive, at de havde givet det hele, løj Ananias og Safira for Helligånden, og som følge heraf mistede de både dette liv og det tilkommende. Den samme Gud, som straffede dem, fordømmer i dag al falskhed! Løgnagtige læber er for ham en vederstyggelighed. Han erklærer om sin hellige stad, "at intet urent skal nogensinde komme ind i den, ej heller nogen, som øver vederstyggelighed og løgn." Åb 21,27. Der må ikke tages let eller usikkert på sandfærdigheden. Lad den blive en del af selve livet. Hvis man spiller højt og letsindigt spil med sandheden og forstiller sig for at dække over sine egne egoistiske planer, betyder det skibbrud for troen. "Så stå da med sandheden spændt som bælte om eders lænder." Ef 6,14. Den, som taler usandhed, sælger sin sjæl for billigt køb. Hans løgne kan synes at være til hjælp i nødsituationer; han kan således synes at gøre gode forretninger, som ikke ville være mulige ved ærlig handel; men til sidst vil han nå til det punkt, hvor han ikke kan stole på nogen som helst. Fordi han selv er en løgner, har han heller ikke tillid til andres ord.

»<MEF 45/2> I Ananias og Safiras tilfælde fik bedrageriets synd imod Gud sin hastige straf. Den samme synd har ofte været gentaget i kirkens senere historie og bliver begået af mange i vore dage. Men skønt den måske ikke efterfølges af synlige tilkendegivelser af Guds mishag, så er den ikke mindre skammelig i hans øjne nu end på apostlenes tid. Vi har fået advarslen! Gud har tydeligt givet sin afsky for synden til kende; og alle, som hengiver sig til hykleri og gerrighed, kan være forvissede om, at de ødelægger deres egne sjæle.