»<MEF 30/2> Hvad blev så resultatet af Helligåndens udgydelse på pinsedag? Det glade budskab om den opstandne Frelser blev bragt til de yderste grænser for den beboede verden. Når disciplene forkyndte budskabet om den forsonende nåde, bøjede hjerterne sig for styrken i dette budskab. Menigheden oplevede, at omvendte flokkedes i den fra alle kanter. Frafaldne lod sig atter omvende. Syndere forenede sig med troende i at søge efter den kostbare perle. Nogle af dem, der havde været evangeliets bitreste modstandere, blev dets forkæmpere. Denne profeti opfyldtes: "Den skrøbeligste iblandt dem skal på den dag blive som David, men Davids hus ... som Herrens engel." Zak. 12,8. Enhver kristen så i sin broder en åbenbaring af guddommelig kærlighed og godhed. Én interesse var den fremherskende! Ét mål for kappestriden opslugte alle andre! Det var de troendes ærgerrighed efter at åbenbare en lighed med Kristi væsen og at arbejde for hans riges udbredelse!

»<MEF 30/3> "Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrdet om Herren Jesu opstandelse, og alle havde de stor yndest hos folket." Under deres arbejde blev udvalgte mænd føjet til menigheden, som efter at have taget imod sandhedens ord viede deres liv til at give andre det samme håb, som fyldte deres egne hjerter med fred og glæde. De lod sig ikke holde tilbage eller skræmme ved trusler. Herren talte gennem dem, og når de drog fra sted til sted, blev evangeliet prædiket for de fattige, og ved Guds nåde skete der undergerninger. Apg 4,33.

»<MEF 31/1> Så vældigt kan Gud virke, når mennesker giver sig selv ind under Åndens styrelse. Løftet om Helligånden er ikke begrænset til nogen bestemt tidsalder eller til nogen race. Kristus erklærede, at hans Ånds guddommelige kraft skulle følge hans disciple indtil enden. Lige fra pinsedag til vor egen tid har Talsmanden været udsendt til alle, som helt og fuldt har overgivet sig til Herren og hans tjeneste. Til alle dem, der har modtaget Kristus som deres personlige Frelser, er Helligånden kommet som rådgiver, helliggører, vejleder og vidne. Jo nærmere Gud de troende har vandret, jo mere klart og mægtigt har de været vidner om deres forløsers kærlighed, og om hans frelsende nåde. De mænd og kvinder, der gennem de lange århundreder med forfølgelser og prøvelser fik lov at mærke Åndens nærværelse i deres liv i rigeligt mål, har virket som tegn og undere i verden. De har overfor engle og mennesker åbenbaret den frelsende kærligheds forvandlende kraft.

»<MEF 31/2> De, som ved pinsefesten blev iført kraften fra det høje, blev ikke derved fritaget for senere fristelser og prøvelser. Når de vidnede om sandheden og retfærdigheden, blev de gentagne gange angrebet af sandhedens fjende, der søgte at frarøve dem deres erfaringer som kristne. De blev tvunget til med al deres gudgivne kraft at stræbe efter at nå målet for mænds og kvinders vækst i Kristus Jesus. Hver dag bad de om stadig at modtage en ny nåde, så at de stadig kunne nå højere og højere opad mod fuldkommenheden. Ved Helligåndens medvirken lærte selv de svageste, ved at opøve sig i troen på Gud, at udnytte deres betroede evner og at blive herliggjorte, lutrede og forædlede. Når de i ydmyghed underkastede sig Helligåndens omskabende indflydelse, modtog de en fylde af guddomskraft og blev omdannede i lighed med det guddommelige.

»<MEF 31/3> Den lange tid, der er forløbet, har ikke bragt nogen forandring i Kristi afskedsløfte om at sende Helligånden til sine efterfølgere. Det skyldes ikke nogen begrænsning fra Guds side, at hans nådes rigdomme ikke strømmer til mennesker på jorden. Hvis opfyldelsen af hans løfte ikke er så synligt, som det burde være, så er det, fordi løftet ikke værdsættes, som det skulle. Hvis alle var villige til det, ville alle fyldes med Ånden. Hvor som helst trangen til Helligånden er en sag, man kun tænker lidt på, møder man åndelig tørke, åndeligt mørke, åndeligt forfald og død. Hvor sindet er optaget af småting, savnes den guddomskraft, som er nødvendig for menighedens vækst og velfærd, og som ville have alle andre velsignelser med i sit følge, skønt de dog står til rådighed i en uendelig mangfoldighed!

»<MEF 31/4> Da nu dette er det middel, vi har til at modtage kraften, hvorfor hungrer og tørster vi så ikke efter Åndens gave? Hvorfor taler vi ikke om den, beder om den og prædiker om den? Herren er mere villig til at give Helligånden til dem, der tjener ham, end forældre er til at give deres børn gode gaver. Enhver arbejder burde dagligt trygle Gud om Åndens dåb. Kristi arbejdere burde samles for at bede om særlig hjælp, om himmelsk visdom, for at de kan få at vide, hvordan de skal tænke og handle klogt. Ganske særligt burde de bede om, at Gud ville døbe sine udvalgte vidner på missionsmarken med et rigt mål af sin Ånd. Åndens nærværelse hos Guds arbejdere ville give sandhedens forkyndelse en kraft, som ikke alverdens ære og hæder kunne give.

»<MEF 32/1> Helligånden dvæler hos Guds indviede hjælpere, hvor de end findes. De ord, som blev talt til disciplene, er også talt til os. Ånden fremskaffer den styrke, som støtter stræbende, kæmpende sjæle i enhver kritisk situation, midt i verdens had og i erkendelsen af deres egne fald og fejltagelser. I sorg og smerte, når udsigterne er mørke og fremtiden usikker, og vi føler os hjælpeløse og ene, så er det, netop i sådanne tider, at Helligånden bringer hjertet trøst.

»<MEF 32/2> Det er ikke noget afgørende bevis på, at et menneske er en kristen, fordi han under særlige omstændigheder oplever åndelig ekstase. Gudsfrygt er ikke henrykkelse; den er en fuldstændig overgivelse af viljen til Gud; den lever af hvert ord, som udgår af Guds mund; den gør vor himmelske Faders vilje; den stoler på Gud i prøvelser, i mørke såvel som i lys; den vandrer i tro og ikke efter, hvad den ser; den forlader sig på Gud med urokkelig tillid og hviler i hans kærlighed.

»<MEF 32/3> Det har ingen betydning for os at kunne afgøre, hvad Helligånden netop er. Kristus siger os, at Ånden er talsmanden, "sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen." Det siges tydeligt om Helligånden, at i sit arbejde med at føre mennesker til sandheden "skal han ikke tale af sig selv." Joh 15,26. og 16,13.

»<MEF 32/4> Helligåndens natur er et mysterium. Mennesker kan ikke give en forklaring på den, fordi Herren ikke har åbenbaret den for os. Mennesker med en livlig fantasi kan sidestille forskellige steder i skriften og give dem en menneskelig udlægning; men at antage disse synspunkter vil ikke styrke menigheden. Når det gælder den slags mysterier, som er for dybe for menneskelig forståelse, er tavshed guld!

»<MEF 32/5> Helligåndens opgave bliver tydeligt angivet ved Kristi ord: "Når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom." Joh 16,8. Det er Helligånden, som overbeviser om synd. Hvis synderen er modtagelig for Åndens ansporende kraft, vil han føres til at omvende sig og blive vækket til at se betydningen af at adlyde de guddommelige krav.

»<MEF 32/6> For den angrende synder, som hungrer og tørster efter retfærdighed, åbenbarer Helligånden Guds Lam, som borttager verdens synd. "Han skal tage af mit og forkynde jer," sagde Kristus. "Han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer." Joh 16,14. og 14,26.

»<MEF 32/7> Vi har fået Ånden som en genfødende kraft, der skal virkeliggøre den frelse, vor forløser ved sin død har vundet for os. Ånden forsøger stadig at drage menneskers opmærksomhed hen til det store offer, som blev bragt på Golgatas kors, at åbenbare Guds kærlighed for verden og at levendegøre skriftens dyrebare ord for den overbeviste sjæl.

»<MEF 32/8> Når Helligånden har overbevist om synd og givet os en forestilling om målet for retfærdighed, bortleder han kærligheden fra de jordiske ting og fylder sjælen med ønsket om helliggørelse. "Han skal vejlede jer til hele sandheden," sagde Frelseren. Joh 16,13, Hvis mennesker er villige til at lade sig omdanne, vil der ske en helliggørelse af deres hele væsen. Ånden vil tage, hvad der er Guds, og stemple sjælen hermed. Ved hans kraft vil livets vej blive så tydelig, at ingen behøver at fare vild.

»<MEF 33/1> Fra begyndelsen har Gud arbejdet ved sin Helligånd gennem menneskelige redskaber til fuldførelsen af sin plan for at frelse den faldne slægt. Også på Moses tid gav Gud sin menighed i ørkenen "sin gode Ånd for at give dem indsigt." Neh. 9,20. Og i apostlenes dage virkede han mægtigt for sin menighed ved Helligåndens hjælp. Den samme kraft, som hjalp patriarkerne, som gav Kaleb og Josva tro og mod, og som dygtiggjorde apostelkirken til tjeneste, har opretholdt Guds trofaste børn gennem alle tidsaldre. Det var ved Helligåndens kraft, at de valdesiske kristne i den mørke middelalder hjalp med til at berede vejen for reformationen. Det var den samme kraft, som gav held til ædle mænds og kvinders bestræbelser for at bane vej for oprettelsen af nutidens missionsgerning og for oversættelse af Bibelen til alle nationers og folkeslags sprog og dialekter.

»<MEF 33/2> Og i dag bruger Gud stadig sin menighed til at kundgøre sin plan her på jorden. I dag går korsets forkyndere fra by til by og fra land til land for at berede vejen for Kristi genkomst. Fanen løftes højt over Guds lov. Den Almægtiges Ånd bevæger menneskehjerterne, og de, som lader sig gribe af den, bliver vidner om Gud og hans sandhed. Mange steder ser man hellige mænd og kvinder give andre del i det lys, som for dem selv har klarlagt frelsens vej ved Kristus. Og når de stadig lader deres lys skinne, ligesom de, der fik Åndens dåb på pinsedagen, får de bestandig mere og mere af Åndens kraft som gave. Således vil jorden blive oplyst af Guds herlighed.

»<MEF 33/3> Men på den anden side er der nogle, som i stedet for klogt at udnytte de forhåndenværende muligheder afventer en særlig tid med ny åndelig friskhed, hvorved deres evner til at oplyse andre ville øges meget. De forsømmer de nuværende pligter og muligheder og lader deres lys brænde svagt, mens de ser hen til en tid, hvor de uden anstrengelse fra deres egen side vil komme til at modtage en særlig velsignelse, hvorved de vil blive forvandlede og skikkede til tjenesten.

»<MEF 33/4> Det er sandt, at i de sidste tider, når Guds værk på jorden er ved at afsluttes, vil de hellige troendes bestræbelser under Åndens ledelse blive ledsaget af særlige tegn på guddommelig nåde. Ved sammenligning med den tidlige og sildige regn, som falder i Østens lande i såtiden og høsttiden, forudsagde de hebraiske profeter tildelingen af åndelig velsignelse i særlig rigt mål over Guds menighed. Åndens udgydelse i apostlenes dage var begyndelsen til den tidlige eller tidligere regn, og resultatet var vidunderligt. Indtil tidernes ende vil Ånden forblive den sande menighed nær.

»<MEF 33/5> Men når jordens høsttid nærmer sig, loves der en særlig tildeling af åndelig velsignelse for at berede menigheden til Menneskesønnens komme. Denne udgydelse af Ånden kan lignes ved den sildige regn; og det er om tildelingen af denne øgede kraft, at kristne bør opsende deres bønner til høstens Herre "ved sildigregnstide". Som svar vil Herren "skabe uvejr; regnskyl giver han dem". "Han sender jer regn, tidligregn og sildigregn som før." Zak. 10,1. Joel 2,23.

»<MEF 34/1> Men hvis ikke medlemmerne af Guds menighed i dag har en levende forbindelse med kilden til al åndelig vækst, så vil de ikke være rede, når høsttiden kommer. Hvis ikke de sørger for, at deres lamper er fyldte og brændende, så vil de ikke komme til at få del i den forøgede velsignelse, når der er særlig brug for den.

»<MEF 34/2> Kun de, som bestandig modtager friske forsyninger af nåde, vil få den kraft, som er nødvendig for deres daglige behov og deres evne til at udnytte denne kraft. I stedet for at se frem til en mulig fremtid, hvor de ved en særlig tildeling af åndelig kraft vil komme til at modtage en mirakuløs udrustning til sjælenes frelse, overgiver de sig hver dag til Gud, for at han skal gøre dem til kar, der er brugelige for ham. Dagligt bedres deres muligheder for den tjeneste, som ligger inden for deres rækkevidde. Dagligt er de vidner for Mesteren, hvor de end er, hvad enten det er i hjemmets beskedne arbejdsplads eller i offentlighedens tjeneste.

»<MEF 34/3> For den, som er indviet til at tjene, er det en vidunderlig trøst at vide, at selv Kristus dagligt søgte til sin Fader for at få forøget nåde; og fra dette samfund med Gud gik han ud for at styrke og velsigne andre. Se Guds Søn bøje sig i bøn til sin Fader! Skønt han er Guds Søn, styrker han sin tro ved bøn, og ved samfund med Himmelen samler han kraft til at modstå det onde og hjælpe mennesker i deres nød. Som vor slægts ældre broder kender han deres behov, som midt i en verden fuld af skrøbelighed og fristelser dog ønsker at tjene ham. Han ved, at de sendebud, som han er i stand til at udsende, er svage, fejlende mennesker; men til alle, som helt vil give sig til hans tjeneste, lover han guddommelig hjælp. Hans eget eksempel forvisser os om, at inderlig, vedholdende bøn til Gud i tro en tro, som fører til fuldkommen afhængighed af Gud og uforbeholden overgivelse til hans gerning vil kunne formå at bringe mennesker Helligåndens hjælp i kampen mod synden.

»<MEF 34/4> Enhver arbejder, som følger Kristi eksempel, vil være beredt til at modtage og udnytte den kraft, som Gud har lovet sin menighed til modning af jordens høst. Når evangeliets forkyndere morgen efter morgen knæler for Herren og fornyer deres løfter om at give sig hen til ham, så vil han skænke dem sin Ånds nærværelse med al dens livgivende, helliggørende kraft. Når de går ud, til dagens pligter, har de forvisningen om, at Helligåndens usynlige hjælp gør det muligt for dem, at være "Guds medarbejdere".