»<MEF 24/2> I lydighed mod Kristi befaling ventede de i Jerusalem på opfyldelsen af Faderens løfte: udgydelsen af Helligånden. De var ikke ledige, mens de ventede. Beretningen siger, at de var "stadig i helligdommen og priste Gud." Luk 24,53. De vidste, at de havde en talsmand i Himmelen, en, som talte deres sag for Guds trone. I dyb ærefrygt bøjede de sig i bøn og gentog hans tilsagn: "Hvis I beder Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det; bed, så skal I få, for at jeres glæde skal blive fuldkommen." Joh 23,24. Større og større blev deres tro i denne mægtige forvisning: "Kristus er den, som er død, ja meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os." Rom 8,34.

»<MEF 24/3> Mens disciplene ventede på opfyldelsen af løftet, ydmygede de sig, i oprigtig anger og bekendte deres vantro. Når de erindrede sig de ord, som Kristus havde talt til dem før sin død, forstod de mere fuldt og helt deres betydning. Sandheder, som var gået i glemme for dem, dukkede atter frem i deres tanker, og de gentog dem for hinanden. De bebrejdede sig deres svigtende forståelse af Frelseren. Den ene begivenhed efter den anden i hans vidunderlige liv trådte efterhånden frem for dem i en lang rækkefølge. Når de genkaldte sig hans rene, hellige liv, forstod de, at de ikke kunne arbejde strengt nok, at intet offer ville være for stort, hvis de blot i deres liv kunne være vidnesbyrd om Kristi skikkelses skønhed. A, om de blot endnu engang kunne gennemleve de sidste tre år, tænkte de, hvor ville de så handle anderledes! Om de blot atter kunne se Mesteren, hvor ville de så oprigtigt stræbe efter at vise ham, hvor inderligt de elskede ham, og hvor oprigtigt de sørgede over nogensinde at have bedrøvet ham ved vantro ord eller tanker! Men de fandt trøst i denne tanke, at alt var dem tilgivet. Og de besluttede, at de så vidt det stod i deres magt, ville gøre bod for deres vantro ved modigt at bekende ham overfor verden.

»<MEF 25/1> Disciplene bad med inderlig alvor om at blive gjort skikkede til at mødes med mennesker og i deres daglige samkvem med dem at måtte tale ord, som kunne føre syndere til Kristus. De opgav alle uenigheder, alle ønsker om at være den største, og de sluttede sig tæt sammen i det kristne fællesskab. De holdt sig mere og mere nær til Gud, og når de gjorde dette, fattede de, hvilken forrettighed de havde haft ved at leve Kristus så nær. Deres hjerter fyldtes med sorg ved tanken om, hvor mange gange de havde bedrøvet ham ved deres langsomme opfattelse, deres manglende forståelse af, hvad han til deres bedste havde forsøgt at lære dem.

»<MEF 25/2> Disse forberedelsens dage var fulde af inderlig granskning af hjerterne. Disciplene følte deres åndelige nød og bønfaldt Herren om den hellige salvelse, som skulle gøre dem skikkede til deres opgave med at frelse sjæle. De bad ikke kun om velsignelsen for sig selv. De følte sig tyngede af den byrde at skulle frelse sjæle. De var klare over, at evangeliet skulle bringes ud til hele verden, og de bad om den hjælp, som Kristus havde lovet dem.

»<MEF 25/3> I den patriarkalske tid havde Helligåndens indflydelse ofte åbenbaret sig tydeligt, men aldrig i hele sin fylde. Nu bønfaldt disciplene i lydighed mod Frelserens ord om denne gave, og i Himmelen føjede Kristus sin forbøn til deres. Han krævede Åndens gave for at kunne udgyde den over sit folk.

»<MEF 25/4> "Da pinsedagen var kommet, var de alle samlede med hverandre. Da lød der med ét fra Himmelen en susen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad."

»<MEF 25/5> Ånden kom over de ventende, bedende disciple med en fylde, som nåede ind til hvert eneste hjerte. Den evige Gud åbenbarede sig i sin vælde for sin menighed. Det var ligesom om denne kraft gennem tiderne var holdt i tømme, og nu frydedes Himmelen ved at være i stand til at udøse nådens Ånds rigdomme over menigheden. Og under indflydelse af Åndens kraft blandedes omvendelsens og bekendelsens ord med lovsange for syndernes forladelse. Hele Himmelen bøjede sig ned for at se og tilbede den uendelige, ufattelige kærligheds visdom. Ude af sig selv af undren udbrød apostlene: "Dette er kærligheden." De tilegnede sig gaven! Og hvad skete der så? Åndens sværd, der netop var slebet ved kraften og badet i Himmelens lyn, huggede sig vej frem gennem vantroen. På en eneste dag blev tusinder omvendt.

»<MEF 25/6> "Det er gavnligt for jer, at jeg går bort!" havde Kristus sagt til sine disciple. "Thi hvis jeg ikke går bort, kommer Talsmanden ikke til jer; men når jeg går herfra, så vil jeg sende ham til jer." "Når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden, thi han skal ikke tale ud af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer." Joh 16,7. og 13.

»<MEF 25/7> Kristi optagelse til Himmelen var kendetegnet på, at hans disciple skulle modtage den lovede velsignelse. Den måtte de afvente, før de påbegyndte deres arbejde. Da Kristus drog ind gennem Himmelens porte, indtog han sin plads på tronen blandt de lovsyngende engle. Så snart denne højtid var forbi, nedsteg Helligånden i rige strømme til disciplene, og Kristus blev i sandhed herliggjort, med den samme herlighed, som han fra evighed havde haft hos Faderen. Udgydelsen af Ånden på pinsedagen var Himmelens bekræftelse på, at Frelserens højtidelige indvielse var fuldbragt. Ifølge sit løfte havde han sendt Helligånden fra Himmelen til sine disciple som tegn på, at han nu, både som præst og konge, havde modtaget al magt i Himmelen og på jorden og var sit folks salvede.

»<MEF 26/1> "Og der viste sig for dem tunger som af ild, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Og de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden gav dem at forkynde." Den hellige Ånd hvilede i skikkelse af ildtunger over alle de forsamlede. Dette var et symbol på den gave, som dengang blev skænket disciplene, og som satte dem i stand til uden vanskelighed at tale sprog, som de hidtil ikke havde kendt. Tilsynekomsten af ild betegnede den brændende iver, hvormed apostlene skulle arbejde, og den kraft, som skulle ledsage deres arbejde.

»<MEF 26/2> "Men i Jerusalem boede der gudfrygtige jødiske mænd fra alle folkeslag under himmelen." Under adspredelsen var jødefolket blevet spredt til næsten alle dele af den beboede verden, og i deres udlændighed havde de lært at tale forskellige tungemål. Mange af disse jøder var i Jerusalem ved denne lejlighed for at overvære de religiøse festligheder, som da var forestående. Ethvert kendt sprog var repræsenteret blandt de forsamlede. Sprogforskellen ville have været en stor hindring for evangeliet; derfor erstattede Gud på en vidunderlig måde apostlenes ukyndighed. Helligånden udrettede for dem, hvad de ikke i hele deres livstid ville have været i stand til at opnå. Nu kunne de forkynde evangeliets sandheder i fremmede lande, fordi de flydende kunne tale sproget hos de mennesker, blandt hvem de arbejdede. Denne underfulde gave var et vældigt bevis på, at deres opgave var beseglet af Himmelen. Fra dette øjeblik var disciplenes tale ren, enkel og tydelig, hvad enten de talte deres modersmål eller fremmede sprog.

»<MEF 26/3> "Da nu den lyd kom, strømmede mængden sammen og blev forvirret, fordi de hver især hørte dem tale på deres eget sprog. Og de var ude af sig selv af forundring og sagde: "Se, er de, der taler, ikke alle sammen galilæere? Hvor kan vi så høre dem tale, hver på vort eget modersmål?"

»<MEF 26/4> Præsterne og rådsherrerne blev aldeles rasende over denne vidunderlige tildragelse, men de vovede ikke at give efter for deres ondsindethed af frygt for at udsætte sig for voldshandlinger fra folket. De havde fået henrettet nazaræeren, men nu stod hans disciple, ulærde mænd fra Galilæa, og fortalte om hans liv og gerninger på alle de sprog, man dengang kendte. Præsterne, som var fast besluttede på at give en naturlig forklaring på disciplenes vidunderlige kraft, erklærede, at de var fulde, fordi de havde taget for rigeligt til sig af den nye vin, som var tilberedt til festdagen. Nogle af de mest uvidende blandt folket antog denne formodning for at være sandhed, men de, som var klogere, vidste, at det var usandhed; og de, som forstod de forskellige sprog, bevidnede, med hvilken nøjagtighed disciplene benyttede dem.

»<MEF 26/5> Som svar på præsternes beskyldning beviste Peter, at denne tildragelse stemte fuldstændig sammen med Joels profeti, hvori han forudsagde, at der skulle komme en sådan kraft over mennesker for at dygtiggøre dem til et særligt arbejde. "Jødiske mænd og alle I, som bor her i Jerusalem," sagde han, "det skal I vide, og mærk jer mine ord: disse mænd er ikke berusede, sådan som I mener; det er jo kun den tredje time på dagen. Nej, her opfyldes det, som er talt ved profeten Joel:

»<MEF 27/1> "Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde af min Ånd over alt kød; og jeres sønner og jeres døtre skal profetere, og jeres unge skal se syner, og jeres gamle skal drømme, drømme. Ja, endog over mine trælle og mine trælkvinder vil jeg i de dage udgyde af min ånd, og de skal profetere."

»<MEF 27/2> Med klarhed og kraft vidnede Peter om Kristi død og opstandelse: "Israelitiske mænd! hør disse ord: Jesus fra Nazaret, en mand, som overfor jer er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde ved ham midt iblandt jer, sådan som I jo selv ved, han blev efter Guds egen fastsatte plan og forudviden givet i jeres vold, og ved hedningers hjælp naglede I ham til korset og tog hans liv. Men Gud gjorde ende på dødens veer og lod ham opstå, fordi det ikke var muligt, at han kunne fastholdes af døden."

»<MEF 27/3> Peter gjorde ingen hentydninger til Kristi lære for at bevise sin indstilling, fordi han vidste, at hans tilhøreres fordomme var så store, at hans ord angående dette ikke ville have nogen virkning. I stedet for talte han til dem om David, der af jøderne blev betragtet som en af deres folks patriarker. "David siger med tanken på ham:

»<MEF 27/4> "Jeg havde altid Herren for øje; thi han er ved min højre, at jeg ikke skal rokkes. Derfor glædedes mit hjerte, og min tunge jublede, Ja, også mit kød skal bo med håb; thi du vil ikke lade min sjæl blive tilbage i Dødsriget, ikke heller lade din Hellige se forrådnelse." ...

»<MEF 27/5> "Mine brødre, lad mig få lov til at tale frit til jer om patriarken David; han er jo både død og begravet, og hans grav findes hos os den dag i dag." "Han forudså, at Kristus skulle opstå og talte derom og sagde, at hverken skulle han lades tilbage i Dødsriget, ej heller skulle hans kød se forrådnelse. Denne Jesus har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner."

»<MEF 27/6> Denne begivenhed er meget interessant. Man ser folk komme fra alle sider for at høre disciplene vidne om den sandhed, som findes i Jesus. De trænges, de myldrer ind i templet. Præsterne og rådsherrerne er der, endnu med ondskabens mørke skulden på deres ansigter og hjerterne fyldt med had mod Kristus, og med hænder, der stadig er plettede af det blod, der flød, da de korsfæstede verdens Frelser. De havde tænkt sig at finde apostlene kuet af frygt under tyranniets og mordets stærke hånd, men de fandt dem hævet over al frygt og fyldt af Ånden, mens de med kraft forkyndte Jesus fra Nazarets guddommelighed. De hørte dem dristigt erklære, at han, som så nyligt blev ydmyget, slået af grusomme hænder og korsfæstet, er livets fyrste, som nu er ophøjet ved Guds højre hånd.

»<MEF 28/1> Nogle af dem, der lyttede til apostlene, havde taget aktiv del i Kristi domfældelse og død. Deres stemmer havde blandet sig med pøbelens, da de krævede hans korsfæstelse. Da Jesus og Barabbas stod foran dem i domshallen, og Pilatus spurgte: "Hvem vil I, at jeg skal løslade jer: Barabbas eller Jesus, der kaldes Kristus?" havde de råbt: "Ikke ham, men Barabbas! Matt 27,17. Joh 18,40. Da Pilatus udleverede Jesus til dem og sagde: "Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ingen skyld hos ham;" og "Jeg er uskyldig i dennes blod," havde de råbt: "Hans blod komme over os og vore børn!" Joh 19,6. Matt 27,24-25.

»<MEF 28/2> Nu hørte de disciplene erklære, at det var Guds Søn, som var blevet korsfæstet. Præsterne og rådsherrerne skælvede. Folket var grebet af skyldfølelse og angst." Da de hørte dette, stak det dem i hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige apostle: "Brødre, hvad skal vi gøre?" Blandt dem, der lyttede til disciplene, var der fromme jøder, der var oprigtige i deres tro. Den kraft, som ledsagede den talendes ord, overbeviste dem om, at Jesus virkelig var Messias.

»<MEF 28/3> Peter sagde til dem: "Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. Thi jer gælder forjættelsen, jer og jeres børn og alle dem, som er langt borte, så mange som Herren vor Gud vil kalde."

»<MEF 28/4> Peter betonede stærkt overfor det overbeviste folk den kendsgerning, at de havde korsfæstet Kristus, fordi de havde ladet sig føre bag lyset af præsterne og rådsherrerne, og at hvis de blev ved med at se hen til disse mænd for at få råd og ventede, at de skulle anerkende Kristus, før de selv vovede at gøre det, så ville de aldrig komme til at tage imod ham. Skønt disse mægtige mænd havde gjort fromheden til en livsstilling, higede de efter jordisk rigdom og ære. De var ikke villige til at komme til Kristus for at modtage lyset.

»<MEF 28/5> Under påvirkning af denne himmelske lysglans fremtrådte de skrifter, som Jesus havde udlagt for disciplene, med den fuldkomne sandheds stråleglans for deres øjne. Det slør, som havde hindret dem i helt at gennemskue, hvad der var afskaffet, var nu fjernet, og de forstod fuldkommen klart, hvad der var hensigten med Kristi udsendelse og af hvad art, hans rige var. De kunne tale med kraft om Frelseren, og da de forklarede frelsesplanen for deres tilhørere, blev mange overbevist. De overleveringer og den overtro, som præsterne havde indpodet dem, var som blæst bort fra deres sind, og de modtog Frelserens lære.

»<MEF 28/6> "De, som nu tog imod hans ord, blev døbt; og på den dag blev der føjet omtrent tre tusinde sjæle til."

»<MEF 28/7> De jødiske ledere havde tænkt sig, at Kristi gerning ville ende ved hans død; men i stedet for dette blev de vidne til de vidunderlige begivenheder på pinsedagen. De hørte disciplene prædike Kristus med en kraft og viljestyrke, som hidtil havde været ukendt, og deres ord bekræftedes ved tegn og undere. I Jerusalem, som var jødedommens faste borg, erklærede tusinder åbenlyst deres tro på, at Jesus fra Nazaret var Messias.

»<MEF 28/8> Disciplene var forundrede og lykkelige over den store høst af sjæle. De betragtede ikke denne vidunderlige indbjergning som resultat af deres egne bestræbelser; de forstod godt, at de overtog andres arbejde. Lige siden Adams fald havde Kristus overgivet betroede tjenere sit ords sæd, for at de skulle så den i menneskehjerter. Under sin tilværelse på denne jord, havde han sået sandhedens sæd og vandet den med sit eget blod. De omvendelser, der fandt sted på pinsedag, var resultatet af denne udsæd, høsten efter Kristi gerning, som åbenbarede hans læres kraft.

»<MEF 29/1> Hvor klare og overbevisende apostlenes ord end var, kunne de ikke have fjernet de fordomme, som havde holdt stand mod så mange beviser. Men med guddommelig kraft ramte Helligånden hjerterne med sin bevisførelse. Apostlenes ord var som den Almægtiges skarpe pile, der overbeviste mennesker om deres frygtelige forbrydelse ved at forkaste og korsfæste ærens konge.

»<MEF 29/2> Gennem Kristi belæring var disciplene nået til at føle, hvor de trængte til Ånden. Under Åndens vejledning modtog de den endelige dygtiggørelse og gik ud til deres livsværk. De var ikke mere uvidende eller udannede. De var heller ikke længere en forsamling af uafhængige enere eller uoverensstemmende, stridende elementer. Deres håb gjaldt ikke mere verdslig storhed. De var "enige", og havde "ét hjerte og én sjæl". Apg 2,46; 4,32. Kristus fyldte deres sind; hans riges fremgang var deres mål. De var kommet til at ligne deres Mester i sind og tankegang, og mennesker "huskede, at de havde været sammen med Jesus." Apg 4,13.

»<MEF 29/3> Pinsen bragte dem det himmelske lys. De sandheder, som de ikke havde kunnet forstå, mens Kristus var hos dem, udfoldede sig nu for dem. Med en tro og forvisning, som de aldrig før havde kendt, modtog de det hellige ords lære. Nu var det ikke længere et spørgsmål om tro for dem, om Kristus var Guds Søn. De vidste, at han trods sin menneskelige skikkelse i sandhed var Messias, og de fortalte deres viden til verden med en tillid, som bibragte andre den overbevisning, at Gud var med dem.

»<MEF 29/4> De kunne nævne Jesu navn med fortrøstning, for var han ikke deres ven og ældre broder? I deres nære samfund var de sammen med ham i det himmelske. Hvilke brændende ord iklædte de ikke deres tanker, når de vidnede om ham! Deres hjerter strømmede over af en kærlighed til mennesker, der var så rig, så dyb og så vidtrækkende, at den drev dem til at vandre til verdens ende for at vidne om Kristi magt. De var opfyldt af en inderlig længsel efter at fremme den gerning, han havde begyndt. De fattede, i hvor stor gæld de stod til Himmelen, og hvor ansvarsfuld deres opgave var. Styrkede ved Helligåndens gave gik de ud, fulde af iver for at udbrede korsets sejrsbudskab. Ånden opildnede dem og talte gennem dem. Kristi fred strålede fra deres ansigter. De havde helliget deres liv til hans tjeneste, og selv deres ansigter vidnede om deres overgivelse til ham.