»<MEF 86/2> Antiokia var et af de steder, hvor ordet blev modtaget med glæde. Antiokia var på det tidspunkt Syriens hovedstad. Den omfattende handel, som udgik fra dette folkerige knudepunkt, førte mange mennesker af forskellig nationalitet til byen. Desuden var Antiokia kendt som et yndet opholdssted for dem, der satte pris på lediggang og fornøjelser, på grund af sin sunde beliggenhed, sine skønne omgivelser og den rigdom, kultur og dannelse, man mødte dér. I aposteltiden var byen blevet til et hjemsted for vellyst og last.

»<MEF 86/3> I Antiokia blev evangeliet offentligt prædiket af nogle disciple fra Kypern og Kyrene, som kom og "forkyndte evangeliet om Herren Jesus." "Herrens hånd var med dem," og deres alvorlige arbejde bar megen frugt. "Et stort antal kom til troen og omvendte sig til Herren."

»<MEF 86/4> "Rygtet om dette kom menigheden i Jerusalem for øre, og de sendte så Barnabas til Antiokia." Ved sin ankomst til denne nye arbejdsmark så Barnabas, at der allerede ved Guds nåde var blevet udrettet et stort arbejde, og "han blev glad og formanede dem alle til, at de med hjertets forsæt skulle blive ved Herren."

»<MEF 86/5> Barnabas arbejde i Antiokia blev rigt velsignet, og der blev dér føjet mange til de troendes antal. Efterhånden som arbejdet voksede, følte Barnabas, at der var brug for en god hjælp til at fremme det arbejde, der ved Guds forsyn var begyndt, og han drog til Tarsus for at opsøge Paulus, der efter sin afrejse fra Jerusalem en tid havde virket i "Syriens og Kilikiens egne" og forkyndt "den tro, han før søgte at udrydde." Gal.1,21. og 23. Det lykkedes Barnabas at træffe Paulus og overtale ham til at rejse med ham tilbage som medarbejder i tjenesten.

»<MEF 87/1> I den tæt befolkede by Antiokia fandt Paulus en rig arbejdsmark. Hans lærdom, klogskab og iver kom til at udøve en vældig indflydelse på denne kulturprægede bys indbyggere og hyppigt tilbagevendende gæster, og han viste sig at være netop den hjælp, som Barnabas trængte til. I et år arbejdede de to disciple sammen i trofast tjeneste og bragte mange det frelsende budskab om Jesus fra Nazaret, verdens Frelser.

»<MEF 87/2> Det var i Antiokia, at disciplene først fik navnet kristne. Dette navn fik de, fordi Kristus var hovedpunktet i deres prædiken, deres lære og deres tale. Bestandig fortalte de atter og atter om de begivenheder, der var sket, mens han vandrede på jorden, da hans disciple nød godt af hans personlige nærværelse. Utrætteligt dvælede de ved hans lære og hans undergerninger. Med skælvende læber og tårer i øjnene fortalte de om hans dødsangst i haven, hvordan han blev forrådt, dømt og henrettet, om den sagtmodighed og ydmyghed, hvormed han tålte den hån og lidelse, som hans fjender udsatte ham for, og den guddommelige medynk, hvormed han bad for dem, som pinte og plagede ham, De frydede sig ved at dvæle ved hans opstandelse og himmelfart og hans tjeneste i Himmelen som den faldne menneskeslægts talsmand. Det var med god grund, at hedningerne kaldte dem kristne, da de prædikede Kristus og rettede deres bønner til Gud i hans navn.

»<MEF 87/3> Det var Gud selv, som gav dem navnet kristne! Dette er et kongeligt navn, som gives til alle, der slutter sig til Kristus. Det var om dette navn, at Jakob senere skrev: "Er det da ikke de rige, der undertrykker jer, og er det ikke dem, der slæber jer for domstolene? Er det ikke dem, der spotter det skønne navn, som er nævnet over jer?" Jak. 2,6-7. Og Peter erklærede: "Lider nogen, fordi han er kristen, så skal han ikke skamme sig, men ved dette navn gøre Gud ære." "Hvis I hånes for Kristi navns skyld, er I salige, thi herlighedens Ånd, Guds Ånd, hviler over jer." 1Pet 4,16.

»<MEF 87/4> De troende i Antiokia forstod, at Gud var villig til at virke i dem "både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske." Fil 2,13. Mens de her levede midt blandt et folk, der kun syntes at beskæftige sig lidt med ting af evig værd, søgte de at fange opmærksomheden hos dem, der var oprigtige af hjertet, og at vidne med overbevisning om ham, som de elskede og tjente. Under deres ydmyge tjeneste lærte de at være afhængige af Helligåndens kraft til at levendegøre ordet. Og således vidnede de dagligt under livets forskellige forhold om deres tro på Kristus.

»<MEF 87/5> Eksemplet fra Kristi disciple i Antiokia burde virke inspirerende på enhver troende, der i dag bor i verdens storbyer. Skønt det er efter Guds vilje, at udvalgte dygtige og hellige arbejdere ansættes i vigtige befolkningscentrer for at føre an i den offentlige tjeneste, så vil Gud også, at lægfolk indenfor menigheden i disse byer skal bruge de talenter, Gud har givet dem, til at arbejde for sjælene. Der ligger rig velsignelse gemt til dem, der helt vil overgive sig til Guds kald. Når sådanne arbejdere bestræber sig for at vinde sjæle for Jesus, vil de opdage, at mange, man aldrig ville have kunnet nå på anden måde, er rede til at lytte til en klog, personlig henvendelse.

»<MEF 87/6> Guds gerning på jorden i dag trænger til levende repræsentanter for Bibelens sandhed. De ordinerede prædikanter kan ikke alene overkomme arbejdet med at advare de store byer. Guds kald gælder ikke blot prædikanterne, men også læger, sygeplejersker, kolportører, bibelarbejdere og andre hellige lægfolk med forskellige evner, der har kendskab til Guds ord og kender hans nådes kraft, og som kan varetage de sorgløse byers behov. Tiden skrider hurtigt, og der er meget, der skal nås. Enhver hjælper må sættes i gang, så de nuværende muligheder kan blive klogt udnyttet.

»<MEF 88/1> Paulus gerning i Antiokia sammen med Barnabas bestyrkede ham i overbevisningen om, at Herren havde kaldet ham til en særlig tjeneste indenfor hedningeverdenen. Dengang Paulus blev omvendt, havde Herren forkyndt, at han skulle være hedningernes apostel "for at åbne deres øjne, så de må omvende sig fra mørke til lys, fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndernes forladelse og arvelod sammen med dem, som er helligede ved troen på mig." Apg 26,18. Engelen, som viste sig for Ananias, havde sagt om Paulus: "Denne mand er mit redskab, som jeg har udvalgt mig til at bære mit navn frem både for hedninger og konger og Israels børn." Apg 9,15. Og Paulus selv fik senere i sit liv som kristen, mens han bad i templet i Jerusalem, besøg af en engel fra Himmelen, som bød ham: "Gå! Thi jeg vil sende dig til hedningefolk langt borte." Apg 22,21.

»<MEF 88/2> Sådan havde Herren overgivet Paulus hans opgave at gå ud på hedningeverdenens store missionsmark. Som forberedelse til denne vidtrækkende og vanskelige gerning havde Gud bragt ham i nær forbindelse med sig selv og havde for hans undrende blik åbnet syner af den himmelske herlighed og skønhed. Han havde fået den opgave betroet at forkynde "en hemmelighed, der var fortiet fra evige tider," Rom 16,25. "sin viljes hemmelighed" Ef 1,9. "som i tidligere slægter ikke var kundgjort for menneskenes børn, således som den nu ved Ånden er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter, nemlig den hemmelighed, at hedningerne er medarvinger, medindlemmede i legemet og meddelagtige i forjættelsen og alt dette i Kristus Jesus ved evangeliet; og," erklærer Paulus, "det er jeg blevet tjener for ... Ja, mig, den allerringeste af alle hellige, blev den nåde givet at forkynde hedningerne evangeliet om Kristi uransagelige rigdom og at oplyse, hvorledes den frelsesplan er, der fra evighed har ligget gemt som en hemmelighed hos Gud, alle tings skaber, for at Guds visdom nu i al dens mangfoldighed ved kirken skulle gives til kende for magterne og myndighederne i den himmelske verden. Således var fra evige tider det forsæt, som han udførte i Kristus Jesus, vor Herre." Ef 3,5-11.

»<MEF 88/3> Gud havde i rigeligt mål velsignet Paulus og Barnabas gerning i det år, hvor de blev hos de troende i Antiokia. Men endnu var ingen af dem blevet formelt indviet til at forkynde evangeliet. De var nu nået til et punkt i deres erfaringer som kristne, hvor Gud ville betro dem at gøre tjeneste ved et vanskeligt missionsarbejde, under hvilket de ville komme til at trænge til enhver hjælp, som kunne opnås ved kirkens medvirken.

»<MEF 88/4> "I den menighed, som fandtes i Antiokia, var der profeter og lærere: der var Barnabas og Simeon, som kaldtes Niger, og Lukius fra Kyrene, og der var Manaen ... og Saulus. Medens de nu holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: "Udtag mig Barnabas og Paulus til den gerning, jeg har kaldet dem til." Før disse disciple blev udsendt som missionærer til hedningeverdenen, blev de højtideligt indviet til Gud ved bøn og faste og håndspålæggelse. På denne måde blev de af menigheden bemyndigede til ikke blot at lære sandheden, men til at foretage dåbshandlinger og organisere menighederne med kirkens fulde autoritet.

»<MEF 89/1> På dette tidspunkt var den kristne menighed ved at gå ind i en betydningsfuld periode. Nu skulle arbejdet med at forkynde evangeliet blandt hedninger gennemføres med al mulig kraft, og som følge deraf ville menigheden vinde styrke ved en rig høst af sjæle. De apostle, som var udset til at varetage denne tjeneste, ville være udsat for mistanke, fordomme og skinsyge. Deres lære om at nedbryde "det gærde, som skiller," det, der så længe havde skilt den jødiske verden fra den hedenske" ville antagelig gøre, at de blev beskyldt for kætteri, og deres myndighed som ordets tjenere ville blive betvivlet af mange nidkære, troende jøder. Gud forudså de vanskeligheder, hans tjenere ville komme til at møde, og for at ingen skulle kunne kritisere deres tjeneste, åbenbarede han for menigheden, hvordan den offentligt skulle udvælge dem til missionsgerningen. Deres indvielse var en åben anerkendelse af deres guddommelige kald til at bringe hedningerne evangeliets glade budskab.

»<MEF 89/2> Både Paulus og Barnabas havde allerede fået deres kald fra Gud selv, og højtideligheden med håndspålæggelse indebar ikke nogen ny nåde eller særlig adkomst. Det var den anerkendte form for beskikkelse til et embede og en anerkendelse af ens myndighed indenfor dette embede. Hermed havde kirken sat sit segl på tjenesten for Gud.

»<MEF 89/3> For en jøde var denne skik meget betydningsfuld. Når en jødisk fader velsignede sine børn, lagde han højtideligt hænderne på deres hoved. Når et dyr blev indviet til ofring, lagde han, der sad inde med præsteværdigheden, sin hånd på offerdyrets hoved. Og når de ældste indenfor den kristne kirke i Antiokia lagde hænderne på Paulus og Barnabas, bad de ved denne handling Gud om at skænke de udvalgte apostle sin velsignelse til den særlige tjeneste, hvortil de var udset.

»<MEF 89/4> Senere i tiden blev ordinationsceremonien ved håndspålæggelse i høj grad misbrugt. Der blev tillagt denne handling uberettiget betydning, som om der med det samme tilflød dem, der blev indviet, en kraft, som straks dygtiggjorde dem til prædikegerningen. Men ved udtagelsen af disse to apostle er der intet i beretningen, som antyder, at der blev tildelt dem særlige evner ved selve håndspålæggelsen. Der findes kun den enkle beretning om deres indvielse og om dens betydning for deres fremtidige gerning.

»<MEF 89/5> De omstændigheder, der står i forbindelse med Helligåndens udvælgelse af Paulus og Barnabas til en bestemt gren af tjenesten, viser tydeligt, at Herren virker gennem udvalgte medhjælpere indenfor sin menighed. Flere år tidligere, da Guds formål med Paulus første gang blev åbenbaret for ham af Frelseren selv, blev Paulus straks derefter bragt i forbindelse med medlemmer af den nyoprettede menighed i Damaskus. Endvidere blev menigheden på dette sted ikke længe holdt i uvidenhed om den omvendte farisæers personlige erfaringer. Og nu, hvor den guddommelige befaling, som dengang blev givet, skulle udføres helt og fuldt, pålagde Helligånden, der atter bevidnede, at Paulus var et udvalgt redskab til at bringe hedningerne evangeliet, menigheden den tjeneste at indvi ham og hans medarbejder. Mens de ældste indenfor menigheden i Antiokia "holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: Udtag mig Barnabas og Saulus til den gerning, jeg har kaldet dem til."

»<MEF 90/1> Gud har gjort sin menighed her på jorden til en vej til lyset, og gennem den meddeler han sine formål og sin vilje. Han giver ikke nogen af sine tjenere en erfaring, der er uafhængig af eller i modstrid med selve kirkens erfaringer. Han giver heller ikke noget enkelt menneske en viden om sin vilje med hensyn til hele menigheden, mens menigheden Kristi legeme holdes i uvidenhed. I sin forudseenhed sætter han sine tjenere i nøje forbindelse med sin menighed, for at de skal få mindre selvtillid og større tillid til andre, som han udvælger til at fremme sin gerning.

»<MEF 90/2> Der har indenfor menigheden altid været nogle, som stadig higer efter individuel uafhængighed. De synes ikke at kunne forstå, at åndelig uafhængighed er tilbøjelig til at få det menneskelige redskab til at stole for meget på sig selv og have for megen tillid til sin egen dømmekraft i stedet for at respektere sine brødres råd og højagte deres bedømmelse, særlig deres, som sidder inde med de embeder, Gud har bestemt til at være de ledende blandt hans folk. Gud har tildelt sin menighed en særlig myndighed og magt, som ingen har ret til at ringeagte eller lade hånt om; thi den, som gør dette, ringeagter Guds røst.

»<MEF 90/3> De, der har tilbøjelighed til at anse deres egen dom for at være afgørende, er i stor fare. Satan gør sig de største anstrengelser for at skille sådanne mennesker fra dem, som er lysets vejledere, og gennem hvem Gud har virket for at opbygge og udbrede sin gerning på jorden. At ringeagte eller foragte dem, som Gud har ansat til at bære ledelsens ansvar og samtidig fremme sandheden, er det samme som at forkaste de midler, han har anvist til hjælp, opmuntring og styrkelse af sit folk. Hvis nogen, der vil arbejde for Herrens sag, overser disse og mener, at han må få sit lys direkte fra Gud, bringer han sig selv i en stilling, hvor han let vil lade sig bedrage af fjenden og blive besejret. Herren har i sin visdom ordnet det således, at ved den snævre forbindelse, som burde bestå mellem alle troende, skulle den ene kristne være knyttet til den anden, og menighed til menighed. På denne måde vil den menneskelige hjælp blive i stand til at samarbejde med dem guddommelige. Enhver medarbejder vil underordne sig Helligånden, og alle de troende vil være forenede i en velordnet og dygtigt ledet bestræbelse for at bringe verden det gode budskab om Guds nåde.

»<MEF 90/4> Paulus betragtede dagen for sin højtidelige indvielse som begyndelsen til en ny og betydningsfuld periode af sin livsgerning. Det var fra denne tid, at han senere regnede begyndelsen af sin virksomhed som apostel indenfor den kristne menighed.

»<MEF 90/5> Medens evangeliets lys skinnede klart i Antiokia, blev et vigtigt arbejde fortsat af de apostle, der var blevet i Jerusalem. Hvert år kom der ved fest tiderne mange jøder fra alle lande til Jerusalem for at tilbede i templet. Nogle af disse pilgrimme var oprigtigt fromme mænd, som grundigt havde studeret profetierne. De så hen til og længtes efter den forjættede Messias komme, han, som var Israels håb. Mens Jerusalem fyldtes med disse fremmede, prædikede apostlene om Kristus med det djærveste mod, skønt de vidste, at de ved at gøre det stadig satte livet i vove. Guds Ånd satte sit segl på deres bestræbelser, mange blev omvendt til troen, og når disse vendte tilbage til deres hjem forskellige steder i verden, spredte de sandhedens sæd blandt alle folkeslag og alle samfundsklasser.

»<MEF 91/1> Forrest blandt de apostle, som påtog sig denne opgave, var Peter, Jakob og Johannes, der med sikkerhed følte, at Gud havde bestemt dem til at prædike Kristus hjemme blandt deres landsmænd. De arbejdede trofast og klogt, vidnede om de ting, de havde set og hørt, og hævdede, at "nu står det profetiske ord så meget fastere," i deres bestræbelser for at overbevise "Israels hus ... om, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus." 2Pet 1,19; Apg 2,36.