Kapitel 9. En uhyggelig rejse!

 

Asta mærkede, at hun rystede, da hun blev trukket over mod den fremmedes bendy. Hun gav ikke efter uden videre, men kæmpede imod alt, hvad hun kunne. De andre piger begyndte at råbe, og deres skrig skræmte ponyen, som trak bendy' en, og den for af sted ned ad gaden.

Manden, som havde forsøgt at gribe Asta, så sit snit til at forsvinde ind i menneskemængden. Alle de, der var i høvdingens hus, kom løbende, men det var umuligt at finde manden. Nogle sagde, at han var ung, mens andre mente, at han var gammel. Asta var sikker på, at hun aldrig havde set ham før, og at han var meget stærk.

Lærerfruen tog Asta med ind i huset og satte sig på en måtte ved siden af hende. »Stakkels barn! At det skulle ske netop nu.«

Da den værste ophidselse havde lagt sig, rådslog læreren og de besøgende fra Singapore med høvdingen. De så meget alvorlige ud.

Festen fortsatte som planlagt, og da man var færdig med at spise, blev der holdt bibelstudium og gudstjeneste. Men stemningen var trykket. De lykkelige dage, Asta havde oplevet, efter at bedstefaderen havde underskrevet dokumentet, som overgav hende i lærerens varetægt, var nu forbi. Hun vidste, at muhamedanismen var stærkere end et menneske, og at islams stolthed og lange arm fremdeles var ude efter hende. Læreren talte med Asta, da de kom hjem.

»Vi har bestemt, at du skal rejse til Singapore med det samme,« sagde han. »Du er jo parat til at tage af sted, og dit tøj er også færdigt. Vi mangler kun at pakke det. Vore venner fra Singapore har bestemt sig til at rejse tidligere end beregnet. Vi vil ikke risikere, at der sker noget med dig.«

»Du skal rejse i morgen,« sagde hans kone. »Jeg har skaffet en kuffert, hvor det meste kan være i. Resten kan du have i denne kurv.«

Det var svært at sove den aften. Asta lå længe vågen. En gang mente hun, at hun hørte nogen udenfor, og da hun stirrede ud i mørket, syntes hun, at hun så en mørk skygge, som for ned ad skråningen. »Det er nok kun indbildning,« tænkte hun og lagde sig til at sove.

Højrøstet tale vækkede Asta tidligt næste morgen. I nogle sekunder følte hun en snigende frygt. Det måtte være onklerne, som var kommet igen for at lave besvær. Men nu kunne hun kende stemmerne. Det var to af tjenerne, som råbte, og deres stemmer lød ophidsede.

Læreren forsøgte at berolige dem. »I skal ikke være bange. Der er ikke noget at være bange for. Den slags har ikke magt over dem, som tilbeder Gud.«

Asta havde klædt sig på og løb ud af huset. Græsplænen var gravet op, og Asta vidste, hvad det betød. Hun blev stående helt lamslået. Lærerens hus var blevet forbandet. Knogler, kæppe og djævlemedicin var gravet ned i jorden.

Stum af skræk stod Asta og så, at en af drengene gravede en heksegenstand op og lagde den på bakken.

»Smid det hele på møddingen,« sagde læreren. »Og jeg ønsker, at alle, der er her, må forstå, at den slags trolddom ikke har magt over nogen, der bor her i huset, for vi tilbeder Gud, og der er ingen trolddom, der har magt over ham.«

Asta åndede lettet op, og det forskrækkede udtryk forsvandt fra drengenes ansigter. De to fremmede var også kommet ud for at se, hvad der var sket. Da de fik det at vide, smilte de, som om det ikke var noget at tage alvorligt.

Asta blev klar over, at de mennesker, som tilbeder den Gud, 'som døde, men som lever igen, ikke er bange som de fleste andre.

»I er nok klar over,« sagde læreren til de to drenge,« at dette er gjort for Astas skyld. De har forsøgt på flere måder at få hende tilbage. Nu forsøger de at kaste forbandelse over huset her, og håber, at vi vil blive bange, og at en af os skal blive syg og dø.«

Læreren sagde det samme på engelsk til de to fremmede. »De besøgende vil gerne vide, hvad der sker, hvis der bliver gravet sådan noget ned uden for et hus nede i landsbyen.«

»Så sker der noget ganske forfærdeligt, « sagde den ene af drengene. »Og det varer heller ikke ret længe, før det forfærdelige sker.«

Asta kom i tanke om, at det var afrejsedag. Hun skulle først til Middle Gardens sammen med de to mænd. Her skulle hun bo hos Lydias forældre en nat. Hun glædede sig meget til at se veninden igen, og læreren håbede, at faderen ville lade Lydia tage med til Singapore og gå i samme skole som Asta.

Læreren kørte dem til Sutan Mas' hus. Her blev de hjerteligt modtaget af hele familien - undtagen Lydia. Lydia var ikke hjemme.

»Hvor er Lydia?« spurgte læreren.

Asta følte skuffelsen komme, ligesom mørket kommer tidligt en regnvejrsdag. Hun havde glædet sig meget til dette besøg.

»Vi har sendt Lydia til Medan,« forklarede faderen. Der skete så meget mærkeligt, at vi syntes, det var bedst at sende hende til Singapore. Jeg håber, at hun kan rejse sammen med Asta og de to besøgende.«

»Hvad er der sket?« spurgte læreren.

»Vi har hørt, at Astas onkler mener, at Lydia havde en finger med i spillet, da Asta bestemte sig til at blive en kristen. Vi har fået trusler om, at hun vil blive bortført og mishandlet.«

»Hvem overtalte dig til at komme til os?« spurgte læreren.

»Der er ingen tvivl om, at Lydia betød en hel del. Hun var sådan en frisk pige, at jeg ønskede at komme til at ligne hende. Hun var så venlig imod mig. Jeg besøgte hende også, og hendes hjem var helt anderledes end muhamedanske hjem. Jeg er sikker på, at alt det gav mig lyst til at forlade muhamedanismen og finde noget bedre.« Asta så ind i Sutan Mas øjne. »Jeg er ked af, at Lydia har måttet gennemgå alt dette for min skyld.«

»Tænk ikke på det,« sagde Sutan Mas, »Lydiaer lykkelig, og det er vi alle, hvis vi har andel i det, der er sket. Du står jo her med strålende øjne, glad og lykkelig og skal til Singapore for at gå i skole. Hvem skulle være ked af det?«

Sutan Mas lo og viste gæsterne ind i huset.

»Du kan sove i Lydias seng,« sagde moderen, da de gjorde sig færdige til at gå i seng. »Den står lige ved siden af min. Vi vil ikke have nogen til at løbe af sted med dig i nat.«

Det er ikke nemt at sige, om det var dagens spænding eller den gode mad, der var årsag til, at Asta sov godt den nat i Sutan Mas' hjem. Hun var kun halvvågen, da der var en, der ruskede i hende og sagde, at det var tid til at stå op, hvis de skulle nå den første bus.

Læreren havde også sovet der om natten, og han kørte dem til bussen for at sende dem godt af sted. Da Asta vinkede farvel gennem bus vinduet, var hun klar over, at det sidste bånd mellem hende og familien i det hvide hus var ved at blive skåret over. Samtidig følte hun sig så mærkelig sørgmodig, selv om sørgmodigheden var blandet med håb og lykke. Hun var nu en af Tuhan Isas efterfølgere, og hun var på vej til at lære mere, ja, meget mere om den kristne religion, som hun havde lært at elske.

I bussen sad Asta mellem sine to nye venner. Hun betragtede alle de andre passagerer for at finde ud af, om der var nogen, hun kendte. Der var flere købmænd fra Middle Gardens. De var ude på deres sædvanlige forretningsrejser til havnebyen Medan på den anden side af øen. Tilsyneladende var der ingen, der lagde mærke til hende.

Asta sukkede lettet. Hun var begyndt at føle sig som jaget vildt. Hun vendte aldrig ryggen til uden først at have set efter, om der muligvis var nogen, der kunne finde på at overfalde hende bagfra. Hun åbnede aldrig en dør uden at se sig omkring til alle sider. Hun studerede alle, som gik forbi, og hun bad altid den bon, som lærerfruen havde lært hende.

Asta sad og så ud ad bussens vinduer, mens bussen skrumlede hen ad bjergstierne. Skråningen var beklædt med træer og rismarker, og engang imellem så hun en lille landsby. Hver gang bussen standsede, samlede der sig en del børn omkring den, og Asta lagde mærke til deres røde kinder og bare fødder. Nogle af dem var nøgne.

Hun lagde især mærke til dette, fordi hun sad imellem to hvide mænd og forsøgte at se alt med deres øjne. De talte sammen på deres eget sprog og smilte ofte til hinanden. Somme tider gav de penge til dem, der så mest sultne ud. Men Asta kunne ikke tale med mændene. Der var imidlertid ikke gået mere end en time, før den ældste af dem sagde: »Nu skal jeg lære dig engelsk.«

Asta forstod ikke, hvad det betød, men hun kendte ordet engelsk.«

Den gråhårede lærer pegede ud og sagde »træer«. Asta gentog ordet. Lidt efter kørte de igennem en tæt jungle, og han pegede atter og sagde »træer«.

Det varede ikke længe, før Asta forstod meningen, og hun begyndte at spørge om navne på forskellige ting. Til sidst tog han en notesbog frem. Han tegnede kendte ting og lærte Asta, hvad de hed. Det var sjovt, og de forsatte, lige til de kom til Sibolga.

Fra Sibolga kunne de se havet, og de overnattede i et hollandsk hotel. Alle værelserne lå på rad og række rundt om en firkantet blomsterhave med smukke springvand. Mændene sørgede for, at Astas værelse lå lige ved siden af deres, og hun fik en nøgle, så hun kunne låse, før hun gik i seng.

Da Asta var kommet ind på værelset, lukkede hun både vinduer og døren og vovede ikke at se ud før næste morgen. Frygten for at blive forfulgt trængte sig på, selv om hun gjorde sit bedste for at kaste tanken fra sig. »Det er nok, fordi nogen prøvede at kidnappe mig fra høvdingens hus,« sagde hun til sig selv, men i bussen undersøgte hun nøje hvert eneste ansigt. Hun havde en snigende følelse af, at der var nogen, der så på hende med ondt i sinde.

Det var umuligt for hende at fortælle de to lærere, hvad hun følte, og hun blev derfor siddende og granskede nøje hver eneste af de ca. 30 passagerer i bussen.

Der var kvinder med småbørn på ryggen og mænd med markedskurve. Der var købmænd og regeringsembedsmænd. Hun så på hver enkelt flere gange, men der var ingen, der lagde mærke til hende. Hun stirrede ned i skødet, og pludselig så hun op for at opdage, om nogen lagde mærke til hende. Men det var forgæves. De havde alle mere end nok at gøre med sig selv.

Asta kunne alligevel ikke ryste den ubehagelige følelse af sig, og til sidst lod hun, som om hun sov. Hun lod hovedet falde tungt forover, og da bussen hældede i et skarpt sving, lod hun, som om hun vågnede med et sæt. Var der nogen, der havde set på hende?

Men alt var som hidtil med undtagelse af, at en kvinde, som havde siddet bagest i bussen, var flyttet frem og nu sad ved siden af den gråhårede lærer. Hun så venlig ud og bar på en kurv med kager.

Der gik et par minutter, før kvinden talte til Asta og spurgte hende, om hun havde lyst til en kage. Den var bagt af farvet ris og pakket ind i et bananblad.

Asta sagde, nej tak, og kvinden henvendte sig til læreren. Han tog imod den, og kvinden fandt straks en kage til den anden lærer. Men Asta tog kagerne ud af hænderne på dem, og gav dem tilbage til kvinden.

Mændene så forbavset på hende, men da hun rystede på hovedet, blev de klar over, at det ikke var godt at tage imod kager af en fremmed i Batakland. Mændene lo og nikkede til kvinden, men tog ikke imod flere kager.

Asta havde mistanke om, at kagerne var forgiftede. Det var ikke godt at spise noget, som fremmede tilbød. Måske havde denne kvinde fulgt hende med øjnene hele tiden, og måske ville hun gøre hende fortræd?

På busturen over bjergene inde i landet begyndte kvinden at tale med Asta. Hun stillede spørgsmål om de to mænd. Hvem de var? Hvor de kom fra? Hvorfor hun var sammen med dem? Hvor længe hun havde kendt dem? Og mange andre spørgsmål.

I begyndelsen svarede Asta høfligt på alle spørgsmålene, men efterhånden som kvinden stillede flere og flere, holdt hun op med at svare. Kvinden så foragteligt på hende.

»Prøv ikke på at narre mig,« sagde hun endelig. »Jeg ved, hvem du er, og hvor du skal hen. Du når aldrig dit bestemmelsessted.«

Efter at have fyret denne salve af, flyttede hun tilbage til det sæde, hun havde siddet på under den første del af busturen.

Asta følte, at den gamle frygt kom tilbage, men denne gang var den tungere at bære, fordi hun ikke kunne tale med de to mænd, som passede på hende. Hun åndede lettet op, da hun så kvinden stige ud i Medan og forsvinde mellem alle menneskene der.

Nogle minutter senere var de på missionsstationen. Her mødte de Lydia.

»Ah, Lydia, jeg troede ikke, jeg skulle se dig igen,« råbte hun og omfavnede veninden.

»Jeg troede heller ikke, at jeg skulle se dig,« svarede Lydia. »Er det ikke vidunderligt, at vi skal rejse sammen til Singapore?«

»Lad os håbe, at vi kommer så langt,« sagde Asta. »Det hele er som en drøm. Det er alt for godt til at være sandt. Alt for godt.«

»Hvorfor siger du det? Hvorfor skulle vi ikke komme der? Der er kun tre dage, til vi skal rejse. Min billet er allerede købt, og din kommer i morgen.«

Asta fortalte hende om kvinden i bussen.

»Måske er vi alle i en farlig situation,« sagde Lydia, da hun hørte om alt, hvad der var sket den sidste uge.

»Det nytter ikke at fortælle det til mændene fra Singapore, for de forstår ikke vores sprog og heller ikke vore skikke, men missionæren her har boet så længe i landet, at han forstår malayisk. Jeg vil fortælle ham det.« Lydia gik for at finde ham.

Han trøstede pigerne og bad dem om ikke at være bange. Om tre dage ville de være ombord på båden til Singapore, og så ville de muhamedanere, som Astas onkler havde fået til at udføre deres onde planer, ikke kunne nå dem.

Lydia sov i et lille værelse bag køkkenet og Asta skulle bo sammen med hende. Værelset havde et vindue, og døren kunne lukkes med både lås og slå.

Pigerne spiste til aften og tog bad, og bagefter låste de sig inde på værelset. Selv om der kun var et par dage, til de skulle rejse til Singapore, pakkede Asta alle sine ting ud og viste Lydia de nye kjoler. Lydia viste også sine frem, før de lagde sig til at sove.

I Medan var det meget varmere end i landsbyerne i bjergene, og pigerne kunne ikke sove. De åbnede vinduet, og Lydia ville også have døren op, men det ville Asta ikke. Det kunne jo ske, at en eller anden kom, en eller anden, som ikke var velkommen.