Asta gik ind i det værelse, hvor hun plejede at sove sammen med lærerens to døtre. Hun havde lige talt med høvdingen. Nu hørte hun, at han talte med læreren lige uden for det åbne vindue.

»Hvad har du tænkt dig at gøre med pigen?« spurgte høvdingen.

»Da jeg sidst var i Middle Gardens fik jeg et brev, som fortalte, at et par af vore venner fra Singapore kommer på besøg her i næste måned. De vil blive nogle dage, og jeg håber, at de kan tage hende med til Singapore, når de rejser tilbage.«

»Du er vel klar over, at det ikke er ufarligt at sende pigen ud af landet, mens alt dette oprør står på?«

»Jeg har også tænkt på det,« svarede læreren. »Vi har bedt til Gud om det, og jeg er overbevist om, at han vil ordne alt til det bedste.«

Til sidst sagde høvdingen: »Lad ikke Asta gå ud alene, og lad hende ikke være hjemme alene. Det kan være farligt for hende. Næste gang onklerne kommer, kan det være, at de går over til håndgribeligheder.«

Asta følte sig splittet mellem håb og fortvivlelse. Hun glædede sig over chancen til at rejse til Singapore, men det så, så håbløst ud. Hvad ville løsningen blive?

Dagene gik, men der hang altid en mørk sky over Astas tilværelse. Men nu havde hun lært at bede, og når hun hjalp til i huset, sang hun brudstykker af sangen »Jesus elsker alle små.« Hadet til moderen forsvandt, og i stedet kom der fred i hendes sind.

Alle i det hvide hus oppe på bakken havde travlt med at gøre alt klart til de to gæster fra Singapore. De havde kun mulighed for at blive nogle få dage, og alt blev planlagt sådan, at de kunne være optaget rundt i de forskellige landsbyer hver dag. Den ene dag skulle der være fest i høvdingens hus. Dagen efter skulle der være en sammenkomst i de rigeste risdistrikter. Den tredje dag skulle de besøge et sted oppe i bjergene. Der var nogen der, der havde bedt om at høre evangeliet.

Asta forstod, at disse fester ikke bestod i at spise god mad, selv om der var rigelig mad, men det var den eneste måde, evangeliet kunne nå mennesker på i et land, hvor der ikke er religionsfrihed.

En høvding indbyder til fest og inviterer dem, han gerne vil have til at komme. De indbudte kommer glade over gæstfriheden, og når alt er ryddet væk efter måltidet, bliver der gerne holdt taler. Ved almindelige fester hylder man ofte værten i sådanne taler, og de tilstedeværende tilkendegiver, at de ønsker værten og hans familie held og lykke.

Men læreren og hans hustru planlagde en anden slags fester. Efter måltidet, ville værten sige til de tilrejsende gæster: »I kommer fra et andet land og har gode nyheder med til os. Lad os høre.«

Så vil læreren og de besøgende lærere fra Singapore åbne deres bibler og undervise folket om Gud, som døde på et trækors, men som alligevel lever og kan hjælpe og velsigne, når det er nødvendigt.

Asta vidste dette, selv om hun kun havde boet i huset nogle få uger.

Så oprandt den sidste markedsdag før besøget fra Singapore, og læreren rejste til Middle Gardens for at handle. Da han kom tilbage ud på eftermiddagen, kunne alle se, at han var opstemt. Asta kunne ikke huske, at have set ham så glad.

Han kaldte sin kone og Asta ud i køkkenet, og så fortalte han, hvad han havde oplevet på markedspladsen.

»Astas bedstefar mødte mig også i dag,« fortalte han. »Han bad mig om at tage med til regeringskontoret. Jeg havde på fornemmelsen, at han ville lave ballade, men jeg gik alligevel med.«

Astas hjerte begyndte at banke hurtigere. indtil det syntes at fare af sted, som et vandfald. »Ah, hvad gjorde han? Hvad sagde han?« Hun trak vejret tungt.

»Han spurgte også denne gang, om du var rask og lykkelig. Jeg svarede bekræftende og fortalte, at du lærte forskellige nye ting.«

»Fortalte du ham om mændene, som kommer fra Singapore?« spurgte Asta.

»Nej, det tik jeg ikke tid til. Lige uden for regeringskontoret standsede han og sagde: »Det er ikke sket før, at nogen i min familie har forladt muhamedanismen, men jeg forstår, at min datter har bestemt sig til at følge dig og 'din religion.« Så åbnede han døren og gik ind.«

Asta var så spændt, at hun næsten ikke kunne være rolig, og gav sig til at gå op og ned ad køkkengulvet. Læreren fortsatte.

»Dette er, hvad han sagde til regeringens embedsmand: »Mit barnebarn, Asta, har valgt at følge denne hvide lærer og hans religion og skikke. Derfor ønsker jeg, at du skal skrive et dokument, hvori jeg overlader hende helt i hans varetægt, og han må påtage sig forpligtelserne til at give hende en uddannelse og tage sig af hende, som sin egen datter. Jeg vil på min side forpligte mig til ikke at blande mig i det, så længe jeg lever.«

Da sagde lærerfruen: »Gud har besvaret vore bønner.«

»Ja, det er et mirakel,« svarede læreren. »Alle underskrev dokumentet. Den hollandske embedsmand underskrev sidst og satte regeringens stempel på. Så gik vi tilbage til markedspladsen, og Hadji Mudin bad mig om ikke at fortælle det til nogen.«

»Fortalte du ham, at du tænker på at sende Asta til Singapore?« spurgte lærerfruen.

»Ja, og så sagde han: »Det er godt. Der kan hun være tryg.« Jeg er sikker på, at han mente, hvad han sagde.«

Læreren stod med hovedet bøjet. »Jeg tror, at Gud har talt til den gamle mands hjerte.«

Asta græd. »Bedstefar er god. Han forstår. Han er glad for mig, og ved, hvad der bor i mit hjerte.«

Lærerfruen lagde armen om den grædende pige. »Jeg synes, at du skal skrive til ham.«

»Ja, jeg skal skrive med det samme,« sagde hun, »men jeg må være forsigtig med, hvad jeg skriver, for onkel Ali og onkel Hassim kunne få fat på brevet.«

Hele huset var fyldt med glæde. De to tjenestedrenge og børnene vidste ikke hvorfor, men alle følte, at solen var kommet frem bag en mørk sky.

Nu vidste de alle, at Asta skulle rejse til Singapore. Selv om Astas brev til bedstefaderen tydeligt udtrykte hendes hengivenhed, blev det ikke besvaret, og fra den dag sænkede der sig et forhæng mellem Asta og bedstefaderen - et forhæng, som aldrig ville blive trukket til side.

Asta havde ikke meget tøj hos sig, og hun vidste godt, at det tøj, som lå i kommoden hjemme hos bedstefaderen, aldrig ville blive sendt til hende. Derfor begyndte lærerfruen at sy nyt tøj til hende. Hele huset summede af aktivitet, og symaskinen snurrede ofte hele dagen og langt ud på natten.

Den dag, de ventede de besøgende fra Singapore, lå der en pæn bunke nyt tøj og ventede på at blive pakket. Alle følte, at de kunne ånde lettet op, fordi det så ud til, at alle vanskelighederne med Astas rejse var overstået.

Endelig kunne læreren rejse til Middle Gardens og hente de to mænd. Sent om aftenen kom han tilbage.

Asta og de små piger var gået i seng, men Asta hørte bilen køre op foran huset. Hun sprang ud af sengen og hen til døren. Hun åbnede den ganske lidt, så hun kunne få et glimt af de to mænd, som skulle tage hende med til Singapore.

Den ene mand var ældre med gråt hår, og den anden var høj og mørk. Begge smilede, mens de talte. Asta var med det samme klar over, at hun ikke behøvede at være bange for at tage med dem.

Dagen efter skulle de igen gøre sig i stand til helligdagen, og Asta havde for det meste travlt med at lave mad eller passe børnene. Hun havde lyst til at tale med de to mænd, men de forstod ikke malayisk, og hun forstod ikke engelsk. Desuden var Asta alt for tilbageholdende til at tale med fremmede mennesker.

På helligdagen blev gudstjenesten holdt i lærerens hus, og der kom mange mennesker fra landsbyen. Der blev knapt nok tid til at spise, for tiden gik med møder, sang og undervisning lige til solen gik ned, og lærerfruen lagde de mindste i seng.

»Nu er du en af os, Asta,« sagde hun. »Du er medlem af familien, og der er nogle hemmeligheder, vi må have sammen. Her i landet har vi ikke frihed til at tjene Gud. Derfor er det ikke ufarligt at samles til vore gudstjenester. Hvis du ser noget, som er nyt for dig, så gem det i dit hjerte og tal ikke om det til nogen.«

Asta følte sig helt varm indvendig. Hvad mente hun? Hvad var det for en hemmelighed, hun skulle blive vidne til? Hun krøb ind under moskitonettet.

Ude på verandaen sad der stadig nogen og talte med de besøgende fra Singapore. Læreren oversatte de spørgsmål, som de fremmede fra Singapore stillede nogle drenge, som var kommet op til huset.

Asta spekulerede på, hvad det skulle betyde. Nogle af spørgsmålene var så mærkelige og handlede om noget, hun ikke forstod. De drejede sig alle om de kristnes lære og moral.

Et spørgsmål interesserede hende især. »Hvad bliver der af et menneske, når det dør?«

Dette spørgsmål havde hun selv spekuleret over, og hun anspændte sig for at høre svaret. »Mennesket bliver lagt i graven, når det dør, men skal opstå igen, når Jesus kommer.«

Asta satte sig op i sengen. Hun ville så gerne stille et spørgsmål: »Vil kvinder og piger også opstå, når Jesus kommer?« Hun turde dog ikke spørge. Hun tænkte på, hvad bedstefaderen havde sagt, at himmelen kun var et sted for mænd.

Stemmerne på verandaen steg og faldt, og til sidst sov Asta. Hun vågnede ved at verandadøren blev åbnet. Hun sneg sig ud af sengen og så ud på den mørke veranda. Der var ikke tændt lys, men der var mange mennesker derude. Hun kunne lige skimte dem i det svage måneskær. Hun antog, at der måtte være omkring tolv drenge. De talte sammen, og af og til lo de dæmpet. Læreren talte til dem på malayisk, og det forstod hun.

»I er nu blevet døbt til Jesus Kristus, og vi ønsker jer velkommen i de troendes fællesskab her i Batakland. Det er et lidelsernes og vanskelighedernes fællesskab, men det vil blive til mere velsignelse for jer end noget andet på jorden.«

Der var ingen sang, men som en velgørende sagte brise gennem blomstersmykkede grene i en fortryllet have, hørtes hvisken af glade stemmer. Asta stod som fortryllet. Der var noget uvirkeligt over det, der skete. Hvad var der sket? Hvem var disse lykkelige mennesker, og hvad betød ordet »døbt?« Og hvorfor foregik alt dette om natten?

Det varede længe, før der blev stille på verandaen, og Asta kunne gå i seng igen.

Det første Asta gjorde næste morgen var at gå hen til lærerfruen og spørge: »Hvad foregik der i nat? Hvorfor måtte jeg ikke være oppe?«

Lærerfruen smilede. Kan du huske, hvad jeg fortalte dig? I dette land er det forbudt at praktisere andet end landets religion. De, som vælger andet, må gøre det i smug. Vi havde dåb i nat, og bagefter samledes vi her på verandaen for at glæde os sammen, det var det, du hørte. «

»Hvad vil det sige at blive døbt?« spurgte Asta.

»Når et menneske bestemmer sig til at følge Gud og forsage alt andet, bliver det taget med til et dåbs bassin eller en flod og symbolsk begravet under vandet. Det betyder, at dette menneske er død fra alt det onde og lever for Gud. Det er en meget højtidelig handling.«

»Hvor fandt dåben sted?« spurgte Asta. Jeg vidste ikke, at der var et bassin eller en flod i nærheden af huset.«

»Der er et hemmeligt bassin i junglen lige neden for det store skur. Du kan gå derned og se det. Der blev de døbt i nat. De blev ført derned en efter en, så at ingen kunne se de andre blive døbt. Læreren fra Singapore døbte dem, og når han rejser, er der ingen, der har set noget eller ved noget særligt om det. Det er meget vigtigt i tilfælde af, at regeringens embedsmænd skulle finde på at stille spørgsmål.«

»Jeg vil gerne døbes,« sagde Asta.

»Ja, det varer nok ikke så længe, før du bliver det, men du må først lære noget mere. Du vil sikkert blive døbt i Singapore.«

Så kom Asta i tanke om det spørgsmål, hun havde tænkt på om natten. »Inang, vil kvinder og piger også blive levende, når Jesus kommer?«

»Naturligvis, men hvorfor spørger du om det?«

»Muhamedanerne tror kun, at det er mænd, der kommer i himmelen.

»Det ved jeg godt, men du skal ikke tænke mere på det. Gud elsker kvinder og piger lige så højt, som han elsker mænd. Det finder du snart ud af, når du begynder at læse i Bibelen.«

Asta havde lyst til at spørge om mere, men det var på tide at tage af sted til festen i høvdingens hus.

De spadserede alle til landsbyen. I høvdingens hus var der så fyldt, at det var yderst vanskeligt for dem at komme ind. Asta fik plads sammen med nogle unge piger, som havde samlet sig om høvdingens datter, der var på Astas alder.

Feststemte mennesker kom og gik, og pigerne gik udenfor for at trække lidt frisk luft. Overalt hørte de glade stemmer omkring sig. Asta stod med en arm rundt om høvdingens datter. Det var længe siden, hun havde følt sig så tryg.

En bendy kom kørende gennem landsbyen. Da den var kommet til udkanten, vendte den og kørte tilbage. Lige da Asta ville gå ind i huset igen, blev hun grebet bagfra. Hendes arme blev presset mod kroppen, og en eller anden trak hende hen mod bendy'en.