Asta vovede knapt at trække vejret, da hun, hun lå
sammenkrøbet under sengen i børneværelset. Hun prøvede på at bede, men hun fik
ikke et ord frem. Hun forsøgte at tænke på Gud, men kunne ikke holde rede på
sine tanker. En ting stod klart for hende. Hun kunne ikke vende tilbage til
muhamedanismen. Nu havde hun fundet vejen til den levende Gud, og hun kunne
ikke vende om. Så hellere dø.
Asta blev klar over, at lille Ruth var gået for at hente
læreren, for hun hørte lærerfruen bede mændene om at komme ind og sætte sig
ned. »Kom ind og sæt Dem ned,« sagde hun. »Jeg har sendt min datter efter
læreren. Han kommer om et par minutter.«
De næste minutter hørte hun intet. Lærerfruen var nok
gået tilbage til sit arbejde i køkkenet.
Da hørte hun onklerne tale sammen. Det var svært at høre,
hvad de talte om, men en gang hævede onkel Ali stemmen og sagde: »Hedenske
hunde.«
Nu blev døren åbnet, og høje vrede stemmer nåede ind til
hende. Læreren var kommet.
»Hvad skal det betyde, at De har stjålet Hadji Mudins
datter? Vi har meldt det til myndighederne. Vær sikker på, at de vil sende Dem
ud af landet, så hurtigt som muligt. Ved De ikke, at det ikke er tilladt at
påvirke en muhamedaner, til at forlade sin religion?«
Det ene vrede ord fulgte det andet. Asta hørte trusler og
banden. Endelig hørte hun læreren sige noget. Hun måtte løfte hovedet for at
hore, for han talte ikke så højt, som onklerne havde gjort.
»Mine venner, jeg beklager, at dette bekymrer Dem, men
jeg har ikke bedt Deres niece om at komme. Det er ikke mig, der har taget hende
herhen. Hun kom af egen fri vilje og på eget initiativ. Jeg ved ikke engang,
hvordan hun er kommet hertil.«
Her afbrød onklerne ham med deres vrede råb. »Vi ved, at
De sendte en tobaksopkøber for at hente hende i Middle Gardens. Der er flere,
som har set hende i købmandens vogn.«
Læreren overhørte dette udbrud og fortsatte roligt: »Vi
har gjort det til en vane, at tage venligt imod alle, som kommer til os. Vi
ønsker ikke at beholde nogen her mod deres egen vilje. Hvis Asta foretrækker at
rejse tilbage sammen med Dem, kan ingen forhindre hende i det. Vi vil heller
ikke tvinge hende til at tage af sted, hvis hun vælger at blive.«
»Hent pigen,« råbte onkel Ali.
»Den elendige tøs,« sagde onkel Hassim. »Hent hende og
lad os tale med hende. Vi skal nok få hende på andre tanker.«
Asta hørte, at læreren kaldte på hende. Han gik ud i
køkkenet og derfra til den del af huset, hvor tjenerne boede. Hele tiden kaldte
han: »Asta, Asta.«
Hun svarede ikke, men klemte sig hårdt mod væggen og
holdt vejret.
Lidt efter kom lærerfruen ind i værelset og kiggede under
sengen. »Kom frem, Asta. Før eller senere må du stå overfor dette. Vær ikke
bange. Fortæl dem kun, at du ønsker at blive her.«
Asta kravlede frem, men hun rystede over hele kroppen. Da
hun stod foran onklerne, så de på hende med hårde, vrede øjne. Uden tvivl var
de klar over, hvor bange hun var. Hun vidste, at kjolen var støvet og håret
forpjusket. Øjnene var røde af gråd.
»Asta, din bedstefader er syg. Han er syg af bekymring
over det, du har gjort. Hvis du ikke tager med os tilbage, vil han sikkert dø,
og så har du dræbt ham.« Det var onkel Ali, som udtalte disse ord.
»Du har opført dig tåbeligt.« Onkel Hassim forsøgte at
beherske sig. Find dit tøj med det samme og tag med os. Lad os få ende på dette
vrøvl. Ingen vil gøre dig noget. «
Da rejste Asta sig i sin fulde højde og så på sine
onkler. »Jeg tror ikke et eneste ord af det, I har sagt. Jeg ved, at hvis jeg
tager tilbage med jer, bliver jeg jeres fange, og I vil holde øje med mig hele
tiden. Jeg ved også, at bedstefar ikke er syg. I har løjet for mig så tit. Jeg
tager ikke med jer tilbage. Jeg kom her af egen fri vilje. Jeg bliver. «
»Tænker du på at blive en kristen?« Onkelen udtalte det
forhadte ord med den dybeste foragt.
»Ja, jeg vil være en kristen og tjene den levende Gud og
hans Søn, Tuhan Isa, som er den sande og levende profet.« Asta sagde dette med
den største ro, og hun lagde mærke til, at onklerne blev forbavsede over hendes
frimodighed. Det havde de ikke ventet.
De to mænd henvendte sig atter til læreren: »I må have
givet hende en meget stærk medicin for at få hende til at opføre sig sådan. I almindelighed er
hun ikke stivnakket og stædig. Men vi kommer igen.«
»Sig til bedstefar, at jeg elsker ham højere end nogen
anden i verden,« råbte Asta efter dem, da de forlod huset.
De gik uden at se sig tilbage, og læreren og hans hustru
blev stående og så på Asta.
»Du sagde lige netop det, du skulle sige,« sagde læreren.
Du lod dem forstå, at du kom her helt af dig selv, og at du ønsker at blive.
Jeg gad vide, hvad de nu vil gøre.«
»Åh, de går nok til myndighederne.« Asta sank ned på gulvet.
»Det er jeg nu ikke så sikker på, for de har ikke noget
at anklage os for. Nu forstår du sikkert, hvorfor vi bad dig om selv at komme.
Det var meget vigtigt. Gud ledte os. Næste gang tager de måske din bedstefader
med.«
»Nej, det gør de sikkert ikke,« sagde Asta, »for
bedstefar er en Hadji, og han kommer aldrig på besøg i dette hus. Det kan være,
at høvdingen i Middle Gardens kommer, men ikke bedstefar. Jeg kender ham. Han
er virkelig glad for mig og vil gerne, at jeg skal lære noget og blive lykkelig.
Han er en klog mand.«
Det var blevet sent om eftermiddagen, og alle skyndte sig
med deres arbejde. Da solen gik ned i horisonten, kunne de i det fjerne høre
drenge, som sang. Lyden korn nærmere. Asta så ud ad vinduet og lagde mærke til
drengene, som marcherede fra skolehjemmet. To og to korn de op ad bakken mod
lærerboligen. Alle havde rent tøj på.
Også denne gang blev Asta siddende i børneværelset og
hørte på den smukke sang. Hun kom i tanke om, hvad lærerfruen havde sagt om
sang, og for første gang i sit liv fik Asta lyst til at synge. Måske var det
nødvendigt at blive en kristen først?
Efter andagten korn lærerfruen ind i værelset og hjalp de
små piger i seng. Bagefter satte hun sig hen til Asta.
»Tab ikke modet, mit barn, sagde hun og tog Astas hånd i
sin. »Du har truffet et vanskeligt valg. Kun meget få har mod til at gøre det
samme. Gud elsker dig. Han har kaldt på dig. Han vil bevare dig.«
»Jeg tror ikke, at I er helt klar over, hvad der kan
blive følgen af mit valg,« sagde Asta. Hun holdt fast om den hånd, som havde
grebet hendes. »Ved I, at enhver, som forlader muhamedanismen, risikerer at
blive dræbt? For eftertiden må jeg leve som et jaget dyr, altid på vagt over
for jægere - nat og dag.«
»Jo, vi ved det,« svarede lærerfruen, »men når du lærer
at stole på Gud, vil han tage din frygt bort. Du er hans elskede barn, og han
ved bedst, hvordan han kan passe på dig. Stol kun på ham.«
Da Asta lagde sig godt til rette under uldtæppet den
aften, var det, som om noget godt og varmt var begyndt at spire i hendes
hjerte. Det var den første flygtige kærlighed til denne forstående og kærlige
lærerfrue. Endelig havde hun fået en mor. Men sammen med denne vidunderlige
følelse husede hun stadigvæk hadet til hendes rigtige mor, som havde gjort så
meget ondt.
Næste morgen gik de ned til landsbyen. Mens de gik på
vejen, fortalte Asta dette endnu en gang til lærerfruen. »Inang« - for første
gang i sit liv brugte hun ordet »mor« på sit eget sprog - »Inang, jeg tror jeg
kan blive en kristen, hvis jeg holder op med at hade. Tror du ikke også?«
»Tænker du på det endnu? Du ser helt forkert på det. Når
du bliver en kristen og giver dit hjerte og liv til Gud, vil han fjerne hadet
fra dit hjerte. Du kan ikke selv gøre det. Du er ikke stærk nok.«
Under hele gudstjenesten i høvdingens hus sad Asta og
hørte efter med det ene øre. Med det andet prøvede hun på at opfange lydene
uden for huset. Måske kom onklerne igen allerede i dag. Denne frygt hang som en
mørk sky over hende. Hun var fuld af bekymring hele den første kristne
helligdag, hun oplevede.
Om aftenen blev der sendt bud efter læreren til en syg
mand. Børnene var lagt i seng og Asta sad sammen med lærerfruen i den hyggelige
stue. De var alene.
»I aften har jeg lyst til at lære dig at bede og at synge
en sang. Denne sang passer så godt til dig, for den handler om noget, du altid
må huske.
»Jesus elsker alle små, Bibelen fortæller så. Derfor også jeg må tro han vil i mit hjerte bo. Ja, han mig elsker, ja, han mig elsker, ja, han mig elsker. Min Bibel siger så.«
Om og om igen sang hun denne enkle sang, indtil Asta
kunne følge med i den malayiske tekst. Så knælede de og bad, og for første gang
talte Asta med Gud, som hun havde gjort med sin egen bedstefar. Hun havde nu
været i lærerens hjem i seks dage.
Næste gang læreren skulle til markedet, bestemte han sig
til at tage af sted alene. Han kunne ikke tage Asta med til Middle Gardens og
han kunne heller ikke lade hende blive alene hjemme.
Han var væk hele dagen, men ud på aftenen kom han tilbage
med nyheder og ugens forråd af mad.
»Hele Middle Gardens taler om, at Asta er løbet
hjemmefra,« sagde han. »De sendte mig ikke så få vrede blikke i dag, og der var
nogen, som sagde, at de i al venskabelighed ville råde mig til at sende Asta
hjem, hvis jeg ville mit eget og min families bedste.«
»Regner du det for en trussel?« spurgte hans kone.
»Ja, men det bekymrer mig ikke. Disse muhamedanere vil
uden tvivl bruge alle kneb for at få Asta hjem igen, for det er en dyb
krænkelse af deres stolthed, hvis hun vinder over dem.«
De så alle på læreren. Han gav sig til at smile, og til
sidst var hans ansigt et stort smil. »Der skete for resten noget meget
interessant på markedet i dag.« Han rystede på hovedet, som om der var noget,
han ikke forstod. »Astas bedstefar, Hadji Mudin, kom hen til mig. Han hilste
høfligt og spurgte, hvordan Asta havde det, og om hun kunne lide at være hos
os.«
Asta for op. »Der kan I selv se. De løj for mig. Var det
ikke det, jeg sagde? Var det ikke det, jeg sagde? Bedstefar var ikke syg. Han
er en Clink, gammel mand. Han er klog og vil, at jeg skal blive lykkelig og
lære noget.«
»Det så nu ud for mig, som om han var lige så vred som
dine onkler. Enten vil han lade dig blive her, eller også narrer han mig.«
Det blev sent, inden læreren havde spist til atten, og de
kunne komme i seng. Asta lå længe og tænkte på det, hun havde oplevet den
sidste uge. Den havde været så lang, og der var sket så meget med hende. I
aften var hun gået i seng efter at have bedt sin egen bøn, og nu forsøgte hun
at huske ordene i den sang lærerfruen havde lært hende.
Dagen efter kom onklerne igen. De havde taget høvdingen i
Middle Gardens og flere fremtrædende muhamedanere med. Sammen med dem kom også
den kristne høvding fra landsbyen, hvor de havde holdt gudstjeneste.
Også denne gang gemte Asta sig, og endnu engang måtte
læreren overtale hende til at komme frem og tale med mændene.
Denne gang var der ingen, der truede. Onkel Ali smilte,
og i al venskabelighed tog han en pakke op af lommen. Han åbnede den og viste Asta
en halskæde af skinnende guld.
»Den bliver din,« sagde han, »så snart du kommer hjem.«
Onkel Hassim smilede også. »Vi er ved at arrangere dit
bryllup. Du kan gifte dig med Middle Gardens rigeste købmands søn. Vi har
allerede betalt medgiften, og en masse smukke ting venter dig hjemme.
Brylluppet skal finde sted på muhamedanernes nytårsdag om kun to uger.«
»Jeg rejser ikke,« sagde hun. »Jeg er ung endnu. Jeg vil
ikke giftes. Jeg foretrækker at blive her hos lærerens familie, indtil jeg skal
i skole.«
Vrede for over mændenes ansigter. Onkel Hassim skar
tænder af raseri. »Jeg har aldrig kendt mage til utaknemmelighed og stædighed.
Nu tager vi lige hjem til din bedstefar og fortæller, hvad du har sagt. Du har
spyttet ham i ansigtet.«
En efter en gik de ud ad døren, og de sendte truende og
ildevarslende blikke til Asta.
Den kristne landsbyhøvding blev, efter at de andre var
gået. Han bad Asta om at sætte sig ved siden af ham.
»Hør godt efter, min datter,« begyndte han. »Du bor nu i
min landsby, og jeg er medansvarlig for det, som måtte ske dig. Du ved, at
vores landsby er en kristen landsby. Jeg er en kristen, og gudstjenesterne
bliver holdt i mit hus, men vi ved også, hvad loven siger.«
»Hvad siger loven?« spurgte Asta.
»Loven siger, at ingen kan tvinges eller over-tales til
at forlade den muhamedanske religion. Er der nogen, som har overtalt dig til
det?«
Asta tænkte sig om et øjeblik. »Nej, der er ingen, som
har overtalt mig. Jeg havde bestemt mig til at blive en kristen, før jeg kom
her. Jeg er her i dag, fordi jeg allerede havde bestemt mig.«
»Hvad fik dig til at tage den beslutning?«
Det varede noget, inden Asta svarede. »Jeg tror, det var
noget onkel kom til at sige. Han sagde: »Deres Gud døde på et trækors.«
Høvdingen kløede sig i håret. Han var i vildrede. »Men
hvad har det at gøre med dit ønske om at blive en kristen?«
»Da jeg hørte, hvorfor de kristnes Gud måtte dø, og
hvordan han stod op fra de døde, blev jeg klar over, at jeg måtte tjene ham.«
»Lad os komme til bunds i dette. Muhamedanerne tilbeder
Allah. Er han ikke en levende Gud?«
»Jo, han er den samme levende Gud, som de kristne
tilbeder, men muhamedanerne følger Muhamed, og Muhamed er død. Vi tjener Jesus,
og han lever.«
»Jeg forstår, at du har taget din beslutning.« Høvdingen
rejste sig for at gå. »Men jeg må advare dig. Du er nok klar over, at dette kun
er begyndelsen til vanskelighederne.«
»Ja, det er jeg klar over,« svarede Asta og gik ind i
huset.
|