Kapitel 6. Farvel til islam!

 

Asta var tavs på vejen til lærerens landsby. Mellem bjergene sås grønne rismarker langs vejen, der snoede sig mellem røde bakketoppe og langs stejle skrænter.

Langt nede i bunden af dalen kunne man hist og her se små bitte rismarker. Det hele var så smukt, men Asta følte sig alligevel ilde til mode. Nu begyndte det at gå op for hende, hvad bedstefaderen og onklerne ville gøre, når de fandt ud af, at hun var rejst. Det var jo også usikkert, hvordan lærerfamilien ville tage imod hende.

Hen på eftermiddagen nåede de til den landsby, hvor læreren boede, og kærren kørte op foran høvdingens dør.

»Hvem er du?« spurgte han Asta, da hun hoppede ned af vognen.

»Jeg hedder Asta og skal besøge lærerfamilien.«

»Læreren bor omtrent en kilometer i den retning,« sagde høvdingen og pegede.

»Jeg spadserer,« sagde hun. »Solen går ikke ned for om en time.«

Hun tog bylten og næsten løb ned ad vejen, over en lille bro og op ad en lille bakke. Der så hun lærerens store, hvide hus. Hun standsede ved indkørslen til huset. Hendes ben føltes så tunge og knæene så svage.

Da blev verandadøren åbnet og en lille pige kom løbende ned ad den græsklædte skråning. Barnet var nok ikke mere end en seks syv år. Hun havde brune øjne som Asta og to mørke fletninger ned ad ryggen.

»KOM,« sagde barnet og tog Asta i hånden. »Kom med ind. Mor venter på dig. Vi skal lige til at spise.«

Astas frygt forsvandt, da hun mærkede den lille, varme hånd i sin.

»Hvem er du?« spurgte Asta.

»Jeg hedder Ruth. Min far er lærer.« Den lille pige snakkede hele tiden, mens hun trak Asta ind i huset.

Inden for døren blev Asta stående og knugede bylten ind til sig.

Da kom den hvide dame og trak hende ind til sig.

»Asta, vi var ikke helt sikre på, om du havde mod nok til at komme. Det er ikke let at forlade muhamedanismen, det er du nok klar over.«

»Ja, det er jeg,« svarede hun, og gennem tårer så hun bedstefaderens ansigt for sig.

Asta spiste til aften sammen med lærerfamilien. Maden var ikke anderledes end den, Asta var vant til hjemmefra - ris, karry, grøntsager og æg. Men Asta spiste kun lidt. Hun lagde mærke til, at læreren så venligt på hende.

»Asta, du er en modig pige,« sagde han endelig. »Jeg er overbevist om, at du forstår de vanskeligheder, der kan komme ud af dette. Så snart din bedstefader og dine onkler får at vide, at du er her, bliver der besværligheder.« Han sukkede og så pludselig træt ud. »Jeg vil, at du skal være klar over, at du er gæst her i huset, og at du kan rejse hjem, når som helst du har lyst til det. Men hvis du vælger at blive, vil vi aldrig kunne sende dig tilbage.«

Efter aftensmaden gik de alle ind i stuen. Asta hørte fløjtetoner nede fra skråningen, og hun kiggede ud i den måneklare aften. Stien vrimlede med marcherende drenge, som spillede så smukt på deres bambusfløjter. Det var, som om aftenen blev levende af noget godt og kønt, og der var så fredfyldt.

»Det er vore skoleelever,« forklarede lærerfruen. De spiller altid på deres fløjter, når det er måneskin. Om lidt kommer de her op og synger. Der er mere end hundrede drenge på skolen. Selve bygningerne ligger neden for skråningen.«

»Tror du, de vil opdage mig?« Asta følte sig pludselig forlegen ved tanken om hundrede drenge.

»Ikke hvis du foretrækker at være i soveværelset sammen med Ruth og Rhoda. Gennem vinduet kan du se dem foran verandaen, men de ser ikke jer, hvis I lader være med at tænde lys.«

Asta skyndte sig ind i soveværelset og stillede sig ved det åbne vindue. Der blev hun stående og nød musikken fra det fjerne. Efterhånden som drengene kom op ad skråningen, tog musikken til i styrke. Der kom de en efter en. Alle var klædt i en ternet sarong og hvid jakke, som de fleste fra deres stamme brugte. På hovedet havde de en fløjls hue. Foran verandaen tog de huerne af og blev stående med dem i hånden. Det forbavsede Asta, at så mange drenge kunne stå sammen uden at skubbe eller mase sig frem.

Så begyndte de at synge. Først lød det ganske svagt, men efterhånden blev sangen fyldigere og højere. De sang flerstemmigt og var så godt sammensunget, at Asta aldrig havde drømt om at høre noget lignende. Alle stemmer var bløde og behagelige, men enkelte sang højere end de andre og ledede sangen. Ingen havde sangbøger med sig. Sangene syntes at vælde frem fra deres struber, som vand fra en kilde.

I begyndelsen var Asta så betaget af melodierne og så forlegen ved synet af de mange drenge, at hun ikke lagde mærke til ordene. Men pludselig kunne hun huske dem. De sang en sang fra hendes sangbog, den hun havde købt på markedspladsen, sangen, som Lydia havde prøvet på at lære hende.

»Ak, har Guds Søn udgydt sit blod?
Er livets Herre død?
Gav han sig hen så ren og god
for mig en sjæl i nød?«

Glæden overvældede hende, og det var næsten mere, end hun kunne bære. Kunne det være muligt, at alle disse drenge tilbad Tuhan Isa, som døde på et kors af træ, men som alligevel lever?

Da drengene var gået tilbage til skolehjemmet, og alt var stille, kom lærerfruen ind i værelset. Asta stod endnu ved vinduet og stirrede ud i mørket.

»Kom, mit barn, du skal sove sammen med de små piger. Vær ikke bange.«

Hun tog Asta med hen til en seng, hvor moskitonettet allerede var gjort i stand.

»Lad os bede sammen, før du går i seng. Her hos os beder vi altid, før vi sover.«

Hun viste Asta, hvordan hun skulle knæle ved siden af sengen, og for første gang i sit liv bad Asta, før hun gik i seng.

Hun lå og lyttede til de små pigers åndedræt og mærkede duften af geranier gennem det åbne vindue. Hun forsøgte at huske noget af det, lærerfruen havde bedt om, og talte på fingrene.

Først var det: »Bevar os gennem natten.« Så havde hun bedt, »Tilgiv os det onde, vi har gjort i dag.« For det tredje: »Velsign Asta og giv hende styrke.« »Lær os at elske mere,« havde været det fjerde.

Til sidst overmandede søvnen den trætte pige, og da hun slog øjnene op igen, stod lille Ruth ved hendes seng.

»Det er tid at stå op, Asta. Vi skal holde andagt.«

Sådan var det altså. Disse mennesker sluttede dagen med bøn og begyndte den med andagt.

»Hedenske hunde.« Hun huskede onkel Hassims ord som luende ild, og blev vred bare ved tanken. Hun ville forsvare disse mennesker, om det så gjaldt livet. De var så gode og venlige.

Da kom hun til at tænke på moderen, og en raseribølge vældede op i hende og forskrækkede hende. Det hjalp så lidt, hvad Lydia og Sutan Mas havde sagt til hende om at tilgive. Til trods for deres bønner og opmuntrende ord, magtede hun ikke at dæmme op for denne vredes tidevandsbølge, som kom, hver gang hun tænkte på moderen.

I denne sindsstemning kom Asta for at holde andagt sammen med familien, og da de sang, kunne hun ikke få sig til at åbne munden. Hun hørte, at læreren læste i Bibelen på malayisk, men ordene syntes at komme så langt borte fra. Da de bad, knælede hun sammen med dem, men bønnen gjorde ikke noget indtryk på hende. Hun lagde mærke til, at hendes vrede lidt efter lidt forsvandt og blev erstattet af tristhed.

»Asta, hvorfor er du så stille i dag? Du ser så tungsindig ud. Har du ikke sovet godt i nat?«

»Jeg har hverken far eller mor. Min mor dræbte min far og lod mig være alene. Skulle det ikke være grund nok til at gøre mig bedrøvet?«

»Jo, det er da klart.« Lærerfruen så ømt på hende. »Men jeg tror ikke, at du er den eneste, som har mistet både far og mor, tror du?«

»Selvfølgelig ikke. Jeg ved da godt, at der selv i Middle Gardens er mange. Jeg har ikke bare ondt af mig selv, men jeg er ved at gå til af vrede. Jeg hader min mor.«

Fruen lod ikke til at blive overrasket. »Jeg vil lære dig at synge, Asta. Den bedste medicin for hjertet er en sang. Mennesker kan simpelthen ikke blive vrede eller bedrøvede, hvis de synger nok.«

Hun tog Asta med ud i køkkenet. Over køkkenbordet, hvor lærerfruen skrællede grøntsager og lavede mad, hang et stykke papir. På papiret stod tre vers.

»Læg mærke til, at dette er min nye sang,« sagde hun. »Når jeg har lært den, sætter jeg en ny op. Jeg gør det for at fylde mit sind med så mange sange, at der ikke bliver plads til bekymringer og andet trist.« Asta rystede på hovedet. »Jeg kan ikke lide at synge,« sagde hun. »Måske kan vi lære dig at kunne lide det,« var svaret, hun fik. Så satte de sig til morgenmaden.

Senere på dagen tog læreren og hans kone Asta med ind til landsbyen, hvor de besøgte høvdingen, for at Asta skulle lære hans datter og nogle af de andre kristne piger at kende. Men Asta var så genert, og da en bemærkede hendes lange hår og rosenrøde kind, spurgte hun, om de ikke skulle tage tilbage til det store, hvide hus igen.

Der hvilede en mørk sky over hende. Havde hun bare kunnet tale med Gud, som Sutan Mas, eller som læreren og hans hustru, ville det nok have været lettere, men hun kunne ikke tale med Gud endnu. Hendes hjerte var fyldt med så meget sørgeligt, og hun vidste, at vanskelighederne ikke var langt borte.

Alt bekymrede hende - det smukke vejr, freden i det store hvide hus, lærerbørnenes latter, venligheden omkring hende - ja, alt.

»Asta,« sagde lærerfruen, lige før de skulle i seng om aftenen, »i morgen vil jeg sy en ny kjole til dig. Hvad siger du til det?«

»Jeg har så meget pænt tøj derhjemme,« svarede Asta, »men jeg kunne ikke have mere i bylten.« Hun tænkte på det lille værelse hjemme hos bedstefaderen, på sovemåtten, kommoden med alle de smukke ting i.

»Jeg ved, at jeg aldrig kommer til at se det igen,« sagde hun, »men hvis jeg skal gå i skole i Singapore, har jeg brug for nogle nye kjoler.«

»Tænk nu ikke for meget på Singapore. Vi forsøger at ordne det. Men der er meget at tage hensyn til og mange problemer at løse. Det ved du godt selv. Vi må være forsigtige og ikke gøre noget overilet. Vi må lade Gud lede os.«

Den aften sov Asta ikke med det samme. Hun hørte stemmer i værelset ved siden af, og hun var klar over, at lærerparret drøftede hendes problem. De talte sammen på engelsk, men hun hørte sit navn blive nævnt flere gange.

Dagen efter så Asta lidt lysere på situationen, og hun legede med Ruth og Rhoda og deres tamme abe. Hun hjalp lærerfruen med at plukke hindbær, som voksede på skråningen bag ved huset. Hun kørte også den mindste rundt i haven, og inden hun vidste et ord af det, var det spisetid.

Mens børnene sov til middag, fandt lærerfruen stof frem og begyndte at klippe Astas nye tøj. Hun begyndte med undertøjet.

Mens hun klippede, forklarede hun: »Vi må altid sørge for at have rent og godt undertøj.

Det er meget vigtigt. Selv om man har en smuk kjole, er den ikke helt, som den skal være, hvis tøjet under kjolen ikke er rent og pænt.«

Asta tænkte over dette. Hun havde aldrig brudt sig om undertøjet. En revnet eller snavset underkjole betød ikke noget for hende, for kjolen skjulte den jo.

»Det er på samme måde med vort liv. Vi må være rensede og rene indefra. Selv om vi må gå med en beskeden kjole udenpå, skal det, som er indenunder, være rent.«

Asta lagde mærke til, hvorledes lærerfruen klippede det hvide tøj efter et mønster, og bagefter åbnede hun et lille bord og tog en symaskine frem. Sådan en havde Asta aldrig set før. Hun havde hørt tale om symaskiner, og nogen havde fortalt hende, at skrædderen i Middle Gardens havde en, men hun havde aldrig set den.

»Så hurtigt det går!« Fuld af beundring stod hun og så på det. »Tror du, jeg kan lære at sy på den?«

»Hvorfor ikke? Har du lyst til at prøve?«

Asta var gladere, end hun havde været længe. Hele eftermiddagen gik med syningen, og efter at de havde ryddet op efter aftensmaden, satte de sig hen ved lampen og gjorde det ene stykke tøj færdigt efter det andet. Asta var dygtig til at sy i hånden, og nu lærte hun at sy på maskine.

»Ingen vanskeligheder endnu?« Læreren satte sig ved siden af dem. »Det er i grunden mærkeligt, at der ikke har været nogen i dag. Jeg har ventet på dem, men i morgen kommer de. Hvordan står det til med modet, Asta?«

Asta følte en klam hånd om hjertet. »Jeg er stærk,« sagde hun. »Jeg vil aldrig vende tilbage til muhamedanismen. Jeg vil blive hos jer altid. Selv om jeg rejser til Singapore, tilhører jeg jer.«

»Med Guds hjælp vil vi prøve at være far og mor for dig,« sagde læreren.

Lige efter morgenmaden næste dag, gik læreren ned til skolen, og fruen havde travlt med morgenrengøringen. Det var nu tre dage, siden Asta var taget hjemmefra.

»I dag skal vi gøre i stand til helligdagen,« sagde lærerens frue.

»Lydia har fortalt mig om den,« sagde Asta. »Hvad skal vi gøre på den?«

»Vi skal til høvdingens hus. Han har et stort værelse, hvor vi skal have gudstjeneste. Du ved nok, at vi ikke har lov til at bygge kirker og offentligt lære andre om Gud. Du vil snart opdage, hvordan vi har det.«

To tjenere vaskede hele huset, og lærerfruen bagte nogle kager, som hun vidste, at børnene var glade for. Da hørte Asta nogle vrede, ophidsede stemmer uden for huset.

Hun fik en fornemmelse af, at hjertet hoppede op i halsen på hende. Det var onklerne, som kom. Hun kunne kende deres stemmer. Hun smed støvekluden og for ind i soveværelset. Det var tomt.

Hun lagde sig ned på gulvet og rullede ind under de små pigers dobbeltseng. Hun pressede sig helt op imod væggen og ventede.