Kapitel 4. Mellem venner!

 

Asta tænkte så meget på Lydia og Det lille, nye Testamente, at hun ikke var klar over, hvor hun befandt sig, før der var en, der råbte hendes navn.

Da hun så op, lagde hun mærke til, at hun var uden for den forretning, hvor hun havde købt den sorte bog med kors på omslaget. Det var boghandleren, som kaldte på hende.

»Kom herhen, frøken. Jeg har en anden bog til dig.«

Asta gik ind i butikken, og manden korn med en bog. Den var lidt større end den, hun havde købt for nogle dage siden, men den var tyndere, og der var ikke noget kors på den. Asta åbnede bogen.

»Jeg har aldrig set sådan en før,« sagde hun. Forbavset så hun på de underlige linier og de runde tegn på hver eneste side. Der stod også noget skrevet, men ikke ret meget. »Hvilket sprog er dette?« spurgte hun.

Boghandleren lo. »Det er en sangbog, « svarede han.

»En sangbog?« Asta så tvivlende på ham.

»Jeg mener selvfølgelig ikke, at bogen kan synge, men de sjove tegn på linierne viser, hvordan ordene skal synges. Hvis du lægger mærke til ordene, kan du se, at de er malayiske.«

»Hvor meget koster den?« spurgte Asta.

Efter lidt prutten frem og tilbage, købte hun bogen for nogle få cents og gemte den sammen med Det nye Testamente inde i tørklædet.

Bedstefaderen og onklerne var stadig i butikken, da hun kom hjem. Derfor skyndte hun sig ind på sit værelse med bøgerne. Hun åbnede sangbogen og så på nogle af ordene. De lignede et digt.

»Ak, har Guds Søn udgydt sit blod?
Er livets Herre død?
Gav han sig hen så ren og god
for mig en sjæl i nød?

Ved hans kors, ved hans kors,
hvor jeg først så Guds lys,
og hvor saligt jeg hviler i dag –
Det var der ved tro,
jeg fandt hjertero,
og fred i Herrens velbehag.

«Det måtte være en kristen bog, for den nævnte også korset. Hun gemte bøgerne under sit tøj i kommoden. Nu kunne hun læse beretningen om Tuhan Isa og finde ud af, hvorfor han måtte dø på korset.

Om aftenen var hele familien samlet i det store værelse. Asta kom til at tænke på sangbogen og fik sådan en lyst til at hente den og vise den til bedstefaderen. Men hun skulede til onkel Ali og onkel Hassim. De ville nok være klar over, at det var en kristen bog, og så ville de bare blive vrede. I stedet for hentede hun tørklædet og viste det til bedstefaderen. Hun blev glad, da hun så, at hans ansigt lyste op som et tegn på, at han var tilfreds med det.

Dagen efter tog hun sangbogen med i skole. Da Lydia så den, havde hun svært ved at skjule sin overraskelse.

»Hvordan kan det være, at du også har en sangbog? I betragtning af at du er muhamedaner, har du en mærkelig forkærlighed for kristne bøger.«

»Jeg vidste ikke, hvad det var,« lo Asta. »Jeg købte den samme sted, som den anden.«

Asta bladede i bogen, for at finde den sang hun havde læst om aftenen. Hun viste den til Lydia.

Lydia tog bogen og begyndte at synge de malayiske ord på en køn melodi. Asta stod med foldede hænder. Hun havde aldrig hørt noget så smukt.

Da Lydia var færdig, tog hun Asta i hånden. »Kom, så skal jeg lære dig den. Prøv at synge sammen med mig.«

»Nej, nej,« protesterede Asta. »Dit hjerte er blødt og fint, som en levende blomst, men mit er hårdt af vrede og had. Jeg kan ikke synge.«

»Stakkels dig,« sagde Lydia med tårer i øjnene. »Jeg må lære dig at synge, men du må først lære at tilgive.«

Lydia rakte bogen tilbage til Asta, men hun ville ikke tage imod den. »Nej, det er bedst, at du passer på den, og du skal også få Det nye Testamente tilbage, så snart jeg har læst det. Mine onkler ved besked om den engelske bog, jeg har købt, og finder de nu også Testamentet og sangbogen en dag, er det ude med mig, jeg ved at de vil blive rasende.«

»Jeg ville ønske, at jeg kunne rejse til Singapore og lære engelsk,« sagde Lydia, »og at du kunne komme med.«

»Findes der et sted i Singapore, hvor man kan lære engelsk?« spurgte Asta.

»Der er mange engelske skoler i Singapore,« svarede Lydia. »Men der er en bestemt kristen skole, jeg ønsker at komme til.«

Asta lo. »Det vil nok ikke være let for mig at gå i en kristen skole. Min bedstefar og mine onkler ønsker mig nok hellere død.«

»Det er jeg nu ikke så sikker på,« svarede Lydia. »Jeg tror, at din bedstefar er meget glad for dig, men det er i hvert fald sikkert, at Gud elsker dig højere end nogen mennesker gør.«

»Hvorfra ved du det?« spurgte Asta.

Hun fik ikke noget svar, for i det samme ringede skoleklokken, og de to veninder talte ikke mere sammen den dag.

Ugerne gik. Asta læste flittigt og fik mange venner, men Lydia var den allerbedste, og hver gang de to veninder var sammen, havde Asta så mange spørgsmål at stille sin kristne veninde.

To eller tre gange fulgte Asta Lydia hjem, men hun gik aldrig med ind. Hun vidste, at bedstefaderen ikke ville bryde sig om det, og desuden var hun bange for at træffe Lydias far.

Endelig oprandt den dag, da Lydia ikke gav sig, før Asta havde lovet, at hun ville komme og hilse på faderen.

»Min far er rar,« fortalte Lydia, »og han kan meget bedre svare på dine spørgsmål. Kan du ikke komme i morgen eftermiddag, for så er han hjemme.«

»Hvad bestiller din far?« spurgte Asta.

»Han arbejder som vejinspektør for regeringen,« sagde Lydia stolt. »Han har arbejdet for regeringen i mange år, ja, fra før jeg blev født.«

Asta lovede at komme, men først efter at have forsikret sig om at onklerne ikke måtte få noget at vide om det.

Næste eftermiddag gik Asta hen til Lydias hjem. Hun var klædt i sin fineste sarong med den gule silkejakke. Om halsen havde hun det nye tørklæde. De tre guldstykker blinkede i solen, og det lange hår var næsten så langt som sarongen.

Lydias far åbnede døren. Med det samme Asta så op i det venlige ansigt, følte hun sig roligere, for det var næsten lige som at se Lydia. En datter kunne ikke ligne sin far mere, end Lydia gjorde - de samme øjne, den samme mund, den samme venlige måde at være på.

Asta satte sig på den måtte, Lydia kom med. Hun så sig omkring i værelset. Det hele var meget enkelt. Ved den ene væg stod to senge og hun var klar over, at der måtte være flere børn i huset.

En lille dreng kom ind med et glas frugtsaft. »Har du ikke lyst til noget at drikke efter den lange spadseretur?« spurgte han venligt og smilte.

Drengen lignede også Lydia meget. Da Asta havde set Lydias to brødre og tre søstre, var hun sikker på, at ingen børn kunne ligne hinanden mere, end de gjorde. Alle var så høflige og venlige, at hun spekulerede på, hvad grunden kunne være. Hun fandt kun en forklaring: at de var kristne.

Sutan Mas, Lydias far satte sig og begyndte at tale med hende.

»Nu kan du bare spørge,« sagde han. »Lydia har fortalt, at du stiller så mange spørgsmål, og hun har vist mig dine to bøger.«

»Lige siden min far døde, har alt været så svært,« fortalte Asta. »Jeg ved godt, at han var syg og uden forstand de sidste ti år, men jeg elskede ham. Jeg ved også, at det var mor som dræbte ham. Først dræbte hun forstanden. Til sidst døde kroppen også. Nu hader jeg min mor af hele mit hjerte. Jeg ville ønske, hun kunne dø, fordi hun har gjort så meget ondt.«

Sutan Mas løftede afværgende hånden. »Det ville ikke være rigtigt,« sagde han. »Alle ved, at din mor gjorde noget forfærdeligt, men for din egen skyld burde du tilgive. Det skader et menneske at hade. Og du er så ung.«

»Der er ikke noget, jeg hellere ville end gøre, som Lydia siger, at tilgive, men jeg kan ikke. Når jeg er alene, kommer de onde tanker hele tiden, og jeg kan ikke gøre noget ved dem.«

»Det er slet ikke godt for dig at tænke på dette,« sagde Sutan Mas. »Din far er død, og din mor er borte, lad os snakke om noget andet. Hvorfor ikke tale lidt om dine bøger?«

»Vær så venlig at fortælle mig om Tuhan Isa, som døde på et trækors.« Asta foldede hænderne i skødet og ventede.

»Men først vil jeg gerne tale med Tuhan Isa. Du ved nok, at han lever, og at vi kan tale med ham.«

Asta for op. »Hvor er han? Er han her i huset? Kan jeg finde ham?«

»Sæt dig ned, mit barn,« sagde Sutan Mas beroligende. »Tuhan Isa er her i huset. Han borhos alle dem, som elsker ham, men vi kan ikke se ham.«

Asta lagde mærke til, hvordan Sutan Mas foldede hænderne og lukkede øjnene. Så løftede han hovedet og talte med Tuhan Isa, som det ene menneske taler med det andet. Hendes øjne fyldtes med tårer, da hun så det lysende ansigt, og ordene lød som musik i hendes hjerte, og der sænkede sig en fred i værelset.

Han fortalte Tuhan Isa om den sorg, Asta bar i sit hjerte, og bad om, at hun måtte finde fred og trøst, og at hun måtte forstå de store sandheder, som bogen indeholdt.

Da han var færdig med bønnen, spurgte Asta: »Venter du at komme til shorga (himmelen)?«

»Ja, det gør jeg, og jeg venter også, at du skal være der. Vi bør alle komme der. Det vil blive den herligste dag.«

»Men kvinder og piger kommer ikke til shorga, « sagde Asta.

»Jo, hvert eneste menneske, som elsker Gud, skal få lov til at komme der - mænd, kvinder og børn. «

Da Asta gik hjem ad den græsklædte sti, som gik forbi markedspladsen, tænkte hun dybt over det, hun havde oplevet. Hun havde aldrig set et hjem eller en familie, som kunne måle sig med Sutan Mas'. Hun havde oplevet noget, som hun aldrig havde kendt magen til, noget vidunderligt. Sutan Mas havde sikkert ret, når han sagde, at Tuhan Isa boede sammen med disse mennesker i det beskedne lille hus. Tuhan Isa, de kristnes Gud, som døde på et kors af træ.

Fra den dag skete der noget med Asta. Hun blev forandret, tænkte på Jesus næsten hvert øjeblik, og læste i bogen, som Lydia havde lånt hende. Hun forstod så meget, at hun vidste, at Jesus er venlig og kærlig, og at han døde for andre, uden at han havde fortjent det.

Hun fortsatte i skolen som sædvanligt, og gik fåmælt rundt og ordnede huset. Til sidst bemærkede bedstefaderen, at hun var blevet så forandret. »Du er blevet så stille i den sidste tid, mit barn.« Han så undersøgende på hende.

»Det er vel en eller anden dum ide, hun har fået i skolen,« sagde onkel Ali. »Måske tænker hun for meget. Det bringer aldrig noget godt med sig, når kvinder tænker, kun besvær.«

Onkel Hassim tyggede et par gange på betelnødden, før han gav udtryk for, hvad han tænkte. »Jeg har lagt mærke til, at Asta løberrundt på markedspladsen med Sutan Mas datter. Hvem ved, måske er det hende, der har en dårlig indflydelse på Asta.«

Asta sagde intet. Hun skyndte sig at feje risen, som var faldet på gulvet op og ryddede op i værelset, men hun var helt klar over, at bedstefaderen ikke regnede emnet for uddybet. Til sidst spurgte han:

»Hvor er den bog, du havde, før du begyndte at gå i skole? - du husker nok den engelske bog med et kors udenpå?«

»J-j-jeg har den ikke længere,« stammede Asta. »Jeg tog den med i skolen.«

»Godt. « Bedstefaderen syntes at være lettet. »Jeg tænkte, at der måske var noget i den bog, som bekymrede dig, men det var selvfølgelig dumt af mig at tænke det, for den var jo på engelsk.«

Og så fortsatte han højtideligt: »Husk på, at der er mange millioner muhamedanere, men kun nogle få kristne. Du tror vel ikke, at muhamedanerne kan tage fejl?«

»Naturligvis ikke,« svarede Asta. »Kan du ikke skaffe mig Koranen, så jeg kan læse den på malayisk?«

»Jo, i morgen,« svarede han, og hans ansigt var atter roligt.

Næste eftermiddag købte bedstefaderen et eksemplar af Koranen, og hver aften læste Asta ivrigt i den. Men hun syntes, at den var, tor og kedelig i sammenligning med det malayiske Testamente, Lydia havde lånt hende.

Der var noget i hendes hjerte, som skreg efter Tuhan Isa, der døde på korset, men som alligevel lever. Hun var fuldstændig klar over, at hun ønskede at tilbede en levende Gud, et virkeligt væsen, som levede og hørte sit folks bønner. ikke en død helgen i en fjern helligdom, men en levende profet, en levende Herre.