Kapitel 3. Trækorsets Gud!

 

Resten af skoledagen sad Asta med blussende kinder. Hun følte sig meget forlegen.

Da undervisningen var forbi, talte sidekammeraten til hende. »Jeg hedder Lydia og er datter af Sutan Mas. Hvad hedder du?« Asta sagde sit navn og fortalte, hvad bedstefaderen hed.

»Skal vi ikke være veninder?« spurgte Lydia, mens de gik hen mod døren, hvor onkel Ali ventede. »Det er også mit første skoleår. I sidste uge var jeg lige så ny, som du er i dag. Jeg havde også sarong på den første dag, så jeg ved, hvad du føler.«

Asta følte sig allerede bedre tilpas. Hun havde fået en veninde, en smuk veninde. På vejen hjem talte hun hele tiden om skolen, om Lydia, om læreren og om lektierne.

Dagen efter havde Asta en af de stivede bomuldskjoler på. Hun kunne bedre lide sig selv i den end i sarongen. Lydia stod og ventede på hende i skole porten.

»Asta! I dag er vi ens klædt. Vi har jo blå kjoler på begge to.«

»Jeg har to blå, en lyserød, en grøn og tre hvide kjoler -.«

»Du må være rig,« sagde Lydia og stak sin arm ind under Astas arm. »Jeg har kun denne blå. Min mor vasker og stryger den hver eftermiddag efter skoletid. Ja, jeg har selvfølgelig også en hvid, men den bruger jeg kun om helligdagen. «

»Helligdagen? Hvad er det?« ville Asta vide. »På den dag tilbeder vi Gud. Den er hans hellige dag.«

Asta vendte sig og så på sin nye veninde. Hun tog fat i hendes skulder. »Sig mig, er du en kristen? Døde din gud på et trækors?«

Lydia ventede lidt med at svare, men så vendte hun sine brune øjne mod Asta og svarede: »Ja, jeg er en kristen, og vor Herre, Tuhan Isa, døde på et trækors. Men han var kun død i tre dage. Gud vækkede ham op igen. Han lever i dag og vil leve i al evighed.«

»Men du taler jo om to guder.« Asta var forvirret. »Fortæl mere! Hvorfor måtte han dø?«

»Vor Gud er i virkeligheden tre i en, nemlig Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Det var Guds Søn, som døde, og han måtte dø på grund af verdens synd, for at han kunne frelse mennesker fra deres synder. Forstår du det?«

»Det lyder så mærkeligt. Jeg forstår vist ikke rigtigt, hvad du mener.«

Skoleklokken ringede, og begge pigerne skyndte sig til deres pladser. Asta rystede indvendigt af ophidselse. Hun havde svært ved at følge med i det, som blev sagt. Lydia var en kristen. Hedenske hunde, kaldte onkel Ali alle kristne. Men Lydia var ingen hedensk hund. Hun var både modig og venlig. Onkel Ali løj så tit, og dette var sikkert en af hans løgne.

Asta lagde mærke til Lydia, mens hun åbnede skolebøgerne, og hun begyndte at studere den smukke pige. En kristen!

Endelig gav Asta sig til at finde sine egne bøger. Hun bestemte sig til at følge godt med i hollandskundervisningen, så hun kunne lære sproget så hurtigt som muligt. Måske kunne hun også lære engelsk og selv læse beretningen om Tuhan Isa (Jesus), som døde på et trækors.

Hun bestemte sig til at tage den lille bog med korset på omslaget med og vise Lydia den.

I frikvarteret trak Lydia hende igen i armen. »Hvad er du? Spurgte hun. »Er du muhamedaner?«

»Fortalte jeg dig ikke, at jeg er Hadji Mudins barnebarn? Alle i familien er muhamedanere, og det har de været altid og vil næppe blive noget andet.«

»Hvor er din far?« hviskede Lydia.

»Han døde i sidste uge,« hviskede Asta tilbage. »Han var Hadji Mudins ældste søn.«

»Så - « Lydia bed sig i læben. Hun prøvede at holde de ord tilbage, som pressede sig på. »Så må du være -, så må du være -.«

»Ja,« sagde Asta og mærkede, at hun blev rød i hovedet. »Jeg er den pige, hvis mor forgiftede hendes far og efterlod hende alene og sulten, mens hun selv forsvandt med nogle venner.« Ordene var grådkvalte.

Lydia slap Astas arm og stod og så på hende med et forbavset udtryk i ansigtet. »Vær ikke vred på mig Asta. Selv om du er den pige, skal vi være venner.«

»Jeg er ikke vred på dig, selv om du er en kristen. Jeg kan lide dig og vil gerne have dig til veninde. Jeg har selv for nylig fundet ud af, hvad min mor gjorde. Bedstefar fortalte mig det i sidste uge.«

»Det undrer mig, at du ikke har hørt det fra andre i Middle Gardens. Alle mennesker her ved det.«

»Bedstefar har måske bedt læreren og eleverne i den lille muhamedanske skole, jeg gik i, om ikke at fortælle mig noget.«

Asta følte, hvordan den gamle vrede kom op i hende. »Lydia, hver gang jeg tænker på mor, bliver jeg så vred, at jeg næsten ikke kan holde det ud. Der hænger en truende sky over mig. Jeg hader mor. Åh, hvor jeg hader hende!«

Lydia klappede hende på armen. »Det, hun gjorde, var forfærdeligt. Det var en stor synd, men du må tilgive hende. Vi skal altid tilgive. Man bliver ulykkelig af at være vred.«

Asta strøg hånden over øjnene for at skjule tårerne, som pressede sig frem. »Hvad betyder det at tilgive? Jeg forstår ikke, hvad du mener. «

Lydia smilede. Hendes ansigt lyste af ømhed. »Du spørger om så meget, Asta. Tror du, jeg kan svare på alt?«

Klokken et var skolen forbi, men inden pigerne skiltes, sagde Lydia: »Kom og besøg mig i eftermiddag. Vi bor i det tredje hus efter markedspladsen.«

»Der er marked i dag.« Asta tænkte over forslaget. Jeg skal på markedet og købe et nyt tørklæde. Mød mig der.«

Asta var allerede begyndt at gå hjem, da hun kom i tanker om den lille bog. Hun løb tilbage og lagde hånden på venindens arm.

»Jeg har en lille bog derhjemme. Jeg tror, den er skrevet på engelsk. Mine onkler siger, at den handler om de kristnes religion. Der er trykt et tegn på bindet - et kors.«

»Det er nok en bibel eller Det nye Testamente,« sagde Lydia. »Er den på engelsk. kan jeg ikke læse den, men nu skal jeg fortælle dig, hvad jeg vil gøre. Du må låne Det nye Testamente skrevet på malayisk, så kan du selv læse det.«

»Åh Lydia, er bogen om de kristnes religion også skrevet på malayisk?«

»Selvfølgelig. Jeg tror, den er oversat til alle sprog. Det er den mest betydningsfulde bog i hele verden. Alle vil gerne læse den. Jeg ved i hvert fald, at der er solgt flere bibler end nogen andre bøger.«

Lydia fortalte, at Det nye Testamente ikke er hele Bibelen, men at det alligevel fortæller om Jesus, og om hvordan han døde på korset.

Asta skyndte sig hjem. Hun satte risen over at koge og gav sig til at gøre grøntsager og karry i stand. Tankerne arbejdede. Hollandske ord og sætninger for igennem hendes hoved som summende insekter. Hele tiden var der et ord, som trængte sig på: »Tilgiv, tilgiv.«

Asta vidste nu, hvad tilgiv betød, men hun kunne ikke forstå, at Lydia kunne mene, at ordet havde noget med hende at gøre. Hun forstod dog så meget, at ordet var et høfligt udtryk, hun kunne bruge, hvis hun korn til at skubbe til nogen på markedspladsen, eller hvis hun forstyrrede nogen. Så ville det være høfligt at sige: »Tilgiv mig!« Det betød: »Vær så venlig at glemme, det jeg gjorde, jeg mente ikke noget med det.«

Mens Asta fyldte skålene med ris og råbte til mændene, at maden var færdig, tænkte hun på det, Lydia havde fortalt. Var det virkelig hendes mening, at det forfærdelige, moderen havde gjort, kunne glemmes og tilgives? Selv tanken syntes uholdbar. Hvem havde nogen sinde hørt noget lignende?

Efter måltidet vaskede Asta skålene og gjorde værelset i stand. Så gik hun ind i butikken.

»Bedstefar,« sagde hun. »Må jeg gå ned på markedet? Jeg vil så gerne købe et tørklæde. «

»Ja, gå du bare min datter. « Den gamle mand gav hende ti gylden. Køb et, som er af tykt silke. Hadji Mudins datter skal have det bedste.«

Asta gik ind i sit værelse og tog Bibelen, som hun havde gemt i en skuffe. Hun tog den med sig og smuttede ud ad døren og ned på den græsklædte sti, som førte til markedspladsen.

Frugtsælgerne var allerede på vej hjem, og kvinderne, som solgte andeæg, bønner og ris var ved at rulle deres måtter og tomme sække sammen. Nogle var allerede begyndt at gå hjem. På hovedet bar de store kurve og andet, som de skulle have med hjem. Men tøj boderne havde åbent endnu, og overalt var der folk, der handlede.

Asta opdagede Lydia. Hun stod henne ved en af boderne, hvor tørklæderne flagrede fra stænger eller var lagt frem.

»Kom Asta, her er nogle vældig pæne. Se engang. Svær kinesisk silke med brune batikfigurer på.«

Først nu lagde Asta mærke til, at Lydia ikke havde den blå bomuldskjole på. Hun havde sarong og jakke, og i hånden havde hun en lille bog.

»Kan du lide at gå i sarong?« spurgte Asta.

»Ja, jeg kan meget bedre lide vort tøj end de andres, svarede Lydia og strøg med hånden ned over sarongen. »Men jeg foretrækker at have en udenlandsk kjole på i skole, for den er kortere, og det er en fordel, når vi leger.«

»Du er en sjov en.« Asta så på Lydia. Enten hun havde sarong eller blå bomuldskjole på, var hun det kønneste menneske, hun nogen sinde havde set.

De to piger satte sig på hug og så gennem den ene bunke tørklæder efter den anden. Nogle af tørklæderne var dekoreret med figurer, der dansede, andre med frugter, blomster eller sommerfugle. De så også tørklæder med sjældne fugle i flugt.

»Det er slet ikke let at vælge, vel?« Lydia holdt et tørklæde op, som var dækket med fisk i elegante spring.

»Det her er det pæneste, jeg har set indtil nu,« sagde Asta og holdt et tørklæde frem. Det var pyntet med billeder af larver, edderkopper og tusindben.

Lydia lo. »Er det her måske ikke endnu finere.«

De gik fra den ene bod til den anden og så på hundreder af tørklæder. Til sidst fandt de et med billeder af krabber, søheste og muslinger af alle slags. Tørklædet var af svær, ubleget silke. Den creme gule bundfarve gjorde sit til, at figurernes brune farve fik en særlig fløjlsagtig glans, som man ikke kunne undgå at lægge mærke til.

Asta tog tørklædet om hovedet. »Det er yndigt til dig!« sagde Lydia. »Det fremhæver dine øjne, der er store og blanke. Men du må ikke have tørklædet om hovedet. Dit hår er så pænt, at det ville være en skam at skjule det. Jeg synes, du skal have det om halsen.«

»Jeg kan ikke få tid til at besøge dig i dag, for det har taget al for lang tid at finde tørklædet,« sagde Asta. Hun rakte købmanden de ti gylden, som bedstefaderen havde givet hende. »Lad os gå forbi huset, så kan jeg selv finde derhen en anden gang.«

Asta lagde mærke til Lydias forbavselse, da købmanden nævnede tørklædets pris. »Ni gylden, frøken,« sagde han og gav hende en selvgylden tilbage.

»Det var frygteligt dyrt, Asta. Vidste du, at det var så dyrt? Nu bliver din bedstefader nok vred.« Lydia var helt forskrækket.

»Han sagde, at jeg skulle købe et fint tørklæde,« svarede Asta og lagde pengestykket i lommen. »Jeg er sulten, skal vi købe nogle bananer?«

Da pigerne gik fra markedet, spiste de på hver sin stegte banan. Asta havde det nye tørklæde om halsen. De bar begge en lille bog, men ingen af dem havde endnu nævnt dem med et ord.

Lyden af et bilhorn, fik dem til at fare til side. De gik midt på gaden sammen med køer, geder og høns og troede, der var fred og ingen fare, for der fandtes næsten ingen biler i Middle Gardens.

Pigerne greb fat i hinanden og hoppede op på græskanten ved siden af vejen. Det var en hvid mand, der kørte. Han tog tropehjelmen af og hilste på dem med et smil. Ved siden af manden sad en mørkhåret dame, og på bagsædet var der 3-4 børn.

»Det var læreren,« sagde Lydia, da bilen var kørt forbi. »Han tager sin familie med til markedet en gang om ugen. Det hænder, at han kigger ind til os på hjemvejen.«

»Måske gør han det i dag,« sagde Asta, »lad os skynde os.«

»Læreren er en amerikansk missionær, som fortæller os om Gud,« forklarede Lydia.

»Den Gud som døde på et trækors?« spurgte Asta.

»Ja, og der er næppe noget i Bibelen, han ikke ved besked om. Jeg kan mægtig godt lide at høre ham forklare.«

Lydia viste den lille bog frem, som hun havde med sig. »Her er Det nye Testamente,« sagde hun. »Jeg var bange for, at du ikke kom med mig hjem. Det kunne jo være, din bedstefar ikke syntes om det. Derfor tog jeg det med.« Asta lo, da hun tog sin lille, sorte bog frem og sagde: »Jeg tog også min med.« Hun havde haft den i en lille taske, som hang ned fra bæltet på hendes sarong.

De byttede bøger og sagde ikke noget, før de var kommet helt hen til vejen, som førte ud på landet. Uden for det tredje hus, var en bil parkeret i haven.

»Det er vores hus,« sagde Lydia og pegede på bambus huset mellem kokospalmerne. Det var stråtækt. »Far kommer ud lige nu, for at møde læreren.«

Asta standsede midt på vejen. »Det er bedst, jeg vender om nu,« sagde hun.

»Kom med og hils på læreren,« tiggede Lydia.

»Nej, Lydia, jeg kommer en anden dag. Der er så meget, jeg gerne vil spørge dig om.«

Asta blev stående lidt og så, hvordan veninden løb op af stien, som førte op til huset.

Hun havde ikke travlt. Tankerne tvivlede rundt. Hun havde tænkt, at hun ville have spurgt Lydia om så meget den eftermiddag, for hun ville så gerne vide mere om de kristnes Gud. Desuden havde hun lyst til at finde ud af, hvad Lydia mente med, at hun burde tilgive det forkerte, moderen havde gjort. Alt dette gjorde tingene så vanskelige, syntes hun, da hun gik hjemad med den lille bog, Lydia havde givet hende. Hun lagde næsten ikke mærke til, hvor hun gik.

Da var der nogen, som kaldte på hende.