Kapitel 2. Nye tanker!

 

Asta lå og tænkte på det forfærdelige, bedstefaderen lige havde fortalt hende. Hendes egen mor havde forgiftet faderen, og var rejst fra hende, et hjælpeløst barn alene i et tomt hus og uden mad. At den slags ofte skete i landet, gjorde ikke sagen bedre. Hun følte sig helt syg indvendig. Hun kastede sig fra side til side. Sorg og smerte gjorde det næsten uudholdeligt.

Gift - gift. Dette frygtelige ord gjorde hende rædselsslagen. Så var det alligevel ikke så mærkeligt, at bedstefaderen havde set så vred ud, da hun nævnede moderen for et par måneder siden. Asta prøvede at tænke på alle de gifte, hun havde hørt om.

For kun en måned siden var en af naboerne død af forgiftning. Alle mente, at det havde været en gift, som forårsagede indre blødninger. Asta rystede. Det nyttede ikke, at hun prøvede at lade være. Tænderne klaprede, og hun trak uldtæppet fastere omkring sig.

Asta tænkte på de dræbende bambushår. Selv om det tog nogle uger at dræbe en stærk mand med dem, kom døden lige så sikkert, som om han var blevet hugget ned med sværdet. Når de stive hår først var kommet ned i maven, var der ingen redning, men sikker død. Asta havde også hørt om den gift, der ødelagde forstanden, men hun kendte ikke andre end faderen, som var blevet ødelagt af den.

»Min egen mor gjorde det,« sagde hun til sig selv. Hun skælvede. »Min egen mor gjorde det. Hun gjorde det med vilje, og så rejste hun fra mig - en baby - alene.«

»Asta følte, hvordan vreden kogte i hende, og med vreden kom hadet.

»Jeg vil finde hende en dag,« sagde hun, »og så skal hun få betalt, hvad hun har gjort.«

Asta græd ikke længere. Hun trøstede sig selv med den beslutning, hun havde taget, at hun en dag ville hævne sig på moderen, som havde gjort så meget ondt.

Hun bredte det tykke hår ud over puden og lagde sig godt til rette. Lige da søvnen var ved at overmande hende, kom der en ind i værelset.

Det var bedstefaderen. Han blev stående ved siden af måtten, og Asta rørte forsigtig på sig for at vise, at hun ikke sov.

»Sover du ikke, mit barn?« spurgte han stille. »Hvor har du den lille bog?«

»Den er her.« Asta stak den gennem en åbning under moskitonettet.

Bedstefaderen tog bogen og gik tilbage til det store værelse. Asta smuttede efter, men blev stående uden for døren. Den stod på klem. Hun lyttede.

Onkel Ali talte først. »Jo, det er uden tvivl bogen, som fortæller om de kristnes religion. Se bare her, korset, som de har på alle sådanne bøger. Deres Gud døde på et trækors. Kan I ikke huske det?«

»Er du sikker på, at det er sådan en bog?« spurgte bedstefaderen. »Det er måske bedst, at vi tager den fra Asta. Hun ved ikke, hvad det er.«

Men onkel Hassim var af en anden mening. »Den vil sikkert ikke skade hende, for den er jo skrevet på engelsk. Hun kan ikke læse den, og så vidt jeg ved, kommer hun aldrig til at lære engelsk.«

Onkelen gav sig til at le. »Det eneste vi behøver at gøre, er at fortælle hende, at bogen ikke er noget værd, og at det var derfor manden på markedet ønskede at sælge den. Ingen vil læse den.«

Asta gik tilbage til sovemåtten. Bogen var altså værdifuld. Dette var mystisk. Hvad var det onkel Ali havde sagt? »Deres Gud døde på et trækors.«

Hvordan kunne en Gud dø? Hvad ville det sige at dø på et trækors? Hvordan kunne nogen tilbede en Gud, som allerede var død? Bagefter grublede hun over onkel Alis forslag. Hvorfor ville onklerne ikke have hende til at vide sandheden? Var det fordi, hun var en pige? Troede de virkelig, at en pige ikke kunne finde frem til sandheden? Det var ikke første gang, dette skete. Asta havde længe tvivlet på meget af det, onklerne sagde. Det var kun bedstefaderen, som fortalte hende sandheden.

Stemmerne i det store værelse blev svagere. Asta sov.

Det første, hun tænkte på dagen efter, var bogen. Hvor var den? Hun så under puden og rystede uldtæppet. Så huskede hun det. Bedstefar havde taget den.

»Deres Gud døde på et trækors.« Ordene ramte hende som et slag. Det var de samme ord, onkel Ali havde udtalt.

Asta vidste, at de kinesiske købmænd tilbad guder. Hun havde endda set nogle af dem. Hun huskede dem, som malede træfigurer med et frygteligt udtryk i ansigtet. Men de havde aldrig været levende. Derfor måtte de kristnes Gud have været anderledes. Han havde levet, men nu var han død. »Deres Gud døde på et trækors.«

Hun hængte moskitonettet op på trærammen og klædte sig på. Snart havde hun bogen hos sig. Den lå på en af de måtter, mændene havde siddet på, mens de talte sammen om aftenen. Hun så på bogen endnu engang og undrede sig over symbolet på omslaget - et kors.

»Det må være den bog, som fortæller om guden, der døde,« sagde Asta til sig selv. Hun tog bogen med sig ind i soveværelset, hvor hun gemte den under noget tøj i en kommodeskuffe.

»Jeg vil lære engelsk, og så skal jeg nok finde ud af det.«

Asta kogte ris, og mændene spiste. Bagefter hjalp hun sin far ud i baggården, hvor han plejede at sidde og lege som et barn hele dagen. Hun gik selv i gang med at vaske sit tøj. Damen, som havde lovet at vaske for dem, skulle godt nok komme næste dag, men Asta var ekstra omhyggelig med sine egne kjoler. De skulle altid være skinnende hvide. Hun skulle være elev i den hollandske skole, og det var ikke så mærkeligt, at hun gerne ville være lige så velklædt som de andre elever.

Hun vaskede tøjet til det var skinnende rent. Derefter bredte hun det ud på græsset til tørre. Nu var det hårets tur. Hun løste fletningen og vaskede hår i en hel time. Det blev sæbet ind og skyllet flere gange. Til sidst stillede hun sig under bambusrøret, som kom fra den varme kilde og lod det dejlige vand løbe ned over håret og hele kroppen. Hun bandt et håndklæde om håret og knyttede det oven på hovedet. Efter at hun havde fået tørt tøj på, rullede hun en måtte ud i solen lige ved siden af det sted, hvor faderen sad i skyggen og legede med sine ler kugler.

Hun satte sig og lod håret falde løst ned. Det lignede næsten et sort forhæng. Hun begyndte at rede det med træ kammen.

I mere end en time sad hun med håret udslået til tørre. Da lagde hun mærke til, at faderen ikke længere trillede ler kugler på bakken, som han plejede. Hans ansigt var rødt, og Asta blev grebet af rædsel. Det føltes næsten, som om en tung hånd lagde sig på hendes hjerte og klemte til. Hun kastede det fugtige hår tilbage og løb hen til ham.

De røde øjne så vildt på hende. Hun greb hans hånd, og den føltes som en glohed risskål. Faderen forsøgte at rejse sig, men faldt tilbage i græsset. Han trak vejret stønnende og hurtigt.

Asta løb ind i butikken. »Bedstefar! Onkel Ali! Kom med det samme!» råbte hun. »Far har fået feber.»

De kom løbende og bar den syge ind på sovemåtten. Onkel Ali skyndte sig af sted for at købe nogle febertabletter, mens bedstefar holdt vagt over sin ældste søn. Men febertabletterne virkede ikke, og alle forstod, at han var angrebet af den malariafeber, som medfører døden. Næste dags middag var Astas far død, og man gjorde alt i stand til begravelsen.

Asta gik omkring i huset som en skygge. Øjnene var røde af gråd og halsen smertede.

»Stakkels far,» gentog hun gang på gang. »Havde han været som andre mennesker, kunne han have fortalt os, at han var syg, og vi kunne måske have reddet ham.»

Denne tanke kom atter og atter og var lige så påtrængende, som edderkoppen på væggen. »Havde han bare været normal, ville han måske have været i live i dag. Måske kunne medicinen have hjulpet, hvis han havde fået den lidt tidligere.«

Den dag faderen blev begravet, sagde Asta til sin bedstefar: »Det var mor, som dræbte far. Hun er ond. Jeg vil hade hende, så længe jeg lever. En dag vil jeg finde hende, og så skal hun få betaling for det, hun har gjort.

Den gamle mand klappede hende trøstende på skulderen og sagde: »Sorg ikke, min datter, din fars forstand og sjæl døde for ti år siden. Derfor er det bedst, som det er gået.«

»Er far gået til shorgo, hvor Allahs sønner lever i evig salighed?« spurgte hun.

Hadji Mudin tog sin fez af og lod hånden glide gennem det grå hår. »Det tror jeg nok, men det er kun Allah, som kan svare på det.«

Opfyldt af sorg og vrede råbte Asta: »Du ved det ikke! Du ved det ikke! Far var så god som et lille barn, men havde ingen forstand. Jeg kendte ham aldrig og skal aldrig komme til at kende ham. Skal jeg da aldrig få ham at se mere?«

»Nej, min datter. Du ved godt, at kvinder ikke har adgang til det sted, hvor de salige er. Det er nok, at en kvindes søn, mand eller far eller bedstefar kommer der.«

»Kommer jeg aldrig til at se ham mere?«

»Nej!« Bedstefaderen var meget bestemt. »Du vil aldrig se ham mere. Sådan er skæbnen.«

Asta kastede sig ned på måtten og græd, til hendes øjne var ophovnede, og det gjorde ondt i hele kroppen. Den gamle mand listede ud og lod pigen være alene med sin sorg.

Da mændene kom ind for at spise, havde Asta genvundet sin stille tålmodighed. Risen og karryen var øst op som sædvanligt. Ingen nævnte den tomme måtte, eller den tavse mand, som havde siddet sammen med dem i ti år uden at forstå noget af det, som foregik omkring ham. Men Asta ville ikke have noget at spise.

I slutningen af ugen, sagde bedstefaderen til onkel Ali: »Tag Asta hen til den hollandske skole i morgen. Det er lidt sent, men de tager hende måske alligevel. Hun tæres hen af sorg, og jeg tror, det vil være godt for hende at træffe andre mennesker og få nye venner. «

Tidligt næste morgen gav bedstefaderen Asta en lille pakke. Den var pakket ind i avispapir. Hun åbnede den og fandt en kostbar sarong dekoreret med smukke røde og blå fugle. I pakken var der også en gul silkejakke, hvorpå der var fæstet tre tunge guldmønter. De var lavet til en broche og var hæftet sammen med to fine guldlænker.

Asta forstod, at det var bedstefaderens måde at trøste hende på, for hun vidste, at ingen piger fra Battak stammen fik en sådan gave, før de blev gift. Det var klart, at bedstefaderen elskede hende, og han sørgede sikkert lige så meget, som hun gjorde.

Asta smilede for første gang siden faderens død, da hun bøjede sig foran bedstefaderen og takkede, som alle gode, muhamedanske piger gør, når de ønsker at vise deres taknemlighed. Så løb hun af sted for at tage de smukke klæder på.

Da hun kom ud af værelset med de tre guldstykker fæstet på jakken, lyste bedstefaderen op i et stort smil og så anerkendende på hende. »Nu er du Hadjis datter,« sagde han, »du skinner som en kostbar perle.« Han smilte til onkel Ali, som kom ind i det samme.

Asta forstod, at bedstefaderen helst så, at hun tog dette tøj på, når hun gik til den hollandske skole. Hun på sin side forsøgte at skjule skuffelsen. Skoleeleverne der brugte europæisk tøj, og Asta havde flere farvede bomulds-kjoler og tre hvide. De var kortere end sarongen og passede derfor bedre til skolebrug. Desuden var den langærmede jakke meget varmere end de kortærmede kjoler.

Men Asta vidste også, at bedstefaderen ikke kunne lide det udenlandske tøj. Derfor sagde hun: »Jeg er færdig til at tage af sted, onkel Ali. Bedstefar, mit tøj er vel nok pænt.«

Onkel Ali tog hende i hånden, og bedstefaderen gik ind i butikken. Han sagde ikke farvel, men Asta vidste, at han var tilfreds.

Skolen lå ikke ret langt væk, og snart stod onkel Ali og Asta i skolebestyrerens kontor og ordnede alle formaliteterne, så Asta kunne begynde i skolen.

»Har du gået i malayisk skole?« spurgte skolebestyreren.

»Ja, i fire år.«

»Du vil nok hurtigt få lært noget.« Han smilede til Asta. »Kom, så skal jeg præsentere dig for klassen.«

Da skolebestyreren åbnede døren, og hun så alle drengene og pigerne rundt om ved bordene, havde hun mest lyst til at løbe, men onkel Ali holdt hende i hånden og førte hende hen til et ledigt bord bagest i værelset.

Skoledagen var næsten forbi, og onkel Ali blev stående ved døren for at vente på hende. Astas forlegenhed forsvandt lidt efter lidt, og det varede ikke længe, før hun gav sig til at se rundt i klassen. På bordet ved siden af hendes, sad en pige. Pigen smilte, og Asta smilte tilbage. Asta syntes, at pigen var ualmindelig pæn. Hendes øjne var venlige, og hendes hår var rullet op i en krans, som var fæstet med en nål af ben. Nålen lignede de spyd, mændene fiskede med. Pigen havde en bomuldskjole på. Den var blå med hvid krave. Vi er nok jævnaldrende, tænkte Asta.

Asta så sig omkring, og til sin fortvivlelse opdagede hun, at hun var den eneste med sarong og jakke. Hun rødmede og skjulte ansigtet i hænderne.