Kapitel 13. Mod finheden!

 

Snart var natten forbi, og det blev morgen. Asta følte sig så taknemmelig. Der var nogen, der havde taget hendes parti og frelst hende fra den rasende menneskemængde, som havde forsøgt at dræbe hende.

Missionæren kom ud og talte med dem. »Det var et Guds mirakel, der beskyttede jer i aftes,« sagde han. »Jeg kiggede ud i haven, da pøbelen nærmede sig, og jeg så jer kravle under hækken. Jeg ventede så længe med at åbne døren ind til jeres værelse for at trætte dem så meget som muligt. Jeg vidste jo, at værelset var tomt.«

»Kunne du se os under hækken?«

»Ja, og det undrer mig, at muhamedanerne ikke så jer. I havde jo hvide gummisko på.«

De så længe på hinanden uden at sige noget. Det var missionæren, som først sagde noget: »Gud dækkede over jer med sin hånd.«

Asta og Lydia havde travlt hele dagen med at tørre deres hår og gøre de sidste forberedelser, inden de skulle ombord.

Ved middagsbordet lagde Asta mærke til den fred og ro, der hvilede over hendes velgøreres ansigter.

»Asta,« sagde missionæren, da han havde takket Gud for maden, »det ser ud til, at din kamp er kronet med en stor sejr.«

»Hvad er der sket?«

»Tidligt i morges samlede menneskemængden sig uden for myndighedernes kontorer. I tre dage har de besværet de hollandske regeringsmagter. I morges var det så slemt, at man sendte et telegram til Middle Gardens for at få instrukser om, hvordan sagen skulle gribes an.«

Missionæren så længe på Asta. »Du er en heldig pige, og Gud må virkelig elske dig. Ved du, hvad de svarede?«

»Jeg tror, jeg har en anelse om det,« svarede Asta. »Fortæl, jeg kan næsten ikke vente.«

»Din bedstefader har underskrevet et dokument, der giver læreren i Batakland myndighed over dig, og nu er du hans datter.«

Alle ved bordet sukkede lettet, og Asta følte en tung byrde blive løftet fra sine skuldre.

»Myndighedernes repræsentant her gav ordre til, at optøjernes ledere skulle afbryde demonstrationerne og tage hjem, ellers ville soldaterne blive udkommanderet. De fik besked om, at der ikke var nogen, der kunne tage dig fra denne lærer eller hindre dig i at rejse til Singapore og gå i skole, så derfor er jeg sikker på, at du vil være ombord, når båden sejler i aften.«

Det var to lykkelige piger, der stod ved rælingen, da skibet lagde fra kajen den aften. De så ud over det mørke vand og ned på told bådens lys.

Der blev de stående, til de første stjerner viste sig på himmelen, og bølgeskvulpet langs skibssiden fortalte, at farten var sat op. De var begyndt på den to dages tur til Singapore.

»Jeg tror ikke, man kan blive lykkeligere,« sagde Asta.

»Dette er kun begyndelsen,« svarede Lydia.

De satte sig til rette på dækket og talte om alt, hvad der var sket, siden den dag Asta var kommet ind i klasseværelset i Middle Gardens, og Lydia havde set hende for første gang. De talte om de to bøger, Bibelen med korset og sangbogen.

»De er begge to med i bagagen,« sagde Asta. »Jeg kan ikke tænke mig at undvære dem.«

Asta fuldførte skolen i Singapore og begyndte så at arbejde på et stort sygehus. Som sygeplejerske hjælper hun syge og lidende.

Af og til hører hun nyt fra Sumatra og Middle Gardens. Det sker, at der er gode nyheder, men ikke sjældent er det trusler.

Asta har ikke været i hjemlandet, siden hun rejste. Hun så aldrig sin bedstefader eller onkler mere. Selv om der er mange, som beder hende om at komme hjem til Sumatra, ved hun kun alt for godt, at døden truer i hjemlandet.

Hun har i mange år været en af Guds udvalgte. Hun vil også i de kommende år lægge sig i hans hånd, som greb ind, da hun som ung pige flygtede fra muhamedanismen til den Frelser, som døde på et trækors, men som stadig lever.