Med den fremstormende pøbels råb ringende i ørerne blev de to piger stående et øjeblik i døren til det lille værelse bag ved missionærfamiliens køkken.

»KOM'« sagde Lydia. »Kan du huske hullet under hækken?«

Pigerne kastede et sidste blik ind i det hyggelige værelse. Så låste de døren udefra, men lod lyset brænde. Lydia lagde nøglen i lommen, og de krøb begge gennem hullet i hækken.

»Hvad skal vi nu gøre,« spurgte Asta inde i nabohaven.

»Lad os gemme os under den tykkeste del af hækken og vente,« sagde Lydia. De vil sikkert lede efter os over hele byen, men det er ikke sikkert, at de leder under hækken.«

»Vi er heldige, at vi har mørkt tøj på,« sagde Asta. »Tror du ikke, at vi skulle smøre snavs i ansigtet? Det hvide kan bedre ses, ved du nok.«

Begge pigerne rodede under hækken for at finde noget pløre, som der var nok af efter regnen. De smurte det i ansigtet og på de bare arme.

Nu var lyden af den støjende flok kommet helt nær, og pigerne kunne høre, at man rumsterede inde i huset, og der blev tændt lys.

Fra deres gemmested hørte pigerne råb fra hundreder af rasende muhamedanere, som havde samlet sig foran missionærens hus. Nogle af dem havde fakler med.

»Send hende ud!« råbte de. »Send hende ud!«

Pigerne blev klar over, at missionæren talte med lederne, men i alt det spektakel kunne de ikke høre, hvad der blev sagt. Asta gyste, da hun hørte den kendte lyd af tænderskæren og spytten. Det var noget, der altid fulgte med sådanne demonstrationer. I mørket søgte hun efter Lydias hånd og holdet den fast i sin. Hun var kommet til at tænke på, at dersom hun blev fundet og dræbt, ville de sikkert heller ikke skåne Lydias liv. Hun vidste nu, at Lydia havde valgt at være hendes ven selv i døden.

Ingen af dem sagde noget. Snart hørte de tunge trin gennem missionærens hus. Der var nogen på vej til det lille værelse, hvor pigerne plejede at sove.

De hørte missionæren sige: »De må være derinde, lyset er tændt.«

Asta kunne se, at den store mand, der var kommet sammen med hendes mor, holdt missionæren fast som i en skruestik. Hun kunne se dem i fakkelskæret.

Mørke skikkelser spredte sig over hele baggården, og nogle af de trampende ben kom så nær, at pigerne kunne have rørt ved dem. Asta og Lydia lå så stille som mus, gennemblødt af regndråberne, som stadig dryppede fra bladene, og med den stærke lugt af hækken og den dampende jord sviende i næseborene.

Der blev hamret på døren ind til pigernes værelse, men der var ingen, der svarede. Da alle trusler syntes nyttesløse, foreslog en af mændene, at de skulle sprænge døren.

»Nej, lad vær' med det,« sagde missionæren. »Jeg tror, jeg har en nøgle et eller andet sted. Nu skal jeg hente den, så vi kan åbne døren. «

Mens pøbelen ventede på, at missionæren skulle komme med nøglen, svingede de faklerne og råbte de værste forbandelser ud i natten. Asta, der lå under hækken, var ikke i tvivl om, hvad der ville ske med hende, hvis de fandt hende.

Hun så missionæren komme tilbage med nøglen og stikke den ind i nøglehullet. Lidt efter blev døren slået op på vid gab.

»Der er ingen her,« sagde han. »Jeg tror, at pigerne er sluppet væk.«

Mængdens raseri steg til uanede højder. Lederne kiggede ind i værelset og kunne se, at pigerne lige havde været der.

»Hun er løbet sin vej. Asta er stukket af.« Flere og flere stemmer gav sig til at råbe det samme. Snart råbte de alle.

»Efter dem! Efter dem!« råbte lederen. »Spred jer og led i hver eneste gade og have i nabolaget.«

Føddernes trampen blev afløst af listende trin i mørket. Der blev ledt med fakler i hver eneste krog i haven, bare ikke der, hvor Lydia og Asta lå dækket af det tykke løv.

Til sidst forsvandt også disse lyde. Det eneste, de kunne høre, var de sædvanlige nattelyde, som lydene fra de små insekter og fra frøerne. Det begyndte at regne, men pigerne lå stadig med hinanden i hånden.

Endelig blev lysene i haven og i huset slukket. De var klar over, at pøbelen var forsvundet, og at missionærfamilien var ved at gå i seng. Lydia og Asta kom frem fra deres gemmested og satte sig på bagtrappen. Den varme regn strømmede ned over dem.

»Tror du, de kommer tilbage?« spurgte Lydia.

»Ikke i aften, for de ved ikke, at vi er her. Men i morgen kan det være, de forsøger noget endnu værre.«

Lydia gav sig til at løse sit hår og sagde: »Asta, synes du ikke, det var vidunderligt med det hul i hækken? Det var som lavet til os, jeg er overbevist om, at Gud bevarer dig.«

»Også dig, Lydia.« Asta gav sig til at ordne sit hår. »Er du klar over, hvad der ville være sket med dig, hvis de havde fanget mig?«

»Ja, tanken strejfede mig, da jeg lå under hækken, men jeg var ikke bange. Jeg ved, at Gud beskytter os begge to.«

»Det tror jeg også nu,« sagde Asta. »Det sker ikke ret ofte, at nogen slipper væk fra en flok rasende muhamedanere.«

Missionærens kone kom ud på trappen. »Jeg hørte, at I talte sammen. Er der sket noget med jer? Hvorfor sidder I ude i regnen?«

»For at få snavset af ansigtet,« svarede Asta. »Nu skal vi vaske hår, for vi skal med båden til Singapore i morgen aften.«

»Hvor var I? Hvis den rasende hob havde fundet jer, er jeg bange for, at de ville have gjort jer noget.«

»Måske er det bedst, at vi ikke fortæller det til nogen,« sagde Lydia. »Hvem ved, om vi ikke får brug for det igen? Hvad ville de ikke have gjort med os. De ville have dræbt os begge to.«

»Du har nok ret. Det er måske bedst ikke at fortælle noget om gemmestedet. Jeg er så lykkelig over, at de ikke fandt jer. Det var forfærdeligt.«

»Var de bevæbnet?«

»Kun med køller og knive.«

»Køller og knive er slemt nok,« svarede Lydia. »Jeg gad vide, hvad de nu vil gøre?«

»De truede med så meget,« sagde lærerfruen. »De talte især om, at myndighederne skulle hjælpe dem med at få Asta bort fra os.«

»Jeg tror ikke, at de hollandske myndigheder stiller sig på pøbelens side,« sagde Lydia.

»Selvfølgelig ikke. Det var nok bare noget, de sagde.«