Kapitel 11. Nettet strammes!

 

Asta blev siddende i missionærens stue. Hun var helt lamslået af skræk. Lydia havde også hørt de ophidsede stemmer, og hun slyngede sine arme om Asta og holdt hende tæt ind til sig.

»Ja, hun er her.« De hørte begge, at missionæren talte med nogen uden for døren. »Kom indenfor. Vi hører musik og hygger os.«

Fem mennesker kom ind i stuen, fire mænd og en kvinde. Kvinden kom først, og længe før hun fjernede tørklædet fra ansigtet, var Asta klar over, at det var hendes mor. De var omtrent lige høje, stemmen var den samme, og der var noget kendt ved hende, der fik Asta til at rette sig op i forbavselse. Hun rejste sig, men trak sig tilbage, da moderen gik hen imod hende.

Kvinden rev sløret til side, og Asta så det dejlige hår, hun kunne huske, fra hun var lille, men det vakte ikke nogen glade minder til live hos hende.

»Mit kære barn!« sagde kvinden og forsøgte at tage Asta ind til sig.

»Jeg er ikke dit barn.« Asta rejste sig i sin fulde højde. »Du forlod mig for mange år siden, da jeg sad sulten og snavset derhjemme. Jeg er ikke længere dit barn.«

»Det er ikke noget, du forstår,« sagde kvinden. »Din far var grusom og ond mod mig, derfor måtte jeg rejse.«

»Far var ikke grusom mod nogen.« Asta havde ventet, at raseriet ville vælde op i hende, som hun så ofte havde tænkt. Men raseriet kom ikke. Hun så på denne kvinde og kunne kun føle medlidenhed med hende. Hendes ansigt var præget af et skamløst liv i synd, og hendes øjne var fordunklet af mørket i hendes sjæl.

Mens hun stod og stirrede ind i sin mors ansigt, fyldtes hendes hjerte af medlidenhed. Samtidig følte hun en sikkerhed, hun aldrig havde følt før.

Astas mor` forsøgte ikke at røre hende mere. Hun satte sig behageligt til rette på en måtte ved Astas fødder og begyndte at tale. De fire mænd blev stående. Asta gav sig til at studere deres ansigter. Hun genkendte ham, der havde stået uden for porten om eftermiddagen. Han, der så mest ond ud, var sikkert ham, der havde stået ved porten bag huset. Det var ikke underligt, at kusinen var blevet bange, da hun så ham.

»Du er vokset op og blevet en smuk pige,« sagde kvinden. »Jeg tror, du ligner mig, da jeg var i din alder. Vi kan sikkert få det hyggeligt sammen, for vi hører jo egentlig sammen. En mor bør altid have sin datter hos sig. Vi er kommet for at tage dig med hjem. Jeg bor ikke ret langt herfra.«

Asta så hurtigt på de fire mænd. De lignede mest fire sultne tigere, som kun venter på at angribe en forsvarsløs buffalo. Hun lod, som om hun ville sætte sig, og føre samtalen videre, men hun målte hele tiden afstanden med øjnene.

»Jeg vil ikke tage med dig!« råbte hun af sine lungers fulde kraft. Jeg vil aldrig nogen sinde med dig.«

Som et vildt dyr for hun forbi moderen og de andre. Hun løb ud ad bagdøren og skyndte sig ind i det lille værelse, hun delte med Lydia. Der forskansede hun sig bag en låset dør.

Et kort øjeblik eller to blev hun stående med hånden på håndtaget. Hjertet bankede hurtigt, men lidt efter lidt faldt hun til ro, og hun satte sig på sengen og ventede.

Ingen var fulgt efter hende, og der kom ingen lyde fra stuen. Det varede længe, inden det bankede på døren.

»Det er mig, Lydia, luk op. Du skal ikke være bange, de er gået.«

Asta åbnede døren og kastede sig grædende i Lydias arme. Lydia, de lader mig ikke rejse. Jeg kommer aldrig til Singapore. De vil dræbe mig.«

»Asta sig ikke sådan noget. Om to dage er vi ombord på vej til Singapore, og du er med.«

Asta græd længe, og Lydia forsøgte at trøste hende. Endelig kunne de tale fornuftigt sammen igen.

»Du så ikke, hvad jeg så,« sagde Asta. »De mænd er betalt af min mor. En af dem stod vagt uden for porten ved din kusines hus i dag, og jeg er sikker på, at den anden også var der - ham med det skumle udseende.«

»Er det sandt?« spurgte Lydia overrasket. »Jeg kunne ikke kende ham.«

»Hør på mig, Lydia, du er den eneste virkelige veninde jeg nogen sinde har haft. Måske er det den sidste aften, jeg lever, for jeg er overbevist om, at de mennesker har i sinde at dræbe mig. Jeg kunne se det i deres øjne, og jeg så det også i min mors øjne. Glem ikke, at hun forgiftede min far. Tror du, hun vil gå af vejen for at dræbe sin egen datter for at hindre hende i at forlade muhamedanismen?«

»Asta, Asta, tal ikke sådan. Måske er det rigtigt, at de vil prøve på at tage livet af dig. Jeg kunne heller ikke lide deres udseende, og jeg hørte missionæren sige, at de var besat af den onde, men glem ikke, at der er en anden side af sagen. Gud er med os, og han vil passe på dig. Det ved jeg, at han vil.«

Asta så på veninden, og en varm følelse af velvære strømmede igennem hende. »Du, Lydia, jeg blev ikke vred. Jeg blev slet ikke vred. Jeg hader ikke min mor. Jeg så på hende og syntes, det var synd for hende.«

Lydias stemme rystede, da hun svarede. »Asta, Gud har taget dit hjerte i sin hånd og gjort det blødt. Han holder også dit liv i sin hånd. Du skal ikke være bange.«

Pigerne gjorde sig i stand til natten. De talte stille sammen. Ophidselsen havde lagt sig, og der var fredfuldt i værelset.

»Har du nogen anelse om, hvordan din mor har fundet ud af, at du er her?« spurgte Lydia. En eller anden fra Middle Gardens må have sendt besked til den muhamedanske koloni her i Medan og fortalt, at jeg var på vej til Singapore, og at jeg vil være en kristen. Så må min mor have hørt om det, og nu gør hun alt, hvad hun kan, for at holde mig tilbage, og hun har alle muhamedanerne på sin side.«

»Men hvad kan hun gøre? Du sagde jo ganske bestemt, at du ikke ville med hende.«

Asta kom pludselig til at tænke på den kvinde, som havde været med i bussen.

»Lydia,« sagde hun. »Kan du huske, at jeg fortalte dig om en kvinde, som var med i bussen hertil. Hun blev vred, fordi vi ikke ville spise de kager, hun gav os. Jeg er sikker på, at de kager var forgiftet. Jeg forklarede lærerne, at de ikke måtte spise en eneste bid af dem.«

Lydia satte sig på sengen og så på veninden. »Uden tvivl er der flere med i spillet, end man umiddelbart er klar over.«

»Ja,« sagde Asta, »det er som et søuhyre. Du kan se noget sort stikke op af vandet her og der, og du ved, at der er noget, der lurer under vandoverfladen, men du aner ikke, hvor stort det er, eller hvor grusomt det kan være.«

»Det kan jeg ikke udtale mig OM,« sagde Lydia og begyndte at gøre moskitonettet i stand, »men jeg ved, at Gud er stærkere end alle andre, og han er i stand til at lede dig trygt igennem dette. Jeg glemmer aldrig, hvad far sagde om dig, »hun er en af Guds udvalgte.«

Da pigerne var ved at slukke lyset, kom missionærfruen og bankede på døren. Lydia åbnede.

»Stakkels barn,« sagde hun til Asta. »Du må være frygtelig oprevet.«

»Hvor mange stod der uden for døren?« spurgte Asta. »Var der flere udenfor end indenfor?«

»Min mand siger, at der må have været mange. Da de var taget af sted, kørte min mand og en af lærerne efter dem i en bendy. Det er rigtigt, at din mor bor her i nærheden. Der bor omtrent hundrede mennesker der.«

»Hvad tror du, de tænkte, da jeg ikke ville med?«

»Det er ikke så nemt at vide. De var sikkert vrede, men du skal ikke være bange. Gud reddede dig i aften, og det vil han sikkert gøre igen, hvis det bliver nødvendigt. Vi skal blot bede og være på vagt. En af mændene vil våge i nat, og i overmorgen er du i sikkerhed ombord på skibet.«

Missionærfruen bad sammen med pigerne, og gik derefter ind på sit eget værelse. Pigerne gik i seng.

Asta sov ikke godt om natten. Hun indbildte sig, at hun hørte stemmer overalt - stemmer, stemmer. Stemmer, som råbte, truede og kaldte. Hun drømte om hænder, som kom frem af mørket, hænder som greb hende i håret og kjolen. De føltes kolde mod huden.

Asta skreg i søvne, og Lydia beroligede hende. Så begyndte det at storme og regne voldsomt. Asta slappede af. Regnens pisken mod bølgebliktaget lukkede alle andre lyde ude, og snart sov hun.

Næste morgen, da pigerne åbnede døren og gik ud i den friske luft, skinnede solen, og blomsterne var så yndige, at det var svært at tænke, at noget ondt kunne nå dertil.

»Aftenen i går synes at være som en ond drøm, « sagde Lydia.

»Men det er ingen drøm.« Asta plukkede et par citroner af nogle grene, der hang ind over havegangen. »Det er ingen drøm. Vi må bare håbe, at der ikke sker noget i dag. Hvad tror du for resten, at lærerne tænkte, da jeg for ud ad døren?«

»Jeg gik samtidig med dig,« svarede Lydia. »Jeg fulgte efter dig, og da du låste døren, satte jeg mig på bagtrappen. Der blev jeg siddende, indtil de var gået.«

»Lad os spørge missionæren om alt, hvad han så og hørte.«

De kunne ikke undgå at lægge mærke til det alvorlige udtryk i missionærens ansigt. »Jeg er bange for, at vi får mere besvær,« sagde han. De var rasende, da de gik i aftes. De truede med at gå til myndighederne og klage; for de sagde, at du var blevet stjålet fra din hjemby i Batakland. De har sat sig i hovedet, at du skal med dem hjem.«

Asta følte sig med et kold og modløs. »Jeg vender aldrig tilbage til muhamedanismen. Så vil jeg hellere dø. De kan slå mig ihjel, men de kan aldrig tvinge mig tilbage til islam.«

»Kom, lad os holde morgenandagt,« råbte missionæren. »Kom med og bed. Dette bliver en vigtig dag. Klarer vi os igennem den, er jeg overbevist om, at du er i sikkerhed på båden i morgen aften.«

De to piger knælede sammen med de andre, og der blev sendt indtrængende bønner op til Gud. På engelsk og malyisk blev der bedt om, at Guds beskyttende hånd måtte være over Asta.

Mændene gik ned i byen efter morgenmaden. De kom tilbage med nyheden om, at de havde set en masse mennesker uden for regeringskontorerne. De havde set rasende ud og talt om en pige, der var stjålet fra muhamedanismen og nu skulle sendes til Singapore.

»Det må være mig,« sagde Asta.

»Det er det nok,« svarede missionæren. »Hvad skal jeg gøre? Løbe min vej?«

»Der findes ikke et sted, hvor du kan være tryg,« sagde han. »Det nytter ikke noget at tage et andet sted hen. De vil finde dig. Det bedste er at blive her og se, hvad Gud vil gøre for os. Midt i vore største vanskeligheder, kommer Gud ofte og vinder store sejre for os.«

Senere på dagen gjorde pigerne bagagen færdig, så at alt kunne være i orden i god tid. Asta gik omkring som i drømme. Det var, lige som om hun kæmpede sig gennem en mørk sky. Flere gange standsede hun mit i sit arbejde og blev siddende ganske stille i dybe tanker.

»Hvad tænker du på nu?« spurgte Lydia, da hun fandt hende sådan.

»Jeg tænker på, om jeg nogen sinde får Singapore at se, eller om jeg bliver dræbt, inden skibet sejler i morgen aften. «

Endnu engang forsøgte Lydia at berolige veninden ved at minde hende om Guds løfter, og om hvordan hane havde bevaret hende hidtil. Men ord kunne ikke beskrive Astas modløshed.

Hun spiste næsten intet, og da det blev aften, var hun så oprevet og nervøs, at det var vanskeligt at få hende til at sidde stille. Lydia og Asta gik omkring i haven og talte om alt det hyggelige, de havde oplevet i Middle Gardens, mens de gik i skole der, og de talte om, hvordan Asta havde lært Gud at kende og var begyndt at stole på ham.

De nævnte ikke et ord om, hvad der eventuelt ville ske eller om skibet, som de håbede på at være ombord i den næste aften. De var kommet til den sidste aften i Medan.

»Asta.« Lydia talte stille, da de gik ind på værelset og tændte lyset. »Hvis du havde vidste hvor vanskeligt - hvor uhyre vanskeligt det ville blive - ville du så have valgt at følge Tuhan Isa?«

Asta så på Lydia. »Lige meget, hvad jeg kommer til at lide, så har det været vanskelighederne værd. Jeg ved, at hvis de dræber mig, skal jeg opstå, når Jesus kommer. Da vil jeg kunne være glad i al evighed. Nej, nej, nej. Jeg fortryder ikke. Jeg er så glad!«

Aftenen var mørk uden måne, med stille. Ude fra haven hørte man kun græshoppernes sang og frøernes kvækken, men lige da pigerne skulle til at gå i seng, bragte den svage brise en lyd af fremmede med sig. De gik uden for døren og lyttede. Man kunne høre mange mennesker, og lyden kom nærmere. Pigerne hørte nu tydeligt ophidsede stemmer og vrede råb fra den marcherende folkemængde!

Asta klemte venindens hånd. »Det er pøbelen!« sagde hun. Den er ude efter mig. Der må mindst være hundrede.