Kapitel 10. Under opsyn i Medan!

 

Gennem det åbne vindue nåede larmen fra byen ind til de sovende piger. Der lød bilhorn og ringeklokker, og bendy-kørerne råbte til ponyerne.

Det begyndte at regne, og dråberne hamrede mod bølgebliktaget. På en uforklarlig måde syntes det, som om regnen skyllede lidt af frygten ud af Astas sind. Samtidigt afkølede den luften. Hun og Lydia bad sammen i mørket og gik i seng, mens regnen trommede på taget.

»Du har forandret dig,» sagde Lydia til Asta næste dag, mens de redte det lange hår.» Jeg synes, du ser lykkeligere og venligere ud.»

Asta lo. »Jeg har lært at synge en sang, og jeg har lært at bede en bøn. Tror du, det er årsagen?»

»Jeg ved det ikke, men du ligner en kristen nu.»

»Hvorfor tror du, at kristne ser anderledes ud, Lydia?»

»Jo, jeg tror de kristne har et mere åbent udtryk, som om de ikke har noget at være bange for eller har noget at skjule. Hedninger og muhamedanere ser gennem tilslørede øjne. Man kan ligesom ikke opdage noget i deres øjne, ikke andet end frygt.« Lydia valgte sine ord med omhu.

»Jeg er lidt bange endnu,« sagde Asta. »Jeg var bange i bussen i går eftermiddags.«

»Der er vel ingen, som aldrig er bange,« sagde Lydia, »men de kristne ved, hvad de skal gøre, når de er bange. De stoler på Gud.«

Pigerne var færdige med håret og klædte sig på. Da de var færdige til at spise morgenmad, sagde Lydia: »Nå, hvad føler du, når du tænker på din mor?«

»Jeg tror, at jeg ved, hvad det vil sige at »tilgive«, og jeg håber, at jeg har tilgivet hende. Jeg er 'dog ikke helt sikker, men det er længe siden, jeg har været vred eller hadet, sådan som jeg gjorde tidligere.«

»Det er jeg glad for at høre,« svarede Lydia og rettede på jakken. Hun havde den malayiske dragt på. »Ved du, hvor din mor er nu?«

»Jeg tror, det er tolv år siden, jeg hørte fra hende. Der er nogen, der siger, at hun er kommet her til Medan. Andre fortæller, at hun er i Silboga. Måske er der ingen, der ved det bestemt, og det er vel også det bedste.«

Pigerne spiste, og missionærfruen sagde, at de kunne gøre, hvad de havde lyst til bagefter. Missionæren ville selv tage de to fremmede med på besøg hos nogle, som var interesseret i den kristne tro.

»Jeg tror ikke, I behøver at være bange her i byen. Har I lyst, så gå ud og se på forretninger. Vi har også et af de fineste markeder i verden. Hvorfor ikke gå en tur derhen?«

»Vi skal nok få det rart,« lovede Lydia. »Jeg tager Asta med hen til min kusine. Det vil hun blive glad for. Vi kører i en bendy, så ingen ser os.«

Nogle minutter senere tog lærerfamilien af sted, og Asta gik alene ud i haven, som lå bag huset. En høj hæk omgav haven og fortsatte ud mod gaden på begge sider.

»Hvorfor har de sådan en høj hæk?« spurgte hun Lydia, da hun kom ud.

»Bymennesker bor så tæt, så jeg tror hækken er der for at hindre folk i at se alt, hvad der foregår her. Den er nok også god til at holde børnene hjemme. De fleste vil nok finde det vanskeligt at komme igennem den. Den er over en meter tyk.«

»Hvis jeg var et barn, kunne jeg nemt komme igennem,« sagde Asta og pegede på en åbning under hækken.

Pigerne bøjede sig og kiggede gennem hullet. Det førte ind i naboens have.

»Du er en underlig en, Asta.« Lydia så på hende med et forbavset udtryk. »Du tænker altid på at slippe væk.«

Asta nikkede. »Det er sandt, Lydia. Jeg går aldrig nogen steder uden først at undersøge, hvordan jeg kan smutte bort, hvis jeg skulle komme i vanskeligheder.«

»Jeg vil sige det til læreren,« sagde Lydia og pegede på hullet. »Det er sandt, at der kan komme nogen ind her - en hund, eller et menneske, der har ondt i sinde.«

Asta følte sig nogenlunde sikker inde i missionærens hus i Medan. Når hun var sammen med Lydia, forsvandt den frygt, hun havde haft i bussen. Hun glædede sig til rejsen med skib til Singapore sammen med sin bedste veninde.

»Jeg tror, vi tager en rickshaw i stedet for en bendy,« sagde Lydia, da de om eftermiddagen lukkede døren efter sig for at tage til byen. Jeg er sikker på, at du aldrig har kørt i en rickshaw.«

»Nej, aldrig.«

»Det er Sjovt,« sagde Lydia. De gik ud ad porten og ud på gaden.

Det tog kun et par minutter at finde en ledig rickshaw. Gaderne var fulde af disse små vogne med kaleche på og med to håndtag til kulien at trække i. Svedende løb de af sted med vognene. Pigerne steg ind og satte sig ved siden af hinanden. Kulien trak dem med den største lethed.

Det blev en hyggelig køretur, og Asta beundrede de pæne huse og smukke haver. Overalt så hun haver med de nydeligste blomster og træer. Medan var en smuk by, men om to dage skulle hun rejse derfra. Måske var Singapore ligeså smuk.

Asta glemte helt at lægge mærke til de mennesker, de kørte forbi, men da de var kommet til deres bestemmelsessted, kom den snigende angst over hende igen.

Lydias kusine var vældig rar. De sad sammen ude på verandaen og drak citronsaft og talte om rejsen til Singapore. Det var varmt, og duften fra blomstrende slyngplanter rundt om verandaen fyldte luften med en tung parfume.

Asta plukkede en af blomsterne og satte den i håret. Den frygt, hun havde følt for nogle minutter siden, var ved at forsvinde. Det var flere måneder siden, hun havde følt sig så sorgløs. Hun så på Lydia. Venindens smukke ansigt satte hende altid i godt humør. Hun lagde mærke til smilet om hendes mund og begyndte at sammenligne hende med blomsten.

»Hvem er den mand, som går frem og tilbage uden for porten?« spurgte Lydias kusine. »Er det ham, der kom med jer i rickshawen?«

»Nej, det er det ikke,« svarede Lydia, efter at hun havde set nøje på manden. »Jeg så ham med det samme, vi satte os her på verandaen. Jeg troede, at han hørte til her.«

»Det gør han ikke. Jeg har aldrig set ham før.« Lydias kusine skænkede mere op til dem. »Jeg kan ikke sige, at jeg sætter pris på den måde, han undersøger os på.«

Asta så på manden. Han var ung, ikke meget ældre end onkel Ali. Hun var sikker på, at hun aldrig havde set ham før. Alligevel var det, som om hendes hjerte snørede sig sammen. Ingen kunne være i tvivl om, at manden holdt øje med dem.

»Lad som om I ikke lægger mærke til ham,« sagde Lydia, så går vi ind i huset og ser, hvad han gør.«

De tre piger gik straks ind i huset, og fra et af værelserne kiggede de ud gennem en sprække i gardinet.

Manden gik frem og tilbage uden for haven, men aldrig langt fra porten. Endelig satte han sig og gav udtryk af, at han ventede på nogen.

Til sidst sagde Asta: »Jeg er overbevist om, at den mand er sendt for at holde øje med mig. Hvordan har han fundet ud af, at jeg er her?«

»Hvis det er rigtigt, at han er sendt ud for at holde øje med dig, må der også være en bag ved huset. Det kunne jo ske, at du gik ud den vej.« Det var Lydias kusine, som kom på den tanke.

De tre piger gik om til bagdøren. Derfra kunne de se ud over det meste af haven, som lå bag huset og helt ned til porten i hækken.

»Jeg kan ikke se nogen,« sagde Lydias kusine, »men det er også let at gemme sig bag hækken. Jeg går ud og ser efter, mens I bliver her.

»Ganske rigtigt,« sagde hun. Hun var helt bleg. »Der står en mand ved porten, og han ser virkelig skummel ud. Jeg har aldrig set sådan en, som ham.«

»Så han dig?«

»Ja. « Pigen rystede. »Han lod, som om han gik forbi, men der er ingen tvivl om, at han passer på huset her. Hvad skal vi gøre? Min mand kommer ikke hjem før klokken seks, og da vil det allerede være mørkt.«

Asta så på Lydia, men der var ingen, der sagde noget. Endnu engang mærkede hun den frygtelige angst, som gav hende en følelse af nederlag.

»Lad os bede. « Lydia smilede til de to andre. Vi kan ikke selv klare den situation, og jeg må snart hjem. Missionærfruen kan ikke lide, at jeg er ude efter mørkets frembrud, uden at hun selv er med. «

»Men hvorfor venter de to mænd udenfor?« spurgte Lydias kusine. »De er ude efter mig, « svarede Asta. »Jeg har forladt muhamedanismen, og de har på en eller anden måde fået at vide, at jeg er her. De er kommet for at lave vanskeligheder. Får de en chance, griber de mig.«

»Lad os bede nu,« sagde Lydia.

De knælede ned i soveværelset, og de opsendte alle tre inderlige bønner om hjælp. De glemte ikke at minde Gud om alle hans løfter, og alle de bønner de troende i Batakland havde bedt for Astas sikkerhed og en god rejse til Singapore.

De rejste sig efter bønnen og så ud ad vinduet. Der stod to mænd uden for porten. Den ene varkulien, som havde haft dem med i sin rickshaw. De havde bedt ham om at komme efter dem klokken fire.

»Kom Asta, så går vi.« Lydia tog Asta i hånden. »Ih, hvor er din hånd kold, du bliver vel ikke dårlig?«

»Jeg er bange,« svarede Asta. Man kunne nemt høre, at hendes stemme skjalv.

»Har du glemt det skriftsted, vi lærte, da du besøgte os i Middle Gardens?« spurgte Lydia.

»Når jeg gribes af frygt, vil jeg stole på dig.« Gud venter ikke af os, at vi altid skal være modige og uden agt, men han har fortalt os, hvad vi skal gøre, når vi bliver bange.

»Er du også bange, Lydia?« Asta forstod ikke rigtigt, hvad hun mente.

»Jeg er ikke videre begejstret for at gå ud i rickshawen, mens de to mænd er der. Men jeg vil helst tage af sted nu, mens det er lyst. Jeg ved, at Gud vil beskytte os.«

De sagde farvel til Lydias kusine og gik ud til den ventende rickshaw. Da de havde taget plads, lænede Lydia sig frem og sagde til kulien: »Hurtigt! Stands under ingen omstændigheder. Kør os derhen, hvor du tog os op.«

Manden for af sted så hurtigt, han kunne. Asta vendte sig og så efter, om manden ved porten gjorde mine til at følge efter dem. Hun blev meget forbavset, da hun så, at han begyndte at gå i den modsatte retning.

»Der kan du se,« sagde Lydia, »han var overhovedet ikke efter dig.«

Asta henvendte sig til manden, som trak dem: »Stillede manden ved porten nogle spørgsmål.«

»Han spurgte, hvor jeg havde taget jer op,« svarede han.

Asta lænede sig tilbage og foldede hænderne. »Tak,« sagde hun, »det var alt, hvad jeg ville vide.«

»Tag det med ro, Asta. Om to dage er vi ombord i den store hollandske damper på vej til Singapore, og alle ubehagelige oplevelser vil være overstået. De vil kun stå for dig som onde drømme.«

Asta svarede ikke. Hun rystede over hele kroppen, lige til kulien satte dem af uden for missionærens hus.

De fandt alt, som de havde forladt det. Missionærfamilien var kommet tilbage efter turen med de to lærere fra Singapore. Enhver var optaget af sit eget, og pigerne gik ind på deres lille værelse. Der var alt også, som det skulle

144være. Der var sådan en dejlig sikkerhed ved det lille værelse bag køkkenet.

»Du skal ikke være bekymret.« Lydia lagde armen om veninden. »Når disse mænd finder ud af, at du bor hos en hvid missionær, giver de sikkert op og tager hjem igen uden at gøre noget.«

»Du kender ikke muhamedanerne,« sagde Asta skælvende. »Du ved nok ikke, at de hellere dræber et menneske, end lader det slippe bort fra islam.«

»Jo, du har sagt det før,« sagde Lydia og lukkede døren. »Men Gud må have en speciel omsorg for dig. Han elsker dig, ellers ville der ikke være sket så meget med dig de sidste uger. Når det kommer til stykket, er der ingen, der har gjort dig noget ondt endnu.«

»Kom! Det er på tide, at vi prøver at lave aftensmad selv for en gangs skyld. Vi skal kun være her to aftener mere. Jeg synes, at det er så sjovt at lave mad, og her ude kan vi være helt alene.«

Lydia gik i gang. Hun fik fat i en gryde og målte ris op til to personer.

»Det er så beroligende at være sammen med dig,« sagde Asta. »Jeg har næsten på fornemmelsen, at der ikke kan ske mig noget, når jeg er sammen med dig.«

Lydia lo. »Hør her, riv denne kokosnød og se, hvor hurtigt det går at lave mad over gassen. Det er noget andet end at koge med træ og   trækul.«

En time senere sad de to piger og spiste et måltid dejlig mad. Det var mørkt, før de var færdige med at spise. Lydia tændte det elektriske lys. De havde ikke talt med nogen efter turen, men kun vinket til dem for at vise, at de var kommet hjem.

Lidt senere genlød huset af sang og musik.

»Når vi har ryddet op efter aftensmaden, går vi ind og lytter til musikken,« sagde Lydia.

Nogle minutter senere gik pigerne stille ind i dagligstuen og satte sig sammen med de andre. Musikken kom fra en grammofon. Det var så hyggeligt.

Da musikken var hørt op, læste de i Bibelen og holdt bøn sammen. Bagefter sad de og talte sammen på malayisk og engelsk. Klokken var endnu ikke otte.

Pludselig var der en eller anden, som bankede på døren, og de hørte mange stemmer udenfor. Missionæren gik ud af stuen, og de kunne høre, at han talte med nogen udenfor. Asta for sammen i sofaen. Hun hørte mange stemmer - vrede stemmer, og hun hørte sit eget navn. Fandtes der dog ikke et eneste sted i hele verden, hvor hun kunne skjule sig for alle vanskelighederne?