Kapitel 1. Hadji Mudins datter!

 

Asta sad på den flade sten bag bedstefaderens hus og så sin far lave kugler af vådt ler. Kuglerne trillede han på bakken. Hver gang hun betragtede hans ansigt og de skinnende øjne, følte hun et smertens stik i sit hjerte. De brune øjne var klare, men livløse, og det udtryksløse ansigt var alt andet end smukt. Det havde samme træk som et åndssvagt barns.

Pigen lod øjnene glide hen over broderierne, hun havde i skødet. Hun var ved at sortere garnet i forskellige farver, som hun vandt rundt om fingrene. Af og til gled blikket mod solen, som var ved at gå ned i vest. På en sten ved siden af hende lå en bog, som hun bladede igennem i et forsøg på at læse nogle af ordene. Men hun forstod dem ikke, og der var ingen billeder i bogen. Til sidst lukkede hun den, og pakkede både den og garnet ind i dugen, hun havde syet på.

»Lad os spise til aften«, sagde hun til faderen, som fremdeles havde travlt med kuglerne. »Se, solen er ved at gå ned bag Padang Lafas. Risen er færdig, og jeg er sikker på, at du er sulten.«

Faderen så sløvt på hende, men tog imod hjælp til at rejse sig op. Han fulgte efter Asta ind i huset, hvor hun vaskede leret af hans hænder med vand fra et bambusrør.

Hun rullede to måtter ud på gulvet og fik faderen til at sætte sig, før hun hentede nogle tykke, hvide risskåle og fyldte ris i den ene. Den var til faderen. Hun hældte karrysovs over risen, og til sidst strøede hun lidt knust, rødt peber på. Lugten af den varme mad fik tænderne til at løbe i vand, men hun måtte vente, fordi mændene skulle spise først.

Faderen satte sig på gulvet uden at sige noget. Asta satte skålen foran ham, og han begyndte at spise med fingrene, som det var skik. Hun satte sig ved siden af ham, for at passe på, at han ikke manglede noget. Hun gav ham vand at drikke i en kokosnøddeskal, og da han havde spist to skålfulde ris og karry, hentede hun ananas til dessert.

Da faderen var færdig med at spise, vaskede Asta hans hænder igen og gjorde en betelnød i stand til ham. Han lænede sig tilbage på måtten og tyggede, så rød saft løb ud af mundvigene og ned på den hvide jakke.

Med en hønevinge fejede Asta den ris op, som hendes far havde spildt, og derefter lagde hun flere måtter ud på gulvet. Så åbnede hun døren, som førte ind til den del af huset, som lå ud mod gaden, og som indeholdt en fødevareforretning med et stort udvalg af varer. Hun gik hen i døren og kaldte:

»Bedstefar, onkel Ali, onkel Hassim, kom! Maden er færdig!«

Mellem disken og nogle ris sække kom en gammel mand frem. Han så kærligt på hende.

»Ja, mit barn, nu kommer vi. Ali og Hassim har lige solgt en sæk ris til en landmand, og de skal lige have den op i oksekærren. Vi kommer straks«.

Hver gang Asta så på bedstefaderen, blev hun fyldt af varm hengivenhed. Hans hår var næsten hvidt, men huden var så fin og glat, at han så yngre ud, end han i virkeligheden var. Han talte og opførte sig som et fornemt menneske. På hovedet havde han en fez, og sarongen og den hvide jakke var af den bedste kvalitet.

Hun vidste, at bedstefaderen, den store Hadji Mudin, var den mest agtede muhamedaner i byen Middle Gardens. Han havde jo valfartet til Mekka og tilbedt ved profetens grav. Han var en hellig mand.

Tidligt hver morgen gik han og de to onkler til moskeen, hvor ingen kvinder fik lov til at komme. Flere gange om dagen rullede bedstefaderen en måtte ud for at bede. Han var uden tvivl en hellig mand.

Asta skyndte sig hen til murstenskomfuret og hældte ris op i bedstefaderens og onklernes skåle.

Snart var de kommet alle tre. De lod den store dør stå på klem, i tilfælde af at der skulle komme kunder, mens de spiste. De fik hver et vådt håndklæde at tørre hænderne i, og derefter satte Asta risen frem. Hun vartede dem op under måltidet.

»Jeg tror, vi skulle plante gummitræer på det stykke jord, vi har på den anden side af bjerget,« sagde onkel Ali. »Det ser meget lovende ud på det andet stykke, hvor vi plantede gummitræer, og gummipriserne er høje.«

»Det er måske ingen dårlig investering.« Bedstefaderen så på sønnerne. »Både tobakken og kaffen har betalt sig godt, og det er sikkert fornuftigt at dyrke flere ting. Er prisen lav på det ene, kan den være høj på det andet.«

Sådan talte de sammen om priser, køb og salg og forskelligt andet, som angik forretningen. Asta hørte efter, men sagde intet.

Faderen tyggede og suttede på betelnødden uden så meget som at se på de andre. Intet tydede på, at han hørte dem eller var klar over, at der opholdt sig andre i det samme værelse. Endnu engang følte Asta sig så underlig til mode. Som så ofte tidligere forstod hun ikke, hvorfor faderen, som var Hadji Mudins ældste søn, var så sløv og dum, når onkel Ali og onkel Hassim var så kvikke og hurtige i deres tankegang. De var fulde af planer, når det gjaldt køb og salg og om, hvordan man kunne tjene flere penge.

Hun havde engang spurgt bedstefaderen om grunden til dette, men han havde svaret: »Nej, mit barn, ikke nu. Jeg kan ikke sige dig det nu.«

Samtidig var der kommet et bekymret udtryk i hans ansigt. Hun havde ikke spurgt oftere, men hun var alligevel meget optaget af problemet, for hun forstod, at der måtte ligge en frygtelig hemmelighed bag mysteriet.

Der var også andre ting, som undrede Asta. Hun vidste, at det ikke havde været sådan altid, for hun kunne huske, at faderen engang havde gået med uniform. Den gang havde han været stærk og pæn. Hun havde set andre mænd med samme slags uniform mange gange siden, så hun var klar over, at faderen havde været soldat.

Men der var mere Asta grublede over. Hun kunne også huske en kvinde, som, hun mente, måtte være hendes mor. Kvinden havde været mørk og livlig. I tankerne havde Asta ofte sammenlignet hendes håndbevægelser med en fugls graciøse flugt. Men det, Asta huskede bedst, var håret - tykt, langt, og krøllet. Når det hang løst, havde det dækket hele ryggen som en mørk sky. Men Asta blandede minderne om denne kvinde sammen med minderne om bedstefaderen, og det var derfor vanskeligt at skille dem fra hinanden.

Engang havde hun spurgt bedstefaderen: »Hvor er mor?«

Han havde bare set strengt på hende, så derfor gemte hun også dette spørgsmål i sit hjerte.

Da mændene havde spist og var gået tilbage til forretningen, spiste Asta på gulvet ved siden af faderen. Hun tog den lille, mærkelige bog frem og lagde den på gulvet ved siden af skålen. Under måltidet kiggede hun i den og bestemte sig til at spørge bedstefaderen om den efter lukketid.

Hun ryddede skålene væk, rystede og lagde spisemåtterne sammen og fejede gulvet. Det var så let at feje risen ned gennem sprækkerne i bambusgulvet. Bagefter tog hun siddemåtterne frem og lagde dem på deres bestemte pladser. Alt skulle være så hyggeligt og indbydende som muligt, når mændene kom hjem fra arbejdet.

Da det blev aften, tændte Asta en lille kokosolielampe og satte den midt på gulvet. Endnu engang tog hun bogen frem. De fremmede ord og de små bogstaver havde gjort hende nysgerrig. Dagen før havde hun set bogen i en lille butik i landsbyen og havde købt den for nogle småpenge.

Lidt efter kom bedstefaderen ind fra forretningen og satte sig ved siden af Asta med benene over kors.

»Hvad læser du, min datter?« spurgte han. »Det ved jeg ikke endnu.« Asta rakte ham bogen. »Jeg fandt den på markedet. Det ser ud til at være en fortælling, men jeg forstår ikke noget af den.«

»Jeg kan heller ikke læse den.« Bedstefaderen bladede i bogen med sine lange, brune fingre. »Den må være skrevet på engelsk.«

»Findes der mange engelske bøger?« ville Asta gerne vide.

»Ja, der er mange engelske bøger, og jeg har hørt, at der er mange af dem, der skal være rigtig gode. Men der er også mange bøger på hollandsk.«

Han blev siddende og så længe på Asta. Hun forstod ikke, hvorfor han gjorde det. Ansigtet var rent, det vidste hun, for hun havde vasket det godt tre gange den dag. Håret var også redt, selv om det til tider kunne være vanskeligt at holde det i orden. Det krøllede hår var så langt og tykt, men hun redte det hver dag med en kraftig træ kam og samlede det i en tyk fletning. Den hang ned ad ryggen og nåede helt til knæene.

Endelig sagde bedstefaderen noget. »Asta, du er nu blevet stor. « Han rakte bogen tilbage. »Du er tretten år gammel, næsten fjorten. Du kan læse og skrive malayisk rigtig godt, så jeg tror, det er på tide, at vi begynder at tænke på bryllup.«

Asta mærkede, at hun rødmede. »Nej, bedstefar. Jeg har ikke lyst til at gifte mig endnu. Jeg er vel heller ikke gammel nok. Kan jeg ikke få lov til at blive ved med at gå i skole?«

I flere minutter så den gamle mand på hende. Så sagde han: »Ja, det var nok det, jeg tænkte, du vil ikke giftes. Det er kedeligt, for den rigeste købmand i Middle Gardens har bedt mig om at arrangere ægteskab for dig og hans søn. «

»Åh, bedstefar!« Asta gemte ansigtet i hænderne. »Jeg kender den dreng, han er både dum og doven. Jeg kan ikke lide ham. Han kommer aldrig til at ligne sin far.«

»Som du vil,« sagde bedstefaderen i en tone, som afgjorde, at der ikke var mere at sige til den sag. Ikke mere tale om bryllup. Du er ung og kan have godt af at fortsætte i skolen. For resten er det sandt, hvad du sagde om købmandens søn, men glem ikke, at det er helt unødvendigt for ham at arbejde, han er nemlig rig.«

»Asta greb begge bedstefaderens hænder. »Du er så god mod mig,« sagde hun. »Der er ikke noget, jeg holder mere af end at gå i skole, og man må lære en masse, før man gifter sig.«

»Kunne du tænke dig at gå i den hollandske skole på den anden side af markedspladsen?«

Asta følte, hvordan hjertet begyndte at slå hurtigere, for hun blev så glad. »Det har altid været mit største ønske. Hvornår kan jeg begynde?«

»Jeg er overbevist om, at du vil synes om det, Asta. Skolen begyndte godt nok for nogle dage siden, men jeg tror ikke, det er for sent. Du kan gå med onkel Ali på mandag, så ordner han alt for dig.«

»Men - hvem skal passe far, mens jeg er væk? Og hvem skal koge risen og gøre rent i huset?« Asta havde sine problemer.

»Jeg skal spørge hende, der hjælper os med at vaske. Hun kan sikkert lave mad til os og passe din far, mens du er i skole. Jeg har for resten allerede spurgt hende, og hun har sagt ja. Jeg tænkte nok, at der ikke blev noget bryllup.«

Bedstefaderen så, så venligt på hende, at hun fik mod til at stille det spørgsmål, som hun så længe havde gemt i sit hjerte: »Bedstefar, der er noget, jeg så gerne vil vide. Vil du ikke nok fortælle mig, hvorfor far er som et åndssvagt barn? Hvor er min mor?«

Den gamle mand sad som forstenet. Kun lyset fra lampen kastede et svagt blafrende skær over det blege ansigt. Et drag af smerte for over ansigtet, og læberne blev tynde som streger. Til sidst brød han stilheden.

»Måske skulle jeg fortælle dig det, før andre gør det. Det er jo dog noget, alle andre ved.«

Han tav atter. Længe. Asta kunne se, at han havde besvær med at finde de rigtige ord.

»Din mor var en ond kvinde. Jeg fortæller dig nu dette, og så må vi være enige om ikke at bringe emnet på bane igen. Hun blandede gift i din fars ris, og dag efter dag spiste han den forgiftede mad.«

Bedstefaderen sukkede, og Asta skulle lige til at sige noget, da han fortsatte: »Det var en gift, som dræber forstanden. Lidt efter lidt blev din far, som han er i dag. Da din mor blev klar over, at han var blevet sløv, tog hun alt, hvad han ejede, undtagen dig, og rejste bort med nogle venner. Siden har vi ikke set hende.«

Asta havde kuldegysninger over hele kroppen. Hun rystede. »Er - er det sandt, at mor gjorde det?«

»Ja, mit barn. Hun var ung og tænkte kun på sig selv. Derfor ville hun ikke have noget med dig at gøre. Hun efterlod dig i huset. Der fandt jeg dig, sulten, snavset og helt alene. Jeg tog dig med hjem, og siden har du været min datter. Din far har også været her i de ti år, der er gået.«

»Ah, bedstefar!« Asta kastede sig mod den gamle mand og græd højt. »Jeg har ingen far, ingen mor. Jeg har kun dig!«

»Ja, du har mig, mit barn. Græd ikke. Du behøver ikke at være bange, for både dine onkler og jeg er rige, så du vil aldrig komme til at mangle noget. Vi vil også tage os af din far. Når dine onkler gifter sig, skal du være min alderdoms lys.«

Den lille bog var faldet på gulvet, og Asta tog den op. Så tændte hun endnu en kokosolielampe. Lidt efter gik hun ind i sit eget værelse, som vendte ud mod den anden side. Over sovemåtten var der en træramme med et moskitonet. Hun løsnede nettet og lagde det ind under måttens tre sider. Så lagde hun det røde uldtæppe og en pude, inden for nettet.

Til sidst pustede hun lyset ud, og med bogen under armen krøb hun ind under nettet og sørgede for, at det sluttede tæt til rundt om sovemåtten, så der ikke kunne komme nogen myg ind til hende. Hun lagde sig godt til rette under uldtæppet, men tænderne klaprede i munden på hende. Hun spekulerede på om et malariaanfald var i anmarch.

Hun forstod, at bedstefaderen og onklerne endnu sad og talte sammen i det store værelse. Hendes far var der også. Han sad og tyggede uafladeligt på betelnødden og stirrede ud i den tomme luft.