Kap. 8. Blodbadet I Llallahua!

 

Mamani smed sig på sengen. Der havde lydt sang og latter fra nogle af cellerne til klokken ni. Så skulle der være fuldstændig ro i fængslet. En af mændene havde fremsagt digte, og fra de andre celler havde der lydt bravoråb. Der var blevet råbt „længe leve” for forskellige politikere, men der havde også lydt forbandelser over myndighederne eller over en forhadt godsejer. Fange-vogteren var vred. Han var gået gennem korridorerne og havde råbt, at mændene skulle være rolige.

Mamani tænkte på sine medfanger. Han kunne ikke glemme synet af disse fattige, lasede, barfodede mænd i den snavsede gård. Mange af dem havde begået forbrydelser, det var der ingen tvivl om, men der måtte også være nogle uskyldige imellem dem ligesom han selv. De havde ingen venner, som kunne tale deres sag, og ingen sagfører, som kunne bevise deres uskyld. De blev blot fængslet, og mange af dem kunne ikke gøre sig håb om, at nogen ville interessere sig for dem eller hjælpe dem. Hvor kunne han være lykkelig, tænkte han, fordi han havde fundet en mægtig og trofast forsvarer i Jesus Kristus.

„Ét!"
„To!”
„Tre!"
„Fire!"

De fire vogteres stemmer afbrød nattens stilhed. „Det er midnat nu,” tænkte Mamani. Han vidste, at vogterne fra dette øjeblik ville gentage råbene hvert kvarter resten af natten. To af dem ville råbe fra tårnene, én fra gården, og den fjerde stemme ville give genlyd i korridorerne og cellerne. Hvis en af dem ikke besvarede råbene, gik de andre ud fra, at han var faldet i søvn, og så gik en af dem hen og vækkede ham.

Efterhånden som nattens timer sneglede sig af sted, blev Mamani irriteret over den ensformige råben. Han satte sig op. Bare han havde noget at tage sig til. Juana havde givet ham et lille tællelys. Han fandt det frem og tændte det. „Jeg vil læse i min ABC,” tænkte han og stak hånden ned i sadeltasken for at tage den op. Han kunne føle en lille pose. Coca! Lidt coca ville gøre godt. Han havde ikke rørt et eneste cocablad siden Villcas besøg i Condorrumi. Hvis han blot fik lidt coca nu, ville han falde til ro. Han ville kun bruge det som medicin. Den krydrede duft af de grønne blade fyldte hans næsebor. Det ville gøre ham godt.

„Nej, nej! " tænkte han. „Hvorfor skulle jeg gøre noget, som Gud ikke synes om?” Han lukkede posen og bandt den til.

„Eet!"
„To!”
„Tre!"
„Fire!"

Mamani prøvede at læse i sin ABC. Et kvarter efter hørte han råbene igen. Nu fik vogteren i korridoren øje på hans lys.

„Sluk det lys! " Den grove stemme lød gennem gittervinduet i døren. Mamani slukkede lyset og lagde sig igen ned i mørket.

Den næste morgen tog Mamani sin cocapose og sin ABC med på gårdturen. Da han fik øje på indianeren i soldateruniformen, viste han ham den fuldtstoppede cocapose.

„Jeg vil give dig nogle cocablade, hvis du vil lære mig at læse,” sagde Mamani.

Apaza så glad ud. „Det er en aftale,” sagde han. „Giv mig cocaen.”

„Næ'e, jeg gi'r dig en gang coca, hvis du gennemgår en lektie for mig.”

De satte sig ned i et solrigt hjørne af gården, og Mamani fik sin første lektion. Han nød det, og da lian kom tilbage til sin celle, repeterede han det, han havde lært. Apaza så også ud til at være tilfreds. Han solgte omgående cocaen til en anden medfange.

Nu var der gået en uge, siden Mamani var blevet anholdt. Han begyndte at blive urolig. Hvornår mon dommeren ville afhøre ham? En morgen kom fangevogteren hen til hans celle.

„Kom med mig. Du skal fremstilles for dommeren.” Fangevogteren talte ind gennem tremmerne, mens han satte nøglen i låsen.

Mamani tog sin nye poncho på og fulgte efter fangevogteren. Ved døren stod der en vagtpost med opplantet bajonet og ventede på dem. Han fulgte Mamani gennem korridorerne til en stor sal, hvor der stod en stol. Han følte sig ilde tilpas. Foran ham var der et stort bord, og bag bordet stod der tre stole, af hvilke den midterste var større end de andre.

Her sad han alene en stund. Så kom der en ung mand ind. Han var iført et pænt mørkt sæt tøj. „Jeg hedder Juan Antonio del Carpio. Jeg er blevet anmodet om at være Deres forsvarer. Fortæl mig om Deres vanskeligheder, så skal jeg forsøge at hjælpe Dem.”

Mamani fortalte om sit og naboernes ønske om at få en skole og om deres kamp for at få det opfyldt.

„Godt,” sagde den unge sagfører, „De skal blot fortælle dommeren, hvad De har fortalt mig, og besvare alle hans spørgsmål, så godt De kan. Jeg skal nok hjælpe Dem. Men lad være med at sige, at der er tale om en protestantisk skole eller om en adventistskole. Dommeren tilhører den ældre generation. Han kan tilgive Dem alt andet, men ikke, at De forlader kirken og bliver adventist.”

Der blev ikke tid til at sige mere, for nu kom dommeren ind. Det var en ældre herre med et stort gråligt overskæg. Han tog plads på den midterste stol. Så kom der en sekretær ind. Han satte sig på den ene side af dommeren, og den unge sagfører, Senor del Carpio, satte sig på den tredje stol.

„Er De Sergio Mamani fra Condorrumi i distriktet Asillo i provinsen Azangaro?” Dommeren så stift på Mamani.

„Ja, hr.”

„Dette er en foreløbig afhøring. De vil få lejlighed til at forsvare Dem og gøre rede for omstændighederne og motiverne for Deres ulovlige handlemåde. Men jeg vil gøre Dem opmærksom på, at De skal sige sandheden, hele sandheden og kun sandheden.”

„Ja, hr.”

Mamani var ikke blot blevet anklaget for oprør og ulydighed over for de lokale myndigheder, men også for at være leder og anstifter af næsten enhver forbrydelse i distriktet, for kvægtyveri og endog mord. Til en fest faldt en beruset indianer ud over en klippeafsats og blev dræbt. Senor Gonzalez gav Mamani skylden for alle forbrydelserne og alle problemerne i distriktet og på godset.

Afhøringen to tre timer. Dommeren stillede spørgsmål efter spørgsmål, men Mamani, som kendte sin hjemegn, sine naboer og godset, kunne svare på det hele og give en forklaring på alt. Han svarede ærbødigt og fornuftigt. Dommeren benyttede somme tider juridiske udtryk, som Mamani aldrig havde hørt før. Så brød den unge sagfører ind og bad om at få stillet spørgsmålene på en sådan måde, at Mamani kunne forstå dem.

Da de endelig kom til sagens kerne, og Mamani fortalte, hvordan den nye skole var blevet angrebet og brændt ned af Senor Gonzalez og hans mænd, syntes dommeren pludselig at forstå sammenhængen.

„Nå, sådan,” sagde han og gjorde en lang pause. Så spurgte han: „Hvem gav Dem tilladelse til at bygge skolen?”

„Provinsens skoledirektør, Senor Cabrera i Azangaro.”

„Gav han Dem skriftlig tilladelse?”

„Nej, hr., han sagde, at det ikke var nødvendigt, så længe jeg byggede på min egen grund. Han lovede at fremskaffe en skriftlig tilladelse fra Undervisningsministeriet til at oprette en grundskole, når skolen var bygget færdig.”

„Godt.” Dommeren henvendte sig først til Senor del Carpio og derefter til sin sekretær. „Vi udsætter sagen, til vi har fået en officiel rapport fra skolemyndighederne i Azangaro.”

Han rejste sig. „De kan gå nu, Mamani,” sagde han.

Mens Mamani måtte sidde i fængslet uden at have noget at beskæftige sig med, havde hans hustru, Juana, fuldt op at gøre. Hun skulle sørge for mad til ham hver dag og samtidig passe hjemmet, dyrene og markerne. Der var to dages rejse fra hjemmet ind til fængslet. Det tog på hendes kræfter. Det var hende umuligt at besøge Mamani hver søndag, hvor gerne hun end ville. Ugerne gik, og der var ikke tegn til, at Mamani skulle afhøres igen. Landsbyfolkene sendte delegationer til underpræfekten i Azangaro og til præfekten i Puno for at anmode om Mamanis løsladelse. De håbede hver gang, at deres ansøgning ville blive efterkommet.

En søndag morgen, da porten var blevet åbnet for besøgende, skyndte tre af Mamanis naboer sig ind. Så snart de fik øje på ham, udbrød de med ængstelse i stemmen: „Å, Mamani, der er noget meget trist, vi må fortælle dig.”

„Er der sket noget med min familie?” Mamanis stemme skælvede.

„Nej, din familie har det godt.”

„Hvad er der så sket?”

Jose Condori førte ordet. Han var den første, som tog imod den religiøse lære, som Villca bragte til Condorrumi.

„De har dræbt Mateo,” sagde han, overvældet af sindsbevægelse. „De har dræbt Mateo Quispe!"

„Er Mateo Quispe død?” Mamani følte det, som om hans hjerte skulle standse.

„Ja, han faldt, og hestene trampede ham ihjel. Jeg så det selv, Mamani. Jeg så det — det var frygteligt! Nu skal jeg fortælle dig, hvordan det gik til.” Condori rullede en stor sten hen til lerbænken, hvor Mamani og hans venner sad, og satte sig på den.

„Missionæren i Llallahua havde sendt bud til alle adventisterne, at der skulle lægges tag på den nye skole og på kirken på missionsstationen, så Mateo og jeg rejste derhen for at hjælpe til. Vi korn fredag eftermiddag og overværede alle møderne om sabbatten. Der var samlet mange mennesker fra mange forskellige steder, og vi havde en dejlig sabbat og blev rigt velsignet af Herren.

Søndag morgen gik vi i gang med at lægge tag på. Jeg tror, at så godt som alle beboerne i Llallahua hjalp til. Jeg har aldrig set magen til begejstring. Vi hjalp til med glæde. Det må have været en stille søndag i Santiago, når alle folk kom til Llallahua.

Jeg ved ikke, om missionæren eller nogen anden vidste besked, for det skete så pludselig. Det var sidst på eftermiddagen. Mange af folkene arbejdede oppe på taget. De var de første, som advarede os. De råbte: „De kommer. Der kommer ryttere fra Santiago! " Man kunne se en stor støvsky på vejen. Den nærmede sig hurtigt. Jeg har aldrig før set så mange heste. Der må have været folk fra alle godserne, og desuden må de fleste af rytterne fra byen have været med. Quispe og jeg stod sammen med folkene fra sletten mellem kirken og den lille sø. Vi regnede selvfølgelig med, at de berusede ryttere ville standse — vi kunne se, at de var berusede — men det gjorde de ikke. De red lige løs på os. Da vi blev klar over, at de ikke havde i sinde at standse, skyndte vi os i sikkerhed.

Quispe nåede ikke at komme af vejen. Han faldt, og hestene galopperede lige hen over ham. De sparkede ham ihjel!"

Condori holdt en pause. Han måtte beherske sig. Hans stemme knækkede over.

„Der var mange andre, som mistede livet. Folkene på taget troede, at de var i sikkerhed, men da angriberne begyndte at skyde på dem med deres rifler, blev de grebet af panik og forsøgte at kravle ned. Nogle sprang ned, nogle faldt ned, og nogle af dem døde. Rytterne fortsatte med at jage de stakkels mennesker ud over sletten og skyde løs på dem. Missionæren og hans familie stod foran huset. De rørte sig ikke ud af stedet. De var ikke bange. Gud beskyttede dem. Rytterne kom ikke tilbage. Der blev dræbt elleve eller tolv under blodbadet. Vi tog Quispes lig med til Condorrumi. Han blev begravet i forgårs.”

Ugerne blev til måneder, og Mamani ventede stadig på at blive afhørt igen. Han vidste, at rapporten fra skoledirektøren ville være til hans fordel, men den kom ikke. Der var sandsynligvis slet ikke blevet sendt bud efter den. Nogle af hans naboer var rejst til Azangaro for at tale med Senor Cabrera, men skoledirektøren sagde, at han ikke kendte noget til en anmodning fra Puno om en rapport angående en skole i Condorrumi.

Nu kom der ikke så mange venner for at besøge Mamani om søndagen. Han havde ganske vist fået nogle nye venner blandt sine medfanger, men han kom alligevel til at føle sig mere og mere modløs og ensom. Han arbejdede flittigt for at lære at læse og gjorde god fremgang. Han kunne allerede stave sig igennem de første vers i Johannes evangelium. Det var en stor opmuntring for ham at høre Guds ord. Der var en ung mand, som havde tilbudt at læse fra Bibelen for ham, og han forklarede det, som Mamani ikke forstod, på quechua. Mamani betalte ham lidt for ulejligheden, og på denne måde hørte Mamani Bibelens ord hver sabbat. Den unge mand kom også til at holde af Bibelen, og de læste snart sammen hele ugen.

Der gik næsten et halvt år. Det var de længste måneder i hele Mamanis liv. En søndag, da han sad alene i gården og læste i sin bibel, var der nogen, som rørte ved hans skulder. Han vendte sig om for at se, hvem det var.

„Villca!" Mamani sprang op og omfavnede sin ven. „Hvor har du været så længe, Celestino?”

„Jeg har været borte i over fire måneder. Missionen sendte mig til provinserne i Cuzco forat arbejde.” Villca satte sig på jorden, og Mamani satte sig ved siden af ham.

„I sidste uge rejste jeg tilbage for at hilse på de gamle venner i provinsen Azangaro. Jeg tog også til Condorrumi. Der hørte jeg de sørgelige nyheder om skolen og om dig og broder Quispe. Jeg er så ked af, at alt dette er sket.”

„Hvordan har Juana og Jacinto det?” spurgte Mamani. „Har du haft forbindelse med dem?”

„Det har jeg rigtignok. De har det godt. Juana bad mig hilse dig og sige, at de kommer næste søndag.”

„Se! Jeg sad og læste i Bibelen, da du kom.” Mamani åbnede bogen og rakte Villca den. „Vil du godt læse for mig?”

De læste og talte sammen resten af besøgstiden. Mamani havde ikke været så glad i hele den tid, han havde siddet i fængsel.

„Tro på Gud. Bed meget,” sagde Villca. „Han vil ikke svigte dig. Jeg skal gøre alt, hvad jeg kan, for at få dig løsladt. Jeg skal fortælle missionærerne om dig. De kan uden tvivl hjælpe dig.” De fulgtes ad hen til porten. „Nu skal du ikke miste modet. Jeg kommer snart tilbage.”

Villca måtte gå.

Den samme uge opsøgte Villca den unge sagfører, Senor Juan Antonio del Carpio, som skulle have forsvaret Mamani.

„Vi kan ikke gøre ret meget,” sagde han. „Men jeg skal omgående sende dommeren en rapport og henlede hans opmærksomhed på den uret, som er blevet begået imod Mamani.”

Missionæren rejste meget, men han tog alligevel tid til at besøge Mamani om søndagen. Han talte også Marvanis sag hos både præfekten og dommeren. De svarede missionæren i næsten de samme vendinger:

„Å jo, med største fornøjelse. Jeg skal straks sørge for, at han omgående bliver sat på fri fod. De skal ikke bekymre Dem. De kan stole på, at jeg skal gøre alt, hvad der står i min magt. Jeg står til Deres tjeneste.”

Der skete ingenting, og Mamani blev i fængslet. Han led, og hans familie led. Men han lærte den hel del spansk. Han lærte også at stave og læse. Desuden lærte han at være tålmodig og at bede og stole på Gud.

Til trods for alle Villcas og missionærens anstrengelser gik der et halvt år til. Nu havde Mamani siddet fængslet i et helt år.

Så en dag kom fangevogteren og åbnede døren.

„De' kan gå, Mamani. De er fri.