Kap.7. Mamani I Fængsel!

 

Mamani standsede der, hvor vejen drejede om bag ved højen. Betjentene skubbede til ham, men han lod som ingenting. Han vendte sig om for at kaste et sidste blik på Condorrumi og sit elskede hjem. Nu standsede rytterne også og sad tavse et øjeblik.

Morgensolen skinnede på den lille indianer-landsby, som tilsyneladende lå godt beskyttet mellem de massive bjerge. Mamani lod blikket glide hen over markerne, engen og græsgangene og videre til sit eget hus og indhegningen med hans får og lamaer. Henne på muren foran patioen stod den lille Jacinto og vinkede. Juana kom også ud og vinkede, men kun et øjeblik. Hun så ud til at have travlt.

Vejret var mildt. Højene var begyndt at blive grønne efter regnen. Han syntes aldrig, at Condorrumi havde set så dejlig ud. Hvor han elskede sit hjem, sin familie og sine naboer! Han elskede jorden mere end nogen sinde – den gode jord, som skaffede ham det daglige brød og højdedragene, hvor hans får græssede. Og himmelen     han så op på de hvide skyer — ja, han elskede også den Gud, som havde givet ham det alt sammen.

„Lad os så komme videre!" Mamanis tanker blev afbrudt af den ene rytters barske stemme. Han vendte modstræbende blikket bort og spadserede videre imellem betjentenes heste.

Jacinto sov trygt, da de beredne betjente kom, men han vågnede, da de kaldte på Mamani. Juana var blevet så forskrækket, at hun var nær ved at bryde sammen, men hun havde opført sig tappert og havde ikke grædt.

„Du skal ikke bekymre dig for mig,” sagde hun til ham. „Så snart jeg har fået nogen til at se efter det herhjemme, kommer jeg ind til dig.”

Mamani kunne ikke forstå, hvorfor han var blevet anholdt. Hvad mon han var blevet anklaget for? Hvorfor blev han ført til fængslet af bevæbnet politi'? Betjentene syntes heller ikke at kende grunden, men de havde en skriftlig ordre med fra provinsens underpræfekt. Den lød på, at de skulle føre Mamani til Puno. De vidste kun, at han var anklaget for at have anført en gruppe oprørske indianere, som havde vist grov foragt for øvrigheden.

Mamani måtte gå rask til for at holde trit med de ridende betjente, men han var taknemmelig over, at han fik lov at færdes frit. Han havde set andre fanger bliver slæbt af sted efter en betjents hest med sammenbundne hænder.

De havde ikke tilbagelagt mere Ind 4-5 kilometer, da de blev indhentet af en mand til hest. Det var Mamanis nabo, Mateo Quispe.

Betjentene holdt deres heste an, da Mateo kom op på siden af dem. Han hilste høfligt, sprang af hesten og sagde muntert:

„Her har du min hest, nabo. Det er mere behageligt både for dig og de to herrer, at du rider sammen med dem.” Han sendte betjentene et stort smil, og de nikkede anerkendende.

„Jeg kommer til Puno og besøger dig sammen med din kone. Så henter jeg min hest samtidig. Gud være med dig. Vi ses igen.”

„Gud vil belønne dig,” sagde Mamani. Det var alt, hvad han kunne sige, men han vidste, at Mateo forstod, hvor taknemmelig han var.

„De har nogle flinke naboer.” Betjentene red nu på hver sin side af Mamani. „Er han også protestant?”

„Vi er ikke protestanter endnu nogen af os, men vi håber snart at blive protestantiske adventister.” Mamani vendte sig om og så efter Mateo, som var på vej tilbage til Condorrumi.

Juana fik nogle af naboerne til at se efter dyrene. Så pakkede hun noget mad ned og tog til Juliaca sammen med Jacinto. Mateo og en anden nabo tog med. Jacinto sad på æslet, og Juana fik sig også en ridetur nu og da. Ved at rejse hele natten nåede de politistationen i Juliaca, inden betjentene begav sig ud på deres anden dagsrejse med Mamani. Når de gjorde holdt på rastepladserne, fik Mamani lov til at tale lidt med sin familie og holde sin søn i sine arme. Men da de kom til fængslet i Puno, red betjentene så hurtigt gennem porten med ham, at han ikke nåede at tage afsked med sin familie og sine venner.

Betjentene, som havde været hensynsfulde på hele turen, blev ligefrem brutale nu. De ville åbenbart gøre indtryk. De kropsvisiterede ham for at se, om han havde en kniv eller et andet våben på sig. De gennemsøgte også hans sadelposer og tæpper og overlod ham derpå til fangevogteren.

„Nu kommer du ikke til at volde kvaler foreløbig,” sagde den ene af betjentene, som om det var en farlig forbryder, de havde afleveret. Henvendt til fangevogteren sagde han: „Pas godt på ham.”

„Denne vej. De skal være i celle nummer seks.” Fangevogteren, som var en tyk mand med et sjusket udseende, viste Mamani vej til en bygning med celler og åbnede en lille solid trædør. Han puffede Mamani ind i cellen, smækkede døren i og låste den med en hængelås så stor som en hånd. Så kiggede han ind mellem tremmerne foran den lille rude i døren.

„Nu kan De have det så godt,” sagde han med et skadefro udtryk i ansigtet: „Jeg kommer og giver besked om, hvordan De skal forholde Dem, og for at se, om De mangler noget. Husk, at ingen må tale med Dem, før De er blevet afhørt i morgen.”

Da fangevogteren forsvandt ned ad korridoren, kunne Mamani høre Juana og Mateo kalde på ham og bede om tilladelse til at komme ind.

„Kom igen på søndag, så har vi besøgsdag.”

„Hvem skal komme med mad til ham?” Juanas stemme lød bekymret.

„De kan komme med mad til ham tre gange om dagen, hvis De vil, — til middag, klokken seks morgen og klokken seks aften.”

Mamani hørte dem diskutere med fangevogteren. Så druknede deres stemmer i støjen fra gaden.

Han ænsede ikke de fremmedartede lyde uden for cellen, da hans håbløse situation pludselig gik op for ham. Han vidste, at det til tider kunne være meget svært at komme ud af et fængsel af denne type. „Nej, jeg vil ikke lade mig overvinde af denne triste fornemmelse,” tænkte han.

Så bredte han sine tæpper og sin poncho ud på den lave murstensbriks i det ene hjørne. Briksen var det eneste møbel i cellen. Han satte sig ned og så sig omkring. Hans øjne havde efterhånden vænnet sig til halvmørket. Han følte sig ikke skyldig i noget ulovligt. Han havde ikke begået nogen forbrydelse. Men det var, ligesom de fire vægge, det lave solide loft og det ildelugtende gulv fordømte ham.

„Hvordan kan det være,” tænkte han, „at Gud tillader, at jeg bliver straffet på denne måde? Har jeg ikke stolet på Gud? Har jeg ikke besluttet at tjene Herren? Hvorfor er jeg så her?”

Han tænkte på Condorrumi, på naboerne og på deres skole. Han havde sådan håbet, at fremtiden ville tegne sig lysere for dem. Han opsendte en bøn for sine naboer i landsbyen. Han havde en følelse af, at Gud ville høre ham. Han tænkte på Juana og Jacinto. Han vidste, at de ikke var ret langt borte. Det var ikke så længe siden, han havde set dem, og alligevel havde han aldrig længtes så meget efter dem som nu.

Han havde lagt sadeltaskerne, som Juana var kommet med, ved siden af sengen. Han undersøgte interesseret indholdet. Juana havde haft travlt, da hun pakkede taskerne, men hun havde alligevel nået at sammensætte et godt måltid til ham. Der var flere små runde boller, som hun havde bagt for nogle få dage siden. Der var også hårdkogte æg og lidt kogt lammekød. Han var dog mest glad for, at der var masser af ristet majs og stegte bønner. Det kunne holde sig. Han fandt også sin nye poncho, et tørklæde og et par sandaler, som han havde købt på markedet i Santiago. Hans cocapung var fyldt med cocablade, og under bladene lå der penge. Der var adskillige mønter. Sikke et held, at betjentene ikke havde opdaget dem! Men hvad var det? Der var mere endnu. Han tog en bylt op, som var svøbt ind i et håndklæde. Hans bibel! „Hvor er det vidunderligt!" tænkte han. Han kunne ganske vist ikke læse, men han havde på fornemmelsen, at den ville blive til velsignelse for ham. Han trykkede den ind til sit hjerte og takkede Gud. „Min gode Juana har tænkt på det hele,” sagde han til sig selv.

Foruden Bibelen havde Juana husket den sangbog og den ABC, som han havde købt af Villca. Han kendte bogstaverne og havde lært at stave nogle få enkle ord. Han bladede i ABC-en og repeterede, hvad Villca havde lært ham. Nu kom den rigtig til sin ret. Han tænkte: „Hvis jeg ikke kan bestille andet, vil jeg prøve at lære mig selv at læse.” Han vendte endnu engang blikket opad og takkede Gud. Gennem det lille gittervindue så han et glimt af den rosenfarvede himmel.

Der lød et brag uden for døren. Han fik øje på fangevogteren og hørte ham rasle med den store hængelås. Døren gik op, og manden rakte Mamani en lerskål, som var svøbt ind i et stykke hvidt klæde.

„Her er Deres aftensmad,” sagde han og knaldede døren i efter sig.

Ifølge loven skulle Mamani i forhør inden 24 timer, men der gik flere dage, og han blev stadig ikke fremstillet for en dommer. Domme-ren havde øjensynlig andre og vigtigere sager at tage sig af. Så måtte Mamani vente. Han var jo kun en oprørsk indianer.

Fangerne fik lov til at opholde sig i fængsels-gården en vis tid hver dag. Under denne gårdtur så Mamani sine medfanger. Han nød at spadsere i solen og indånde den friske luft, men han anså det for klogest at holde sig lidt på afstand af de andre, i det mindste til at begynde med.

Mamani havde ikke opholdt sig i arden ret længe den første dag, før en høj indianer med lys hudfarve kom hen til ham. Han havde en slidt soldateruniform på og gik med begge hænder i lommen.

„Hvad har du gjort?” spurgte den fremmede.

„Jeg må ikke tale med nogen,” sagde Mamani. Han tog manden i øjesyn, men følte sig ikke tilskyndet til at tale med ham.

„Nej, du skal vel afhøres først, ha! Du skal ikke bekymre dig, der er ingen, som får en chance her.”

„Hvem er du? Plejer man ikke først at præsentere sig?”

„All right. Jeg er Julio Apaza fra Huancane. Jeg blev fængslet, fordi jeg forsøgte at civilisere mine uvidende naboer.”

Mamani kendte typen. Han så ud til at være en af de unge indianere, som rejser ind til byerne og lærer spansk og en hel del andre ting. Han havde temmelig sikkert været i hæren, og da han kom hjem igen, var han stolt, hoven og umoralsk. Når den slags folk kom tilbage til deres landsby, plejede de at opkaste sig til diktatorer blandt deres eget folk.

„Jeg er ikke her, fordi jeg har begået noget ulovligt,” sagde Mamani.

„Selvfølgelig ikke. Du er sikkert lige så uskyldig som alle vi andre,” sagde Apaza med et grin.

„Jeg forsøgte bare at hjælpe mit folk med at få en kristen skole.”

„Ha, du er protestant! Jeg kan godt lide protestanterne. De er gode mennesker. Har du nogen penge? Du kommer aldrig ud herfra, før du betaler dommeren og hans sekretærer. Eller har du en eller anden mægtig ven udenfor, som kan hjælpe dig?”

Mamani tænkte sig om et øjeblik. „Ja, jeg har en Ven. Jeg stoler på Gud. Han vil hjælpe mig.”

Der var besøgsdag i fængslet om søndagen. Hvor var Mamani lykkelig, da han gik ud i gården for at mødes med Juana og Jacinto. Blot synet af dem var nok til at få ham til at glemme sine bekymringer. Jacinto så bange ud og holdt sig i nærheden af sin mor. Han kiggede på fangerne med store øjne. Mange af dem så snavsede og fordægtige ud.

„Er du bange for alle de onde mennesker, far?”

„Nej, Jacinto, jeg er ikke bange. De er ikke onde alle sammen, og du ved jo også godt, at Gud er med mig.” Mamani og hans kone sad på en murstensbænk, som var slidt helt glat efter alle de fanger og besøgende, som havde siddet på den gennem årene.

„Ja, far.” Jacinto kravlede op på sin fars knæ. „Mor og jeg har bedt Gud om at beskytte dig med sine hellige engle. Du har ikke gjort noget forkert. Du skulle ikke være her.”

Det gjorde Mamani godt, at Jacinto forstod situationen. Men han ønskede på samme tid, at hans søn skulle respektere loven og ikke vokse op med had til myndighederne og politiet.

„Du ved godt, Jacinto, at Peru har nogle gode love og en udmærket forfatning, men nogle af myndighederne retter sig ikke altid efter lovene. Nogle af dommerne er mere interesseret i deres egen fordel end i at gøre det, som er ret.”

„Ja,” sagde Jacinto. Så begyndte han at tale om noget andet.

„Vi var i sabbatsskole i går.”

havde en dejlig sabbat," sagde Juana, „og missionæren holdt sådan en god prædiken. Mateo var med os. Han skulle til Condorrumi i morges, men jeg skulle hilse fra ham.”

„Gud velsigne ham. Han er en god nabo. Jeg er glad for, at han kan fortælle vennerne hjemme i Condorrumi, hvad han hørte og så i kirken i gar.

„Han var også med til ungdomsmødet i går eftermiddag,” sagde Jacinto. „Han var vældigglad for det.” Jacinto så på sin far. Den lilles ansigt strålede af begejstring.

Pludselig fik han et bekymret udtryk.

„Far,” sagde han, „hvornår kommer du hjem til os?”

Mamani var ikke forberedt på dette fortvivlede spørgsmål fra sin lille søn. Han prøvede at lægge så megen optimisme i stemmen, som han kunne, og sagde: „I morgen eller en af de nærmeste dage skal dommeren se på min sag. Så vil han afgøre, om jeg skal hjem, eller om jeg skal være her lidt endnu. Gud vil hjælpe mig.”