Kap. 4. Murene Bygges!

 

Det var ved at blive mørkt, da Mamani kom hjem fra Azangaro. Landsbyfolkene havde haft travlt hele dagen med forberedelserne til deres skole. De var gået hjem, da Mamani kom, men det glædede ham, at de allerede var kommet et godt stykke med at udgrave grunden.

Juana fortalte ham, at det meste af samtalen havde drejet sig om Celestino Villcas besøg og om den behandling, han havde fået på godset. „De kommer alle sammen tilbage i morgen for at høre, hvordan det gik med dit besøg på politistationen.”

Hvis begejstringen over skoleplanerne havde været stor før, blev den endnu større, da Mamani havde fortalt om sit besøg hos Kaptajn Ramos og skoledirektøren. Nu forsvandt al deres frygt, og de kunne arbejde tillidsfuldt videre. De arbejdede hårdt, og mange af dem kom næsten hver dag. De havde snart lavet et godt fundament. Over hele grunden var der lagtlersten til tørre i solen. Stablerne med soltørrede sten voksede hurtigt, for landsbyfolkene tog sten med, som de havde haft stablet op hjemme til andre formål. 1)e kom også med andre materialer, og selv Ambrosio korn med noget. Selv om han hadede protestanterne, fordi han ville have lov at beholde sine laster, var han interesseret i, at også hans børn korn til at høste fordelene ved at gå i skole.

Allehelgensaften korn og gik med alle sine traditioner og festligheder i hjemmene og i byen. Der blev bragt ofre til de døde på kirkegården ved midnat, og kvinderne bagte kagedukker, som blev spist til festen. Men til trods for denne afbrydelse skred arbejdet med skolen hurtigt frem.

Da der var gået fire uger, foreslog en af Mamanis naboer: „Lad os begynde på selve bygningen nu. Hvis vi venter til efter regntiden, har vi ingen skole den første april, når skolerne åbner igen.”

Mamani lyttede tankefuldt til naboens forslag. Det var middag nu, og mændene havde arbejdet hårdt siden tidlig morgen. Nu sad de på hver sin soltørrede mursten rundt om et stykke farvestrålende klæde. Juana serverede kogte kartofler med skræl, soltørret lammekød, suppe og majs.

„Det synes jeg er en god ide,” sagde Mamanis nærmeste nabo, Mateo Quispe, som var en dygtig arbejder. „Vi har lavet et solidt fundament og har næsten mursten nok. Jeg er sikker på, at vi kan rejse murene og måske endda nå at få lagt tag på, inden regnen begynder.”

Flere andre var af samme mening og foreslog, at man skulle begynde at bygge så snart som muligt. Mamani pillede en lang rødlig kartoffel. Han havde ikke sagt noget, men så veltilfreds på sine naboer. Han var glad for, at de også var interesseret i at få skolen bygget.

„Hvis I alle sammen er med på det, vil vi begynde at bygge, så snart vi har mursten nok,” sagde Mamani. „Det kan være, at læreren er villig til at komme en måned eller to, før skolen skal begynde. Så kan han hjælpe os og opmuntre alle forældrene til at indmelde deres børn.”

„Vi skal bruge træ til at lægge over døren og vinduerne,” sagde en af dem.

„Ja, jeg skal sammenkalde til et møde og få alle sammen til at love at afholde deres del af udgifterne,” svarede Mamani. „Men vi må vente med dørene og vinduerne. Dem køber vi på markedet næste år.”

Kartoflerne og lammekødet var hurtigt spist, og nabokonerne hjalp Juana med at bære de tomme tallerkener væk.

Mamanis sidemand dyppede en kartoffel i en lille tallerken med groft salt. Så sagde han henvendt til Mamani: „Hvad med en lærer? Hvem får vi?”

„Jeg tager snart til Juliaca og Puno for at skaffe en lærer. Når jeg kommer tilbage, skal jeg fortælle jer resultatet.”

Landsbyfolkene begyndte på byggeriet. Skolens mure skulle være høje, for der skulle ikke herske nogen tvivl om, at det var en skole. Der skulle være en stor dør ud til legepladsen foran huset og en lille dør bag ved huset. Der skulle være et vindue på hver side af den store dør.

Mamani arbejdede sammen med naboerne i endnu to uger. I løbet af dette tidsrum byggede de murene op i vindueshøjde. Så rejste han til Juliaca. Lige inden han tog af sted, gav han Mateo Quispe de sidste instrukser angående byggeriet. Denne mand skulle holde opsyn med arbejdet, til Mamani kom tilbage. Mamani sagde, at der skulle lægges rigeligt med strå oven på murene, så snart de var rejst. Der skulle anbringes tunge sten oven på strået for at beskytte murene, hvis det skulle blive regn.

Mamani så kærligt på Juana den morgen, han tog afsked med hende for at rejse til Puno. Den lille Jacinto fulgte med sin far helt hen til det sted, hvor den lille sti skærer vejen.

„Farvel, far. Farvel. God rejse. Hils Celestino fra mig, hvis du ser ham.”

Mamani tog drengen op på armen og gav ham et knus. „Farvel, Jacinto. Kan du så være en god dreng. Jeg kommer snart tilbage. Løb nu hjem til mor og vær god ved hende.”

Jacinto gik baglæns et lille stykke og vinkede med begge hænder. Så stod han stille og fulgte sin far med øjnene, til han så ham forsvinde bag bakken.

Det var tidlig morgen. Mamani havde en lang rejse foran sig. Den kolde morgenluft generede ham ikke, for han gik rask til. Han kunne høre kirkeklokkerne i Azangaro ringe til morgenmesse. Der var ikke ret mange mennesker på vejen, før han nåede Santiago først på formiddagen. Så fik han rigeligt med selskab. Folk fra de omkringliggende landsbyer skulle til søndagsmarked. Kvinder i strålende niglias (sjaler) og farvede skørter kom bærende på friske kartofler, frosne tørrede kartofler, ocas (en slags søde kartofler) og quinua (små spiselige frø) på ryggen, og mænd i farvede ponchoer gik ved siden af deres æsler, som var belæssede med sække fulde af varer fra de små gårde. Mange kom med store sække med soltørret kogødning og lamagødning, der bruges som brændsel i byen.

Torvet var fyldt af mennesker, som købte og solgte. På jorden sad købmændene på række med deres varer spredt ud foran sig. Mamani kendte flere af de handlende: pottemageren med sine skåle og krukker i alle størrelser og faconer; „apotekeren” med snesevis af små vævede poser fulde af mærkelige tørrede frugter, frø og urter; slagteren med tørret og frisk kød.

Mamani havde ikke tid til at gøre søndagsindkøb. Han måtte skynde sig videre. Men inden han fortsatte rejsen, gik han efter sædvane ind i kirken for at holde andagt et øjeblik. Han standsede foran billedet af Sankt Jakob. Helgenen stirrede stift frem for sig, som han plejede. „Du må ikke gøre dig noget udskåret billede ...; du må ikke tilbede eller dyrke det.” Mamani kom i tanker om disse ord og bøjede kun hovedet ganske let.

Han følte sig ikke til mode, som han plejede, når han besøgte kirken. Før i tiden kom han altid med et selvisk ønske om, at Sankt Jakob skulle hjælpe og beskytte ham. Nu ønskede han at behage Gud. Han følte, at han behøvede Guds tilgivelse, og fra dybet af sit hjerte opsendte han en bøn til nådens trone om Guds nåde. Han havde ikke stænket vievand eller gjort korsets tegn, og han havde heller ikke bøjet hovedet for nogen af helgenerne. Alligevel følte han mere fred og glæde end tidligere. Men da han gik, kunne han ikke lade være med at vende sig og bøje hovedet i retning af alteret.

Han nåede Cuzco jernbanen ved middagstid og fulgte sporene hele eftermiddagen, til han kom til Juliaca. Hvor havde han gået langt. Han var meget træt og slog sig ned på en bænk på pladsen ved jernbanestationen. Han var glad for, at han var nået så langt, for han følte det, som om han ikke kunne gå mere. Det var vel nok heldigt, at det havde været køligt og overskyet hele dagen, tænkte han. Hvor var der rent og pænt i Juliaca. Han så med beundring på gaderne og husene. Han kunne godt tænke sig at se noget mere af byen, men lige i øjeblikket var det hans eneste tanke at finde et sted at sove.

Der havde sat sig en ung indianer på den samme bænk.

„Kender De Celestino Villca?” spurgte Mamani.

„Nej.” Den unge mand så overrasket ud. „Kender De adventisterne?”

„Jeg kender adventisternes klinik,” sagde den unge mand og lyste op. „Min syge mor ligger derhenne.”

„Adventisternes klinik? Har adventisterne en klinik her i Juliaca?”

„Ja, det har de rigtignok. Det er en god klinik — 'Clinica Americana'. Den ligger lige derhenne, kun to husblokke herfra.” Hans stemme lød venlig. „Jeg skal nok vise Dem vej, hvis De bryder Dem om det. De ved måske noget om Deres ven Villca derhenne.”

„Mange tak. Det er virkelig pænt af Dem.” De fulgtes ad hen over torvet og hen ad en gade.

„Her er det,” sagde den fremmede og pegede på et nyt hus med store vinduer. De gik ind ad en bred dør og kom ind i en patio med græs og blomster. Den nydelige bygning omgav patioen på alle fire sider. Gennem en åbning ved det venstre hjørne korn der en mand i hvid kittel. Han havde nogle skinnende metalrør hængende omkring halsen.

„Det er lægen,” sagde Mamanis nye ven.

„Ola (God dag), Isidro,” hilste lægen. Så smilede han til Mamani. „Buenos dias, amigo (God morgen, ven). Dem har jeg ikke truffet før. Kan jeg gøre noget for Dem?”

„Tak, doktor. Jeg hedder Mamani. Jeg kommer fra Azangaro og er på vej til Puno for at finde en lærer til min landsby.” Isidro oversatte for ham. „Jeg har en ven, som hedder Celestino Villca. Han er adventist. Mon De skulle kende ham?”

„Det gør jeg desværre ikke. Jeg har ikke været her så længe. De kender ham sikkert i Puno. Men De kan da ikke gå til Puno i aften. De må hellere blive hos os til i morgen.”

„Mange tak, doktor. Det er venligt af Dem.”

„Der er ikke flere senge, men vi har et godt værelse bag i huset. Der er et trægulv, som De kan sove på. Isidro vil vise Dem derhen.”

„Hvor er den doktor en god mand,” sagde Mamani, da Isidro viste ham vej hen til hans logi.

„Ja, det er han. Og han tror rigtigt på Gud. Han begynder aldrig på en operation uden først at bede Gud om hjælp.”

Mamani lå snart og hvilede sig på nogle tunge tæpper, som en ung mand havde båret ind til ham. Det var for tidligt at sove. Han følte sig bare så træt. Da han havde ligget der lidt, hørte han musik og sang. Det var den samme slags sang, som Villca havde lært ham i Condorrumi.

„Det er Villca, som synger,” tænkte Mamani.

Han måtte ud og se. Han gik efter lyden og fandt snart vej hen til døren. Han stod og lyttede og kiggede ind gennem dørsprækken.

„Kom blot ind,” sagde en pige med en hvid kappe på. Hun havde gået bag efter ham. Nu åbnede hun døren og gik ind og holdt den for Mamani. Hun smilede venligt, og Mamanifulgte efter og satte sig på den stol, som hun anviste ham.

Der var dejlig varmt inde i lokalet. Mamani kunne se, at det var klinikkens køkken og spisestue. Der sad en dame og spillede på et lille transportabelt orgel. Han havde hørt orgelmusik før i kirken, men dette var den skønneste musik, han nogen sinde havde hørt. Ved enden af et bord stod doktoren. Han nikkede til Mamani og sang begejstret med. Men Villca var her ikke.

Mamani kunne ikke forstå noget af det, doktoren sagde i sin korte tale. Han forstod heller ikke det, doktoren læste fra Bibelen. Men Isidro bad på quechua, og sangen lød vidunderligt. Hvor han nød det!

Inden Mamani faldt i søvn den aften, hørte han mere sang fra et af værelserne. Hvor er det vidunderligt at være sammen med sådanne mennesker, tænkte han. Hvor var det vidunderligt, at han havde fundet dette gode sted. Det måtte være Gud, som havde ledet ham. Det var en dejlig tanke, og han var meget taknemmelig.