Kap. 6. Ild I Stråtaget!

 

Det var mørkt, da Mamani nåede Santiago, så han besluttede at overnatte her. Han mødte to af sine naboer i byen. De fortalte, at Senor Gonzalez havde været i Condorrumi, og at han var blevet rasende over, at landsbyfolkene var ved at bygge en skole. Disse ord bekymrede Mamani, men han besluttede, at han ikke ville tale om skolen, før de alle sammen kunne mødes den næste dag.

Det var overskyet den næste morgen, og det blæste en del. Det var altid koldt, når solen ikke skinnede. Mamani var stadig i Santiago. Pludselig blev det haglvejr, og folk på den travle gade skyndte sig i ly. Han løb hen til det nærmeste hus. Der hang en klud på en pind over døren. Der stod på kluden, at værten med glæde ville beværte sine gæster med et glas hjemmelavet øl. Der var trængsel i ølstuen. Ved bordet var alle pladserne optaget af arbejdere fra byen og arbejdsformænd fra gårdene. Han satte sig på en benzindunk med ryggen til bordet.

Nogle af mændene diskuterede højrøstet. Mamani hørte dem nævne Llallahua og den udenlandske missionær. Han begyndte at lede efter noget i sin taske, for at de ikke skulle lægge mærke til, at han lyttede. Værten havde travlt med at servere for kunderne ved bordet. Han spurgte ikke, hvad Mamani ønskede, og Mamani besluttede, at han ikke ville købe noget. Han tænkte på Villca, som havde sagt: „Nej tak, jeg drikker ikke øl.”

„Det går de aldrig med til,” sagde en mand ved bordet og satte sit store glas på bordpladen med et brag. „De dræber udlændingen først.”

„Og hvorfor vil disse indianere i det hele taget have en skole? De har det meget bedre uden. De har ingen brug for at lære at læse. De er lykkelige, som de har det, og de har masser at bestille. Hvorfor vil de have mas med en skole?”

„Udlændingen vil lære dem at læse i Bibelen,” sagde en af mændene og fortrak munden i et sarkastisk grin. De lo alle sammen.

„Det går pater Medrano aldrig med til.”

„Selvfølgelig ikke. Missionærerne får ikke lov til at bygge en skole. Han er bange for, at alle indianerne skal blive protestanter.”

„Det ville ødelægge vores handel med alkohol og coca.”

„Det er også min mening,” indskød en stor mand med et rødt ansigt og sort overskæg. „Vi er alle sammen bedst tjent med, at disse vilde indianere bliver holdt nede i uvidenhed.”

Så smilede han og slog ud med armene. „Men, venner, hvorfor bekymrer vi os? Godsejeren skal nok sørge for, at disse oprørske indianerledere enten bliver dræbt eller kastet i fængsel. Han skal nok give alle indianerne i Llallahua en god lærestreg. Bare vent og se.”

Mamani havde hørt nok. Han spændte remmen af sin taske over skulderen og gik hen til døren. Her blev han stående, til det holdt op med at hagle.

Det rygtedes hurtigt, at Mamani var kommet hjem igen, og tidligt næste morgen samledes landsbyfolkene i deres leders patio. Selv Ambrosio var med, selv om han måtte skulke fra sit arbejde for at komme. Mamani tænkte, at Senor Gonzalez nok tilgav Ambrosio, så længe han gjorde god nytte som spion.

Mamani fortalte i alle enkeltheder om sit besøg på Clinica Americana og i Plateria og Puno. Landsbyfolkene hørte interesseret efter. Selv om det var trist, at der ikke var udsigt til at få en lærer foreløbig, var interessen for at få en skole stadig lige levende. Landsbyfolkene var godt tilfredse med, at der skulle oprettes en adventistmission i Llallahua. De havde på fornemmelsen, at udlændingen kunne hjælpe dem i deres egen kamp. Mamani sagde ikke et ord om den samtale, han havde overværet i ølstuen i Santiago.

Ambrosio tyggede lidenskabeligt på sin coca. Han så ud til at ville sige noget. Mamani gav tegn til, at han godt kunne begynde.

Ambrosio rejste sig og spyttede. „Jeg vil bare advare jer,” sagde han. „Det går Senor Gonzalez aldrig med til. Det nytter ikke at lægge planer om at bygge en skole.”

Landsbyfolkene plejede ikke at gå imod godsejeren, men i dag så det ud til, at de var mere dristige. De talte næsten i munden på hinanden.

„Senor Gonzalez ejer ikke os. Vi er ikke hans slaver.”

„Vi bygger vor egen skole på vor egen grund.”

„Der er frihed i Peru. Regeringen er interesseret i, at alle skal have en uddannelse.” „Skoledirektøren går ind for det.”

Ambrosio rystede på hovedet. „Det ved jeg.

Men I kender Gonzalez. Nu har jeg advaret jer.”

Mamani var bange for, at Ambrosio havde ret. Men han ville ikke for nogen pris slå modet ned hos sine naboer.

„Sig til Senor Gonzalez, hvis han spø'r, at vi har opgivet byggeriet indtil videre.” Mamani nik-kede til Ambrosio. „Og i mellemtiden,” han så på alle de tilstedeværende, „vil vi alle sammen vise vores tro på skolesagen ved at skaffe strå og pæle til taget, så at alt er parat den store dag, da vi skal tække vores skole.”

Der gik næsten tre uger. Condorrumi lå fredeligt i sin afkrog mellem bjergene. Landsbyfolkene, som anede, at der var vanskeligheder i vente, syntes at være mere beslutsomme end nogen sinde. Lageret af strå, pæle og rør voksede inden for skolebygningens fire vægge, som nu var bygget færdige. De kunne snart begynde at lægge tag på.

Mamani sad i sin patio og snoede halmbånd. De ville få brug for en masse af dem til taget. Han arbejdede hurtigt, og Jacinto hjalp ham. Han rakte ham de våde strå i pæne små bundter. Det var først på eftermiddagen.

„Se! Hvem er det, som kommer?” råbte Juana og løb ind i patioen. „Der kommer gæster.” Hun havde fået øje på fire heste, som nærmede sig i en støvsky.

Mamani rejste sig, og hans øjne lyste af ophidselse. „Det er udlændingen, den protestantiske pastor fra Llallahua!" De skyndte sig ud for at tage imod gæsterne.

Missionæren råbte en hilsen, sprang af hesten og hjalp sin hustru ned af hendes hest.

„Hvordan har De det, Mamani? Her kommer vi, hele familien. De kender min hustru. Og her har jeg lavet nogle sadelkasser til børnene, så de også kunne komme med.” Der hang en solid trækasse på hver side af den tredje hest, og i kasserne sad der to børn på henholdsvis tre og fire år.

De havde en tolk med. Han sprang af hesten og kom hen og gentog udlændingens ord på quechua.

Gæsterne hvilede sig lidt. Bagefter foreslog missionæren, at de skulle gå rundt og besøge landsbyfolkene. Mamani viste dem først skolen. Bagefter fulgte han dem hen til naboerne.

Mamani ledsagede dem hele eftermiddagen. Missionæren og hans hustru talte opmuntrende til beboerne i alle de hjem, som de besøgte, og indbød dem alle sammen til at komme til møde om aftenen. De fleste af landsbyfolkene bød de fremmede velkommen med det samme. Et par af dem var lidt bange til at begynde med, men missionæren vandt snart deres hjerte. De forstod alle sammen venlighedens sprog, og dekom hurtigt til at synes godt om de to udenlandske børn, som allerede havde lært lidt quechua. Inden solen gik ned samledes de i Mamanis patio til et religiøst møde, og der blev holdt et møde til tidligt den næste morgen.

„Tro på Gud,” sagde missionæren til dem. „Hvis det er hans vilje, får I også en skole. I skal blot bygge jeres skole færdig, så skal jeg love jer en lærer.” Udlændingen lagde armen omkring sin tolk. „Hvis vi ikke kan finde en lærer, vil jeg give jer Antonio.” Han klappede Antonio på skulderen.

Efter missionærens besøg var der intet, som kunne standse landsbyfolkene i Condorrumi. De ville have skolen fiks og færdig, når læreren kom. Nogle få dage efter sammenkaldte Mamani sine naboer til den store begivenhed — tækningen af skolen.

Regntiden var begyndt. Der havde været mange grå regnvejrsdage, men nu var det klaret op. De glade, begejstrede landsbyfolk i Condorrumi samledes ved skolen. Mændene havde taget værktøj og bundter af lange, tynde læderstrimler, som var udblødt i vand, med for at binde tagpælene sammen. Kvinderne kom med gryder fulde af suppe og med kartofler og grønsager, så mændene kunne få noget at spise.

Mateo Quispe ledede arbejdet, og de sled godt i det. Mamani var glad, men når han tænkte på Senor Gonzalez og det, han havde hørt i ølstuen i Santiago, var det, som om der sænkede sig en mørk sky over ham. Ambrosio kom ikke.

En del af spærrene var rejst, og skelettet til taget var ved at tage form, da de fik øje på en støvsky. Der kom en rytter.

„Senor Gonzalez kommer,” råbte en af mændene oppe fra taget.

En af kvinderne skreg: „Å - å - å!” Men mændene fortsatte deres arbejde med et sammenbidt udtryk i ansigtet.

Godsejeren standsede sin hest med et ryk. „Hvad foregår her? Hvad er det, I indianere er i færd med?” Han vendte sig om mod Mamani, som holdt blikket fæstet på sine hænder, mens han gik hen imod godsejeren.

„God dag, Senor Gonzalez. Vi bygger et hus.”

„I bygger en skole. Det ved jeg! Og med hvilken ret? Hvem har givet jer lov til det?”

„Mine naboer hjælper mig med at bygge et hus på min egen grund. Det behøver jeg ikke tilladelse til.” Mamani så godsejeren lige i øjnene. Han havde aldrig før været så dristig. „Og desuden har skoledirektøren i Azangaro, Senor

Cabrera, givet os tilladelse til at bygge en skole.”

Gonzalez løftede armen, som om han skulle til at slå Mamani med sin pisk. „Jeg har jo sagt, at jeg ikke finder mig i det!" Han bandede. „I holder op med dette her pjank, og det med det samme, ellers skal I få med mig at bestille.” Så vendte han sin hest med et ryk og galopperede af sted i retning af Azangaro.

Landsby folkene, der var så begejstrede før, blev grebet af modløshed. Der blev ikke sagt ret meget. Et par af kvinderne græd.

„Hvad enten han kan lide det eller ej,” sagde Mateo, „så må vi se at få det tag færdigt. Der kommer mere regn, og vi kan ikke lade det være halvfærdigt.” Så gav de sig til at arbejde endnu hurtigere.

Efterhånden som arbejdet skred frem, begyndte de at føle sig bedre tilpas igen, og da de havde fået serveret et godt måltid mad, fik de nyt mod. Da solen blev rød, og skyggerne blev lange, og da det gule strå på det næsten færdigtækkede tag skinnede som guld i aftenrøden, var der glæde i hele landsbyen. Skolen tog sig godt ud.

Mændene var ved at lægge sidste hånd på værket, da en af arbejderne gav et råb og skyndte sig ned fra taget.

„De kommer! De kommer fra Azangaro! " Man kunne se en flok ryttere komme op ad vejen.

Indianerne var klar over, hvad det betød. De havde været holdt nede i generationer, og deres instinkt fortalte dem, hvad der var i vente. Kvinderne skyndte sig ind i husene, og mændene samlede sig i små grupper foran deres nye skole. Nogle få minutter efter var rytterne over landsbyfolkene som en hvirvelstorm. Der blev ikke sagt noget og ikke givet nogen forklaring der faldt blot en regn af skældsord, forbandelser og eder. Mamani kunne se, at rytterne havde fået meget at drikke.

De red lige løs på indianerne med løftede piske og køller. Indianerne flygtede rædselslagne. Nogle af dem blev væltet omkuld af hestene, og nogle blev ramt af mændene. De løb alle sammen hjem, så hurtigt de kunne. De flygtede som en flok jagede dyr. Mamani kendte ikke ret mange af rytterne, men han genkendte underpræfektens stedfortræder, kirkebetjenten, to politibetjente og Senor Gonzalez, som sad på sin hest og rev en strøm af eder af sig. Mamani løb hen til hushjørnet. Her stod han og betragtede de berusede ryttere. Han så Gonzalez ride tæt hen til en af arbejdsformændene og sige noget til ham.

Arbejdsformanden sprang af hesten og gik hen til et af de små bål, hvor kvinderne havde lavet suppe. Han greb et brændende træstykke og svang det i luften for at få ilden til at blusse kraftigere.

Mamanis hjerte hamrede i brystet. „Nej, nej!" råbte han desperat og løb hen imod ham. Men manden puffede Mamani til side og kastede det brændende træstykke op på det nytækkede tag. Så vendte han sig om og gav Mamani et knytnæveslag i ansigtet. Han sprang på hesten igen med en høj latter. Mamani vaklede tilbage til sit hus med blødende ansigt.

Det begyndte at ryge fra stråtaget, og kort efter fik den friske aftenbrise ilden til at blusse op. Det nye tag stod i flammer.

Gonzalez kaldte på sine mænd, og de red leende og bandende bort. Imens så landsbyfolkene fra deres skjulesteder deres dyrebare tag gå op i luer.

Deres råb genlød i skumringen. Nu havde de arbejdet så meget, og så havde de intet tag! De samledes i lyset fra det ulmende bål. Det var, som om det var en trøst for dem at være sammen.

Den næste morgen kom der to ridende betjente fra Azangaro og arresterede Mamani.