Kap. 12. Kondorklippen!

 

Der gik mange år, og forholdene i Peru ændrede sig. Condorrumi gennemgik også en stor forandring. For den tilfældige iagttager så landsbyen ud, som den altid havde gjort. Der lå stadig fattige indianerhjem i ly af kondorklippen, og mellem klippeblokkene voksede der lave buske og grønne planter, som der altid havde gjort. Det var også de samme veje, der førte hen over sletten, men de var blevet lidt bredere. Der var også stadig majsmarker i dalen. Men befolkningen havde forandret sig, og Condorrumi ville aldrig mere blive som før.

En dag blafrede flagene fra de høje flagstænger i Condorrumi. Der var jubilæum, og børnene havde fri fra skole. Man samledes på legepladsen i dagens anledning. Eleverne var iført skoleuniformer. Drengene bar kakifarvede bukser og skjorter, og pigerne var klædt i sorte nederdele og hvide stivede bluser.

Børnene holdt hele tiden øje med bjergvejen. Nu kom der to skikkelser til syne. De gik langsomt hen imod dem. Alle vidste, hvem de var. Det var en missionær fra Lima og hans hustru. Eleverne stillede straks op i to lange rækker med front mod læreren. Til lyden af horn og trommer marcherede de gæsterne i mode. Samtidig gik en deputation fra landsbyen med overlærer Jacinto Mamani i spidsen ud for at byde gæsterne velkommen.

Ved skolens dør stod to mænd — Sergio Mamani, som var menighedens forstander, og pastor Celestino, som var leder af den nye missionsstation i Condorrumi. De var omgivet af en hel skare mænd og kvinder fra landsbyen. Mændene var iført deres stiveste puds, og kvinderne bar farverige skørter, bluser og sjaler. Også de små børn var festklædte.

Jacinto Mamani førte gæsterne hen imod skolen, mens eleverne gik i procession og stillede op i en lige række foran skolen. Hornmusikken og trommeslagningen fortsatte, og eleverne marcherede på stedet, til gæsterne var nået helt hen til døren. Så råbte læreren: „Holdt!"

Sergio Mamani gik ud for at hilse på gæsterne. Han kastede et stolt blik på skolen.

„Se, pastor, det er vores skole,” sagde han. Han var meget bevæget, da han pegede på den lange række kønne drenge og piger, som stod ret. „Det er min Jacintos skole.”

Missionæren smilede til Sergio Mamani. Så lagde han armen rundt om indianerens skulder og vendte sig om for at beundre de velsoignerede, uniformerede unge mennesker. Foran rækken stod læreren med en hvid taktstok. Ved siden af orkestret stod der en kraftig dreng med Perus banner, som blafrede i eftermiddagsvinden. „I har virkelig grund til at være stolte.”

Lærer Jacinto Mamani holdt en kort velkomsttale. Så gav han eleverne besked på at stå i rørstilling, og nu gik missionærerne ned langs rækken og hilste på hver enkelt elev.

Skolen, som også blev benyttet som kirke, var forsynet med et nyt bølgebliktag. Lokalet var festligt smykket med små papirs flag, som var limet fast i hundreder af snore, der var udspændt fra væg til væg.

Lokalet var snart fyldt af landsbyfolk, og eleverne og lærerne spillede til ære for gæsterne. Celestino Villcas hustru spillede på en lille harmonika, og forsamlingen sang begejstret med. Sergio Mamani bad indledningsbønnen på quechua. Der var oplæsning, korsang, orkestermusik, korte taler og recitation. Til afslutning spillede en dreng en violinsolo, og en anden dreng reciterede et digt, som var tilegnet missionærens hustru.

Missionærerne blev indbudt til frokost i Villcas hjem, og Mamani og hans familie var også med. Efter måltidet henvendte missionærens hustru sig til Mamani.

„Broder Mamani, fortæl mig, hvordan det gik til, at evangeliet kom til Condorrumi.”

„Det skal jeg gerne, Dona Anna. Det er en lang og vidunderlig historie.” Mamani smilede ved tanken herom. „Det begyndte alt sammen under en tordenbyge. Jeg fik besøg i mit hjem af en kolportør ved navn Celestino Villca.”

Gæsterne smilede til pastor Villca, og Mamani betragtede ham med et hengivent blik. Vincas ansigt blussede af glæde.

„Det lyder interessant. Vær venlig at fortælle det hele.” Dona Anna lænede sig tilbage i stolen.

Missionærerne lyttede, mens Mamani fortalte hele beretningen lige fra Villcas besøg i Condor-rumi, til hans eget hjem blev brændt ned.

„Men hvad med Senor Gonzalez?” spurgte missionæren, da Mamani holdt op med at fortælle. „Hvordan fik I ham til at gå med til, at I fik denne skole?”

Mamani smilede. „Forholdene forandrer sig, og folk forandrer sig. Det kommer vi tilbage til senere. Men lad os nu gå udenfor, så skal jeg vise Dem kondorklippen.”

„Det vil vi meget gerne,” sagde missionæren. „Men kan vi godt klatre helt derop?”

„Det kan vi rigtignok. Lad os gå med det samme. Vi vil med glæde vise Dem vej derop.”

Mens fru Villca og Juana tog af bordet, gik de andre hen imod bjerget.

„Kan De se den mørke plet, hvor et stort klippefremspring ligesom kaster en skygge ned over bjergsiden?” spurgte gamle broder Mamani, da de standsede for at hvile sig lidt. „Det er deroppe. Der lærte vore børn at stave. Det var der, Pedro og hans elever flygtede op, da vore fjender havde brændt vores skole for anden gang. Ja, forfølgelsen var hård dengang.”

„Lad os gå videre,” sagde missionæren. „Jeg må hurtigst muligt se det sted, hvor disse tapre waldesere fra Andes bjergene tilegnede sig kundskaber og tilbad den sande Gud.”

Det var en anstrengende klatretur for missionærerne, som ikke var født i højlandet.

Det lille selskab spadserede hen over marker, som var anlagt i terrasseform, og gennem plan-tager med frøplanter og bønner. De måtte flere gange klatre over stengærder. Jo højere de kom op, jo smukkere blev udsigten over sletten, floden og de imponerende bjerge. De små indianerhjem i Condorrumi lignede dukkehuse mellem bjergene.

„Jeg kan tænke mig, at det er Senor Gonzalez' gods.” Missionæren pegede på bygningerne nede mellem eukalyptustræerne. „Er han stadig jeres fjende?”

„Åh, nej,” sagde Villca. „Forholdene har forandret sig fuldstændig. Han er en god ven af missionen. Alle ranchejerne er vore venner nu. De har fundet ud af, at en ærlig, oplyst arbejder, som ikke drikker eller stjæler, er meget mere værd end en fordrukken, doven arbejder, som tygger coca.

For nogen tid siden spurgte Senor Gonzalez mig, om jeg kunne skaffe ham en lærer til godset. Han sagde, at han ville bygge en god skole og betale lærerens løn, hvis jeg kunne skaffe ham en adventistlærer. Han sidder i Perus kongres nu og har i flere år været indianernes talsmand. Han har især gjort en stor indsats for oplysningen blandt landets fattige befolkning.”

„Ja,” tilføjede Mamani, mens de fortsatte opstigningen. „En af godsejerne i Santiago sagde til mig for nylig: 'Hvis jeg kunne få det, ville jeg kun have adventister til at arbejde på mit gods. Jeg ved, at jeg kan stole på dem.' "

Til sidst sagde Mamani, som havde klaret

152opstigningen så let som en yngling: „Så, nu er vi her.”

„Det er pragtfuldt! " udbrød missionæren. „Man kan ikke ligefrem kalde dette en hule, men det er et smukt sted.”

„Det er den mest interessante skole, jeg har set,” sagde hans hustru og gispede efter vejret. „Et grønt gulv, klippe tag og et kolossalt vindue med den mest pragtfulde udsigt! "

„Så det var her, at de første protestanter i Condorrumi gik i skole og lærte at læse og skrive! Og her, de tilbad Gud under forfølgelsen.” Missionæren bøjede hovedet i ærbødighed og beundring. Så kiggede han ned på sletten og op på den blå himmel.

„Ja, pastor, her holdt vi gudstjeneste, og her bad vi til Gud,” sagde Mamani. „Og her hørte Gud vore bønner.”

„Men ruinerne af skolen, som brændte to gange, ligger der stadig.” Missionæren nikkede i retning af ruinerne.

„Ja, pastor, det er sandt,” smilede Mamani. „Men hvis De ser til venstre, kan De se, at Gud har besvaret vore bønner.”

Ved foden af bjerget, nogle få hundrede meter fra den gamle skole, lå der en ny missionsstation. Den tog sig pragtfuld ud i solskinnet med sit skinnende bølgebliktag. Ved siden af skolen lå der en pæn hvidkalket bygning. Her boede missionens leder. De to bygninger var omgivet af mure, som var stråtækte foroven. Det var et herligt vidnesbyrd, disse trofaste troende havde aflagt om evangeliets kraft.

„Gud være lovet. Det er vidunderligt!" sagde missionæren til sidst. „Han har velsignet rigt. Men ved De, hvad der er endnu mere vidunderligt, Mamani? Der er mange skoler af denne slags. Hvis vi kunne klatre endnu højere op, og hvis vort syn var endnu bedre, kunne vi se mindst hundrede skoler i Perus højland, og på den anden side af Titicacasøen, i Bolivia, kunne vi se 200 til. Ja, hen ved 11.000 børn og unge fra indianerhjem får deres grunduddannelse i disse 300 skoler.” Missionæren gjorde en håndbevægelse fra den ene ende af horisonten til den anden.

„Vi har grund til at sige Gud tak for de hundreder af trofaste lærere, der ligesom Jacinto og Pedro er draget ud fra vor skole i Juliaca og fra vor højere skole i Cochabamba i Bolivia. De er ikke blot lærere, men også evangelister, som lærer folk Herrens vej. Hvert år bliver der døbt i hundredvis af dyrebare sjæle som følge af disse læreres arbejde. I dag har vi over 17.000 døbte Syvende Dags Adventister blandt quechua og aymara indianerne.”

„Pastor,” sagde Mamani, „skal vi ikke bede sammen og takke Herren?”

Med en mærkelig følelse af ærbødighed knælede disse fire mennesker ned — den gamle landsbyleder, den indianske missionsstationleder og den fremmede missionær og hans hustru. De knælede sammen i den rummelige bjerghelligdom for at prise og takke Gud for hans kærlighed og for alt det, evangeliet havde fået lov til at udrette for disse indianerstammer højt oppe i Andesbjergene.