Kap. 11. På Flugt For Rytterne!

 

Marvanis drøm var blevet til virkelighed. Nu havde hans landsby fået en stråtækt skole og en lærer, og der var skolegang hver dag. Mamani kunne næsten ikke tro, at det var sandt. Det bedste af det hele var, at Jacinto var ved at lære at læse. Mamani gik også i skole, når han havde tid. Han var kommet til at læse meget bedre. Der var sket store fremskridt, siden han lærte at læse lidt i fængslet. Eleverne elskede deres lærer, og Pedro Huanca elskede også dem.

Pedro samlede eleverne hver morgen ved at blæse i en trompet, som han havde fået af en af landsbyfolkene. Pedro fortalte, at han havde lært at blæse på trompet i Juliaca på Perus nationaldag, den 28. juli. Det kunne høres langt omkring, når Pedro brugte trompeten. Så snart han begyndte, kom børnene og de unge løbende fra alle kanter. Det var et syn, som Mamani aldrig blev træt af. Han fulgte Jacinto i skole hver morgen og blev der til morgenandagten.

Der var mange af forældrene, som overværede morgenandagten. De lærte et nyt vers fra Bibelen hver morgen sammen med børnene. Når forældrene gik hjem efter morgenandagten, kunne de høre Pedro synge for på nationalsangen „Somos libres (Vi er frie).” Derefter begyndte undervisningen. Når de voksne havde tid i løbet af dagen, kiggede de indenfor og lærte lidt af Pedro.

Landsbyfolkene skænkede aldrig en tanke, at det var en dårlig skolebygning, de havde. Der var hverken dør eller vinduer i den, og de havde ikke engang en tavle. Støvet føg ind gennem abningerne i væggene. De havde ingen møbler, kun nogle murstensbænke eller trækasser og nogle små træstykker, som eleverne havde taget med som skriveunderlag. Og deres lærer havde kun fire års skolegang. Men disse mennesker betragtede deres skole som den vidunderligste skole i verden. Det var deres egen, og deres børn lærte at læse og at skrive bogstaver. Det var vidunderligt.

En dag kom Ambrosio farende hen til Mamani. Han tyggede nervøst på sine cocablade.

„Jeg skal skynde mig tilbage til mit arbejde på godset,” sagde han. „Men jeg kommer for at fortælle dig, at Senor Gonzalez og hans mænd er på vej herhen. Han er frygtelig vred over den skole.”

„Åh, nej!" råbte Mamani. Han kunne ikke sige mere. Han blev fuldstændig overvældet af frygt.

„Senor Gonzalez hørte lærerens trompet i morges.” Ambrosio rystede over hele kroppen og talte så hurtigt, han kunne. „Vi var ude på marken. Han har kun været hjemme i nogle få dage.

'Hvad er det?' spurgte han.

'Hvad?' spurgte jeg.

'De trompetstød.' Gonzalez troede, at jeg vidste det.

'Det ved jeg ikke, ‘ sagde jeg.

'Ved du det ikke! De kommer fra Condorrumi, og så siger du, at du ikke ved det! '

Han så frygtelig vred ud. Jeg var bange for, at han skulle slå mig i jorden, så jeg var nødt til at fortælle ham det.

'Læreren!' brølede han. 'Du vil da vel ikke fortælle mig, at I har en skole i Condorrumi og en lærer?'

'Jo, hr.,' sagde jeg.

'Hvor vover de at trodse mig! Er de da ikke klar over, at jeg er den mægtigste mand i provinsen?'

Jeg har aldrig set ham så vred. Senere på dagen sendte han bud efter nogle af sine mænd, og efter frokost så jeg dem ride i retning af Azangaro i fuldt firspring. Senor Gonzalez havde sin riffel med.

Jeg er bange for, at de snart kommer. Pas på! Nu må jeg af sted igen." Ambrosio skyndte sig ned ad stien.

Mamani løftede blikket mod himmelen og råbte til Gud om hjælp. Så skyndte han sig hen for at fortælle læreren det.

Pedro bad sine elever om at være stille. „I ved,” sagde han, „at vi har ret til at have en skole. Statens skoledirektør har opfordret os til at åbne en skole, og han har givet os en skriftlig tilladelse. Vi følger blot statens plan om at lære befolkningen at læse. Men der er nogle, som er modstandere af vor skole. Der er fare for, at Senor Gonzalez og hans mænd kommer i dag, og vi ved ikke, hvad de har i sinde.” Børnene begyndte at småsnakke.

„I skal ikke være bange,” sagde Pedro. „Gud vil hjælpe os. Vi flytter bare et andet sted hen. Vi tager alt, hvad vi har her i skolen, og går op på bjerget. De af jer, som bor i nærheden, kan løbe hjem og fortælle jeres forældre det. Vi vil mødes under kondorklippen.”

De kendte alle sammen skjulestedet højt oppe over Condorrumi. Der var ikke ret langt, men det tog alligevel et stykke tid, før de alle sammen nåede derop, for det var en anstrengende klatretur. Nedefra så det blot ud som en skygge under et klippefremspring, men det var et dejligt, grønt, jævnt sted, som lå i ly under den store klippe. De var omgivet af nogle lave buske, og de havde en dejlig udsigt over hele den lille landsby og over markerne, som strakte sig ud over sletten mellem bjergene. Herfra kunne de se deres hjem, vejene og skolen. I det fjerne kunne de se Azangaro og endnu længere borte Santiago. Mamani klatrede derop sammen med Jacinto. Juana var gået ud på engene med fårene og lamaerne.

„Nu vil vi fortsætte undervisningen,” sagde Don Pedro.

Eleverne og de forældre, som var fulgt med, satte sig i græsset med ansigtet mod læreren, som stod med ryggen til bjerget.

„Lad os begynde med en sang. Hvad skal vi synge?”

„Diosmiy munahuan (Min Gud elsker mig)!" råbte Jacinto begejstret.

Snart lød den dejlige lille sang hen over Condorrumi, og således begyndte denne særprægede skole på terrassen under klippen højt oppe i Andesbjergene.

Sidst på eftermiddagen lænede en af forældrene sig frem og hviskede noget til Pedro. Læreren fortsatte med at undervise, men kiggede ofte i retning af Azangaro. Da der var gået nogle minutter, sagde han: „I skal ikke blive forskrækkede, men der er en flok ryttere på vej fra Azangaro. 1 må ikke rejse jer op. Lad os blive siddende, så vi ikke kan ses. Vi kan se dem, men de kan ikke se os.”

De så rytterne ride hen ad vejen og dreje ind på den sti, som førte hen til skolen. De standsede på legepladsen. Senor Gonzalez sprang af hesten og gik ind i skolen. Han havde sit gevær hængende over skulderen. Et øjeblik efter kom han ud igen. Han fægtede voldsomt med hænderne og armene og så meget opbragt ud. Han råbte et eller andet, og nogle af mændene red hen til de nærmeste huse.

„De rider også hen til vores hus,” fniste Jacinto. „Der er ingen hjemme.”

„Vær forsigtige,” sagde læreren. „Bliv siddende. De kan måske se os.”

De så mændene komme ud af husene igen. De rystede på hovedet og trak på skuldrene.

„De rider igen!" råbte nogle af eleverne.

„Stille! Bliv siddende!" sagde læreren. „De må ikke opdage os.”

Senor Gonzalez var sprunget på hesten igen og red ned ad stien. Han og hans mænd red i retning af godset, og de andre mænd red til Azangaro.

De, der sad på bjerget, åndede lettet op, da de så rytterne forsvinde i det fjerne. Pludselig råbte en af eleverne: „Se, Senor Huanca, det ryger!"

Det røg virkelig fra stråtaget på den anden side af huset.

„De har sat ild til taget! " Pedros stemme knækkede over.

Nogle af forældrene var allerede begyndt at løbe ned ad bjerget. Mamani var en af de forreste.

„Vær forsigtig. De kan måske se jer,” sagde Pedro.

„Det har mindre at sige,” sagde Mamani. „Hvad med vores skole?” Han sprang af sted, og de andre fulgte efter som en flok lamaer. Deres skole stod i brand! Inden de nåede hen til den brændende bygning, havde ilden fået godt fat i taget. Det lykkedes dem lige at redde nogle få pæle i den ene ende af bygningen, men deres dyrebare stråtag blev flammernes bytte. Den lille gruppe af forældre og elever stod bedrøvede og modløse og betragtede gløderne, mens mørket endnu engang sænkede sig over Condorrumi.

„Vi skal i skole igen i morgen til samme tid.

Vi mødes på terrassen under kondorklippen,” sagde Pedro.

Den næste morgen blæste Pedro endnu kraftigere i trompeten, og hans elever klatrede op til skolen på bjerget. Mamani spekulerede på, om de havde hørt trompeten på godset. Det var nok Pedros mening, at det skulle høres, tænkte han.

Mamani og Condori tog til Azangaro for at tale med skoledirektøren og for at melde ildspåsættelsen til politiet. De måtte vente et godt stykke tid i skoledirektørens kontor. Mamani lagde mærke til, at underpræfektens sekretær kom forbi to gange og så på dem gennem den åbne dør. Men da Senor Cabrera kom, hilste han på dem så venligt som nogen sinde.

„De har brændt vores skole igen, senor!"

„Har de det!" Skoledirektøren så harmfuld ud. „Hvilken skandale! Det er en forbrydelse!” Han knaldede en bog ned i bordet med et brag. „Disse ryttere tror, at de kan trodse den peruvianske regering.” Han knaldede atter bogen i bordet.

„Vi kan desværre ikke stille ret meget op på det lokale plan. Ikke engang politimesteren, kaptajn Ramos, kan hjælpe jer, selv om jeg ved, at han gerne ville gøre det. Han står under underpræfekten, som er fuldstændig i Senor Gonzalez' vold. Der er politik med i det, forstår De. Men jeg skal omgående telegrafere en skarpt affattet rapport til Undervisningsministeriet. Det er jo muligt, at Gonzalez vil efterkomme en ordre fra ministeren."

Nu kom der en politibetjent til syne i døren sammen med sekretæren. De kom ikke ind, men skoledirektøren anede, hvad de ville. Han rejste sig fra sit skrivebord og gik hen imod dem.

„Hvad kan jeg gøre for Dem?”

Politibetjenten tøvede lidt. „Vi er kommet for at føre denne mand, Mamani, til underpræfektens kontor.”

„Og hvem har sendt Dem?”

Politibetjenten trak på skuldrene og nikkede i retning af sekretæren. Så sagde denne: „Under-præfekten sendte mig for at fortælle denne tidligere straffefange, Mamani, at underpræfekten ønsker at tale med ham på sit kontor med det samme.” Sekretæren havde en myndig mine på.

„De kan sige til underpræfekten, at Senor Mamani kommer, så snart han kan. Han er optaget lige i øjeblikket.”

Politibetjenten vendte sig og gik ned ad gaden. Sekretæren så meget fornærmet ud. Hans røde ansigt blev endnu mere rødt.

„Sig mig, hr. sekretær,” sagde skoledirektøren, „var De i Condorrumi i aftes?”

Nu blev sekretæren bleg. „Senor,” sagde han, „underpræfekten gav mig ordre til at tage med Senor Gonzalez. Jeg foretog mig ikke noget.” Så gik han baglæns ud og forsvandt.

„De kan se, hvad vi har at kæmpe med, Mamani. Underpræfekten er højeste myndighed i denne provins.”

„Ja, senor.” Både Mamani og Condori nikkede.

„Men uanset hvad der sker, kan De være forvisset om, at jeg skal kæmpe for Deres skole og for det peruvianske folks oplysning.”

Sekretæren ventede henne ved hjørnet. Underpræfekten lod Mamani arrestere og sende med en bereden politibetjent til Puno.

Condori underrettede skoledirektøren, som slet ikke så ud til at være overrasket. Derefter rejste Condori hjem for at fortælle den sørgelige nyhed i Condorrumi.

Juana læssede æslet og tog med Jacinto til Puno, mens Pedro Huanca passede skolen, huset og dyrene, så godt han kunne. Om søndagen sluttede Condori sig til Juana og Jacinto i Puno, og de besøgte alle tre Mamani i fængslet.

„Jeg har to skrivelser fra skoledirektøren.” Condori viste Mamani to store kuverter. Den ene var til præfekten i Puno og den anden til overdommeren. „Han fortalte mig også, at han havde sendt telegram til undervisningsministeren og til en anden højtstående embedsmand i ministeriet. Disse personer er hans venner. Desuden har han sendt indberetning til myndighederne i Puno.”

„Tak, Condori.” Mamani ville ikke vise, hvor modløs han var. „Jeg ville ønske, at Villca ville komme. Vær venlig at fortælle missionæren her i Puno det.”

Undervisningsministeriet reagerede omgående på Senor Cabreras rapport og lagde pres på myndighederne i Puno. Condori afleverede skrivelserne til præfekten og dommeren, og missionærerne gjorde også, hvad de kunne. Denne gang blev Mamani sat på fri fod i løbet af to uger.

Det var en træt, men lykkelig familie, som nærmede sig Condorrumi. Da de kom til det sving, hvorfra de kunne se deres landsby, standsede de.

„Se, nu er vi hjemme igen,” sagde Juana, mens hendes øjne strålede af lykke. Lille Jacinto sad på æslet og klappede i hænderne.

„Hvad er det? Hvad er der sket med vores hus?” Mamani kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Der var inget tag på huset, og de hvidkalkede mure var tilsodede og forkullede.

„De har brændt vort hjem?” skreg Juana, og Jacinto begyndte at græde.

Mamani løb hen til huset, og Juana skyndte sig efter ham. De glemte helt Jacinto, som gjorde sit bedste for at få æslet til at gå hurtigere. Patioen var fuld af murbrokker, og der var ingen dyr i folden. Lidt efter kom naboerne hen til dem. En af dem fortalte, hvad der var sket.

„For to aftener siden kom der en flok mænd. De pryglede Pedro Huanca, så han var nær ved at dø. Han ligger i sengen henne hos Yapo. Så gik de løs på jeres hus. De tog alle fårene og lamaerne og satte ild til taget. Der var ingen, som så, hvem de var, og underpræfekten i Azangaro sagde, at han ikke kunne tage tid til at finde ud af det. 'Få fat i en sagfører,' sagde underpræfekten, 'og indled en retsag.' Men, Mamani, mod hvem? Du ved jo ikke engang, hvem der har gjort det.”

Så sagde en af de andre naboer: „Men vi ved jo godt, hvem der har gjort det, Mamani. Hvem andre end Senor Gonzalez kunne finde på at gøre noget sådant? Der er altså ingen retfærdighed til.”

Til trods for alle vanskelighederne mistede Mamani ikke troen på Gud. Han gav ikke op. Hans erfaringer havde styrket hans tro.

„Vi må rejse et andet sted hen,” sagde han til Juana. „Vi har mistet alt, men Gud har en plan med os. Vi vil indmelde Jacinto i en stor skole, og så kommer vi tilbage en dag.”

Pedro Huanca havde heller ikke givet op. „Jeg skal nok tage mig af skolen her,” sagde han, da Mamani besøgte ham henne hos Yapo. „Du skal ikke være bekymret. Vi fortsætter oppe på terrassen, og med Guds hjælp vil vi få en rigtig skole næste år.”

Han kunne næsten ikke gå, men med lands-byfolkenes hjælp kom han op til dem i hulen den næste sabbat. Her, højt oppe over verden, i selve naturens hjerte, følte de Skaberens nærhed. De sang til hans pris og hentede opmuntring fra hans ord, Bibelen. Især Mamani følte sig trøstet af Paulus' ord, som Pedro Huanca læste: „Og vi ved, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud.”

Dagen efter sagde Mamani og Juana farvel til deres naboer. Det var ikke let for dem, men de følte, at det var bedst sådan. De læssede de få ejendele, de havde tilbage, på æslet og rejste til Juliaca. Her fik de arbejde, og Jacinto blev indmeldt i adventistskolen.

Pedro Huanca fortsatte undervisningen på kondorklippen, til der var blevet bygget en større og bedre udstyret skole i nærheden af Condorrumi. Det skete med assistance fra missionæren i Llallahua og skoledirektøren, Senor Cabrera.