Kap. 10. Der Bliver Oprettet En Skole I Condorrumi!

 

Én gang om året var der marked i Pucara. Det blev holdt midt i tørtiden, hvor der var solskin, blæsevejr og masser af støv. Markedet var den største begivenhed for befolkningen i de tilstødende provinser, især for indbyggerne i Azangaro provinsen. I markedstiden foretog både indianere og hvide, købmænd og landmænd de fleste af deres indkøb. Folk kom langvejsfra for at sælge deres varer og for at købe, hvad de havde brug for. Man udvekslede isenkram og andre brugsting fra ind- og udland, endvidere industri- og landbrugsprodukter, varer fra junglen og kysten, ja, selv appelsiner og bananer fra Ecuador og vindruer så langt borte fra som det sydlige Chile. Ingen ville gå glip af markedet i Pucara.

På torvet var der trængsel. Det myldrede med mennesker mellem boderne, teltene, spisestederne og butikkerne, hvor de næringsdrivende sad på hug. Der var også rejst boder langs gaderne, og hvert hus var lavet om til en butik. I byens udkant var der opmagasineret store lagre af lervarer, uld, pæle, tømmer og bølgeblik. Desuden lå foldene til dyrene herude.

Mamani gik for sig selv. Han banede sig vej gennem mængden og deres æsler. Han lod Juana og Jacinto blive ovre ved boderne med importerede fabriksvarer og landbrugsprodukter. Han ville selv se på dyrene og byggematerialerne uden for byen.

Musikken fra højttalerne overdøvede næsten folks råben, latter og ordveksling, når de handlede. Solen brændte, og Mamani svedte, så hans poncho var helt gennemblødt. Nu og da blæste et vindstød støv i øjnene på ham.

„Bare jeg havde haft en uddannelse,” tænkte Mamani. „Hvis jeg ikke kun havde været en simpel indianer, ville jeg have haft en hest. Så kunne jeg ride stolt gennem mængden, og alle ville gå til side, når jeg kom.”

Men så blev han pludselig skamfuld. „Nej, det er ikke derfor, vi ønsker at få en skole. Det er for at gøre livet lettere for vore sønner og for at hjælpe dem at forstå mere af det, der sker i verden.”

Mamani fik øje på en bod, hvor der blev solgt frisk appelsinsaft. Han havde ikke smagt appelsinsaft siden markedet for to år siden. Han besluttede at købe sig en ordentlig portion i håb om, at den kolde saft ville afkøle ham.

Da han gik ind i boden, hørte han nogen kalde bagfra.

„Mamani, Mamani, vent lidt! "

Han vendte sig om og fik øje på en høj mand, som banede sig vej hen til ham.

„Jamen, det er jo min ven Vilica! " råbte Mamani. „Hvor er jeg glad for at se dig, og hvor har jeg meget at sige dig tak for. Du har gjort et stort arbejde for at fa mig ud af fængslet.” Mamani omfavnede sin ven.

Vilica lo. „Ha! Det skal du ikke tænke på. Det var det mindste, jeg kunne gøre for en god ven. Mamani, jeg er så glad for, at vi traf hinanden i dag, for jeg har en med mig, som jeg ved du gerne vil hilse på. Vent lige her, så skal jeg hente ham.”

Vilica forsvandt i mængden, og Mamani stod og spekulerede på, hvem det mon kunne være, han havde med. Lidt efter kom Vilica tilbage med en stor, velsoigneret ung quechua indianer.

„Det er Pedro Huanca.” Vilica præsenterede sin ven, og Mamani hilste på den unge indianer.

„Caniisagzii (Hvordan har De det)?” sagde Pedro.

„Pedro har lovet mig, at lian vil rejse tilCondorrumi og være jeres lærer,” sagde Vilica. „Han har gået i skole i Juliaca i to år. Han har ikke penge nok til at fortsætte sin skolegang i år, så jeg har spurgt ham, om han vil hjælpe jer i gang i Condorrumi. Jeg ved, at I vil komme til at synes om ham.”

„Det er jeg overbevist om.” Mamani tog interesseret den unge Pedro i øjesyn. „Men du ved, hvilken, forfatning vores skole er i.”

„Det betyder ikke så meget. Jeg havde tænkt mig, at han kunne begynde med en klasse i et af husene eller i din patio eller i den halvfærdige skole. Jeg skal nok opmuntre landsbyfolkene, så de igen bliver interesseret i at fa tag på skolen.”

Mamani følte sig helt oplivet ved tanken om at få skolen færdig. „Hvornår kan De komme, Pedro?”

„Pedro og jeg vil prøve at komme og holde sabbat sammen med jer i Condorrumi i over-morgen,” sagde Villca.

„Glimrende! Så venter vi jer fredag eftermiddag. Husk at tage bibler og sangbøger med.”

„Det skal jeg nok. Vi tager også nogle bøger og nogle materialer med, som I får brug for i skolen.

Mamani fortalte de gode nyheder til nogle af sine naboer, som han traf på markedet i dagens løb. Så købte han nogle lange pæle. Han sagde ikke noget, men naboerne lagde mærke til pælene og var straks klar over, hvad de skulle bruges til. De talte heller ikke med hinanden om det, men de fleste andre købte også pæle.

På hjemturen var der bundet tre pæle fast på hver side af Mamanis æsel. De ragede 120 centimeter frem foran dyrets hoved, og bagtil slæbte de hen ad jorden.

„Mit stakkels lille æsel,” sagde Mamani, „lad os gå.” Han bar selv en kraftig pæl over skulderen.

Et stykke uden for byen traf han en af Senor Gonzalez' arbejdsformænd. Det var ham, der havde slået Mamani og sat ild til skolens stråtag.

„Hvad skal du bruge de pæle til?” spugte han.

Mamani svarede ikke. Han lod, som om han ikke havde hørt spørgsmålet. „Tamos, æsel (Lad os komme af sted, æsel)! " råbte han.

Arbejdsformanden mumlede et eller andet vredt om godsejeren, piskede på hesten og red videre.

Solen brød langsomt gennem den hvide morgentåge. Mamani stod i sin patio og betragtede skyggerne, som kun veg langsomt for lyset. Condorrumi begyndte at vågne. Der blev åbnet en dør i et nabohus længere nede ad vejen. I det fjerne var der en hund, som gøede, og Lolo svarede. Hønsene hoppede ned fra deres stader bag husene og løb over gårdspladsen. Hanerne baskede med vingerne og galede. Mamani kunne høre Juana i køkkenet. Han vidste, at noget af det første, hun gjorde, var at knæle ned ved ildstedet og blæse til gløderne.

Nu sendte morgenen sine gyldne pile ned fra bjergene, og fuglene sang. Det var sabbat i dag, og Mamani syntes, at hele naturen istemte ét stort lovsangskor til Skaberen. Han plejede altid at holde andagt ved denne tid. Han holdt bøn og lovede og takkede Gud. Han havde hørt om Guds kærlighed og om nåden og frelsen og sabbatten. Han havde taget imod det hele. Nu følte han, at Kristus var blevet virkelig, og at hans egen omvendelse var virkelig.

Han kom til at tænke på mødet i aftes. De fleste af naboerne havde været samlet i hans patio. Han syntes, at Gud havde brugt Villca på en vidunderlig måde til at tale til deres hjerte. Nu skulle de holde deres første rigtige sabbat. De havde alle sammen lovet, at de fra dette øjeblik ville bestræbe sig alvorligt på at følge Jesus og holde hans hellige lov. Og hvor var de taknemmelige for deres nye lærer. Han ville blive hos dem, lære dem at læse og skrive og undervise dem fra Guds ord.

Døren gik op, og Villca og Pedro korn ud. „God morgen,” sagde Mamani.

„Hvor er det en smuk morgen,” svarede Villca.

„Ja,” tilføjede Pedro, „vi får en vidunderlig sabbat.”

Da de havde vasket sig og fået et godt morgenmåltid, satte de sig ind i patioen og begyndte at synge. Lidt efter lidt sluttede landsbyfolkene sig til dem.

Det var en drastisk forandring for landsbyfolkene at skulle blive hjemme fra deres sædvanlige arbejde og klæde sig om og gå til møde om lørdagen, men der kom alligevel en hel del af dem, og Mamanis patio blev fuld. Han talte 38 voksne og adskillige børn. Han nævnte navnene på de tilstedeværende, og Pedro Huanca skrev navnene på de voksne op på en liste. De blev nu betragtet som medlemmer af den nye sabbatsskole i Condorrumi.

De valgte Pedro til formand og sekretær, Sergio Mamani til viceformand og Juana til kasserer.

Pedro Huanca ledede bibelstudiet. Det handlede om Josefs oplevelse i fængslet i Ægypten.

Pedro forklarede beretningen så godt på quechua, at de tilstedeværende var levende interesseret. Der var kun nogle få af dem, som havde hørt denne beretning før. „Han bliver en god lærer,” sagde de til hinanden. Villca lærte dem nogle nye sange, og dagen gik med sang og bibelstudium.

Den næste morgen tog Mamani og hans familie igen til markedet i Pucara. På hjemvejen var deres lille æsel belæsset med pæle og et stort læs strå. Flere af naboerne havde også tagmaterialer med hjem. Ingen talte om det, men de vidste alle sammen, at det skulle bruges til skolen.

Mandag morgen var en stor dag i Condorrumi. Det var den første skoledag. Der strømmede både børn, unge og voksne ind i Mamanis patio, og alle sammen var ivrige efter at lære at læse. Hver tomme plads var optaget. Som tavle benyttede man et stykke sort lærred, som blev sømmet fast på væggen. Selv om Don Pedro var nybegynder som lærer, gjorde han sit bedste. Eleverne syntes, at han gjorde det glimrende. Han forstod rigtigt at hjælpe og opmuntre dem alle sammen.

Af forsigtighedsgrunde ville de ikke gå i skole det samme sted hver dag. Den første dag samledes de i Mamanis patio, men de blev enige om at mødes i Luis Yapos hus den næste dag og hos Condori den tredje dag. De samledes i et nyt hus hver dag.

Da der ikke skete noget, besluttede de imidlertid at samles i skolebygningen, selv om der ikke var lagt tag på endnu. Den ene søndag pudsede de væggene indvendig, og søndagen efter kalkede de dem. Klasseværelset tog sig nydeligt ud, men det kunne kun bruges i tørtiden.

Den tredje sabbat samledes de til et eftermiddagsmøde. Ved denne lejlighed tog en af forældrene ordet. „Hermanos (Brødre),” sagde han, „vi må lægge tag på vor nye skole, inden regntiden begynder.”

De tilstedeværende kiggede alle sammen op i „loftet”, som var fuldt af skyer. De havde talt om det flere gange. Det kunne godt være, at de skulle gøre alvor af det.

„Det var en god ide, broder,” sagde Pedro. „Jeg er overbevist om, at det er Guds vilje, at vi skal have en solid skole.”

Mamani lod sig ikke mærke med, hvor lykkelig han var. Han sagde blot advarende: „Det er risikabelt. Jeg er bange for, at mestizerne på godset og i byen ikke har ændret indstilling.” Han ville være sikker på, at alle landsbyfolkene virkelig gik ind for tanken, og at de var klar over faren.

„Du har ret,” sagde Ambrosio, som så renere ud end sædvanlig. Han rejste sig op. „Min søn går i skolen. Jeg er glad for vores skole, men jeg må advare jer igen. Jeg hørte en dag arbejdsformanden fortælle Senor Gonzalez, at beboerne i Condorrumi atter lagde planer om at bygge en skole. Godsejeren kan ikke lide det. Han bandede stygt og sagde, at han nok skulle tage sig af den affære.

„Vi vil skaffe en skriftlig tilladelse fra skole-direktøren,” sagde en af dem. „Han har lovet os en skriftlig tilladelse.”

„Hvad skal vi gøre, hvis de kommer igen ligesom sidst, eller hvis de bærer sig ad ligesom i Llallahua?”

„Jeg ved, hvad vi vil gøre,” sagde Pedro. „Så flygter vi alle sammen og skjuler os i bjergene. Jeg tager mine elever med op til hulen under kondorklippen. Så kan de ikke finde os, når de kommer. Gud vil beskytte os.”

Ambrosio rejste sig igen. „Det er nu, vi skal handle, hvis vi vil gøre noget ved sagen,” sagde han. „Senor Gonzalez skal til Lima i næste uge. Som I ved, forsøger han at blive valgt ind i Repræsentanternes Hus. Han kommer ikke tilbage de første tre uger.”

„Den oplysning skal du have tak for, Ambrosio.” Mamani rejste sig op og nikkede til ham. „Vi er glade for din hjælp.” Ambrosio rettede sig op. Han følte sig betydningsfuld.

„Vi må arbejde hårdt i løbet af ugen,” sagde Mamani og så på sine naboer. „Vi må se at få skaffet alle de nødvendige materialer. Nogle af os må tage vore lamaer og hente mere strå. Men lad os aftale, at vi kommer på søndag og tækker vor skole. Er vi enige om det? Hvis der er nogen imod, så sig det nu.”

Ingen sagde noget.