Sergio Mamani red i luntetrav hen over højsletten på sit lille æsel. Han måtte ustandselig skynde på dyret for at drive det gennem det seje gule græs. De befandt sig godt 3000 meter over havet. Den kolde vind ruskede i hans poncho, og hvide skyer jog hen over den klare himmel. Han kastede et blik på de iskolde floder, som bugtede sig gennem dalene nedenfor på vej til den store Titicacasø. Højt over hans hoved hævede Andesbjergene deres stejle tinder.

Han havde netop oplevet to spændende dage. Tidligt om morgenen den foregående dag havde han taget sin hustru og sin søn med til Santiago, den nærmeste større by. Her havde de deltaget i fiesta de Santiago, festen for Sankt Jakob. Der var blevet spist, drukket, sunget og danset. Det var, som om festdeltagerne forsøgte at overgå hinanden i at ære Sankt Jakob, deres bys skytshelgen.

Mamani havde ikke sovet hele natten, men trætheden meldte sig først på hjemvejen. Han så på sin seksårige søn, Jacinto, som sad foran ham på æslet. „Drengen må også være træt,” tænkte Mamani.

Mamanis kone, Juana, gik ved siden af æslet. Hul, havde en tung bylt på ryggen. Hun spandt garn af lamauld, mens hun gik. Han så hende gøre et kast med overkroppen for at flytte bylten højere op.

„Hun må også være træt,” tænkte han. „Men hvad gør det, at vi er trætte? Det var en god fiesta.”

Det var, som om Mamani stadig kunne høre de høje, skingrende fløjter og den ensformige trommen, som havde druknet de andre lyde under festen, selv kvindernes hvinende skrig og mændenes latter. Når han lukkede øjnene, kunne han ligefrem se de stolte mænd og kvinder svaje i takt med musikken. Han og Juana havde også deltaget i dansen. Selv den lille Jacinto havde taget nogle få usikre dansetrin.

Pludselig blev han forstyrret i sine tanker af Jacinto.

„Var Sankt Jakob ikke smuk? Var han ikke flot?” spurgte Jacinto.

Mamani vidste, at det havde gjort et dybt indtryk på hans søn at se en flok specielt udvalgte mænd bære Sankt Jakobs statue i procession gennem gaderne.

„Når jeg bliver stor og stærk, vil jeg gerne være med til at bære Sankt Jakob til festen. Må jeg godt, far?”

„Ja, det må du,” sagde Mamani, „men kun, hvis du bliver lige så stærk og lige så trofast over for Jomfru Maria som Sankt Jakob.”

„Sankt Jakob må have været en stærk apostel,” sagde Jacinto med strålende øjne.

Mamani havde store fremtidsplaner for Jacinto. Han håbede, at han ville få en meget højere stilling end de mænd, som bar helgenbilledet. Men det glædede ham, at drengen interesserede sig for den religiøse side af festen. Mamani håbede, at hans søn ville blive lige så hengiven over for kirken, som han selv var. Mamani spillede ganske vist en fremtrædende rolle i drikkegildet og dansen, men han tog også tid til at bede til helgenerne, og han gik til messe hver søndag morgen.

Mamani red videre i tavshed. Han sad blot og stirrede på det gule græs, som bølgede i vinden. Det var, som om den gode følelse havde forladt ham nu. Han var tung i hovedet og følte en indre tomhed. Han tænkte på mestizerne, et blandingsfolk af spaniere og indianere. De fleste velhavere i Santiago var mestizer. Hvorfor lo de ad ham, da han dansede? Hvorfor dansede de ikke bag efter ham ligesom indianerne? Han vidste, at folk i byen troede på helgenen, og at de godt kunne lide at danse og drikke sig fulde. Hvorfor drak de så ikke sammen med indianerne under festen? Hvorfor holdt de sig for sig selv? Og hvorfor klædte de sig anderledes? Hvorfor fik de lov at lære at læse og skrive, når lian ikke måtte lære det? Ingen af hans indianske venner kunne læse og skrive, men lian vidste, at de fleste af mestizerne kunne.

Mamani havde en klump cocablade i munden. Nu spyttede han den ud og tørrede det grønne spyt af læberne med snippen af ponchoen. Han havde ofte forsøgt at holde op med at bruge cocablade, men det varede ikke ret længe, før han begyndte igen. Han syntes, at cocaen stimulerede ham.

„Hvorfor bruger mestizerne aldrig coca?” spurgte Jacinto. Det så ud, som om han kunne læse sin fars tanker.

„Coca er beregnet til mænd, som arbejder,” forklarede Mamani. „Mestizerne arbejder ikke så hårdt som vi stakkels indianere. De kan godt klare sig uden coca. Men vi har brug for de kræfter, som cocaen giver. Mestizerne vil også hellere ryge cigaretter.”

Æslet traskede videre. „Kan du så rubbe dig! " råbte Mamani og jog hælene i siden på dyret. Æslet satte farten op, men lidt efter luntede det igen af sted i det gamle tempo. Juana gik også lidt hurtigere. Hun svedte. Hun gav et kast med overkroppen for at flytte bylten højere op. Hun gik endnu mere krumbøjet end før. Eftermiddagssolen bagede. Mamani følte sig varm på den side, som vendte mod solen, men frøs om det andet ben. Lille Jacinto sad og døsede. Mamani fik øje på en støvsky i det fjerne. Der var en rytter på vej hen imod dem.

„Godsejeren kommer,” sagde Mamani. „Det er renor Gonzalez.”

Senor Gonzalez ejede den bedste jord omkring landsbyen Condorrumi, hvor Sergio Mamani boede. Godsejeren var en stor, kraftig mand med et rundt, rødmosset ansigt og et kraftigt sort overskæg. Han var af spansk afstamning. Han gik altid med en bredskygget hat, ride bukser og støvler med store sølvsporer. Han sagtnede farten, da han nærmede sig familien Mamani. De hilste alle tre på ham på quechuasproget, indianernes sprog.

„Tayta, tayta (fader),” sagde de.

Men så overraskede Mamani godsejeren ved at tilføje en spansk hilsen. Det havde han aldrig gjort før. Han havde imidlertid lært lidt spansk og forsøgte at lære Jacinto nogle få ord.

„Buenas tardes, Senor Gonzalez (God dag, hr. Gonzalez),” sagde han høfligt og bøjede hovedet i retning af godsejeren. Den lille Jacinto gentog ærbødigt: „ Buenas tardes, senor.”

Senor Gonzalez standsede hesten med et ryk. Han så meget vred ud.

„Hvem tror du egentlig, du er?” spurgte han. „Hvor vover du at hilse på mig på denne måde? Spansk er ikke dit sprog. Jeg har altid talt til dig på quechua, og jeg vil gerne have, at du hilser på mig på samme måde, som du altid har gjort. Forstået?”

„Javel,” sagde Mamani og bøjede hovedet igen.

„Godt! Husk på, at du kun er en indianer.” Så bandede han og jog sporerne i siden på hesten.

Idet dyret satte i galop, vendte godsejeren sig imod Mamani og mumlede: „Din køter! Sådan en lus!"

Mamani vendte sig om og så ham forsvinde i en støvsky. Han kunne ikke forstå, hvorfor Senor Gonzalez var blevet så vred. Gonzalez var en streng herre at arbejde for, men Mamani var altid kommet godt ud af det med ham. Mamani havde jo kun prøvet at være ekstra venlig ved at benytte den store mands eget sprog. Hvorfor kunne han ikke lide, at man hilste på ham på spansk? Han benyttede altid indianernes sprog, quechua, når han hilste på Mamani. Hvorfor måtte Mamani så ikke hilse på Gonzalez på hans sprog? Spansk var jo dog Perus officielle sprog.

Mamani stillede sig selv disse spørgsmål gang på gang, mens han red hjem. Mon Senor Gonzalez og alle de mennesker, som boede i byen, var vrede over, at indianerne skaffede sig kundskaber? Mamani sagde til sig selv, at han var lige så meget peruvianer som Senor Gonzalez. Skulle han være uvidende om sine rettigheder som borger i landet og om sin regering og sit land, blot fordi han var født som indianer? Var det kun den hvide mand og mestizen, som måtte lære at læse og skrive'? Nej, han vidste, at regeringen var interesseret i, at børn fra alle samfundslag skulle gå i skole. Det var hans store ønske, at Jacinto skulle gå i skole og lære at læse bøger og aviser om den store verden, der forekom dem så fjern og så fremmed!

Mainani havde ondt i ryggen. Han havde også hovedpine. For hvert skridt, æslet tog, føltes det, som om der blev kørt en lineal ned ad hans rygrad. Juana gik endnu mere foroverbøjet end før. Hun var meget træt. Hun var holdt op med at spinde uld. Den fyldte spindel stak op fra bylten på hendes ryg.

Til sidst dukkede bjergene ved Condorrumi op. Mamani kunne se den store klippe lige oven for landsbyen. De gamle i landsbyen sagde, at en kondor plejede at bygge rede her. Det var derfor, man havde kaldt landsbyen Condorrumi.

„Se, far, der er vores hjem,” sagde Jacinto og pegede på det sted, hvor deres eget lille hus og naboernes huse lå i ly af klipperne.

Mamani elskede Condorrumi. Han elskede sine dyr og den velsignede jord, som skaffede hans familie det daglige brød. Han havde sine små marker ved foden af bjergene, og oppe på bjergskråningen lyste de modne bygmarker op som gule øer. Floden løb midt gennem dalen, og langs dens bredder havde godsejeren, Senor Gonzalez, sine frugtbare græsgange.

Da de var kommet hjem, tog Mamani sadlen af æslet og hængte den op på væggen. Imens lukkede Jacinto dyret ind i indhegningen. Mamani satte sig på bænken foran den ene længe. Det var i denne del af huset, familien sov. Her tilbragte de også fritiden, når det var blevet mørkt. Foran ham lå den tomme patio (indre åben gård i spanskamerikansk hus). Her så helt anderledes ud, når mændene fra landsbyen var samlet for at diskutere deres problemer. Til venstre for Mamani lå det lille køkken. Han kunne høre lerkrukkerne og gryderne klirre, mens hans kone lavede aftensmad. Der sivede hvid røg fra ildstedet op gennem stråtaget. Han kunne høre på lamaerne og gederne i stalden, at de var sultne, men han lod som ingenting.

Mamani sad og betragtede sin søn, som legede på den lave mur overfor. Drengens træthed var allerede forsvundet. Han sad overskrævs på muren og legede, at det var en hest. Mamani kunne høre de klagende toner fra en fløjte. Han lod blikket glide forbi Jacinto og muren ud over Senor Gonzalez' grønne enge nede i dalen. En hyrdedreng var på vej hjem med en fårehjord. Bag efter fårene kom der en flok gæs. Mens drengen gik, spillede han en sørgmodig melodi på sin fløjte. Disse toner fik Mamani til at føle sig endnu mere trist til mode. Han var blevet i dårligt humør, da han mødte Senor Gonzalez på vejen hjem fra Santiago. Mamani plejede ellers godt at kunne lide fløjtespil, men i aften var det, som om melodien tolkede hele hans folks fortvivlede længsel. Ville de da aldrig blive anset for at være lige så meget værd som mestizerne? Var Jacinto dømt til at leve i den samme uvidenhed og fattigdom som sine forfædre?

Mamani lod blikket glide tilbage til Jacinto, som nu legede, at han var Sankt Jakob. Han sad stadig overskrævs på muren, som om han red på en hest. Han holdt en kæp løftet i sin højre hånd. Den skulle forestille et sværd, og han stirrede stift frem for sig ligesom helgenen. Imens nynnede han den rytmiske dansemusik, som han havde hørt til festen.

Nu gik Jacinto hen og satte sig hos sin far på bænken.

„Far, hvorfor var Sankt Jakobs ene arm brækket? Så du, at den var limet sammen?”

„Ja,” sagde Mamani. „Sankt Jakob var ude for en ulykke til festen sidste år. Han faldt og brækkede armen.”

Jacinto sad lidt i dybe tanker. Hans far håbede ikke, at han ville stille flere spørgsmål om helgenens brækkede arm. Året før var befolkningen og den lokale præst kommet op at skændes om prisen for den messe, som skulle læses under festen. Pater Medrano, som var kommet fra Spanien, var venlig og sympatisk, men han var meget nidkær for embedets og sognets værdighed.

„Ingen betaling, ingen helgen,” havde han sagt. „Hvis I ikke betaler for messen på forskud, bliver der ingen procession med Sankt Jakob til festen.”

Deltagerne fra nabolandsbyerne nærede stor ærbødighed for præsten, men de havde simpelt hen ikke råd til at betale den pris, han forlangte. De nægtede at give så meget, og præsten nægtede at læse messen og lade Sankt Jakob blive båret med i processionen. Festdeltagerne gik glip af den traditionelle procession, men under drikkegildet den første aften enedes de om at tage statuen ud alligevel. De brød ind i kirken og bar helgenen i procession til trods for præstens protester. De trak pater Medrano med. Mens de gik, holdt han hårdnakket fast i helgenen. Under håndgemænget væltede statuen ned fra den platform, som den stod på, og ramte stenbroen på pladsen foran kirken. Armen med det løftede sværd gik af. Befolkningen betragtede det som en tragedie. Mange fromme kvinder græd, da de så den knuste arm ligge på jorden. Mændene blev pludselig ædru. De samlede den knuste arm op uden at sige et ord og bar statuen ind i kirken igen.

Til sidst brød Jacinto tavsheden. „Far,” sagde han, „Sankt Jakob er alligevel ikke en stor helgen, er han vel?”

„Hvorfor ikke?”

„Hvis han var en stor helt og en rigtig helgen, ville Gud så ikke have beskyttet ham? Hvorfor kunne han ikke forhindre, at han faldt ned, hvis han kan hjælpe rytterne i slaget og give dem sejr?"

Dette spørgsmål havde Mamani stillet sig selv mange gange, så han havde svært ved at finde et svar. „Jo, ser du, Jacinto, det er ikke den virkelige helgen. Det er kun et billede af den virkelige Sankt Jakob. Men nu kalder mor. Vi skal ind og spise.”