De folk, der arbejdede med tærskningen i Halls nabolag, var i vanskeligheder. Det havde været en meget tør årstid, og der var ikke vand nok til de otte hesteforspand, der var nødvendige for at trække deres remedier. Der var vandmangel i hele Story County. Om foråret var der faldet meget lidt regn og om vinteren kun lidt sne. De fleste vandløb og brønde var udtørrede.

Men den nye brønd, som Hall havde fået lavet på engen, gav en stadig strøm af rent, koldt vand, nok til de 40 køer og mere til. Allen Hall gav tærskeværkets ejer lov til at tage to tankfulde vand to gange om ugen - en om tirsdagen og en om torsdagen.

Nu måtte Bickie passe på, at hans dyr havde fået at drikke, og at han altid havde en tankfuld i reserve, før tankvognen kom. Den første tirsdag var Bickie lige blevet færdig med at fylde den store vandtank, da tankvognen kørte op foran brønden. Det var Hod Stone, som kørte den. Bickie smuttede væk fra brønden og hen til køerne. Han ville ikke have nogen ubehageligheder med Hod.

Om aftenen fortalte onkel Allen Bickie, at Hod var blevet lejet til at køre vognen med vandtanken, og at han ville komme regelmæssigt for at hente vand. Næste morgen fortalte Bickie det til Jim.

»Så du ser, Jim«, sagde Bickie til sin ven, »Jeg vil være glad, om du vil være her, de dage Hod kommer efter vand. Han vil ikke være så tilbøjelig til at slås, når vi er to.«

»Jeg tror nu ikke, at Hod bryder sig om at slås med dig mere, Bickie,« sagde Jim og lo, »jeg tror ikke, han bryder sig om, at du tygger på hans tommelfinger mere.«

»Det er lige meget. Når du ser tankvognen køre her ned efter vand, vil jeg så gerne, at du løber herned, så hurtigt du kan.«

Om torsdagen kom Jim tidligt, og de to drenge havde meget at snakke om. De talte også om lommekniven, som Bickie havde fundet på ledet ind til folden. »Det var ikke mig, der hængte den der«, sagde Jim, »Jeg har aldrig set den kniv før. Den ser ud til at være helt ny.«

»Hvor kan den være kommet fra?« Bickie holdt den blanke kniv i sin hånd og betragtede den. »Nogen må jo have hængt den der.«

»Ved du, hvad jeg tror! Onkel Allen har nok villet overraske dig, og så har han fået Bill til at løbe her over og hænge den der.«

»Tror du virkelig, han har gjort det? Ville det ikke have været mere rimeligt, om han havde lagt den i min seng eller på bordet ved min tallerken?«

»Nå ja, Bickie. Vi ved ikke, hvor den er kommet fra, men det er en fin kniv, og nu kan vi »spille kniv« med den.«

Køerne var urolige, så der blev ikke tid til at lege. De snakkede også om, hvad der kunne være sket med de ting, der manglede i Zeke Lagers vogn.

»Jeg er sikker på, at Hod har taget dem«, sagde Jim, »hvem ellers kan have fundet dem?«

»Ja, det tror jeg også. Bare jeg havde set Zeke Lager, da han hentede vognen. Jeg tænker nok, at han ville have sagt noget til en af os. Jeg håber ikke, at han tror, vi tog dem, gør du?«

»Nej selvfølgelig ikke, men han kender Hod.«

Eftermiddagen var lummer, og mørke skyer begyndte at trække sammen i horisonten. Da Hod kom kørende op mod brønden med fem pragtfulde heste spændt for den tunge tankvogn, holdt både Jim og Bickie øje med ham i sikker afstand.

Medens de så efter ham, kom skyerne farende, og det blev mørkt. Hod løftede den store slange, som skulle sænkes ned i brønden for at pumpe vand op i tanken.

Før han nåede at åbne brønden og få skubbet slangen ned, for et skarpt lyn hen over himmelen, og et tordenskrald kløvede luften. Skyerne ligesom kastedes frem og tilbage, og en kold vind piskede regnen ind i drengenes ansigter.

Nu kom lynene i siksak hen over himmelen, og tordenbragene rullede. De så, at Hod lod slangen falde og hoppe op i luften som en forskræmt kanin. Så stormede han op ad bakken mod Nelsons frugthave hurtigt som det lyn, han løb væk fra.

Haglene begyndte nu at piske ned. De skarpe iskugler faldt nådeløst på hestenes rygge.

»Pas på køerne«, skreg Bickie til Jim, og han så ham løbe hen til hjorden, som havde samlet sig i en tæt klump.

Bickie måtte bruge alle sine kræfter for at nå den slingrende tankvogn og få sig hejset op. Da han var krøbet frem til kuskesædet, sprang hestene i vild flugt tværs over engen.

Tømmerne var viklet rundt omkring piske holderen, lige der hvor Hod havde efterladt dem. Bickie løsnede dem med hurtige fingre.

Bickie elskede heste og forstod sig på dem, og han havde kørt dem, lige siden han var stor nok til at holde tømmerne. Han vidste, at der var intet håb om at standse dem. Han var klar over, at haglene både forskrækkede dem og gjorde dem ondt. Han kørte i samme retning som stormen, ledte dem ned, hvor han syd for folden kunne køre lige ud. Han kunne ikke tage nogen vejsving eller køre ind i noget gærde. Bickie vidste, hvor han ikke skulle køre.

Samtidigt med at haglene drev hestene til vanvid, ramte de også Bickie og gennemborede hans tynde arbejdsskjorte. Lidt efter lidt strammede han tømmerne, og da stormen pludselig stilnede af, havde han kontrol over hestene.

De mørke skyer forsvandt, den blå himmel kom igen, blæsten blev til en varm brise, og igen skinnede solen.

Bickie vendte hestene om og kørte tilbage til engen. Han så køerne, der græssede fredsommeligt, mens Jim gik frem og tilbage mellem dem.

»Dette er vel nok løjer«, råbte Bickie til Jim, medens han kørte den tunge vogn hen imod Nelsons farm.

Hvor mon tærskefolkene arbejdede? De var færdige med Nelsons mark mod vest. Hvor var hestenes og vognens ejer, og hvor var Hod? En gruppe mænd stod sammen i Nelsons lade, og der kørte Bickie hen.

»Ah, Gud ske lov!« sagde en af mændene og kom ud for at tage hestene.

»Hvad er det, du gør ved hestene og tank-vognen?« Onkel Allen tog ham i armen, da han kom ned fra vognen.

Bickie begyndte at forklare. Da så han en fremmed i gruppen - nej, det var ikke en fremmed. Det var Sam Drake, manden der havde været hans lærer. Sam Drake trådte frem, og en far havde ikke kunnet omfavnet sin søn med større kærlighed, end han gjorde det.

»Bickie, Bickie Ross, hvor er det dejligt at se dig. Den samme gamle Bickie, men meget større og mere solbrændt. Man har fortalt mig, at du vogter køer i sommer, men jeg synes, det ser nærmere ud til, at du passer heste.«

Nu kom alle mændene frem. Hvor var Hod? Det var det, de alle spurgte om. Da man blev klar over, at han ikke var der, og at han var rømmet fra hestene og vognen, kom mændene med mange forskellige udtalelser. Forræder, kryster og andre lignende udtryk blev brugt om den fraværende Hod.

Bickie stod lige ved siden af Sam Drake.

»Hvordan kan det være, at De er her i dag?« spurgte han.

»Jo ser du, Bickie. I går var jeg i State Center, og der så jeg din mor i butikken. Hun fortalte mig, at du var ude hos Allen Hall, og hun bad mig undersøge, hvordan det går dig. Hun vidste, at jeg skulle besøge Allen og Mary.«

»Så De Tommie?«

»Nej, ikke i går. Din mor sagde, at Tommie var ude at svømme med nogle kammerater.«

»Hvor dejligt for Tommie.« Så kom Bickie i tanke om, at han skulle vogte køer, indtil frosten kom. Og så var der ikke mere svømning.

Han vendte sig igen mod sin gamle lærer: »Underviser De stadig?«

»Nej, Bickie, nu arbejder jeg for et forsikringsselskab, og det er derfor jeg er kommet her til Story County. I morgen skal jeg holde foredrag for en gruppe repræsentanter om vellykket salgsteknik, og jeg vil meget gerne have den gamle bør, du har på. Vil du sælge den for en dollar?«

Bickie rev den gamle, lasede filthat af og så på den. »Hvad gavn kan De have af den?« Han så på Sam Drakes fine hat.

»Det skal jeg sige dig, Bickie. Jeg vil bruge den til at illustrere, at man ikke kan bedømme folk efter det tøj, de har på. Det vil blive et af punkterne i min tale.«

»Tag den!« Han skubbede den slidte hat hen imod Sam Drake. »Den er Deres! Men De er ikke i stand til at løbe hurtigt nok til at betale mig en rød cent for den.«

Efterhånden havde endnu flere mænd sluttet sig til gruppen ved ladedøren. En af dem sagde: »Hr. Drake, jeg er ejer af tærskeværket og tankvognen, og disse heste er også mine. Dersom Deres skoleundervisning har oplært unge mennesker som denne dreng, så tror jeg, det er en fejltagelse, at De har forladt skolegerningen for at undervise forsikringsagenter.«

De lo alle sammen og klappede Sam Drake på skulderen. Men ejeren af tærskeværket var ikke færdig endnu. »I kan alle sammen se, at denne unge mand har sparet mig mange hundrede dollars for skader, der ville være sket, om han ikke havde været kvik og modig. Jeg vil gerne her på stedet belønne ham med ti Dollars. Vil du lade mig gøre det, Allen?«

Onkel Allen nikkede, og manden lagde ti sølvdollarsstykker i Bickies hånd. Alle mændene kastede deres hatte op i luften og gav hyrdedrengen Bickie Ross et tredobbelt hurra.

Bickie blev kun et øjeblik. Han havde set noget røre sig ganske svagt i den nærmeste krybbe. Han spurgte sig selv, hvad det mon var, som fik høet til at bevæge sig op og ned på den måde.

Så løb han ned på engen til Jim.

»Jeg er ked af, Jim, at det tog længere tid, end jeg havde troet.«

»Bickie, hvor skulle jeg have ønsket, du kunne have set, hvad du lignede, da du klatrede oven på tankvognen, medens hestene lob som gale. Og der stod du og holdt tømmerne som en stor general. Jeg glemmer det aldrig, Bickie, så længe jeg lever.«

Jim fortalte så om, hvor skuffet han havde været, fordi han ikke havde set slagsmålet med Hod. »Men dette var endnu bedre - bedre end alt andet. Der er ikke noget, der kan sammenlignes ved dette.«

Drengene lå på det varme, fugtige græs, og Bickie fortalte Jim om alt det, der var sket ved laden og viste ham de ti dollars stykker. »Jeg synes, du skal have halvdelen af dem.« Bickie begyndte at fordele dem. »Det ville ikke have været godt, om køerne var gået væk, medens jeg bragte køretøjet tilbage.«

»Nej, Bickie, jeg vil ikke have en cent. Detkan du ikke få mig til. Det ville ødelægge al den fornøjelse, jeg har haft i dag.«

Så begyndte de at tale om Hod. »Ved du hvad, Jim, jeg tror, jeg kunne have besvaret spørgsmålet om, hvor Hod var gået hen. Jeg kunne have fortalt dem, at han skjulte sig et par meter fra, hvor de var, og at han hørte hvert ord, de sagde.«

»Hvorfor sagde du det ikke til dem, Bickie? Hvorfor lod du dem ikke trække den feje hund ud og give ham, hvad han fortjente?«

Et øjeblik var Bickie tavs, så sagde han: »Jeg tror, det var bedst sådan. «

»Nå, men hvor var han?«

»Under dobbeltkrybberne lige ved døren i jeres lade. Han havde trukket høet op omkring sig, men jeg kunne se ham derfra, hvor jeg stod - lige udenfor døren. Høet bevægede sig lidt op - sådan!« Bickie viste med hænderne hvordan. »Først troede jeg, det var en mus eller en rotte, men ingen rotte, selv ikke en kat, kunne have fået høet til at bevæge sig, som det gjorde.«

»Jeg er sikker på, det må have været Hod«, sagde Jim, »jeg synes alligevel, du skulle have fortalt dem alle sammen, hvor han gemte sig. Han trænger til en god omgang klø.«

Bickie stod op for at drive Bæstet tilbage til hjorden, og da han kom tilbage, sagde han: »Ved du hvad, Jim? Jeg tror, vi er for hårde ved Hod. Mange mennesker bliver forfærdelig bange i tordenvejr. Jeg tror ikke, de kan gøre for det. De bliver faktisk tossede eller noget i den retning.«

»Nå, mænd bærer sig nu ikke sådan ad. Små drenge kan blive bange og rende deres vej, men det har jeg aldrig set en mand gøre.«

»Da jeg var lille, plejede jeg også at være lidt bange for lynet,« sagde Bickie, »men morplejede at sige til mig, at jeg ikke skulle være bange, for det var bare Guds vogne, som kørte hen over himmelen.«

»Det troede du da ikke, gjorde du vel?«

»Nej, jeg tror slet ikke, der er vogne på himmelen, men jeg er ikke bange mere. Jeg nød det i dag, men jeg tror, jeg har fået mærker af haglene.«

»Vend dig om, og lad mig se!« Jim lod sin hånd glide ned ad Bickies ryg og trak hans skjorte op for at se efter. »Du store verden! Du ser ud, som om du havde skoldkopper.«

Begge drengene lo, og Bickie sagde: »Jeg er sikker på, at det, som Hod har, gør meget mere ondt.«