Eftersom eftermiddagen gik, blev køerne roligere, og flere af dem lagde sig ned. Taknemmelig for anledningen til at slappe af nogle minutter lagde Bickie sig ned på maven i græsset, og Jim satte sig ved siden af ham.

»Hvad skal vi gøre ved den kaninfælde?« spurgte Jim, hvor længe vil lugten af skunken vare ved?«

»Ja, vi kan i hvert fald ikke gøre noget den første uge«, sagde Bickie, »vi kan måske ikke engang komme i nærheden af den i dag.«

»Tror du, vi bliver nødt til at lave en ny?« Jim rynkede panden. »Den dumme Hod Stone!

»Du må ikke bebrejde Hod for, at der var en skunk i fælden, « sagde Bickie, »vi bør være taknemmelige for, at det var ham, der opdagede den og ikke os.«

Så hørte drengene skramlen af en vogn, og da de så hen ad vejen, så de en let arbejdsvogn nærme sig en bro over et lille vandløb.

»Er det ikke Hod Stone?« spurgte Bickie og satte sig op.

»Det ligner ham godt nok. « Jim skyggede for øjnene og stirrede på vognen. »Det er virkelig Hod - det ser ud, som om han sover, eller hvad der nu er i vejen.«

Bickie sprang op. Han kunne se, at Hod var faldet fra sædet ned i vognen med hatten ned over øjnene. Tømmerne hang slappe over forsmækken. »Hvorfor mon han sover midt om dagen?«

Jim svarede ikke på Bickies spørgsmål. »Se!« han pegede, »den skimlede hest på denne side er en plag - to år gammel. Jeg gætter på, at det er første gang, den har seletøj på - og Bickie! Der er læs på vognen.« Nu nærmede vognen sig broen, og begge drengen kunne se den unge hest vige tilbage for rækværket. Plagen trak den ældre hest væk fra vejen.

Bickie og Jim løb begge to, men før de nåede frem, var vognen væltet ned i den dybe grøft ved siden af broen. Hod var faldet ud samtidig med de sække havre, han havde transporteret.

Så snart Bickie så Hod kravle uskadt op, råbte han til Jim: »Giv ham en håndsrækning, Jim! Jeg kommer straks tilbage.«

Bickie vidste, at han ikke kunne forlade sine urolige dyr. Det ville kun dreje sig om minutter, før de var inde i en af majsmarkerne. Han løb tilbage og gennede dem ind i folden. Han var sikker på, at det ville onkel Allen ikke misbillige, når han fik at vide, hvorfor han gjorde det.

Da alle køerne var vel inde i folden og ledet lukket, løb Bickie tilbage til Jim og den væltede vogn. De fleste af de 24 50 punds sække havre lå i grøften. Nogle få af dem lå halvt indeni og halvt udenfor vognkassen.

Den ældre hest var standset brat, da vognen væltede, og havde på den måde forhindret plagen i at løbe løbsk. Bickie spændte hestene fra og bandt dem ved gærdet.

»Har du et tov eller en lænke?« spurgte Jim den forvirrede Hod, som stod og stirrede på de tabte sække havre, som om han tænkte, det måtte være en ond drøm. Han så på de to drenge, som var kommet for at hjælpe ham, men sagde ikke et ord. Så hentede han en kæde under vognsædet og rakte Jim den.

»Du bliver nødt til at hjælpe os, Hod«, sagde Bickie. Hvis vi tager fat alle tre, kan vi rette vognen op og få læsset igen, men vi må være alle tre om det.«

Hod, som var større og stærkere end de to mindre drenge, syntes til sidst at være blevet klar over, at Bickie og Jim ville hjælpe ham. Drengen fæstnede den lange kæde til vogntrinnet på den side, der vendte ned mod jorden. Så forte de den op over vognkassen og spændte den ældre hest til kæden ved hjælp af svingelen.

Hod ledede hesten, da den skulle trække vognen tilbage på hjulene. Bickie og Jim var ved hver sin ende af vognkassen og løftede en lille smule. Ved at skubbe lidt her og trække lidt der fik de vognen tilbage på den lige vej og spændte hesten fra lænken.

Hod slog bagsmækken ned og rakte ned for at tage sækkene, drengene slæbte hen til ham. Det var ikke noget hårdt arbejde – havre sækkene var lette. De vejede ikke mere end godt 25 kg stykket. To af sækkene var gået i stykker, men tre par hænder samlede det spildte korn op og lagde det i sækkene igen, så tabet var kun ringe.

Nu var vognen rettet op og læsset, og Jim og Bickie hjalp Hod med at spænde for igen. Hod satte sig igen på kuskesædet, parat til at køre hjemad, hvortil drengene mente, han skulle bringe havren. Han havde indtil nu ikke sagt et eneste ord! Der var et ængsteligt blik i hans øjne, medens han stirrede ned på drengene, som havde hjulpet ham. Han åbnede munden, men der kom ikke en lyd, kun en hæs hosten. Så råbte han »hyp hyp« til hestene og kørte uden at se sig tilbage.

»Nå, hvad synes du nu?« sagde Jim, medens de skyndte sig tilbage til folden for at slippe køerne ud på engen igen. »Han kunne da i det mindste have sagt »Tak«.«

»Køerne har nu været lukket inde godt og vel en time«, sagde Bickie, medens han åbnede ledet. »Jeg vædder på, at tante Mary lige nu ser på os med sin kikkert.«

Hjorden spredte sig ud over engen. Om køerne nu troede, at de var blevet straffet for deres dårlige opførsel om formiddagen, var der ingen, som kunne sige, men Bickie syntes, at de opførte sig, som om de fortrød deres uregerlighed og nu ville være gode og medgørlige resten af dagen. De lavede ikke flere ulykker, og drengene satte sig ned på græsset og talte om Hod.

»Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvorfor han var faldet i søvn på vognen«, sagde Bickie. »Han har ikke fået megen søvn sidste nat. Det kan han ikke have fået, for det var temmelig sent, da han kom op at slås med skunken i vores fælde. Det må næsten være blevet morgen, før han kom af med den værste stank og fik gravet sit tøj ned.«

»Hvordan ved du, at han har gravet sit tøj ned?« spurgte Jim.

»Jo, ser du, jeg mødte engang en skunk under vores veranda, og jeg gravede mit tøj ned og har endnu ikke gravet det op.«

»Det havde jeg aldrig kunnet finde på af mig selv.« Jim lå fladt på maven med hånden under kinden. »Jeg ville blot have taget det af og smidt det væk.«

»Jeg skal også fortælle dig noget mere«, sagde Bickie. »Hods forældre ved ikke noget om, at han gik så sent omkring sidste nat. Havde de vidst det, havde hans far snarere sendt ham i seng end at sende ham af sted for at hente havre med en plag for vognen.«

»Bickie, du er den mærkeligste knægt, jeg nogen sinde har truffet. Jeg har været sammen med dig hele tiden. Jeg sov sammen med dig sidste nat og har været her hele eftermiddagen, men jeg vidste ikke noget om alt dette.«

Bickie lo og fortalte så om den forsvundne spade. »Og lagde du ikke mærke til, at Hod havde helt andet tøj på i dag? Selv hans hat var en anden end den, han plejer at have på.«

»Nej, det så jeg ikke«, sagde Jim, men det forekommer mig, at havren heller ikke lugtede godt.«

Så lo drengene sådan, at de køer, som lå i græsset ved siden af dem, rejste sig op og gik væk.

»Jeg håber, han bringer spaden tilbage. Vi bruger den meget.«

Den aften hejsede tante Mary ikke det hvide flag, før solen allerede var helt nede ved randen af de vestlige høje. Bickie var klar over, at det var, fordi køerne havde græsset en time mindre, eftersom de var blevet lukket inde.

»Hvad skete der, Bickie?« spurgte onkel Allen, medens de gik ind i gårdens køkken. »Hvorfor lukkede du kvæget ind midt på eftermiddagen?«

Så fortalte Bickie ham om Hods uheld, og hvordan Jim og han selv havde hjulpet ham til at komme hjemad igen.

»Nå, sådan«, onkel Allen klappede hans kind. »Var Hod taknemmelig for jeres hjælp? Jeg mener - sagde han tak?«

»Ved du hvad, det er det mærkelige. Han sagde ikke noget - ikke et ord. En hel time hjalp vi ham, og han ikke så meget som åbnede munden.«

Det ligner ham! « Onkel Allen trak sin stol frem. »Jeg er ved at tro, du må være sulten efter sådan en dag, du har haft. Du gjorde det rigtige, Bickie, det behøver jeg ikke fortælle dig. Vi må tit og ofte gøre det, som er rigtigt, selv om ingen påskønner os for det.«

Bickie lo. »Jeg er så sulten, at jeg kunne spise en kogt ugle.«

»Nå, nå,« sagde tante Mary og satte et fad med låg på bordet. »Det er nu ikke en kogt ugle, men gratinerede nudler og æblepie. Kunne du tænkte dig at få en hel æblepie for dig selv?«

»Ja, tante Mary, det vil jeg hellere end gerne, men jeg tror nok, at jeg hellere må lade være.« Bickie vaskede sig ved håndvasken, tørrede ansigtet og hænderne og gled ind på sin plads ved bordet ved siden af Bill. »Jo, ser du, mor lod mig en gang få lov til at spise en hel hyldebærpie helt alene. Det gik ikke så godt. Jeg bryder mig stadig ikke om hyldebærpie.« (Lavet af en særlig slags amerikansk hyld.)

Bickie havde sovet godt næsten hver eneste nat. De lange dage i fri luft med sol og blæst og uafbrudt løben for at holde sammen på flokken, gav ham en vældig appetit, så han som regel faldt om i sengen og sov fast hele natten.

I aften kunne han ikke sove. Han tænkte hele tiden på alle de ting, Hod havde gjort, og særligt på hvor utaknemmelig han havde vist sig, da Jim og han havde forladt køerne for at komme ham til hjælp i eftermiddags. Han prøvede også på at sætte sig i Hods sted. Hvordan mon han selv ville føle, hvis han havde været Hod! Mon Hod nogen sinde følte sig ensom? Han huskede ikke nogen sinde at have set Hod sammen med andre drenge. Onkel Allen havde fortalt, at han var enebarn, så han havde hverken brødre eller søstre.

Så tænkte han på køerne. Hvor umulige de havde været hele formiddagen, og hvordan han næsten havde slidt benene af sig for at holde dem væk fra majsmarkerne. Han tænkte, at han slet ikke blev gal på køerne, som han plejede at blive på den gamle so derhjemme. Han kastede sig omkring og vendte den kolde side af puden opad. Han tænkte, at det var nok, fordi han var blevet større. Køerne havde lært ham noget.

Han prøvede så at sætte det, han havde lært, sammen i en sætning, men det bedste, han kunne få det til, var ikke helt godt:

»Alle dyr og mennesker er somme tider umedgørlige (mig selv iberegnet). Vi burde være tålmodige med dem og behandle dem venligt, og ikke hade dem eller blive vrede.«

Det var slet ikke, som mor ville have sagt det - eller Sam Drake - hans yndlingslærer derhjemme i State Center. Medens han tænkte på det, faldt han i søvn.

Da Bickie den næste morgen kom ud på engen og skulle åbne folden, fandt han en lille pakke, indpakket i papir fra slagteren, og fæstnet til låsen på ledet.

Han stod og så på den et øjeblik, tog den så i hånden og opdagede, at der var skrevet på den: »Til Bickie.«

Han løste sejlgarnet og åbnede pakken. Det var en fin lommekniv. Bickie åbnede de to blade og spurgte sig selv, hvem der mon havde givet ham den. Det måtte være Jim. Han puttede kniven i lommen og spurgte sig selv, hvornår Jim mon havde sneget sig her ned og hængt den på ledet.

Han huskede, at Jim så tit havde villet, de skulle spille med knive, men det havde de aldrig kunnet, fordi de ikke havde en lommekniv med to blade. Jo, det måtte være Jim. Han kunne let have gjort det i aftes eller nu til morgen.

Bickie ledede kvæget ud, hvor de skulle græsse og lagde straks mærke til, at de ville blive lige så rastløse og vanskelige at holde styr på som i går morges.

Vandtruget var tomt, og han fyldte det så hurtigt som muligt mellem de gange, han måtte både råbe og løbe efter køerne for at holde styr på dem.

Ved 10-tiden den morgen så han et tærskeværk komme langsomt ned ad vejen fra Edenville. Det drejede ind på Nelsons mark, hvor de tre store kornstakke stod - de tre, som var blevet reddet, da lynet slog ned.

Der var ikke noget, Bickie hellere ville have gjort end at løbe derover for at se, hvad mændene lavede. Det var altid betagende at se det store lokomobil og alle de mærkelige ting på tærskeværket, selv lyden, de frembragte, fortryllede ham.

Det øjeblik, Bickie havde set over mod tærskeværket ved siden af kornstakkene, havde Bæstet benyttet til at stikke væk fra hjorden i retning af majsmarken. Bickie løb efter den, og

1 det var lige ved, at han havde tabt kapløbet. Da han kom tilbage, kunne han næsten ikke få vejret.

Den dag sad Bickie ikke ned og spiste sin mad. Han spiste, medens han løb. Hvert øjeblik så han over mod Nelsons farm og håbede, at Jim ville komme ned ad bakken ved frugthaven, men Jim kom ikke. Bickie tænkte, at fordi de havde folk til at tærske, havde Jim måske noget, han skulle hjælpe til med hjemme, men det var den længste og mest ensomme dag, Bickie havde haft i flere uger.

Tærskefolkene var begyndt at arbejde, men de holdt tidligt op, og da det var blevet så sent, at det hvide flag gik op for at kalde Bickie hjem, var han helt alene på den store eng. Medens han jagede køerne ind i folden, så han en vogn komme ned ad vejen og var klar over, at manden i vognen var Zeke Lager - og at han var i vanskeligheder.

Først troede han, at han var fuld igen, men da han kom nærmere, så han, at det ene hjul havde mistet ringen. Noget af fælgen var faldet ud, og hjulet løb rundt på spidserne af egerne.

»Kan jeg hjælpe Dem?« spurgte Bickie, da han kom hen til det sted, hvor Zeke var standset.

»Ja, jeg må have tabt ringen et eller andet sted på vejen her bagude. Når du alligevel skal den vej, vil du så ikke se, om du kan finde den og lægge den så langt fra vejen, at en hest ikke træder i den. Den kunne let springe op og skade dyret alvorligt.

Bickie hjalp Zeke med at spænde hestene fra. Medens Zeke lod vognen blive der, sprang han op på den ene af hestene, ledede den anden ved siden af sig og red i retning af sit hjem.

Bickie gik langsomt hen mod Halls farm. Da han havde gået nogle hundrede meter, fandt han hjulringen og stykker af fælgen. Han samlede dem op og gik tilbage til Zeke Lagers vogn med dem. Der satte han hjulet sammen igen og satte ringen på plads ved hjælp af en hammer, der lå i vognen.

Han kom for sent hjem til aftensmaden, men da han forklarede Halls hvorfor, var de enige med ham i, at det var godt, Zeke ikke havde været fuld, for så kunne der være sket en alvorlig ulykke.

Den næste morgen på vej til sit arbejde, gik Bickie forbi vognen og så da, at vognstangen og flere andre ting manglede. Han så efter i vogn-kassen og fandt, at også hammeren var væk.