Nu var hver dag både slidsom og besværlig. Borte var de dage, da køerne åd fredsommeligt af det grønne græs og drak af dammen ved åen. Det var høsttid. August var varm og tør. Bickie havde et hårdt job og havde travlt hvert eneste minut.

Selv om græsset visnede mere og mere, var der dog steder, hvor køerne fandt føde. Bickie var stolt over de velernærede køer. Somme tider prøvede han at regne ud, hvor mange kilo hjorden havde taget på i løbet af sommeren. Hvis nu hver ko havde taget fem kilo på, ville det blive 200 kilo i alt. Han spurgte også sig selv, hvor mange tons græs de mon havde ædt for at tage så meget på.

Bickie vidste, at når det blev september, ville ejerne komme og hente deres køer, og så ville de bedømme hans arbejde. Var dyrene i god stand, ville de med glæde betale onkel Allen for, at de var blevet passet.

Nelsons havde høstet deres korn, og nu lavet fire, store kornstakke vest for engen. Bickie havde lagt mærke til, hvordan de havde lavet dem, og han var ganske sikker på, at de var godt lavet med rodenden, der vendte udad for at beskytte mod regnen og den tunge ende med kornet ind mod midten. Nelsons var gode farmere ligesom Allens, og ingen af familierne tillod dårligt udført arbejde. Hver gang Bickie tænkte på, hvor strengt hans arbejde var, hjalp det, når han tænkte på, at han arbejdede for en mand, der passede sit arbejde både ude og inde på den allerbedste måde.

Nogle dage så det ud til regnvejr, og skyerne dækkede himmelen. På sådanne dage insisterede tante Mary på, at Bickie skulle tage en regnfrakke og en paraply med, men det var hver gang falsk alarm, og dagene gik uden regn. Græsset blev brunere og brunere og mere og mere vissent. Køerne blev stadig uroligere. Nu måtte brønden tages i brug, så Bickie tilbragte mange timer med at pumpe vand. Tit og ofte længtes han efter at tage tøjet af og plaske i det dejlige, kolde vand i det store vandtrug, men han kunne ikke lade køerne være alene så længe.

Han tænkte på dammen på Kanes eng og, om mon Tommie og Pete nød det dejlige, kolde vand.

Så en dag kom uvejret ganske pludseligt. Mørke skyer kom farende fra nordvest. Lynene for i siksak hen over himmelen, og kraftige vindstød tog fat i paraplyen, krængede den, rykkede den ud af hans hånd og hvirvlede den op i luften, og Bickie så den aldrig mere. Stormen tog til og bragte stærk regn med sig. Køerne vendte hovederne og løb i samme retning som stormen. Bickie for frem og tilbage foran dem, men kunne intet gøre. Han kunne ikke få dem til at vende om. I løbet af få minutter var de inde i majsmarken.

Det så ud, som om køerne var alt for plagede af den piskende regn til, at de tænkte på at bryde sig om at smage på den grønne majs, og da vejret pludselig klarede op, kunne han uden besvær drive dem tilbage til deres egen eng.

Bickie var træt. Han tog sin regnfrakke af, smed den ned på det våde græs og satte sig på den et minut for at trække vejret og nyde den dejlige, kølige luft, som var kommet etter regnen. Så lagde han mærke til røg, der som en tynd spiral snoede sig op i luften. Den kom fra toppen af en af Nelsons kornstakke

Bickie sprang op. Han var klar over, at lynet måtte være slået ned i stakken og havde antændt den helt nede i bunden. Hvis ilden ikke blev kvalt med det samme, ville ikke bare den ene stak, men alle de fire vældige stakke brænde, og en masse værdifuldt korn gå tabt.

Hvad skulle han gøre? Tog han tid til at drive kvæget ind i folden, ville ilden måske tage så stærkt fat, at alle fire stakke ville brænde. Han måtte løbe over til Nelsons hus, så hurtigt han kunne. Han tog et hurtigt overblik over hjorden for at se, hvor Bæstet græssede (den var midt inde i flokken), og så løb han alt, hvad han kunne hen til frugthaven, ind på gårdspladsen og op på den store veranda. Han dundrede på døren.

»Hr. Nelson, Deres kornstak brænder.«

Han kunne se, at Jim og fru Nelson havde hørt ham, så han styrtede tilbage til sit kvæg. De var lige, hvor han havde forladt dem - trætte efter stormen og tilfredse med at græsse i den friske, kølige luft efter regnen.

Endnu før Bickie havde nået at trække vejret roligt igen efter sit raske løb, så han Nelsons styrte ned mod den brændende stak. Fordi stakkene stod så tæt, at de næsten rørte ved hinanden nede ved jorden, syntes det næsten at være umuligt at redde nogen af dem. Det havde dog regnet nok til, at ydersiderne var våde, og nu blæste det ikke mere. Mændene samlede våde majsstængler og dyngede dem op omkring siderne af de stakke, der ikke var ild i. De løb op til gården og kom tilbage med dækkener og pressenninger, som de spredte ud over de sider, der var mest udsatte, og fra Bickies vandtank hentede de tønder af vand for at gennembløde dem.

Nogle af mændene trak brændende dele væk fra stakken. Hod og hans far kom over med en vogn og hjalp til med at transportere vand. Hele eftermiddagen kæmpede de som rasende, og da solen gik ned, var den stak, lynet var slået ned i, kun en dynge aske, medens de tre andre var reddet.

Da Bickie lukkede kvæget ind, kom hr. Nelson over til ham. »Bickie, det er nok på grund af dig, at vi har reddet kornet i de tre stakke. Ingen af os kunne have set ilden, og var du ikke løbet over for at fortælle os det, ville alt være brændt.«

»Jeg er så glad, at jeg kunne hjælpe med til at redde de tre,« sagde Bickie, »men det var kedeligt med den ene.«

»Jeg vil så gerne gøre noget for dig, Bickie - give dig penge eller gøre noget andet.«

»Må Jim ikke nok komme ud til mig hver dag, hr. Nelson?« Bickie lukkede ledet, da den sidste ko var kommet ind. »Jim betyder mere for mig end noget andet. De kan nok forstå, at man kan føle sig noget ensom ved den slags arbejde.«

»Jeg skal sørge for, at han kommer hver dag«, sagde hr. Nelson og rakte Bickie sin hånd. »Du har været meget for Jim, og han er for hver dag blevet mere robust.«

Så gik Bickie over til brandstedet. Han vidste, at han havde set noget stort den dag. Selv om det så umuligt ud for Nelsons folk at besejre ilden, havde de kæmpet og arbejdet med al deres kraft og reddet tre fjerdedele af korn-høsten.

Da Bickie langsomt gik hjemad, tænkte han på, at han også i dag havde lært endnu en lektie i sin skole hos køerne, men dette var uden for pensummet. Mor havde fortalt ham, hvad det ord betød. Det var noget ud over de almindelige fag.

Hjemme fortalte de ham, at andre ildebrande var opstået ved lynnedslag, og Allen Hall havde været ude at hjælpe naboer i to andre retninger, men med mindre held end hos Nelsons.

»Nu er det årstiden, hvor vi kan vente den slags uvejr«, sagde onkel Allen, »dette var ikke en af de værste, fraset at den antændte så mange brande. Kornet var så tørt. Vi kan også få halgstorm, og dersom det skulle ske, må du lede køerne i vindretningen, sådan som du gjorde det i dag. Mary siger, at hun holdt øje med dig, og at ingen kunne have gjort det bedre. Kvæget kan ikke lide hagl, men for heste kan det være dødsensfarligt. Husk det, Bickie.«

Siden de ikke havde haft held med deres første kaninfælde, havde Bickie og Jim været ivrige efter at lave en større og bedre. Arbejdet med at vogte kvæget havde taget så meget af Bickies tid, at de nu var godt inde i august, før de talte om det igen.

»Bickie«, sagde Jim en dag, »måske kunne jeg selv lave en kaninfælde, hvis jeg bare vidste hvordan. Jeg er sikker på, at vi har alt det træ og de søm, der skal til og også det nødvendige værktøj. Kunne du bare komme op til os. Det er en skam, at du må arbejde så meget.«

»Hvis onkel Allen vil give mig lov, kan jeg måske komme en aften, når jeg er færdig med dyrene. Det bliver måske lidt sent, men vi kan arbejde med lyset fra en lygte, hvis du må.«

»Ih! Det var en pragtfuld ide!« Jim klappede i hænderne. »Fortæl mig, hvad jeg skal have parat, så vi ikke spilder tiden.«

»Jeg tror nok, vi kan klare det på en aften«, sagde Bickie.

»Måske kan du blive hos mig om natten. Ville det ikke være sjovt?« Jim blev mere og mere ivrig. »Jeg er sikker på, at onkel Allen vil give dig lov til at komme, hvis du lover ham ikke at lukke køerne ud af folden for sent. Vor gård er jo nær ved. Så behøver du ikke gå så langt.«

Onkel Allen gav sin tilladelse, og den følgende aften lavede to travle drenge den bedste kaninfælde i Story County. Den var fiks og færdig næste morgen, da de satte den ud i den sydlige eng, hvor Bickie kunne holde øje med den, samtidig med at han vogtede kvæget.

De lagde lokkemad i den og gjorde det så iøjnefaldende, at ingen kanin, der bare var lidt sulten, kunne undgå at blive interesseret. Men af en eller anden grund gik kaninerne ikke i den. Bickie forklarede, at på denne tid af året fandt kaninerne rigeligt med føde. »Vent til senere på efteråret, når der ikke er ret meget at æde, så vil de flokkes om at komme ind i fælden. Det skal du se.«

Efter dette tilbragte Bickie ofte natten hos Jim, og de fandt på at sove i en gammel vogn-kasse i frugthaven. Hver aften satte de fælden op, hvor de, når de kikkede ud, kunne holde øje med den nede i den sydlige eng.

»Jim«, hviskede Bickie, da de en sen aften krøb sammen i vognkassen, »se derhen! Der er nogen henne ved vores fælde.«

»Det er Hod«, sagde Jim med lav stemme. De stirrede begge ud i den månelyse nat. »Hvad tror du, han vil gøre? Ødelægge vores fælde?«

»Vi skulle have skjult den bedre.« Bickie følte vreden stige op i sig. »Vi skulle have været klogere end at sætte den der, hvor Hod kunne se den fra vejen.«

Nu var Hod lige henne ved fælden. Han lagde sig ned på alle fire. Stak han hånden ind i den, eller så han bare ind i den? Det kunne drengene ikke rigtig se.

De så Hod springe op ag løbe så hurtigt, som om en vild tiger forfulgte ham. Han standsede et øjeblik, kradsede sig i ansigtet, rev i sin skjorte, og så bøjede han sig, som om han skulle kaste op. Samtidig kom en svag lugt svævende gennem luften.

Bickie og Jim hoppede ud af vognkassen og for af sted hen imod fælden. Men da de kom halvvejs, vendte de om igen. De var nu klar over, at Hod havde overrasket en skunk (stinkdyr) i fælden.

»Det har han rigtig godt af«, sagde Bickie, »men nu er vores fælde ikke mere noget værd. Nu må vi lave en ny.«

Det var let for Bickie at vågne tidligt, medens han og Jim sov i vognkassen, og han var altid oppe før solopgang. Jims mor var også tidligt oppe, så der ventede altid dejlig morgenmad til Bickie på det store bord i køkkenet.

»Har I drenge set nogen luske rundt om laden i nat?« spurgte fru Nelson Bickie om morgenen, medens han spiste sine varme boller med honning.

Bickie huskede, at de havde set nogen, som de mente var Hod ovre ved sydengen. »Nej, vi har ikke set nogen omkring husene, men en eller anden var henne ved vores kaninfælde i sydengen. Vi så ham.«

»Hvornår var det?«

»Det må have været temmelig sent«, Bickie gabede. »Har der været nogen oppe ved laden?«

»Spaden er væk«. Jims mor lagde flere boller på tallerkenen. »En eller anden må have taget den i løbet af natten, for karlen brugte den, efter at det blev mørkt, for at grave en sæk kartofler op, som han ville tage med hjem. Han efterlod den på væggen mod syd, hvor den altid hænger.«

Solen var endnu ikke kommet op over dalens rand, men Bickie vidste, at han skulle skynde sig for ikke at komme for sent til folden. Han spiste hurtigt sin mad og løb ud til ladens syd væg. Der var den tomme krog, hvor spaden havde hængt mellem andre haveredskaber. Bickie snusede. Jo, der var virkelig en svag lugt af skunk, og derfor mente han, at han vidste, hvem der havde taget spaden. Det var sand-synligt, at Hod havde taget den for at grave sit tøj ned.

På engen åbnede han folden, og kvæget puffede og skubbede til hinanden for at komme ud. Græsset var ikke så godt mere. De varme dage havde tørret det. Køerne græssede ikke mere så veltilfredse. Ofte løftede de hovederne, som om de ville prøve, om der i luften var noget bedre at finde end det, de havde at æde på den snart brune eng.

Alle vegne omkring engen stod majsmarkerne grønne og frodige. Den varme, som havde gjort græsset tyndt og brunt, havde fremmet majsens vækst, og mellem de grønne rækker var jorden fugtig. Bickie længtes efter at gemme sig og afkøle sig i de fugtige, mørke »alleer«, som strakte sig gennem markerne. Han vidste, hvordan køerne følte det. Det var selvfølgelig ikke så meget køligheden, de længtes efter som de saftige stilke og de unge skud. Dette, at han kunne forstå dem, gjorde ham endnu mere påpasselig.

Bæstet, den sorte ko med de krumme horn, var usædvanlig urolig i dag. Selv de mere tålmodige i flokken åd af de spredte græspletter, medens de langsomt gik fra sted til sted prøvende først en skråning og så en anden, indtil Bickie ikke vidste sit levende råd, hvordan han skulle holde sammen på dem. Han kunne knapt få spist sin mad, for hvert eneste minut var der en ko, som forsøgte at bryde ind i majsmarken.

Der var ikke vind nok til at få vindmøllen til at løbe rundt, så Bickie måtte selv med håndkraft fylde tanken. Det var kun nogle få af køerne, som var vilde efter vand; de andre havde ingen interesse i at drikke, men var fast besluttede på at bryde ind på forbuden grund.

Bickie spurgte sig selv, hvordan han nogensinde havde kunnet tro, at det var et let arbejde at være vogterdreng. Hvert øjeblik måtte han forlade pumpen for at jage nogle uregerlige køer tilbage til hjorden.

Da han lige efter middag så Jim komme ned mod engen, blev han mere glad for at se ham end nogen sinde før.

»Oh, Jim, jeg er så glad, at du kommer! Disse uregerlige køer har været lige ved at gøre mig tosset i formiddags. Jeg har knapt kunnet få spist min mad eller pumpet vand. De er alle sammen, som om den onde var faret i dem ligesom i svinehjorden i Bibelen«.

Bickie pumpede med voldsomme tag, der sendte en stadig strøm af vand ned i truget.

»Jeg skal nok hjælpe dig! Så bliver det lettere.« Jim tog en kæp og drev Bæstet tilbage til, hvor hun hørte til.