Kapitel 6.

 

Da tante Mary næste morgen gav Bickie hans madkurv, sagde hun: »Der er en stor overraskelse til dig i kurven, men du skal ikke åbne den, før du har fået kvæget ud.«

Bickie skyndte sig alt, hvad han kunne ned til engen. Han spurgte sig selv, hvad det mon kunne være, der var i kurven. Han løftede på den, men den syntes ikke at være tungere end sædvanligt. Da han havde åbnet ledet til indhegningen, og kvæget græssede på engen, lukkede han madkurven op. Og der - øverst oppe - lå et brev fra mor!

Han tog brevet i sine hænder og spurgte sig selv, hvordan tante Mary havde fået det. Så kom han i tanker om, at John og Tommie måske havde set Halls i Marshalltown, og at mor havde beregnet det. Hun havde nok sendt brevet og håbet, det kunne nå frem til Bickie.

Bickie rev konvolutten op og læste:

»Min kære Bickie!
Nu har du allerede været væk en måned, og hvor vi dog savner dig! Men jeg er stolt over at vide, at du trofast passer dit arbejde.
Jeg ved, at du sommetider må føle dig ensom, men nu er du jo ved at vokse op til at blive en mand, og for hver dag der går, kan du bedre møde vanskelighederne.
Jeg kan glæde dig med, at jeg har betalt hr. Kane de sidste dollars for kvien, og han har givet Tommie og Pete tilladelse til at svømme i hans eng.
Glem ikke, at Gud altid er hos dig, og at vi elsker dig og glæder os til, at du kommer hjem igen til september.«

Der stod endnu mere i brevet - fire sider var det, og Bickie læste det om og om igen, samtidig med at han fulgte køerne med øjnene rundt omkring på engen.

Han var overbevist om, at der var ingen andre drenge, der havde så god en mor. Igen kom Bickie til at tænke på sin drøm om at købe en symaskine til hende. Selv med de fem dollars han måtte af med af sin løn, ville der måske, når sommeren var forbi, være nok til en symaskine. Hvor ville mor blive overrasket!

Så kom Jim ned til ham og fortalte alt om festen i Marshalltown, om paraden og fyrværkeriet. »Havde du bare været der, så havde det været fuldkomment.«

»Jo, det ville jeg naturligvis også gerne«, sagde Bickie, »men man må jo passe sit arbejde. Det kommer i første række.«

Bickie løb efter den væmmelige, sorte ko, han kaldte Bæstet og bragte hende tilbage til hjorden.

»Bickie, den ko tilhører Stones, du ved, Hods forældre. «

»Gør den det?« Bickie var helt forpustet. Det kunne jeg have tænkt mig. Tilhører alle disse køer farmerne lige her omkring?«

»De fleste af dem gør det. Der er også et par af vore - den ene du kalder Hummer, og så den røde, der altid prøver på at løbe bort.«

»Sigøjneren«, mindede Bickie ham om.

»Ja, sigøjneren. Vi har aldrig givet dem navne, bare kaldt dem »den røde ko« og »den gule kvie«.

»Nå, så må jeg passe særlig godt på Bæstet.« Bickie lagde sig ned i græsset for at hvile et øjeblik.

»Du skulle give den en omgang klø hver dag.« Jims runde ansigt så bistert ud.

Bickie lo. »Synes du, det ville være rigtigt? Det ville være lige så forkert, som at Hod satte seksten ringe i onkel Allens lille gris. Bæstet kan da ikke gøre for, hvem den tilhører, ved du nok.«

»Kom her, Jim, så skal jeg lære dig, hvordan man fanger jordegern. « Bickie trak et stykke sejlgarn op af sin lomme.

Resten af eftermiddagen havde de to drenge travlt med på en gang at vogte kvæg og fange jordegern.

Da det hvide flag viste sig den aften for at kalde Bickie hjem fra hans dag som hyrde-dreng, jagede han kvæget ind i folden og lukkede ledet og gik hjem ad vejen til Edenville.

Han havde kun gået et kort stykke vej, da han så et hesteforspand komme farende imod sig. Hestene var spændt for en let vogn, men Bickie kunne se, at der ikke var nogen kusk på forsædet. Han rev sin skjorte af og sprang hen foran hestene og viftede med skjorten som med et flag. Han vidste, de kunne dreje af uden om ham, men det gjorde de ikke. De sagtnede farten, som om de var oplært til at standse pludseligt. Bickie tog fat i deres bidsler, og de snusede til ham. Så vidste han, at de havde accepteret ham som en ven, og han snakkede til dem og klappede dem nogle få minutter, indtil de var rolige igen. Så gik han hen til vognen og kikkede ned i den. Der fandt han ejeren - fuld. Bickie vendte ham om, og han begyndte at snorke højlydt. Manden måtte være døddrukken.

Bickie tog tømmerne op fra forsmækken og begyndte at køre hestene i samme retning, de var kommet - mod Edenville. Den fulde mand brummede, rejste sig op og støttede sig til Bickie.

»De heste kan vel nok løbe. Du kan tro, de kan fare af sted som en vind. « Han lænede sig frem, greb pisken og gav hestene nogle kraftige slag. Straks for hestene ned ad vejen i dødsensfarligt løb.

Den fulde mand hylede af glæde, og med skraldende latter slog han hestene igen og igen. Til sidst lykkedes det Bickie at vriste pisken ud af hans hånd og kaste den ud af vognen.

Stadig for hestene ned ad vejen mod Edenville, og inden Bickie nåede at få kontrol over dem, kom de til et sving. Vognen susede rundt om hjørnet på to hjul, og den fulde mand tabte balancen og væltede ud over den ene side som en melsæk.

Bickie var stadig ikke i stand til at standse de forskrækkede hestes vanvittige fart. Over sine skuldre kastede han et blik på den mand, som var faldet af. Han havde løftet sig op på albuen, og Bickie kunne se, at han ikke var kommet slemt til skade. Men hvem var han? Hvor boede han?

Lidt efter lidt fik Bickie dog hestene under kontrol.

Bickie, som helt siden han var lille, havde elsket at have med heste at gøre, vidste, at de er klogere, end de fleste tror.

»Nu vil jeg lade dem selv vise mig, hvor de bor.«

Han kørte hestene ind på en åben mark, hvor han kørte rundt nogle gange, og så stillede han vognen, så hestene kunne tage den retning, de selv ville. Han slappede tømmerne og lod dem gå.

De valgte vejen til Edenville.

»Det må være vejen hjemad.«

Ved første vejkryds rejste hestene ørerne og tog vejen mod syd. Lidt længere fremme drejede de ind på en lille jordvej og kom til sidst til en port, der stod åben. De klaprede gennem den og spankulerede hen til stalddøren, og der stod de stille.

En kvinde kom løbende ud af huset med en lygte, og Bickie lagde mærke til, at det nu var temmelig mørkt.

»Hvad er der sket med min mand?« Kvinden kom hen til vognen. »Hvor er Zeke? Fortæl mig det!«

Så forklarede Bickie, hvordan det kunne være, at det var ham, der kom kørende med hestene, og hvordan Zeke, eller hvad han nu ellers hed, var faldet af vognen og lå 4-5 kilometer nede ad vejen fra Edenville.

»Jeg er Angie Lager«, sagde hun. »og det er min mands køretøj.«

»Jeg er Bickie Ross, Allen Halls hyrdedreng. Halls er sikkert ængstelige for mig nu. Jeg må af sted med det samme.« Og dermed klatrede han ned fra vognen.

»Tænk ikke på det«, sagde Angie Lader, »min son David og jeg skal nok køre dig hjem. David vil spænde de heste fra, som du kørte med og spænde vore køreheste for en lettere vogn. « Vi skal jo alligevel hente Zeke hjem, og du kommer hurtigere hjem, end hvis du skulle gå til fods. Der er 9-10 kilometer til Allens farm.

Bickie hjalp David med at spænde hestene fra og gnide dem af. De var våde af sved.

»Min far elsker heste«, sagde David, »han synes, de skal have lov til at løbe. Dersom de gerne vil, og vejen er fri, lader han dem fare af sted. Far tror, heste er klogere end deres kuske og kan oplæres til at løbe fornuftigt.«

Bickie opdagede nu en lille æske over krybben. Han greb den og tog et stykke sukker op. »Hvad er det til?«

»Far siger, at der ikke er noget, heste holder mere af end et stykke sukker. Han strigler og børster dem hver aften og gnider dem over ryg og hals, der hvor seletøjet har gnavet, og når han så er færdig, får de et stykke sukker.«

Bickie så rundt i båsene og tænkte, at han aldrig før havde set så ren en stald.

»Far kan ikke døje en snavset stald.« David lagde selv seletøjet på et frisk forspand. »Se det tykke lag af frisk halm. Far siger, at en dag vil han bygge en stor cirkelrund stald med en krybbe i midten. Der skal være otte båse, og hver hest skal have sin egen bås med en dør udadtil, og de skal aldrig bindes - det skal være et slags hesteslot.«

Bickie lagde mærke til, hvor forsigtigt han lagde seletøjet på, og hvor kærligt han behandlede hestene. »Din far må være en meget rar mand.«

»Ja, hvis min fars venner var halvt så gode ved ham, som han er ved sine heste, ville han ikke ligge fuld der ude på vejen.« David så ulykkelig ud i lygtens skin.

Bickie fik så ondt af den mand, som havde en sådan forkærlighed for heste og havde opdraget en søn som David, og som dog ikke kunne modstå fristelsen for alkohol, der gjorde ham ondskabsfuld og ligeglad.

På vejen til Halls kom de til det sted, hvor Zeke Lager var faldet ned af vognen. David og hans mor prøvede at vække ham, men det lykkedes ikke. De dækkede ham til med et tæppe, men da natten var varm, smed han det af sig og lå stadigt snorkende med høj og hæs stemme.

Klokken var over ti, da de kørte ind på Halls gårdsplads. Mary kom løbende ud for at tage imod dem. »Ah, Bickie, vi har været så ængstelige. Hvor har du været?«

Før Bickie kunne nå at svare, løb tante Mary efter et jagtgevær og skød to skud op i luften. Så fortalte hun dem, at eftersøgningsgrupper allerede var ude for at lede efter Bickie, og aftalen var, at når de fandt ham, skulle der skydes to skud af fra et jagtgevær.

»Bill var bange for, at Hod havde såret dig og måske havde trukket dig ind i en majsmark«, sagde tante Mary, »han gik over til dem, og hvis ikke Hods fader havde standset ham, ville han have givet Hod en sådan omgang, som Hod ikke engang havde kunnet forestille sig i drømme.«

»Bill?!« Bickie kunne næsten ikke tro det, tante Mary sagde. Holdt Bill virkelig så meget af ham?

»Ja, men tante Mary, Hod har ikke haft spor at gøre med dette. « Og så fortalte Bickie og fru Lager alt om, hvorfor Bickie kom så sent hjem.

De var knapt færdige, da en af eftersøgnings-grupperne kom med Zeke Lager. En efter en kom også de andre tilbage, indtil alle var samlet i Halls hus. Onkel Allen og tante Mary holdt på, at de skulle blive der allesammen og få noget at spise. Jims mor bragte nybagt æblepie, også tante Mary havde bagt æblepie, og et eller andet sted fra kom der en stor plumkage. Bickie var sikker på, at det var en, tante Mary havde bagt nu i sommer for at have den til »Thanksgiving day«.

Nogle af kvinderne begyndte at »poppe« majs, og alle var glade over, at Bickie var fundet i god behold. Bill holdt sig i nærheden af Bickie hele aftenen, og hver gang Bickie så på ham, smilede han, som om han bar på en hemmelighed.

Zeke Lager nægtede at komme ind i huset. Han var nu vågen og temmelig ædru.

»Jeg hører ikke hjemme blandt anstændige mennesker«, sagde han, »jeg har ulejliget alt for mange gode mennesker i aften.«

Da alle havde fået noget at spise, sang de nogle sange og sluttede med en, som de store evangelister Moody og Sankey havde gjort populær.

Der var niti og ni, som roligt lå i ly fra nød og savn.

Men et man så på bjerget gå langt borte fra fredens havn.«

Den sang trak Zeke Lager ind, og alle tog pænt imod ham, og alle viste ham megen venlighed.

»Jeg er det fortabte får, I synger om«, sagde han.

Bickie vidste, at han aldrig ville glemme tårerne i fru Lagers øjne eller Davids dybe suk, da de gik ud til vognen med Zeke. Zeke Lager, den venligste mand, indtil alkohol gjorde ham helt vanvittig.

Da Bickie kom i seng, kunne han ikke lade være med at tænke på, hvad tante Mary havde fortalt ham - at Bill havde prøvet på at give Hod en omgang prygl.

Nu forstod Bickie, at der var to ting, han havde lært. For det første, at dersom en dreng gør en del gale streger, vil han ofte blive mistænkt for en masse ting, han ikke har gjort. Bare fordi folk kender til det, han har lavet. Nu begyndte Bickie at spørge sig selv, om det virkelig var Hod, der havde sat ringene i onkel Allens gris.

Den anden ting, Bickie havde lært, var, at ved at overholde »den gyldne regel«, ville man vinde venner. Han vidste, at Bill nu var hans gode ven, og at det ville han aldrig være blevet, hvis Bickie havde afslået at hjælpe ham den 4. juli - eller hvis Bickie havde sladret til onkel Allen om Bills skødesløshed den pågældende aften.

Julidagene kom, varmere end nogen sinde; selv nætterne var varme og tunge. På engene var græsset stadig tæt, men ikke så lækkert og rigeligt som for en måned siden. Kvæget blev mere uroligt, og fluerne besværede dem. Bickie måtte hele tiden være på benene for at forhindre dem i at løbe ind i de grønne majsmarker, som stod der så indbydende lige op til engen.

Vandet i dammen, der hvor køerne altid havde kunnet drikke alt det, de ville, var sunket, og Allen var begyndt at få gravet en brønd i nærheden af folden. Bickie ville så gerne se mændene arbejde, men skønt de var nær ved, turde han ikke løbe hen for at se på dem. En dag som denne ville Bæstet i løbet af få minutter få de andre køer med sig ind i majsen.

Brøndgraverne arbejdede så hurtigt, de kunne, men indtil den nye brønd ville stå færdig med en vindmølle, måtte køerne slikke fugtigheden af de små mudderpøle, som var tilbage i den hurtigt udtørrede å.

Nu gik det op for Bickie, hvor meget vand 40 køer kan drikke. Et andet arbejde blev nu lagt til hans stadig større pligter - han måtte passe på, at vandtanken aldrig var tom. På de varmeste dage var der ikke altid vind nok til at holde vindmøllen i gang, og så var der ikke anden »kraft« end Bickies muskelkraft.

»Lad mig hjælpe dig, Bickie«, Jim stod ofte og så på det tunge arbejde.

»Nej, du kunne blive syg igen, og hvad skulle jeg så gøre? Så ville din mor måske ikke lade dig komme her ned for at holde mig med selskab, mens jeg vogter køerne.«

Bickie var kun glad for at pumpe og for at løbe, hvis Jim bare var hos ham.